Dangerous

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 nov. 2016
  • Opdateret: 13 nov. 2016
  • Status: Igang
”Se på dig selv!”, hans stemme buldrede. Jeg kiggede ned på mig selv. Grunden til at jeg ikke kunne komme væk før, var fordi jeg ikke havde hænderne frie. I den ene hånd holdt jeg stadig kniven, friskt blod dryppede fra den. I den anden hånd var der også noget. Jeg holdt om noget. Nogle tråde. Jeg kiggede på den. Jeg skreg. Jeg skreg. Jeg skreg, og jeg blev ved med at skrige. I min hånd holdt jeg om håret på hovedet af et lille barn".

Historien om, hvordan Katrine blev til det umulige; fra at være normal til at være det, folk ville kalde forbandet. Men hvordan? Hvorfor hende? Hvad ved hendes mor, som hun ikke fortæller?

2Likes
0Kommentarer
290Visninger
AA

2. And so it begins

 

 

Det gav et spjæt i mig, da jeg så mig selv i spejlet i morges. Jeg overvejede i et øjeblik at ligge mig tilbage til den ellers så frygtelig, fristende, varme dyne, der aldrig nogensinde ville blive erstattet – ej heller af en kæreste, hvis der mirakuløst en dag ville vise sig en dreng, der havde potentiale til at leve om til mine utallige krav – og ligge mig til at sove igen. Jeg kunne også ligge mig på badværelsets klinkegulv, der i dag – som tegn på, at vinteren (dvs. sne, kulde, mørke og forfrysninger) snart kigger forbi – havde besluttet sig for at være ekstra koldt. Jeg tog et minuts stilhed for mine stakkels fødder, der syntes endnu mere orange end normalt. Ja, det kan godt være, at – med forlov – hvide mennesker føler sig blege og sågar blålige om vinteren, men os med kulør bliver orange. Det er på ingen måde behageligt at gå rundt og ligne et lyskryds, der ikke ved, om det skal lade bilerne køre eller vente. Hm. Ved nærmere eftertanke skulle jeg måske bare se at smutte i bad; det ville trods alt gøre mig lidt friskere – og varmere, for den sags skyld.

    Jeg havde pakket min skoletaske og lagt tøj frem aftenen forinden, hvilket var en stor hjælp – også selvom, at begrebet ’at ligge tøj frem’ er ens betydende med at ligge det fjorten forskellige steder på mit værelse. Jeg stod og beundrede mit outfit i mit spejl på væggen, mens jeg læste citatet på min T-shirt op. ”’Work untill you no longer have to introduce yourself ’. T-shirten blev suppleret af et par jeans (der desværre ikke lige gav drømmeudsigten bagfra), et par snickers og nogle smykker. Til slut flettede jeg mit har i to hollandske fletninger. Min ansigt lignede dog stadigvæk noget, katten havde slæbt med ind.

    Efter morgenmaden, som bestod af skyr og blåbær i forbindelse med min mislykkede kostplan, børstede jeg mine tænder. Det blev så desværre – og ikke spor overraskende – et af de syn, man helst har lyst til at glemme. Jeg havde nemlig formået at få tandpasta i håret, på mit T-shirt og på min sko. Hvordan er det muligt? Jeg gjorde at mislykket forsøg på at spytte den smule resterende tandpasta, jeg så havde i munden, ud og steg om bord på den metalhest, folk kalder ’en cykel’. Jeg satte kursen mod mit gymnasium, og åh, hvor jeg dog syntes, at det var hårdt. Jeg var i A-klassen, mat-fys-linjen som 2. g’er, og jeg kan roligt sige, at det er svært.

 

Efter at have stillet min cykel i det rustne cykelstativ fyldt med klamme, tørre, mugbegroede tyggegummier med skorpe på, samt en masse edderkoppespind, der havde en træls tendens til altid at sætte sig i mit hår, gik jeg op i min klasse. Støjniveauet, når man ankom i klassen, var meget varierende. I dag var der masser af larm, hvilket jeg syntes var skam, for så betød det, at folk havde noget at tale om, dvs. noget at lave, og derfor ville ingen se mig, når jeg lavede min smukke entré – hvilket jeg nu med eftertanke var ret taknemlig for. Det skyldtes, at sidste gang, jeg prøvede at lave en ubegribelig, elegant ankomst, hvor jeg ville komme ind i klassen, mens jeg lavede piruetter og sang Dejlig er den Himmel blå, endte det med, at jeg faldt ind ad døren og slog mit skinneben så meget, at jeg nåede gennemføre første verden af Plants VS Zombies 2 nede på kontoret med en ispose placeret fint og nydeligt på det ellers ret så ømme ben. Altså, den del, hvor jeg gennemførte en hel verden, var jo ikke slem overhovedet. Det var mere bare de efterfølgende spørgsmål om, hvad der egentlig skete. Jeg havde nu altid fundet et andet emne at snige mig ind på.
Så, det endte med, at jeg i dag valgte livet ved bare at gå normalt ind.

