The Time Of Our Lives - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2016
  • Opdateret: 28 apr. 2017
  • Status: Igang
Crystal har levet et utroligt hårdt liv, på trods af hendes kun 18 år. Som blot 15 blev hun smidt ud af sin alkoholiske far og måtte affinde sig med, at være stripper og luder, så hun kunne tjene penge nok til at starte en retssag, så hun kunne få sin lillebror hjem. Arbejdet slider i hende og hun kan knap nok forsøge sig selv, og da slet ikke lægge penge til side til retssagen. På en sen vinteraften finder hun sig selv i færd med, at tage sit eget liv, men så kommer en helt speciel person forbi og gør det til sin mission, at give Crystal lysten til at leve, tilbage. Det er starten på et år, som Crystal sent vil glemme.

45Likes
73Kommentarer
47477Visninger
AA

28. Kapitel 26

Jeg var sprunget ud af bilen og spurtet hen til sygehuset. Louis havde forgæves forsøgt at følge efter mig, men jeg kendte byen og alle dens genveje bedre end ham… Han anede jo ikke, hvor jeg skulle hen. Jake var kommet til skade. Jeg følte mig en smule lettet. Han var ikke død. Det ville måske have været nemmere, hvis jeg bare havde fortalt Louis det, men jeg havde brug for at tænke og det forstod han sjældent. Var det min far, der havde gjort det? Bare det blot en ulykke. Hvor slemt stod det til. Jeg for ind til skranken og gispede Jakes fulde navn ud, så hun kunne fortælle mig hvor han er. Damen bag skranken bad mig trække vejret og tilkaldte en læge.

“Jeg er Dr Jensen.” Han gav mig kort hånden og jeg så ængsteligt på ham. Jeg ville bare vide, hvad der var sket med min bror. Han kiggede ned i sine papirer og sendte mit et medlidende blik. “Jake har fået indre kvæstelser og et alvorligt slag i hovedet. Årsagen er endnu ukendt.” Jeg bed mig  i læben.

“Er han vågen?” Spurgte jeg stille og Lægen rystede svagt på hovedet.

“Han er i øjeblikket i en koma, men du er velkommen til at sidde inde hos ham, mens vi prøver at komme i kontakt til faderen.” Fandme nej om min far, skulle komme her.

“Han er i udlandet,” løj jeg. “Ingen mobilservice.” Jeg sank en klump. “Han har kun mig.” Lægen nikkede og fulgte mig hen til Jakes stue.

“Jeg må advare dig,” sagde han  og skubbede døren op. “Han har fået alvorlige kvæstelser.” Jeg gispede og tårerne brændte, da jeg så min lillebror ligge koblet til alle mulige maskiner. Ud over det var han gul og blå i ansigtet, og ned af halsen.

“Jake,” hviskede jeg grædefærdigt og tog hans hånd. Jeg nikkede kort til lægen, som lukkede døren bag sig, så jeg kunne være alene med min bror. “Undskyld. Det min skyld.” Jeg lagde hovedet mod madrassen og lod tårerne trille. Han skulle da nok blive rask igen. Det blev han nødt til. Jeg var ikke kun alt hvad han havde, men han var alt hvad jeg havde. Jeg havde vel i bund og grund brug for ham, lige så meget som han havde brug for mig. Natten faldt på og min mobil havde brummet uafbrudt.. Alle 4 One Direction drenge ringede og skrev uafbrudt.  Fattede de ikke en hentydning. Mine øjenlåg fløj op, da en maskine begyndte at bippe helt vildt højt og diverse sygeplejersker, og læger kom løbende ind. Jeg  blev næsten skubbet ud, til trods for mine protester.

 

Det føltes som om, at jeg ventede flere timer, nok nærmere  en halv time, før en læge kom ud. Han ansigtsudtryk løb mig koldt ned af ryggen og jeg bed mig læben. Jeg ville ikke høre det.  

“Nej,” hviskede jeg, da han kom hen til mig og sendte mig et medlidende smil.

“Jeg er ked af det,” sagde han stille. “Døden for Jake Delgardo indtraf 22:24.”

 

Min verden ramlede sammen.


 

♡♡♡

 

Jake blev bisat 4 dage efter. Min far havde været en forrygende skuespiller og havde spillet sin rolle, som sørgende far, overbevisende. Jeg var den eneste som kunne se lige igennem ham. Det var hans skyld.Han havde haft tævet Jake. Jeg kunne se det, på hans hænder. Han havde slået så hårdt, at han selv havde forstuvet en hånd og dækket den anden i blå mærker. Vreden boblede og jeg kyllede endnu et shot ned. Jeg havde forladt byen og taget ind til nabobyen, hvor jeg havde været siden begravelsen. 2 uger.. I de 2 uger, havde jeg været sammen med 15 fyre og taget så mange stoffer, at jeg ikke længere var sikker på, hvad der var op og ned. Jeg havde skrevet til Louis. En sætning, godt og vel 20 minutter efter Jakes død.

 

Du skal aldrig nogensinde kontakte mig igen

 

Han havde ikke hørt efter, så jeg blokerede alle deres numre og skred fra byen. Så kunne de sgu nok ikke finde mig. Endnu et glas blev sat foran mig og jeg så forvirret på bartenderen.

“Jeg  har ikke bestilt noget.”

“Det er fra ham derovre.” Bartenderen pegede på en gruppe unge mænd, hvor den ene smilede til mig. Jeg var en smule rundtosset, nok på grund af stofferne, men jeg tog mig hurtigt sammen og sendte ham et flirtende smil.  Godt nok ville jeg aldrig gå i seng med ham, bare tanken om sex fik mig til at ryste, men derfor kunne vi vel godt danse. Jeg tog glasset og bundede den, før jeg lettere klodset, tumlede hen til ham.

“Skal vii danseeee?” Spurgte jeg og trak ham, med før han nåede at sige noget.

“Øhh ja okay.” Han grinede lidt og greb min hofter, da jeg begyndte at danse op af ham.

“Hvad fanden!” Hvæsede jeg, da drengen blev revet væk fra mig.

“Hvad fanden tror du, at du laver?” Hvæsede Louis tilbage og Liam lagde en beroligende hånd på hans skulder. Louis rystede den af sig og sendte drengen, fra før, et kort dræberblik.  “Smut din flødebolle.” Jeg skyndte mig igennem mængden og op til baren, hvor jeg hurtigt fik udleveret et nyt glas.

“Du skal ikke stikke af,” vrissede Louis. “Hvad blev der, af at du gerne ville have hjælp.”

“Jeg har skiftet mening,” bed jeg og tog en tår. “Fuck af. Glem alt om mig og lad mig være i fred.” En ung mand kom hen, og lagde den lille pose foran mig. Hurtigt stak jeg ham nogle penge og lagde posen ned i bh’en.

“Du er blevet sindssyg.” Louis så på mig som om, at han havde set et spøgelse.

“Jeg blev født sindssyg,” hviskede jeg og smilede overlegent, og kylede den sidste bundsjat ned. “Jeg er glad for, at det endelig er synket ind.” Hurtigt sprang jeg ned fra barstolen og forsvandt ind i mængden, uden at se mig tilbage.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...