Dangerous

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 nov. 2016
  • Opdateret: 13 nov. 2016
  • Status: Igang
”Se på dig selv!”, hans stemme buldrede. Jeg kiggede ned på mig selv. Grunden til at jeg ikke kunne komme væk før, var fordi jeg ikke havde hænderne frie. I den ene hånd holdt jeg stadig kniven, friskt blod dryppede fra den. I den anden hånd var der også noget. Jeg holdt om noget. Nogle tråde. Jeg kiggede på den. Jeg skreg. Jeg skreg. Jeg skreg, og jeg blev ved med at skrige. I min hånd holdt jeg om håret på hovedet af et lille barn".

Historien om, hvordan Katrine blev til det umulige; fra at være normal til at være det, folk ville kalde forbandet. Men hvordan? Hvorfor hende? Hvad ved hendes mor, som hun ikke fortæller?

2Likes
0Kommentarer
277Visninger
AA

3. Keep it down

 

”Katrine!”, skreg min mor og kom løbende hen til mig. Lærke og jeg havde stået på parkeringspladsen i ca. 5 min. Ingen af os havde sagt noget. Lærke havde givet mig en flaske vand og ringet til min mor. Mobilen havde ikke engang nået at sige dut én gang, før min mor svarede. ”Jeg kommer nu”, havde min mor bare sagt og lagt på. Lærke havde ikke engang sagt noget til hende om, hvad der var sket, eller hvorfor hun ringede. Det var nærmest som om min mor vidste, hvad der var sket. Som om hun vidste, at Lærke ville ringe.

Min mor kastede sig om mig. Hun kiggede på mig. ”Er du okay?”, sagde hun uroligt. Jeg ville sige ja. Det ville jeg virkelig. Men jeg var ikke okay. Jeg var alt andet end okay. ”Lærke, sig til din mor, at du sover hos os”, kommanderede min mor. Lærke fandt sin mobil frem. ”Katrine? Katrineskat, du må ikke falde i søvn. Du skal holde dig vågen”, min mor talte hurtigt, roligt og bestemt og førte mig ind på bagsædet ved siden af Lærke, der var klar til at tage imod mig. Min mor satte sig på forsædet og kørte af sted, hurtigere end nogensinde.

 

 

Da vi kom hjem, bar min mor mig ind på en stol i køkkenet. Hun lagde et tæppe om mig og hev et glas vand frem. ”Drik det”, sagde hun bestemt. Lærke trak en stol ud og satte sig ved siden af mig. Hun gjorde tegn til, at jeg skulle smække benene op hos hende, for hun vidste, at det elskede jeg at gøre. Min mor vandrede uroligt rundt frem og tilbage. Efter at hun havde gået rundt i ca. 3 min., satte hun sig endelig ned. ”Okay”, sagde hun. ” I må hellere gå i seng”. Lærke og jeg kiggede på hinanden. Hvad var der galt med hende? Hvorfor opførte hun sig så mærkeligt? Lærke havde også godt lagt mærke til det. Min mor stirrede ind i væggen. ”Lærke, kan du hjælpe Kat op?”, spurgte hun uden at fjerne blikket fra væggen. ”Ja, selvfølgelig”, sagde Lærke straks.

 

