The Time Of Our Lives - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2016
  • Opdateret: 28 apr. 2017
  • Status: Igang
Crystal har levet et utroligt hårdt liv, på trods af hendes kun 18 år. Som blot 15 blev hun smidt ud af sin alkoholiske far og måtte affinde sig med, at være stripper og luder, så hun kunne tjene penge nok til at starte en retssag, så hun kunne få sin lillebror hjem. Arbejdet slider i hende og hun kan knap nok forsøge sig selv, og da slet ikke lægge penge til side til retssagen. På en sen vinteraften finder hun sig selv i færd med, at tage sit eget liv, men så kommer en helt speciel person forbi og gør det til sin mission, at give Crystal lysten til at leve, tilbage. Det er starten på et år, som Crystal sent vil glemme.

44Likes
73Kommentarer
46069Visninger
AA

7. Kapitel 5

 

“Er du snart færdig med, at surmule?” Spurgte Louis, da vi holdte ude foran hans lejlighed.

“Det tror jeg sgu ikke Louis,” sagde hans blonde ven, omme fra bagsædet.  

“Hold kæft Niall,” snerrede jeg.

“Jeg tror du har ret,” sagde Louis  bare med  et skævt smil. “Går du frivilligt med op?” Da jeg ikke svarede, hoppede han ud i bilen og åbnede bildøren for mig. “Kom så med op.”

“Nej.”

“Så er du også selv udenom det,” sagde han muntert og hev mig pludseligt ud af bilen, og jorden forsvandt hurtigt under mig.

“Sæt mig ned!” Råbte jeg hidsigt, men de grinede bare og fortsatte.

“‘Louis din røvbanan. Jeg sværger at hvis du ikke sætter mig ned lige nu, så sætter jeg ild til dit hår!”

“Okay, hvis du insistere.” og så gav han fandme slip på mig. Et stød fandt sin vej ned i min røv og jeg hylede forskrækket.

“Louis!”

“Du bad selv om det.” Han trak på skuldrene og jeg skulede, mens jeg kom op og stå.

“Tag dig ikke af ham,” sagde Niall og kiggede drillende på Louis. “Han har hvad vi kalder ude-af-stand-til-at-blive-voksen-syndrom.” Nu var det Louis’ tur til at skule og min tur til at grine.  

“Haha, meget sjovt.” Han rullede øjne og jeg gav diskret Niall en high five, før jeg fulgte med Louis ind i hans lejlighed.

“Nå men hvad vil i så?” Spurgte jeg opgivende. “Nu har i  jo købt mig.”

“Drengene kommer om lidt og så ser vi film hele natten,” sagde Niall muntert og forsvandt ud i noget, som jeg ville skyde  på, var køkkenet og kom tilbage med nogle dåse sodavand. Jeg sukkede tungt, da jeg virkelig ikke havde lyst. Det eneste, som jeg havde lyst til var, at tage hen og se om Jake var okay.

“Kom så,” kommanderede Louis og smed nogle dyner på gulvet, inde  i stuen.  Hold kæft han boede luksuriøst.

“We’re here!” Skreg  en stemme  og kort efter var 2 andre drenge i stuen, hvor de smed sig på gulvet, ved siden af mig.

“Jeg er Harry,” hilste den ene begejstret og gav mig et voldsomt kram, som nærmest slog luften ud af mig.

“Crystal,” gispede jeg og den anden dreng grinede.  

“Harry du slår hende jo ihjel.” Han trak blidt Harry væk fra mig og rakte mig hånden. “Liam.”

“Hvad skal vi så se?” Louis og Niall kom ind, og smed sig også. Jeg trak bare på skuldrene og forsvandt stille, ind i min egen verden.

“Den sidste Harry Potter?” foreslog Louis. “Det er den bedste.”

“Nej,”sagde jeg bestemt og han så forfærdet på mig.

“Kan du ikke lide den?”

“Jo. Jeg  elsker Harry Potter, men jeg har ikke set den sidste.” Jeg trak på skuldrene.

“Så er det sgu også på tide,” udbrød han og jeg rystede på hovedet.

“Jeg har ikke lyst. Jeg er ikke klar til at sige farvel til den.”

“Så du ser ikke  filmen, bare fordi du ikke har lyst til at sige farvel.”  Han hævede et øjenbryn. “Det er jo latterligt.”

“Det  er  overhovedet ikke latterligt,” protesterede jeg.  “Jeg har ikke lyst til  at mærke sorgen fra, at være færdig med filmene.”

“Men så kommer du jo aldrig til at mærke glæden.” Han så opgivende på mig.

“Poetisk,” sagde jeg tørt og Louis sukkede opgivende.

“Du er uforbederlig.”

“Endelig trængte det igennem.” Han surmulede, og det endte med at være Liam, der fandt en film. X-men.

