The Time Of Our Lives - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2016
  • Opdateret: 28 apr. 2017
  • Status: Igang
Crystal har levet et utroligt hårdt liv, på trods af hendes kun 18 år. Som blot 15 blev hun smidt ud af sin alkoholiske far og måtte affinde sig med, at være stripper og luder, så hun kunne tjene penge nok til at starte en retssag, så hun kunne få sin lillebror hjem. Arbejdet slider i hende og hun kan knap nok forsøge sig selv, og da slet ikke lægge penge til side til retssagen. På en sen vinteraften finder hun sig selv i færd med, at tage sit eget liv, men så kommer en helt speciel person forbi og gør det til sin mission, at give Crystal lysten til at leve, tilbage. Det er starten på et år, som Crystal sent vil glemme.

44Likes
73Kommentarer
46994Visninger
AA

23. Kapitel 21

Louis undgik mig resten af ugen. Og ikke på sådan en høflig, diskret måde - nej, han lagde overhovedet ikke skjul på, at han undgik mig. Min teori var, at han måtte føle sig svag. Han havde grædt, og jeg var bare en påmindelse om det. Det gjorde faktisk ret ondt, at han undgik mig. Det sved sgu en smule mere, end jeg havde regnet med.

“Hallo!” En hånd bevægede sig ind i mit synsfelt og jeg glippede kort med øjnene.

“Hvorfor er du så langt væk?” Spurgte Niall nysgerrigt og kiggede på mig, men mine øjne fulgte Louis, som sad den modsatte ende af rummet. Han ben var trukket op under ham og han sad og stirrede, ned i hans mobil. Hvad  mon han kiggede på? Det var første gang i flere dage, at han var i samme rum som mig i mere end 10 minutter, og han snakkede ikke engang med hans venner.

“Hvorfor er du så fraværende?” Spurgte jeg pludseligt og der blev pludseligt stille. Louis løftede kort blikket fra sin mobil.

“Det rager ikke dig,” sagde han koldt og slog blikket ned igen. Jeg sendte Niall et underligt blik, men han trak bare på skuldrene. Liam lagde en beroligende hånd på mit lår, da jeg mærkede vreden krybe ind under min hud. Louis løftede blikket igen og sendte Liam et blik, der fik ham til at fjerne sin hånd. Var det virkelig, hvad det  her var om? Louis var jaloux? Tanken gav mig en sær følelse af tilfredsstillelse.

“Så, vi skal afsted.” Liam rejste sig og greb sin kuffert. Var tiden virkelig gået så hurtigt? Der var gået rod i bookingen af arenaer, så vi var nødt til at kringle lidt rundt. Derfor rejste vi åbenbart til Ukraine nu, hvor det før var meningen at vi skulle afsted om nogle uger. Og bagefter ville vi tage tilbage til America - Las Vegas! Og Harry glædede sig som et lille barn, hvor Liam nærmest  så bange ud. Han sagde at det var fordi, at de var umulige at holde styr på. Vegas var en vild by og Harry var ikke bange for, at slå sig løs.

“Kom så Crystal baby.” Niall tog min hånd og hev mig op. Hans øjne strålede helt og noget sagde mig, at han godt kunne lide Ukraine?

♡♡♡

“Nej.”

“Jo.”

“Nej.”

“Jo.” Niall lå og puffede til mig, før han tog min hånd.

“Jeg er træt.” Jeg så anklagende på ham, men han lavede bare  de største hundeøjne.

“Jeg er sulten.”

“Jamen for fanden Niall.” Jeg sukkede og slog min dyne til siden. “Jeg vil have en ny værelseskammerat.”

“Du ville savne mig for meget.” Han blinkede til mig og jeg kunne ikke skjule mit smil, på trods af at klokken var 2 om natten. Men Niall, den idiot, var sulten og havde derfor vækket mig. Han ville ikke rende rundt  i Ukraine alene, og han ville have mig med på McD.

“Det er jo skide koldt, burde det ikke være varmt?” Vrissede jeg, da vi nåede ud på gaden.

“Sgu da ikke om natten,” lo Niall og jeg prøvede ihærdigt, at varme mig selv. Hvorfor var det nu igen, at jeg gik med til det her?

Bruh

Jeg

Hader

Niall

Pff, idiot. Det var koldt. Alt for koldt. Det gibbede i mig, da Niall sprang fremad og jeg smilede svagt, da jeg opdagede at han havde set det gule Mcdonalds skilt. Hold da op, den dreng elskede da mad.

“Mhm,” stønnede han da han satte tænderne i sin burger. “Jeg elsker dig for, at tage med mig.” Jeg lo og skar ansigt, da noget kød faldt ud af hans mund.

“Luk munden skatter.” Jeg blinkede til ham. “Jeg har ikke brug for at se det hele.” Selv sad jeg og nippede til nogle pomfritter, mens jeg betragtede Nialls strålende øjne. Det var jo en mirakel, at drengen ikke var på størrelse med England.

“Hvad glor du på?” Spurgte han med munden fuld af mad.

“Munden Niall,” mindede jeg ham om og han smilede bare forlegent.

“Jeg elsker mad,” mumlede han lavt og tog endnu en bid.

“Ja, det kan jeg se.” Jeg grinede af ham og folk kiggede underligt på os. Altså de 3 personer, der var herinde. Nogle teenagere, der sikkert havde tømmermænd. Men samtidig var de nok også for fulde til, at opdage at de sad i nærheden af Niall Horan. En tredje mulighed var vel også, at de bare var ligeglade. Men i hvert fald, sad jeg næsten og faldt i søvn.

“Er du ikke snart færdig?” Spurgte jeg træt og undertrykte et gab.

“Du har jo knap spist noget!” Udbrød Niall forfærdet og jeg rystede bare opgivende på hovedet.

“Jeg er træt Niall.”

“Nånånå.” Han klukkede lavt. “Så lad os komme afsted.”

“Tak.” Jeg smilede svagt til ham og han gengældte det.

“Og bare så du ved det.” Han tøvede. “Louis skal nok blive god igen. Bare giv ham lidt tid.” Jeg nikkede bare og trak vejret helt ned i lungerne. At vide  at Louis var sur på mig, gjorde mig underlig nervøs.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...