Jeg havde et mareridt den nat. Det var væmmeligt. Der var en masse skrig, og jeg var tilbage i salen. Der var stadigvæk blod over alt, og alle de døde mennesker lå der stadig. Bordet var brækket over i 2 dele. Stolene var blevet smadret ind i stenvæggene og lå pludselig i en stor bunke. Jeg stod med kniven i hånden. I den anden hånd holdt jeg pludselig ikke længere et afhugget barnehoved, men en tændt tændstik. Jeg kiggede op, og der var ild i stoledelene; flammerne slikkede op af dem, men der var intet røg. Bare flammer og varme. Jeg kiggede rundt. Alle ligene var væk. Det var blodet også. En væmmelig, men samtidig sød, duft ramte mig. Jeg hørte en sydende lyd. Jeg kiggede rundt på væggene, hvor der før havde været blod. Nu var de mere grå og sorte. Det var røgen fra bålet, der havde lagt sig på dem. Jeg kiggede hen på bålet igen. Lige før var der ikke noget røg, men nu osede det sort derfra. Det sved i mine øjne. Jeg kiggede væk fra bålet. Den sydende lyd, jeg hørte før, var blevet højere. Jeg tvang mig selv til at kigge hen på bålet igen. Det var lige pludselig meget større. Alle ligene lå pludselig på det. ”Nej!”, hørte jeg nogen skrige. ”Nej!”, lød stemmen igen. Jeg kiggede ned. I min ene hånd, hvor jeg før holdt kniven, holdt jeg barnehovedet igen. Hun var vågen, hun var levende. Hendes hoved var levende; hendes øjne var åbne og vilde. Hun skreg til mig, hun blev ved med at skrige til mig, at jeg skulle lade være. Lade være med hvad? I den anden hånd, hvor jeg før havde holdt tændstikken, holdt jeg nu en barnekrop. Uden hoved. Hendes krop. Den var også levende. Den greb fat i mig, mens den samtidigt prøvede at komme væk fra mit greb. Da indså jeg, at det var mig, der havde kastet de andre lig på bålet, og at jeg nu var ved at kaste den lille piges krop og hoved på derhen, også. Hendes døde, men dog livlige arme rørte ved mig, jeg skreg og kastede hende fra mig. Jeg kastede hende ind på bålet. Det var ikke meningen, at hun skulle i den retning, og jeg prøvede at gribe ud efter hende i sidste øjeblik, men det var for sent. Det gav et bump, da hun landede oven på alle de andre forbrændte mennesker. Det gnistrede endnu mere, flammerne åd hendes kød, og det begyndte at syde og ose meget mere. Alt den sorte røg omfavnede mig, og jeg gispede og hostede for at få været. Jeg kunne ikke længere se noget, røgen havde nærmest slugt mig. Jeg gispede og gispede og gispede.

 

KATRINE”.

 

Jeg vågnede med et sæt, gispende efter vejret. Jeg var helt forpustet. Ikke forpustet som man normalt er, efter man er vågnet efter et mareridt. Jeg var forpustet, som om jeg virkelig havde været fanget inde i en sal fyldt med røg. Jeg var forpustet, som om jeg bare havde gispet og gipset efter vejret for at overleve. ”Kat! Er du okay?”, hvinede Lærke. Jeg kunne fornemme hendes urolige øjne på mig gennem mørket. ”Jeg..”, sagde jeg forpustet, men jeg færdiggjorde aldrig sætningen. ”Havde du et mareridt?”, spurgte Lærke. Hun krøb helt hel til mig og tog min hånd. Jeg knugede den stramt. ”Ja”. ”Vil du snakke om det?”, spurgte hun med sådan en lille, fin stemme. ”Nej”, jeg var begyndt at græde. ”Jeg-jeg tør ikke at sove”, hulkede jeg. Lærke vendte mig rundt, så jeg lå med ryggen mod hende, og lagde armene om mig. Jeg prøvede at lade være med at falde i søvn, men til sidste lukkede mine øjne i.

 

 

 

 

”Så. Sov du fint nok resten af natten?”, spurgte Lærke. ”Ja”, sagde jeg stille og puttede mine bøger ned i tasken. ”Er du sikker?”, spurgte Lærke. Hun var ved at tage tøj på, hun var næsten lige kommet ud af badet, hendes hud var stadig lidt fugtig. I dag var jeg stået tideligt op, og det skete meget sjældent. Men denne dag var anderledes. ”Ja, jeg er sikker. Jeg sov ganske udmærket”, svarede jeg. Lærke kiggede uroligt på mig. ”Du husker ikke noget?”, spurgte hun. Jeg kiggede på hende. ”Husker hvad?”, spurgte jeg og kunne mærke hvordan, min hænder rystede. ”Du sagde bare al muligt mærkeligt om nutella, og det undrede mig bare, for du hader jo nutella”, fnisede kun. Jeg slap mine anspændte skuldre i et lettet suk og grinte. Pyha. ”Hahah, ej, hvor mærkeligt”, smilede jeg. Lærke forsatte. ”Og jeg prøvede at ruske dig vågen, men du sagde bare: ’Åh, kan du ikke dufte det? Der dufter af Nutella over det hele’. Det var vildt sjovt, Kat”, grinede Lærke. Jeg grinede endnu mere. ”Men det var faktisk også ret underligt”, sagde Lærke. Hun havde taget sin taske på skulderen og stod og ventede på mig i døren. ”Hvad?”, grinede jeg. ”Hvordan kan noget overhovedet blive mere underligt end min fantastiske drøm om nutella?”, jeg kunne slet ikke stoppe med at grine. ”Ja altså, da jeg så for sjovs skyld tog en dyb indånding for at dufte den fiktive duft af nutella,”, hun begyndte at gå ud af værelset. ”var det eneste, jeg kunne dufte, røg”.

