The Time Of Our Lives - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2016
  • Opdateret: 28 apr. 2017
  • Status: Igang
Crystal har levet et utroligt hårdt liv, på trods af hendes kun 18 år. Som blot 15 blev hun smidt ud af sin alkoholiske far og måtte affinde sig med, at være stripper og luder, så hun kunne tjene penge nok til at starte en retssag, så hun kunne få sin lillebror hjem. Arbejdet slider i hende og hun kan knap nok forsøge sig selv, og da slet ikke lægge penge til side til retssagen. På en sen vinteraften finder hun sig selv i færd med, at tage sit eget liv, men så kommer en helt speciel person forbi og gør det til sin mission, at give Crystal lysten til at leve, tilbage. Det er starten på et år, som Crystal sent vil glemme.

44Likes
73Kommentarer
46607Visninger
AA

29. Kapitel 27

Det var hvidt. Alt for hvidt. Og her lugtede. Jeg vidste allerede, at jeg var på et hospital, da jeg vågnede. Jeg havde været her mange gange førhen, hvor min kære far havde fået for meget at drikke. Det stak i hjertet at han slap afsted med alt, når min lillebror var død. Mit syn var lettere sløret, men jeg genkendte skikkelsen foran mig øjeblikkeligt.
“Harry!” Jeg satte mig hastigt op og tog mig til hovedet, og kneb øjnene sammen. Hold kæft, hvor havde jeg det dårligt. For ikke at nævne, at min hals var som lavet af sandpapir. 
“Hvor ku du?” Jeg blev pludselig opmærksom på de andre i rummet. Louis stirrede på mig med tåre i øjnene, og et skuffet ansigt. “Du lovede-”
“Jamen jeg lover meget!” Afbrød jeg hårdt. “Jeg løj.” Louis åbnede munden, men det bankede på døren og Liam trådte ind, efterfulgt af en læge.
“Så Crystal.” Lægen smilede til mig, men jeg reagerede ikke. Hvornår måtte jeg tage hjem? “Kan du fortælle mig, hvad der skete igår?”
“Jeg kan ikke huske meget.” Jeg trak på skuldrene. “Det sidste jeg husker er, at gå ind på dansegulvet.” Drengene så anspændte ud og Louis blik, kunne skære igennem stål. 
“Du kollapsede, efter du havde fået taget en overdosis,” sagde lægen alvorligt og jeg sank  en klump. Det havde jeg overhovedet ikke kunne mærke, var det normalt? Måske var jeg bare for fuld. “En kombination af stoffer og alkohol er en farlig blanding.” Ja no shit. Han gav mig hånden og sagde at han ville tjekke ind senere, før han gik.
“Jeg kan simpelthen ikke tro dig!” Råbte Louis frustreret. “Du opfører dig som om, at du er fuldkommen ligeglad med at du var ved at dø.”
“Måske var jeg ligeglad!” Skreg jeg hidsigt. “Bland dig udenom mit liv.”
“Jeg er så fucking skuffet,” sagde han indebrændt og farede ud af døren. “Du kan sejle din egen sø.” Kender i ikke det, at det gør mere ondt når folk er skuffet, end når de er vrede? Louis’ ord gjorde i hvert fald ondt. De andre drenge kiggede skuffet på mig og da de andre gik kort efter, blev kun Niall tilbage. Han kravlede op  i  min seng og kyssede mig på tændingen, mens jeg brød grædende sammen i  hans arme.  Dog måtte selv Niall til sidst indrømme, at han var skuffet og forlod mig alene igen. Følelsen var slem. Jeg var officielt helt alene. Ingen lillebror og ingen venner. Jeg havde vel stadig Alex, men mig og Alex’ forhold var kompliceret. Han kunne sagtens klare sig uden mig, og jeg skabte egentlig kun problemer for ham. Faktisk skabte jeg problemer for mange mennesker. 

Jeg  blev udskrevet 3 lange dage senere. 3 dage med opkastning og kramper. Og hver dag voksede savnet sig større, ikke kun til Jake men også til Louis. Jeg havde virkelig ramt bunden. Jeg havde totalt taget ham forgivet. Han havde været ved min side og forsøgt at hjælpe ham, uanset hvor meget jeg prøvede at skubbe ham væk.. Og nu var det for sent. Når man sagde at man aldrig helt forstod hvad man havde, før det var væk, så var det altså sandt. 
“Tag dig nu sammen,” hviskede jeg for mig selv og tog en dyb indånding, før jeg trådte ind i vores lille lejlighed.
“Crystal,” åndede Alex lettet ud og gav mig et kram.
“Hey,” sagde jeg stille og kastede et blik rundt i rummet. Jeg vidste allerede godt, hvad der ventede. “Jeg pakker mine ting.” Alex fik et underligt udtryk i øjnene.
“Jeg er virkelig ked af det, Crystal.”
“Det ved jeg.” Jeg  klappede ham blidt på skulderen. Selvfølgelig havde Alex fundet en ny roommate. Jeg kunne ikke betale husleje og Alex tjente ikke  nær nok til, at klare det alene. 