 

Da jeg trådte ind for dørkarmen til klasselokalet, blev jeg straks omgivet af den klassiske, klasse-agtige stemning, der altid er i klasser. Jeg gik hen til et bord, mit bord, og gud hjælpe dem, der fik den sørgelige idé at prøve at tage det fra mig. Det er sket før, og jeg kan sige, at det ikke endte pænt. Det bord var mit et og alt. Det stod sådan, så jeg kunne se læreren og tavlen, og læreren kunne se mig. Ved siden af bordet var der også en reol, hvor jeg kunne stille bøger, madpakke, penalhus eller noget, jeg ikke lige havde plads til på bordet. Det bedste af det hele var, at det ikke var klamt eller ødelagt. Men det bedste var dog, at der ikke var nogle, der havde tegnet med permanente tuscher på det eller havde ridset noget: ”jeg-er-en-teenager-der-ikke-ved-hvad-jeg-skal-tage-mig-til-så-derfor-ridser-noget-sjovt-(der-faktisk-ikke-er-sjovt)-og-erotisk-i-bordet-fx-Mathias-vil-gerne-lave-lagengymnastik-med-Cecilia” dumt noget i bordet, og så var der heller ikke nogle tyggegummiklumper under det. Desuden sad jeg ved siden af Lærke.

    Speaking of, fornemmede jeg ud af øjenkrogen, at kun kom hen til mig. Hun var min bedste veninde, og hun var virkelig bare en af dem, man skal holde fast på. Hun var ikke ligesom de andre tøser, der altid havde et særligt behov for at være i centrum, og ved at gøre det, udstillede de sig som nogle dramaafhængige, opmærksomhedskrævende, falske, irriterende, råbende og opgejlede chicks, der ikke vidste, hvad de skulle af sig selv, og derfor altid endte med at stille sig i vejen for os, der rent faktisk havde et formål med livet. Brutalt sagt, I know, men tro mig, det er ren og skær sandhed.

 

”Hej Katrine”, sagde Lærke og smilede til mig. Jeg elskede det smil, det gjorde mig bare så glad. ”Hey”, svarede jeg igen. Vi satte os ved bordet og begyndte vores tjit-tjat, der bl.a. bestod af keep on coming brok om, hvorvidt ingen af os magtede historie, samt en mental forberedelse på dødsdagen som i dag; mandag. Mange dage kunne jeg tage, men mandag er – og vil for mig altid være – den absolutte værste dag. Vores lærer, Kim, kom ind med et ”godmorgen”, og jeg blev allerede irriteret af hans alt entusiasme, der tog form af et smil, der kunne nå fra Helsingør til Århus. ’Godmorgen’, havde han sagt. Jaer, det var en god morgen end til jeg vågende.

    ”Har I haft en god weekend?”, spurgte Kim. Jeg svarede med et gab, så stort, at havde nogle stået foran mig, ville de kunne have set, hvad jeg fik til aftensmad dagen forinden. Nogle var dog normale og svarede med nogle lave ’ja’ og sådan. Katrine havde allerede arrangeret sine bøger på bordet på sin bestemte måde. Jeg har aldrig gennemskuet, hvordan hun bærer sig ad, men hun stiller bøgerne sådan, så hun kan ligge sig diskret ind over bordet, behageligt til mode, og sove – uden at lærerene opdager det!!! Så snyd. Og her sad jeg og overvejede for otteogtredvi tredivte gang, om jeg – med en smule besvær samt fortrydelse over chipsne, jeg åd i weekenden – kunne klemme mig ind i reolen ved siden af mit himmel-bord, uden Kim ville ligge mærke til det. Nah, det ville nok ikke kunne lade sig gøre. Jeg surmulede irriteret til Lærke, der allerede befandt sig i drømmeland, og Kim så intet. Grrrr.

 

Da timen langt om længe var færdig, og jeg diskret havde reddet Lærke for at drukne i sit eget søvn-savl omkring tre-fire gange, og tegnet øjne på stort set alle sider i mit hæfte, ringede klokken ud, og skole blev hurtigt skubbet til side, folk løsnede op og lagde mobilerne væk.

