The Time Of Our Lives - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2016
  • Opdateret: 28 apr. 2017
  • Status: Igang
Crystal har levet et utroligt hårdt liv, på trods af hendes kun 18 år. Som blot 15 blev hun smidt ud af sin alkoholiske far og måtte affinde sig med, at være stripper og luder, så hun kunne tjene penge nok til at starte en retssag, så hun kunne få sin lillebror hjem. Arbejdet slider i hende og hun kan knap nok forsøge sig selv, og da slet ikke lægge penge til side til retssagen. På en sen vinteraften finder hun sig selv i færd med, at tage sit eget liv, men så kommer en helt speciel person forbi og gør det til sin mission, at give Crystal lysten til at leve, tilbage. Det er starten på et år, som Crystal sent vil glemme.

44Likes
73Kommentarer
46742Visninger
AA

27. Kapitel 25

“Crystal, jeg beklager men med din baggrund kan jeg desværre ikke tilbyde  dig et job.” Manden lagde papirerne ned foran sig og jeg bed mig i læben. Det vidste jeg egentlig godt. På grund af  min tid med drengene, vidste alle hvad jeg havde arbejdet med og ingen ville have en tidligere luder på sin arbejdsplads.

“Tak alligevel.” Jeg greb min taske og skyndte mig ud af cafeen. Det hele var så håbløst og jeg vidste jo egentlig godt, hvad jeg måtte gøre.. Jeg måtte tage tilbage til klubben. Der var ikke andre muligheder.

“Er  du fuldkommen sindssygt?” Udbrød Jake, da jeg sagde det til ham. “Du er kommet så langt. Du ville smide det hele væk.”

“Hør på mig.” Jeg satte mig på hans seng og tog fat i ham, og fik ham til at kigge mig i øjnene. “Du er det allervigtigste i mit liv, forstår du hvad jeg siger?” Han nikkede nedtrykt og så på mig med sine store blå øjne. “Det eneste jeg vil er at få dig i sikkerhed. Hvem ved, hvornår far går for langt.”

“Jeg elsker dig.” Han gav mig et kram og jeg knugede ham nok lidt hårdere, end hvad godt var. Han trak sig lidt og så på mig. “Du må hellere kommer afsted.” Jeg nikkede og kyssede ham engang i håret.

 

♡♡♡

Jeg tog en dyb indånding og måtte tvinge tårerne tilbage, mens  jeg kiggede i spejlet. Jeg var blot iført undertøj og stod igen i klubbens usle garderobe.

“For Jake,” mindede jeg mig selv om. “For det liv, som vi gerne vil have.”

“Og hvad er det  helt præcist for et liv, som i ønsker?” En velkendt stemme sendte stød gennem min krop, og mit hovedet fløj til siden.

“Louis!” Han så vurderende på mig - som om han forventede, at jeg ville være sur på ham. Men jeg kunne ikke.. Jeg havde savnet ham alt for meget. Jeg nåede kun at skimte hans overrasket ansigt, da jeg fløj ind i hans arme.

“Jeg har øvet mig på, hvad jeg skulle sige til dig, men nu har jeg sgu glemt det hele,” sagde han stille og holdte mig tæt, mens jeg begravede hovedet i hans skulder.

“Shh. Ikke sig noget, bare hold mig.” Og det gjorde han. Men så trak han sig og så ned af mig.

“Få noget tøj på,” sagde han - pludseligt bestemt, alt ømheden i hans stemme var væk, og noget i hans tone fik mig til at adlyde.

“Hvad med min chef? Jeg kan ikke bare gå.” Louis så bestemt på mig.

“Det skal du ikke bekymre dig om.” Han førte mig ud til hans bil og vi kørte en smule i stilhed.

“Jeg er så ked af, hvordan jeg reagerede Louis,” sagde jeg stille og Louis kørte øjeblikkeligt ind til siden og standsede bilen.

“Kan du huske at jeg spurgte dig om, hvad med din far? Den nat, under stjernerne,” spurgte han stille og jeg nikkede.

“Ja.”

“Det er på tide, at fortælle mig sandheden.” Han så på mig med en form for sårbarhed. “Du er ikke mit velgørenhedsprojekt. Jeg holder af dig.” Jeg bed mig i læben og nikkede.

“Min far er en alkoholiker,” sagde jeg stille og så Louis lige i øjnene. “Han begyndte at drikke da min mor døde, og slog mig og min lillebror… Da jeg var 15 slog jeg igen.” Jeg slog blikket ned og gned nervøst mine håndflader sammen. “Han tævede mig næsten halvt ihjel og smed mig ud. Min lillebror er der stadig.. Han.” Jeg gispede efter vejret og Louis greb min hånd. “Han slår Jake. Han vil ikke høre på mig, eller se på mig. Han sagde at hvis jeg nogensinde sagde noget, så ville han slå Jake ihjel.” Jeg så grædefærdigt på Louis, som så medlidende på mig. “Jeg prøver bare at redde min bror.”

“Du frygter for hans liv,” konstaterede Louis stille.

“Du aner ikke, hvad min far er i stand til,” græd jeg. “Han er farlig.”

“Shh.” Louis nussede blidt min hånd. “Vi finder ud af det, hvis… Hvis du altså vil lade mig hjælpe?” Det var første gang at han rent faktisk, havde spurgt hvad jeg ville og jeg smilede til ham.

“Tak Louis.” Jeg nikkede. “Jeg vil gerne have din hjælp.” Jeg slog blikket ned og tørrede mine øjne. Jeg følte at jeg gav op.

“Hey.” Han tog fat i min kæbe og tvang mit til, at se på ham. “Det var da ikke så svært.” Et skævt smil spillede over hans læber. Det havde han vel ret i. Men stod jeg nu i gæld til ham? Af en eller anden årsag følte jeg at jeg svigtede min bror ved at få hjælp, men det gjorde jeg jo ikke. Jeg reddede ham.. Right? Mn mobil brummede i min lomme og tog jeg tog den op til øret. Louis kiggede nysgerrigt på mig og tårerne prikkede inde bag mine øjne.  Et opkald. En sætning. Jeg bed mig selv hårdt i læben for ikke, at skrige så der blot kom nogle utydelige lyde ud af min mund.

 

“Goddag, du snakker med Anne inde fra sygehuset.. Din lillebror er kommet til skade, og vi kan ikke få fat på faren.”

 

*Dramatisk musik spiller* Hahah. Nu er vi ved, at nå enden. Jeg har netop lige sat det sidste puntum i historien, og det var ikke et øjeblik for sent. Næste kapitel kommer lørdag.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...