The Time Of Our Lives - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2016
  • Opdateret: 28 apr. 2017
  • Status: Igang
Crystal har levet et utroligt hårdt liv, på trods af hendes kun 18 år. Som blot 15 blev hun smidt ud af sin alkoholiske far og måtte affinde sig med, at være stripper og luder, så hun kunne tjene penge nok til at starte en retssag, så hun kunne få sin lillebror hjem. Arbejdet slider i hende og hun kan knap nok forsøge sig selv, og da slet ikke lægge penge til side til retssagen. På en sen vinteraften finder hun sig selv i færd med, at tage sit eget liv, men så kommer en helt speciel person forbi og gør det til sin mission, at give Crystal lysten til at leve, tilbage. Det er starten på et år, som Crystal sent vil glemme.

45Likes
73Kommentarer
47225Visninger
AA

5. Kapitel 3

 

“Babygurlllll, I’m home!” En stemme skar gennem stilheden i lejligheden, og jeg sprang op fra min luftmadras.

“Forhelvede Alex.” Jeg lagde en hånd på mit bryst og trak vejret overfladisk. “Er du ude på, at  skræmme livet af mig?”

“Åh undskyld, sov du?” Han smilede flabet og satte  en pose på køkkenbordet.

“Hvad er det?” Jeg så nysgerrigt på posen og kiggede Alex hen over skulderen, hvilket var svært, eftersom han var næsten 10 centimeter højere end mig.

“Jeg ved det ikke.” Han trak på skuldrene. “Den stod ude foran døren. Her der er et kort.” Alex rakte mig det og dykkede bagefter ned i posen.

 

Bare lige nogen af mine ynglingsting, som måske kunne opmuntre dig.

Jeg henter dig klokken 14:00 - Du slipper ikke.

- Louis

 

“Chokolade!” Udbrød Alex lykkeligt og tog nogle plader chokolade frem. “Og det er sgu den dyre slags.” Chokolade? Troede Louis at chokolade, ville give mig livslysten tilbage? Jeg rullede øjne af Alex, og begyndte at rode rundt i posen. Der var alt muligt. Vin, slik, små legetøjsdimser og sågar et smukt armbånd.

“Hvem er det egentlig fra?” Spurgte han nysgerrigt og samlede kortet op, men jeg snuppede det hurtigt.

“Ikke nogen.” Jeg blinkede uskyldigt.  

“Yeah right og jeg er hetero,” mumlede han og jeg grinede lavt.

“Hvad er klokken?” Jeg begyndte at pakke varerne væk, mens jeg spekulerede på hvordan jeg skulle slippe af med Louis.

“Snart 14, svarede han og jeg rettede op op med et ryk.

“Allerede?” Jeg måbede, før jeg satte kurs mod stuen, hvor mit tøj lå i en sort sæk.  Vildt luksus.  Hurtigt hoppede jeg i nogle blå skinny jeans og en grå top, der så mere eller mindre ren ud. Jeg satte bare mit hår op i en hestehale og greb min slidte taske, før jeg gik ned til vejen. Louis skulle for alt i verden ikke  se indersiden af min lejlighed - det var simpelthen for pinligt. Ja jeg var jo ikke født igår, og vidste da godt hvem han var. Og han måtte være stinkende rig, så selvfølgelig skulle han ikke se min lejlighed, med huller i væggene.


 

♡♡♡

En bil rullede ind  til siden, og døren sprang op.

“Godmorgen Crystal,” hilste Louis muntert.

Hvor kender du mit navn fra mig?” Spurgte jeg mistroisk

“Det står på postkassen,” sagde Louis dumt og jeg slog mig selv, mentalt i panden.

“Op ind,” kommanderede Louis og jeg  rullede øjne af ham, men sprang alligevel ind.

“Og tak for tingene. Alex blev glad for dem,” sagde jeg modvilligt. Jeg brød mig ikke om, at takke ham.

“Hvem er Alex?” Spurgte han underligt.

“Min roomate,” sagde jeg bare og sluttede samtalen. Dog varede stilheden ikke længe, før Louis brød den. Sig mig holdte den dreng, aldrig kæft?