Jeg havde ingen steder at gå hen nu

“Hey, Crystal,” sagde Alex højt, da jeg tog min sæk tøj og min taske. 
“Jaer?” Jeg vendte mig lidt om og så på ham.
“Du skal vide, at Louis virkelig holder af dig.”
“Vent hvad?” Jeg måbede. “Hvorfra kender du Louis.”
“Din lillebror kontaktede mig og fik mig til, at ringe til Louis.” Smerten brændte og Alex fumlede nervøst med ordene. “Jeg var den, der fortalte ham, at du igen arbejdede på klubben.” Jeg bed mig i læben og tvang tårerne tilbage. Jeg nikkede bare lidt og fugtede mine læber, før jeg forlod lejligheden. Jeg vidste vel egentlig godt, hvad jeg måtte gøre.. Louis var bare så skuffet over mig.

♡♡♡
Det stod ned i lårfede stråler og eftersom jeg måtte gå hele vejen, var jeg gennemblødt da jeg nåede Louis’ lejlighed. Sækken med alt mit tøj, dryppede og mine tåre blandede sig med regnen. Men en rystende hånd bankede jeg forsigtigt på døren, indtil hans lejlighed. Jeg anede ikke engang, hvad jeg skulle sige. Døren blev åbnet og lige indenfor, stod Harry. Han så forvirret på mig, men trådte til siden.
“Harry, hvem var det?” Råbte Louis inde fra stuen. Jeg satte pegefingeren for min mund, for at bede Harry tie stille. Han nikkede bare og satte kursen mod køkkenet, så jeg kunne snakke med Louis alene. Louis sad med hovedet ned i sin mobil, men da han så mig, stivnede han.
“Hvad vil du?” Spurgte han køligt og lagde sin mobil fra sig.
“Bare snakke,” sagde jeg og følte mig pludseligt ret usikker. Fanden tage Louis og hans virkning på mig.
“Jeg har intet at sige,” svarede han bare og kiggede tomt på mig. Jeg tog en dyb indånding.
“Jamen så snakker jeg bare,” mumlede jeg og satte mig i sofaen. “Bare hør på mig.” Han nikkede bare koldt og lænede sig tilbage. Kunne han bare lade som om, at han var bare en smule interesseret?
“Undskyld,” sagde jeg stille. Okay.. Stolthed var officielt væk.
“Det fikser ikke noget,” sagde Louis bare. “Du fik hvad  du ville. Jeg skal nok lade dig være i fred.”
“Louis, jeg havde et tilbagefald,” sagde jeg indtrængende. “Det sker.”
“Det ved jeg men.. Men jeg troede..” Han snappede kort efter vejret. “At tingene var  gode, men så sprang du  ud af bilen og det næste, så er du høj og..” Han stemme døde ud og så lidt opgivende på mig. “Jeg kan ikke blive ved, når  du hele tiden skifter mening.” 
“Louis.” Min hals føltes tør og mit hjerte, slog hårdt mod mit bryst. “Jake er død. Min lillebror er død og min far er skyld i det.” Louis stirrede på mig i et øjeblik, før han registrerede hvad jeg sagde.
“Åh Gud,” sukkede han og rejste sig, hvorefter  han bredte armene ud. Jeg smuttede lige ind i hans favn og græd stille, mens han strøg mig over håret. 
“Det okay,” hviskede han beroligende. “Vi finder ud af det okay?” Jeg nikkede  svagt i knuset. 
“Jeg skal nok tage mig af dig.” Han kyssede mig i håret, men jeg trak mig lidt fra ham og plantede mine læber på hans.

 

Lidt forsinket, men her er det. Der bliver senere denne aften, nok lige om lidt, pupliceret en lille epilog af en art.  Den er meget kort, men fortæller hurtigt hvad der skete, efter vi forlod Crystal i dette kapitel. Nu er jeg virkelig også bare kørt træt i denne historie. Derfor var det heller ikke rigtig nogen spektkulær afslutning, men jeg er så ovre den her movella. Anyways, håber den har  været okay tidsfordriv! xD

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...