 

♡♡♡

 

Er du gal, hvor kunne de drenge snorke. Niall var faldet i søvn op af mig og en rigtig lækker spytklat, var på vej ud af hans mundvige.

“Jeg har brug for luft,” mumlede jeg for mig selv, og fik skubbet Niall væk, så jeg kunne komme op. Aftenluften ramte mig som  et slag og jeg fortrød straks, at jeg ikke havde taget mine  jakke. Min ånde kunne tydeligt ses i mørket og kulden lagde sig som en hinde omkring mig.

“Det er ikke klogt at gå udenfor uden jakke.” Louis’ stemme nåede mit øre.

“Yolo,” sagde jeg bare, men tog alligevel imod den  jakke, som han havde taget med ud.

“Hvor var den attitude, da jeg foreslog Harry Potter,” spurgte han drillende.

“Det var noget andet,” sagde jeg tvært og trak jakken tættere om mig, mens vi fortsatte ned af en lille sidegade.

“Pff, du burde ikke have lov til at  sige yolo.” Louis fnøs.

“Og hvorfor så ikke det?” Spurgte jeg en anelse fornærmet og han så på mig, med sine skønne blå øjne.

“Fordi du ikke aner hvad det betyder,” svarede han roligt.

“Jo jeg gør,” protesterede jeg og standsede, hvorefter jeg lagde armene over kors. Han begyndte at gå mig lidt på nerverne.

“Ja du kender udtrykket,” sagde han udglattende og lagde hænderne på mine overarme, i en beroligende gestus. “Men jeg tror ikke, at du fuldkommen forstår ideen.” Han slap mig og fortsatte hen af gaden. Jeg så undrende på ham og gisper, da han pludseligt kravlede over et hegn, som tydeligvis ikke måtte passeres.

“Hvad  har du gang i?” Spurgte jeg panisk. “Det må man ikke!” Han sad på kanten og slog armene ud.

“Yolo.” Han smilede og rakte en hånd ned til mig.

“Du sindssyg.” Jeg rystede på hovedet og skubbede hans hånd væk, men han var en yderst overbevisende ung mand, så jeg endte alligevel med at tage hans hånd. En svag smerte formede sig på mit højre knæ og det er ikke svært at regne ud, af jeg nok havde fået en hudafskrabning.

“Det falder sammen,” konstaterede jeg og kiggede skeptisk på den mørke, faldefærdige bygning foran mig.

“Slap af,” lo han og tog min hånd, så han kunne trække mig med ind. Der lugtede af fugt og plastik hang ned fra diverse planker.

“Føles det ikke skønt?” Spurgte han ivrigt og klappede på  en stolpe, så jeg fór sammen. Forhelvede den dreng var ude på, at slå mig ihjel.

“Hvad skulle dog føles skønt?” Spurgte jeg tørt. “At stå i et muggent, gammelt hus, som sikker vælter og slår os ihjel.”

“Nej dumme.” Han rystede opgivende på hovedet. “At bryde reglerne.” Jeg rystede bare på hovedet af ham, og sukkede.

“Det er ved, at blive koldt.” Jeg gøs. “Kan vi tage tilbage nu?”

“Sure,” sagde han bare og jeg kunne godt fornemme, at han var skuffet over, at jeg ikke delte hans begejstring over, at bringe sig selv i livsfare. Mens vi gik, funderede  jeg over om Jannick var sur. Ville jeg blive betalt for det her? Hvor lang tid ville der mon gå, før jeg kunne få Jake hjem?

“Vil du snakke om det?” Lød det pludseligt fra Louis.

“Snakke om hvad?” Spurgte jeg og prøvede at lyde uforstående. Måske ville han bare lade det slippe.

“Du ved.. Dit arbejde,” mumlede han og sparkede til en sten.

“Nej.” Jeg fangede hans øjne. “Det kommer egentlig ikke dig ved.” Han bed sig i læben og så væk.

“Hvorfor kan du egentlig ikke bare lade mig være?” Spurgte jeg. Det spørgsmål havde haft oversvømmet min hjerne hele aftenen.

“Fordi det er forkert, at ville dø.” Hans svar gav mig lyst til, at sparke ham i fjæset. “Og nu ,hvor jeg ved hvordan du lever, kan jeg ikke lade dig være.”

“Jeg gider ikke, at være dit velgørenhedsprojekt Louis!” Vrissede jeg. “Imorgen tager jeg hjem, og  du skal ikke  kontakte mig.” Jeg skubbede mig forbi ham og småløb op af trapperne.

  Jeg var inde og se 'fantastiske skabninger og hvor man finder dem' idag.. Puha, jeg ved sgu ikke helt hvad jeg føler. Jeg har altid været en meget stærk tilhænger af den originale Harry Potter, så at kalde mig skeptisk, ville ikke være nok.. Jeg sad og kommenterede på alle ting i filmen, så alle andre der sad i biografen nok overvejede at slå mig ihjel xD Men håber i har haft en skøn dag xD

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...