    Jeg fik hen for at vække hende. ”Lærke-skatte-pusse-nusse-lille-gutte-nutte-baby-putte, det er tid til at vågne op”, sagde jeg med den absolut mest sukkersøde stemme, jeg kunne fremrbinge. Det virkede tydeligvis ikke, så jeg gav hende en lammer på armen, mens jeg råbte ”Lærke, din taber, vågn så op. Idiot”, hvilket syntes at have en bedre effekt. Hun løftede hovedet og bestemte sig for at teste, om hun kunne åbne sine øjne langsommere, end en snegl kan bevæge sig. ”Lærke, din wanker, get up, girl”, jeg ruskede hårdt i hende. ”Okay, okay”, mumlede hun. Tænk, at hun kunne falde i så dyb en søvn. Det beundrede jeg virkelig ved hende.

    Jeg fik endelig halet hende op, og vi gik ud på gangen. Her strømmede det med mennesker overalt, og selvom skolen var stor, var der aldrig ét rum, der ikke var næsten helt fyldt med mennesker. Min stedsans findes ikke. Det var åbenbart en af de mange ting, som Gud valgte, at lade være med at give mig. Jeg kan ikke finde rundt nogle steder. Ej heller i min by, hvor jeg har boet i otte-ni år. Det gjaldt også på gymnasiet, som altid syntes at have et nyt, ukendt rum hver dag.

 

 

Det var derfor frygtelig godt, at jeg havde Lærke. Hun var en mester til at finde rundt. Hun kunne gå en runde et sted for første gang, og så ville hun kunne gå den igen uden hjælp bagefter. Jeg, derimod, benyttede mig af Maps i to uger frem og tilbage, da jeg skulle lære at cykle vejen til gymnasiet, før jeg endelig lærte den. Det var så pinligt. Jeg cyklede vitterligt af sted fra huset kl. 07.10, når jeg skulle møde kl. 08.05, bare sådan at hvis jeg farede vild, havde jeg tid til at finde tilbage igen.

 

”Så, hvad tager du så på i aften?”, spurgte Lærke glad. Jeg trak på skuldrene. ”Aner det ikke. Jeg har fundet nogle måske’er frem. Jeg tænkte lidt på nederdelen, du ved, den med slangeskindet? Og så en fin, hvid skjorte”. Lærke kiggede på mig med et blik, der fortalte mig, at det ikke lige var hvad, hun syntes, jeg skulle have på. ”Kat, vi skal til fest, ikke teselskab med vores berynkede forfædre”, hun sukkede og tog sig til hovedet. ”Okay, du tager hjem, jeg tager lige forbi mig og henter mit tøj, og så kommer jeg hjem til dig, og så hjælper jeg dig med at finde noget festtøj”, sagde hun. Lærke i en nøddeskal; altid så dominerende, har altid styr på det hele, redder mig altid. Det må man sgu elske hende for. Hun smuttede af sted, og ikke mindre en 40 minutter, hvor jeg fik tid til at rydde lidt op, ringede det på døren.

     Jeg gik ned for at åbne. Lærke stod udenfor og smilede stort. Hold da op, Lærke havde – jeg lyver ikke – 7 poser tøj i hænderne. ”Kom indenfor”, skyndte jeg mig at sige. ”Tak, det var begyndt at gøre ret ondt i armene”, grinede hun. Vi gik op af trappen til mit værelse. Det var et ret stort værelse, og Lærke og jeg elskede at tilbringe lange nætter i det. Hun smed sig i sengen, lå der i ca. 20 sekunder og satte sig så atter op igen. ”Hvad har du i alle de poser?”, spurgte jeg grinende. Lærke fnisede og vendte alle poserne på hoved, en efter en. Ud af dem faldt stortset hele hendes tøjskab, alle hendes sko, alle hendes smykker og alt hendes makeup.

”Okay, åbn dit skab. Så kan vi finde noget tøj til dig, du kan bare tage noget her fra mig, hvis du ikke kan finde noget i dit eget skab. Du skal bare ikke tage den sorte kjole, dér”, hun pegede. Jeg fulgte hendes blik, indtil mine øjne faldt på en sort kjole med en dyb V-udskæring og blondekanter. ”Skal du have den på?”, udbrød jeg. ”Jeps”, sagde hun stolt og snuppede kjolen fra bunken samt et par knaldrøde stilletter frem. ”Og så bare noget eyeliner og mascara”, sagde hun. Jeg var lamslået. Lærke ville se guddommelig smuk ud i det outfit! ”Jeg tror, du bliver den smukkeste til festen”, grinede jeg. Hun grinede også. ”Nej, vi bliver de smukkeste til festen”, sagde hun.

