The Time Of Our Lives - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2016
  • Opdateret: 28 apr. 2017
  • Status: Igang
Crystal har levet et utroligt hårdt liv, på trods af hendes kun 18 år. Som blot 15 blev hun smidt ud af sin alkoholiske far og måtte affinde sig med, at være stripper og luder, så hun kunne tjene penge nok til at starte en retssag, så hun kunne få sin lillebror hjem. Arbejdet slider i hende og hun kan knap nok forsøge sig selv, og da slet ikke lægge penge til side til retssagen. På en sen vinteraften finder hun sig selv i færd med, at tage sit eget liv, men så kommer en helt speciel person forbi og gør det til sin mission, at give Crystal lysten til at leve, tilbage. Det er starten på et år, som Crystal sent vil glemme.

45Likes
73Kommentarer
47478Visninger
AA

26. Kapitel 24

“Crystal kom nu ud!” Tiggede Niall desperat. “Vi er så ke-”

“Skrid Niall!” Skreg jeg.

“Crystal, please hør nu på os!” Gav den dreng ikke op?

“Niall, jeg vil bare gerne være alene,” mumlede jeg og strammede grebet om min pude. Med benene trukket op under mig, sad jeg i min seng og knugede min pude indtil mig.  Voldtaget. Mascaraen løb ned af mine kinder, om kap med mine tåre. Det burde slet ikke ramme mig så hårdt, burde det? Jeg var en luder. Mit arbejde var at stå til rådighed for mænd - at være noget som de kunne bruge til, at tilfredsstille sig selv. Jeg var intet. Men alligevel slog det hårdt. Jeg var ydmyget. Jeg burde have vidst, at jeg ikke bare kunne tage med One-di-fucking-rection og glemme alt andet. Mit liv og mine oplevelser hjemsøgte mig, uanset hvor eller hvem, jeg var sammen med.

“Crystal, hvad sker der?” Nu kunne jeg høre Louis’ blide stemme. “Vil du ikke nok lukke op?”

“Vi skal afsted,” tilføjede Liam. Nårh ja. Tilbage til USA.

“Crystal, vil du ikke nok?” Tiggede Louis. “For min skyld?” Jeg rullede øjne af hans sukkersøde stemme og tørte mine øjne - eller nok nærmere, tværede mascaraen mere ud. Jeg måtte tvinge mig selv til, at gå hen og låse op. De kiggede alle sammen på mig, en smule forfærdet.

“Nårh, men vi skal pakke,” sagde Harry stille og trak Niall med sig. Liam sendte mig bare et lille, opmuntrende smil  og gik efter dem.

“Hey,” sagde Louis stille og jeg trådte til siden, så han kunne komme ind.

“Hey.” Jeg gik hen og smed mig i min seng igen.

“Hvad sker der?” Spurgte  han stille og gjorde mine til, at lægge en hånd på mit lår, men jeg rykkede mig hastigt. Han bed sig i læben og trak sin hånd til sig.

“Jeg tager hjem,” sagde jeg stille. “Jeg vil bare gerne hjem.”

“Handler det her om tidligere?” Spurgte Louis stille. “Vi ville ikke gøre dig ked af  det - vi kan hjælpe.”

“Det.. Det ved jeg godt,” sukkede jeg og bed mig i læben. “Jeg forstår bare ikke noget.”

“Hvad forstår du ikke?” Spurgte han forvirret. “Vi vil hjælpe dig - du er vores ven nu.”

“Jeg er ikke jeres ven,” snerrede jeg. “Jeg arbejder for jer.” Jeg bed mig  i læben, før jeg fortsatte.

“Hvad var pointen med det her Louis?” Spurgte jeg grådkvalt. “Hvad havde du forventet? Jeg er en luder.” Jeg fik spyttet ordene ud og Louis rystede på hovedet, som om han nægtede at acceptere det. Men det var sandt.

“Jeg ved ikke.” Han stammede. “Jeg håbede vel bare at.. at du ved.. at du ville forelske dig i mig.” Vi tav. Jeg prøvede at finde ord, men jeg var bare blank.

“Hvad mener du?” Jeg fik fumlet ordene frem i en sætning og Louis så ned på sine hænder.

“Jeg-” Mere nåede han ikke at sige, før jeg rejste mig.