Jeg stivnede.

”Og duften af røg var så virkelig, at det føltes som om der var ildebrænd her inde, men jeg vidste jo godt, at det var der ikke, så jeg kiggede ud af vinduet, men der var ikke ildebrænd nogen steder”, sagde hun og grinede. ”Nå, kommer du, eller har du tænkt dig at stå der hele dagen?”, sagde hun og gik ned af trappen. Jeg blev stående på værelset. Stivnet. Kold. Bange.

 

Morgenmaden bestod igen af en skål skyr med blåbær. Lærke tog en Nutella mad, og grinte da hun spise den, mens hun citerede mit lille foredrag om Nutella. Der var noget mærkeligt i luften i dag. Ting var anderledes. Jeg kunne mærke det. Jeg følte mig som en fremmed over for mig selv. Fremmed, som om noget inden i mig, jeg ikke vidste hvad var, enten var forsvundet eller kommet. Min mor sagde ikke så meget den morgen. Hun spurgte lidt ind til hvordan, jeg havde sovet. Jeg tror på en måde godt, at hun vidste, at jeg havde haft et mareridt. Hun stillede ikke spørgsmål ved røgduften inde på mit værelse. Hun vidste godt, vi ikke havde røget, og at der ikke havde været ildebrænd derinde. Men hun vidste, at der var sket noget.

Da vi blev afleveret i skolen, krammede jeg min mor farvel og gik op i klassen med Lærke. Det var tirsdag. Ikke en meget bedre dag end mandag, men tættere på weekenden, som vi alle så frem til.

Det var ekstra koldt i dag, og vi havde huer på. Da vi trådte ind i klassen, satte jeg mig på min stol og overvejede, om jeg ville kunne nå at tage en powernap på 7 minutter. I mellemtiden kom Lærke gik hen til Camilla. Hende og Lærke var ret gode veninder, eller altså, det svang rigtig meget. Nogle gange kunne Lærke ret godt lide Camilla, men andre gange var Lærkes had til hende helt i top. Jeg sad lidt og gyngede benene frem og tilbage, mens jeg tænkte på min drøm og på det med, at Lærke havde duftet røg. Det kunne jo selvfølgelig bare have været et tilfælde, men det tror jeg bare ikke, det var.

 