 

Efter ca. en halv times tøjkrise fandt vi endelig noget tøj til mig. Det endte med at blive en nedringet, pastelblå playsuit med en flot halsudskæring bepyntet med perler. Jeg ville lade mit hår hænge løst, tage nogle flotte smykker på samt nogle hæle, jeg ikke ville falde i. Vi gik ud på badeværelset for at ligge makeup. Da vi var klar, gik vi nedenunder til min mor. ”Nej, hvor er I lækre!”, hvinede hun. Så blev hendes ansigt pludselig alvorligt. ”Katrine”, hun kiggede på mig. ”Behøver det virkelig at være i dag, du skal til fest?”. Jeg sukkede. Min mor havde de sidste par uger prøvet, at overtale mig til ikke at tage med til lige præcis dén fest. Jeg forstod ikke hvorfor, for jeg havde taget til fester før, fester, der var meget større og vildere end denne. ”Mor, vi har diskuteret dette før. Jeg tager af sted, og Lærke passer på mig, ikke sandt, Lærke?”, sagde jeg, og Lærke stemte i med et solidt ’ja’. Min mor sukkede. ”Okay. Oka, lad os køre”, sagde min hun til sidst.

 

Da bilen standsede foran festhuset, sad Lærke og jeg og boblede af glæde. Vi kunne musikken klart og tydeligt. Bassen pumpede i takt til min puls. Jeg steg ud og tog Lærke i hånden. Pludselig stod jeg i min mors arme. Hendes vejrtrækning var tung. ”Bare. Bare pas på. Tænk dig om. Okay?”, græd hun. Hvorfor græd hun? Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, jeg aede hende bare på ryggen. ”Bare rolig, mor. Lærke har gået til karate siden hun var 4 år, og efter 13 år har hun temmelig meget styr på det. Hun passer på mig, og desuden roder vi os slet ikke ud noget, hvor det blvier nødvendigt. Det ved du da?”, jeg mumlede mod hendes skulder og forsøgte hårdt ikke at efterlade en savlplet på hendes trøje. Jeg kunne mærke min mor smile. Hun gav slip på mig og sendte mig i retning af Lærke med et mildt puf i ryggen. Vi gengældte smilet, og vinkede til hun var kørt.

Vi stod og tøvede uden foran den store dør. Musikken bragede støjende. Lærke kiggede på mig. ”Hvorfor tror du, din mor ikke ville have, at du tog med til den her fest?”, spurgte hun. ”Jeg aner det ikke. Jeg aner det virkelig ikke”, svarede jeg. Vi vendte os mod døren. Jeg skulle til at åbne den, men da jeg tog om håndtaget, var det som om, jeg havde lagt hånden på en tændt kogeplade. Jeg skreg højt og kort og træk hurtigt hånden til  mig. Lærke kiggede frustreret på mig. ”Hvad sker der?”, udbrød hun. ”Jeg.. Håndtaget. Det-det brændte mig”, hviskede jeg. Jeg holdt om min hånd. Lækre tog den. Med den anden hånd tog hun forsigtigt i håndtaget. Der skete ikke noget. Hun kiggede på mig. Jeg kiggede på hende, rædselsslagen. ”Okay”, sagde Lærke beroligende til sig selv. Langsomt  trykkede hun ned i håndtaget, som gav en svag knirken fra sig. Hun tog en dyb indånding om skubbede døren op.

 

Musikken skreg os ind i hovedet; Lærke og jeg åndede lettet ud. Vi stod stadig udenfor. Der var mennesker, der dansede og festede overalt. Lærke trådte ind over dørkammen. Jeg fulgte efter, men idét, jeg trådte indenfor dørkammen, forsvandt alt, hvad der ellers lige havde været der; mennesker, musik, møbler, pynt, baren, DJ’en, alt. Jeg var stadig i det samme rum, men alt var anderledes. Rummet så gammelt ud, der stod et klaver med et blomsterdekoreret tæppe over sig henne i et det ene hjørne. Gulvet var af marmor, køligt som is. I nogle af væggene var der enorme vinduer der var hugget ud af den tykke stenvæg og præget med kraftige, store og lange gardiner. Stenvæggene var også besmykket med fantastiske gobelinger og tæpper. Man kunne tydeligt se, at de var tunge, og at de havde taget frygtelig lang tid at lave. De var mørkerøde med gulddekoreringer i, men de havde dog også et gråt skær af støv der havde lagt sig på dem med tiden.