“Hvor lang tid, har jeg dig så?” Han kastede et hurtigt blik på mig.

“1 time,” sagde jeg koldt og kiggede ud af vinduet.

“Okay.. Og kom så med sandheden.” Et smil foldede sig ud på hans læber og jeg sukkede, men det trak alligevel i min mundvige.

“Jeg skal først møde på arbejde, klokken 6 i aften.” Jeg så kort på ham og han smilede tilfreds.

“Du er en åben bog,” konstaterede han og jeg fnøs. Han skulle bare vide.

“Nå.” Jeg så modvilligt på  ham. “Hvor skal vi så hen?”

“Hvor vil du hen?” Spurgte han blot.

“Du siger ikke, at du har  kidnappet mig for ingen grund og så aner du ikke, hvor vi skal hen?” Spurgte jeg og lagde ikke skjul på min irritation.

“Easy tiger,” grinede han. “Vi skal ud og stå på skøjter.”  

“Skøjter?” Jeg så skeptisk på ham, og han nikkede ivrigt.

“Jeg er professionel,” sagde han stolt.

“Som om,” mumlede jeg for mig selv, og rullede øjne af ham.

“Så er vi her,” sagde han begejstret og hoppede hurtigt ud, hvorefter han kom om og åbnede bildøren for mig.

“Sikke en gentleman,” sagde jeg toneløst og hoppede ud, før jeg fortsatte i et hastigt tempo.

“Det er bare endnu en af mine uimodståelige kvaliteter,” sagde han muntert og sagde farten op, så han kom op ved siden af mig.

“Ihh ja,” sagde jeg sarkastisk. “ Hvis vi ikke var i fuld offentlighed, var jeg sprunget på dig.”

“Det skal jeg nok huske,” sagde han og blinkede, så jeg ikke kunne lade være med, at lave himmelvendte øjne. Selvglade idiot.

“Kom så.” Han tog fat i min arm, og trak mig med hen til en skrank, hvor han betalte.

“Hvis jeg brækker benene, så kræver  jeg erstatningspenge,” sagde jeg og kiggede vagtsomt  på isen, som om den havde tænkt sig at æde mig.

“Erstatningspenge?” Lo han og trak et par skøjter ud.

“I tilfælde af at de bliver nødt til at skære mine ben af..” Jeg trak på skuldrene.

“Det tror jeg næppe,” grinede han. “Hvilken skostørrelse er du?”

“38,” svarede jeg blot og tog imod de skøjter, som han rakte mig. Forhelvede de var besværlige, at få på. De  grinede mig nærmest lige op i ansigtet.  

“Her, lad mig hjælpe.” Louis fik mine skøjter til at samarbejde og trådte til sikkert ud på isen. Han susede rundt en tur og kørte endda baglæns i lidt tid. Blærerøv.

“Kommer du ikke ud!” Råbte han og grinede. Før jeg nåede at svare var han henne og trække mig med ud på isen.

“Louis!” Råbte jeg panisk. “Louis nej.” Mine ben rystede, men Louis grinede bare højt og trak mig med rundt. Jeg så ikke anden udvej, end at klamre mig desprerat til Louis.

“Er du klar?” Spurgte han og jeg så forvirret på ham. Lynhurtigt slap han mig, og skøjtede over i den anden ende af hallen.

“Louis din store klapidiot!” Skreg jeg panisk og fornemmede, hvordan jeg var ved at vælte. Jeg kunne lige forestille mig, at jeg ville vælte og en eller anden nar, ville køre over mine fingre, så de blev skåret af. Tanken fik mig til at gyse og før jeg havde talt til træ, kyssede min røv den kolde is.

“Louis!” Råbte jeg anklagende, da  han bare grinede og cirklede om mig, uden at hjælpe. Efter flere mislykket forsøg kom jeg op og stå, og Louis tog min i hånden, så jeg ikke ville  falde igen. Jeg ville sikkert have et ømt haleben i flere dage efter.

 

Så kom der endnu et kapitel. Jeg kunne faktisk godt bruge lidt feedback på,hvordan historien foregår xD Og høre nogle teorier om hvad der kommer til, at ske xD Håber i nød kapitlet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...