”Hey, Kat”, sagde Ulrikke. Hun kom hen til mig. Jeg kunne ikke rigtig overskue hende lige nu. Bare hendes ansigt i sig selv irriterede mig grænseløst. ”Ul”, svarede jeg som en hilsen. ”Jeg fik aldrig hørt, gik det godt til festen, du skulle til?”. Jeg stivnede, men mest af alt blev jeg bare vred på hende. Det skulle hun ikke spørge om. Jeg svarede ikke. Ulrikke kiggede på mig med rynkede øjenbryn. Nyplukkede, vist nok. Og ekstremt optegnede. ”Så..? Vil du fortælle, hvordan det gik, eller?”, spurgte hun afventende. ”Næ”, sagde jeg. Hun så på mig med en blanding er overraskelse og fornærmelse. ”Hvorfor ikke? Lavede du da noget med nogle, som du ville ønske, du ikke havde gjort?”, spurgte hun fnisende, men jeg kunne samtidigt godt høre, at hun var lettere irriteret over, at jeg ikke ville fortælle om aftenen. ”Nej, Ulrikke, jeg lavede ikke noget dumt med en dreng, for i modsætning til dig, har jeg noget der hedder selvrespekt. Har du hørt om det?”, jeg kiggede hårdt på hende. Hun blev helt skræmt. ”Katrine, hvorfor er du så led? Du e-”, hun peb, og jeg blev simpelthen så træt af at tænke på hende. ”Åh, Ulrikke, gå hen og giv nogle andre lysten til at dræbe sig selv, tak. Ingen kan lide dig, okay? Så gør os alle en tjeneste og tag toget til Langtbortistan og kom aldrig tilbage”, jeg kiggede væk og ventede på, at hun ville gå. ”Hvad går dig af dig? Hvad fanden er dit problem, Katrine?!”, nu var hun vred, og det gav mig bare lyst til at kvæle hende. ”Vær sød at lade være med at tale!”, råbte jeg. ”Din lille skingre stemme er så fucking irriterende. Ligesom resten af dig. Bare fat, at jeg ikke gider dig. Og skrid så, jeg prøver at leve”, min stemme skar i hende, og jeg nød det. Jeg smilede ondt. Hun begyndte at græde, vendte sig hårdt om og løb hulkende ud af klassen. Alle kiggede på mig. Jeg ignorerede dem og gik over Camilla og Lærke, der var midt i en intern joke, som åbenbart var virkelig morsom. De lagde mærke til mig. ”Hey”, sagde Camilla. Hun fnisede lidt. Jeg nikkede et lydløst ”hej” til hende. ”Hvad så?”, spurgte Lærke. ”Ikke så meget, hvorfor snakker du med Camilla?”, min stemme var kold og ond. Camilla kiggede underligt på mig. Jeg stirrede koldt tilbage. Lærke grinte forvirret. ”Vi snakker bare?”, sagde hun. ”Jaer, det kan jeg godt se, Lærke, men hvorfor taler du med hende, du hader hende jo”, sagde jeg. Lærke kiggede chokeret på mig. Det samme gjorde Camilla. ”Hvad snakker du om?”, Camilla kiggede på mig. Jeg svarede ikke. ”Hvad snakker hun om, Lærke?”, Camilla hævede stemmen. ”Slap nu af, Camilla, hvorfor er du så overrasket. Alle hader dig, det ved du jo. Du er så, hmmm, ja, du er bare en menneskekonstruktion af ordet ’træls’”, sagde jeg. ”Kat!”, gispede Lærke. ”Ja!”, sagde jeg til mig selv, utrolig overrasket af min totalt ærlige og rigtige formulering. Lærke måbede og smilede undskyldende til Camilla. Hun kiggede strengt på mig og hev mig væk i ærmet. ”Hvad pokker har du gang i?”, spurgte hun. ”Ingenting”, sagde jeg og kiggede på mine negle for at vise, at jeg var uinteresseret i det, hun sagde. ”Øh? Ingenting? Det lignede ikke ingenting, hvorfor sagde du, at jeg hader hende?”, Lærke lød sur. ”Fordi det gør du jo”, sagde jeg. ”Du snakker jo for det meste bare om, hvilke dårlige momenter du har med hende, og desuden skulle en eller anden jo gøre det. Hvem havde måske ellers tænkt sig at sige, hvor irriterende hun var?”, spurgte jeg. Jeg havde jo ret, det havde jeg virkelig. Hvorfor kunne Lærke ikke se det? Hun rystede bare på hovedet. ”Jeg sagde også til Ul, hvor meget jeg hadede hende. Hun fortjente også at vide det, stakkels dukke, går rundt og tror hun ejer hele verden, som den lede kælling hun er”, sagde jeg. ”Katrine! Hvad går der af dig?!”, nærmest råbte Lærke. Jeg fortsatte min talestrøm og lod som om, jeg ikke havde hørt hende. ”Jeg mener, hvis nu folk gik rundt og hadede dig, ville du så ikke gerne have det at vide, så du kunne ændre dig?”, spurgte jeg. Lærke rystede stadig på hovedet, hun kiggede på mig, som om jeg var syg i hovedet. ”På nær”, sagde jeg eftertænksomt efter en kort pause. ”Camilla og Ul har ikke mulighed for at ændre sig. Det eneste de kunne gøre, som ville få os til at hade dem mindre, har jeg ikke ret?”, sagde jeg og smilede. ”Hvad pokker er der med dig, Katrine? Du er slet ikke dig selv, du ville aldrig sige sådan noget om de to!”, udbrød Lærke. Min smil forsvandt. Lærke var heller ikke med mig, hun var ligesom de andre. Dumme og trælse. Og irriterende. Ja. ”Hvis du ikke forstår mig,”, sagde jeg koldt. ”Så er du lige så tåbelig”, mine ord hang som tåge i luften, og jeg smuttede; efterlod hende alene og måbende  i gangen udenfor klasselokale.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...