Der stod et enormt bord af egetræ, der var rundt og mørkebrunt. I træet var der ridset mønstre der så ældgamle ud. Rundt om bordet stod der nogle flotte træstole, der mest af alt lignede næsten troner.

     Hvad var det her for et sted? Lige pludselig var der mennesker rundt om bordet. De sad og var midt i en meget intens snak. Jeg blev helt forskrækket, for de var der pludselig bare. Jeg blinkede, og da jeg åbnede øjnene, var menneskerne væk igen, lige så hurtigt, som de kom -  nærmest som om de aldrig havde været der. Værelset stod tomt, som jeg så det først.

Så kom der et kortvarigt glimt af det store rum fyldt med blod. Synes forsvandt hurtigt igen. Jeg stod stadig i det tomme rum. Det mindede faktisk mere om en sal end et rum. Med ét var der der blod over alt, lige som det korte syn, jeg fik før, men nu forsvandt det ikke igen. Der var blod på væggene, på gulvet, på klaveret og på bordet. Jeg hørte skrig, smertefulde skrig, så høje, som var det nogle, der blev dræbt langsomt lige ved siden af mig. Jeg kiggede ned. Jeg havde blod på mine hænder. Jeg stod med en kniv med blod på. Mine hænder rystede. Jeg kiggede op igen, og rummet var fyldt med mennesker. De samme mennesker, der havde siddet ved bordet for blot et minut siden. Jeg skreg. De var alle døde. De var skåret op. Det var deres blod, der var overalt, deres blod, der var på mine hænder , og deres blod på den kniv, jeg holdt om. Der lå en pige over klaveret. Blodet strømmede ud af hende, hendes mund var åben, og hendes øjne var hvide. Menneskerne ved bordet lå enten over det eller sunket sammen i deres stole, livløse, kolde og blege.

Pludselig var alle de døde var på vej hen mod mig. ”Hvad har du gjort?”, skreg de. De rakte ud efter mig. ”Få det til at stoppe”, skreg de. Jeg prøvede at løbe, men jeg nåede ikke så langt, før jeg snublede over noget og landede på noget blødt og snasket. Jeg kiggede ned og skreg. Jeg var landet lige ned på en død mand. Han lå med lukkede øjne, og der var fluer i hans mund. Med et sæt åbnede han øjnene og så vildt på mig. Jeg skreg igen og prøvede at komme væk, men han greb fast om mig. Jeg fægtede og spjættede al, hvad jeg kunne, men jeg kom ingen vegne. ”Se hvad du har gjort”, sagde han. ”Se på dig selv!”, hans stemme buldrede. Jeg kiggede ned på mig selv. Grunden til at jeg ikke kunne komme væk før, var fordi jeg ikke havde hænderne frie. I den ene hånd holdt jeg stadig kniven, friskt blod dryppede fra den. I den anden hånd var der også noget. Jeg holdt om noget. Nogle tråde. Jeg kiggede på den. Jeg skreg. Jeg skreg. Jeg skreg, og jeg blev ved med at skrige. I min hånd holdt jeg om håret på hovedet af et lille barn.

 

KATRINE”.

 

Jeg kiggede rundt, tårerne trillede ned af mine kinder, jeg hulkede lydløst. ”Katrine”, Lærke ruskede mig i skuldrene. Jeg kiggede op på hende. Hun var der. Hun var der virkelig. Jeg kiggede rundt. Jeg var tilbage. Jeg var stadig i den samme sal, men jeg var tilbage til festen. Jeg kiggede på mine hænder. Der var intet blod. Jeg holdt ikke om en kniv med blod på, og jeg holdt ikke om håret på et barnehoved. ”Kat, hvad skete der?”, spurgte Lærke. Jeg greb hårdt om hende. ”Ring til min mor. Jeg vil hjem. Nu”, sagde jeg. 


                                                                      ---------------------------------------------------------

 

 

Dette var første kapitel i min lille historie, og jeg er meget spændt på at høre, om I kan lide min skrivemåde, fantasi og meget andet. Jeg vil elske, hvis I gad at smide en kommentar med konstruktiv kritik, og så håber jeg ellers bare, at I læner jer tilbage og nyder resten af kapitlerne, når nu engang jeg lægger dem ud :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...