“Jeg vil ikke høre det,” sagde jeg højt. Jeg burde ikke havde spurgt.

“Crystal-”

“Nej Louis!” Råbte jeg. “Bare fat det. Jeg tager hjem og du  skal ikke kontakte mig igen.”

♡♡♡

Jeg fortrød.. Eller det gjorde jeg ikke, men dog alligevel. Elskede jeg Louis? Nej.. Nej, det troede jeg i hvert fald ikke. Men jeg vidste det ikke, jeg holdte jo af ham. Og jeg holdte af de drenge, og at se deres skuffede ansigter, da jeg sagde at jeg tog hjem, gjorde da ondt. Og jeg savnede dem.. Lidt. Jeg havde ikke taget imod de penge, som de efterfølgende havde sendt mig. Også selvom Harry havde sendt en note, hvor der stod at det var min løn. Det føles bare forkert, at tage deres penge. Det havde overhovedet ikke virket som om, at jeg arbejdede for dem. Men på den positive side, så var deres fans glade for at jeg var væk. De hadede mig. Paparazzierne havde jagtet mig den første uge - de håbede på  at få en historie om, hvorfor jeg forlod drengene før tid. De gav hurtigt op. Og jeg havde sagt op i klubben. Bare at en mand rørte mig, bragte mig tilbage  i gyden den aften i Ukraine. Selvom det snart var en måned siden, så var oplevelsen stadig så levende som dagen efter. Faktisk værre nu. Så det med at være luder, fungerede ikke helt godt. Så jeg havde ingen indtjening. jeg var faktisk  på røven. Jeg måtte bruge af de penge, som jeg havde sparet sammen til Jake, til huslejen. Han sagde det var okay, men jeg kunne se håbet forsvinde i hans øjne. Og Alex arbejde nu ekstra timer - han gjorde virkelig alt, så jeg ikke behøvede at finde et andet sted, så han kunne finde en ny roommate.

“Jeg vil virkelig ikke smide dig ud. Vi finder en løsning.” Havde han sagt. Det hele var bare svært.  Jeg prøvede virkelig, at finde et job på en cafe eller lignende, men intet held endnu. Min pointe var bare, at jeg  var ødelagt. Alt hvad jeg havde arbejdet for var væk. Jeg var ydmyget og ødelagt. Lige pludseligt virkede døden igen som den nemme udvej. Men jeg nægtede. Det var kun en tanke der strejfede mig engang imellem. Ligesom tanken om, at krybe  tilbage til dem og undskylde. Min stolthed var bare ikke enig og jeg skubbede tanken væk, så snart den rørte mig. Jeg havde ikke brug for dem. Og det ville jo alligevel aldrig fungere med Louis - vi lavede ikke andet end at skændes. Han gik mig på nerverne.

 

Åh, hvem prøvede jeg at narre?

 

Jeg savnede dem. Jeg savnede ham. Uanset hvor irriterende han var.

“Crystal!” Bed Alex. “Høre du overhoedet efter?”

“Undskyld,” sukkede jeg og så på ham. “Hvad sagde du?”

“Det ligemeget.” Han rystede på hovedet og satte sin dampende kop kaffe ned. “Hvorfor kontakter du dem ikke bare? Det er jo tydeligt at du er ulykkelig.”

“Du skulle have set, hvordan jeg opførte mig,” sagde jeg opgivende. “Jeg gik fuldkommen i panik… De kom vel bare for tæt på  og jeg flippede ud.” Alex trak på smilebåndet og rystede svagt på hovedet.

“Det er du god til.”

“Mange tak,” sagde jeg sarkastisk og smilede halvhjertet til ham. “Jeg har virkelig fucket det op ikke?”

“Endnu en ting du er god til,”  konkluderede ham og jeg skulede kort til ham. Mit smil falmede en smule og jeg gemte opgivende hovedet i mine hænder, og skubbede den om i baghovedet, så mit hår blev trukket tilbage.

“Hvad skal jeg gøre? Jeg var Jakes eneste chance og jeg har fejlet.” Min underlæbe bævrede lidt og Alex sukkede, og trak mig ind til sig.

“Det hele skal nok gå,” sagde han overbevisende og nussede mig på skulderen.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...