The Time Of Our Lives - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2016
  • Opdateret: 28 apr. 2017
  • Status: Igang
Crystal har levet et utroligt hårdt liv, på trods af hendes kun 18 år. Som blot 15 blev hun smidt ud af sin alkoholiske far og måtte affinde sig med, at være stripper og luder, så hun kunne tjene penge nok til at starte en retssag, så hun kunne få sin lillebror hjem. Arbejdet slider i hende og hun kan knap nok forsøge sig selv, og da slet ikke lægge penge til side til retssagen. På en sen vinteraften finder hun sig selv i færd med, at tage sit eget liv, men så kommer en helt speciel person forbi og gør det til sin mission, at give Crystal lysten til at leve, tilbage. Det er starten på et år, som Crystal sent vil glemme.

44Likes
73Kommentarer
46106Visninger
AA

22. Kapitel 20

Det var hermed bekræftet, at Liam var en gud i sengen og jeg vågnede med et smil på læberne, næste morgen. Liam lå stadig og sov ved siden af mig, og jeg fnes ved tanken om vores nat. Det var bare mest for sjov, og sjovt havde det da i hvert fald været.

“Well well, godmorgen.” Harry blinkede kækt til mig og jeg rullede øjne af ham. Idiot.

“Tømmermænd?” Jeg smilede drillende til Niall, som sendte mig et lettere ondt blik, mens han knugede om et glas vand. Karma.

“Hvem fanden har skidt i din nutella?” Spurgte jeg Louis, som nærmest sad og skulede til mig. Hvorfor var han så muggen? Han havde sgu da fået fisse i nat. Han fnøs irriteret og Harry lo lavt.

“Han blev smidt ud,” fnes Harry og Louis sendte ham et ondt blik, men Harry var totalt ligeglad. “Sådan går det jo, når man stønner det forkerte navn.” Jeg slog hænderne op foran munden, og så med store øjne på Louis.

“Det gjorde du ikke!” Udbrød jeg og Louis rullede med øjnene.

“Godt i hygger jer.” Han rejste sig hastigt og gik ind på sit værelse.

“Wtf?” Mumlede jeg og så på Harry, som bare trak på skuldrene.

“Han plejer godt, at kunne tåle nogle drillerier,” sagde Niall undrende og masserede sine tændinger. Aww, hvor var han cute, når han havde tømmermænd.

“Godmorgen!” Udbrød Harry pludseligt og jeg kastede et blik over skulderen. Liam stod i døråbningen, kun iført et par joggingbukser og jeg vendte rødmende hovedet væk.

“Der er vel ikke noget, som du ikke har set før.” Harry puffede til mig og jeg slog hurtigt ud efter ham, så han måtte springe tilbage.

“Luk røven,” grinede Liam og sendte mig et svagt smil, før han smed sig på en stol.

“Var det godt?” Fnes Niall og Liam sukkede tungt. Jeg lo bare og blinkede til Liam, som bare smilede indforstået. Ja det var godt. Meget godt. Som i ‘vi var igang hele natten’ godt. Stemningen var ikke nær så akavet, som jeg havde frygtet. Mest med hensyn til de andre drenge, da jeg egentlig ikke havde regnet med, at det ville blive akavet mellem Liam og jeg. det var jo mest bare for hyggens skyld.

“Forresten må i gerne skrue ned, næste gang i beslutter jer for  at lege doktor,” mumlede Niall, som stadig lignede lort. “I gør det umuligt, at sove.”

“Du sov da ellers meget fint,” bemærkede Liam med et skævt  smil. “Du væltede om i sengen med tøj og det hele, og så snorksov du da.” Niall rullede øjne af ham og rejste sig, hvorefter han forsvandt med sit vand.

“Nå, men jeg vil også få sovet lidt inden i aften.” Harry smilede svagt til os, og forsvandt ind på hans værelse. Okay, vi var blevet efterladt.

“Sååå,” startede jeg tøvende ud og så hen på Liam. “Tak for i nat.”

“Fornøjelsen er helt på min side,” svarede han med et blink i øjet og jeg grinede en smule. Liam havde vist flere sider af sig selv, end man skulle tro.

“Venner?” Spurgte jeg og Liam klukkede.

“Venner.” Jeg smilede til ham og tøvede. “Ved du, hvad der sker med Louis?” Liam sukkede sørgmodigt.

“Han mor dødede for et år siden idag.”

“Åh Gud.” Louis måtte være knust. “Han må være grædefærdig.”

“Nej, det er faktisk problemet,” sagde Liam bekymret. “Han har ikke grædt en eneste tåre, siden hun døde.”

 

♡♡♡

Louis undgik mig resten af dagen og jeg havde mest af alt, bare lyst til at skrige af ham. Hvorfor var han så skide sur? Jeg forstod det med hans mor, men hvorfor var han sur på mig? Det var underligt. Overglade Louis irriterede mig. Vrede Louis irriterede mig. Louis irriterede mig vel bare? Men hvorfor fandt jeg det, så skide tiltrækkende?

“Louis?” Jeg stak hovedet ind af hans dør og så ham sidde i sin seng, i mørket. “Er du sur på mig?” Louis sukkede tungt, og klappede på pladsen ved siden af ham. Tøvende satte jeg mig ved hans side. Man kunne knap se omridset af hans ansigt, men noget fortalte mig, at han var tæt på grådens rand.

“Louis, hvad er der galt?” Spurgte jeg svagt og lagde en hånd på hans lår. Jeg vidste det jo egentligt godt, men jeg ville høre det fra ham.

“Det var idag. Det er et år siden idag,” sagde han halvkvalt.

“Det er årsdagen for hendes død,” erklærede jeg og prøvede ihærdigt, at se hans ansigt i mørket. Håbede næsten på, at han græd. Det var jo unaturligt ikke at græde, over sin mors død. “Er du okay?”

“Dumt spørgsmål,” bed Louis og jeg fjernede hastigt min hånd, fra hans lår.

“Jeg prøver bare at hjælpe,” forsvarede jeg mig og Louis sukkede, mens han gned sig i øjnene.

“Sorry,” mumlede han. Jeg tog en dyb indånding og overvejede, om jeg burde sige det.

“Liam siger, at du ikke har grædt.”  Jeg kunne fornemme Louis kigge på mig.

“Han er vel bekymret.”

“Det er forkert..” Jeg fumlede med ordene.

“Næsten lige så forkert, som at ønske at dø.” Louis’ svar var tørt og jeg prøvede ihærdigt ikke, at blive såret af hans ord.

“Jeg har intet af frygte i døden,” sagde jeg stille og rørte let ved mit øre. “Det virkede bare som den nemme udvej.”

“Du sindssyg,” mumlede Louis. “Forventer du at jeg skal tro på, at du ikke har et dødsønske?”

“Det har jeg ikke,” sagde jeg stille. “Det var en gang, og det sker ikke igen. Men Louis.” Jeg tøvede. Længe. Jeg var ikke god til sådan noget her. Det var ikke noget, som jeg specialiserede mig i.

“Louis, det okay at græde.” Jeg lagde atter en hånd på ham, dog hans arm denne gang. “Du behøver ikke være glad konstant.”

“Jeg lovede hende,” hviskede han og jeg lagde hovedet på hans skulder. “Jeg lovede hende, at jeg ville være glad. At jeg ville leve.”

“Det okay,” sagde jeg blidt og Louis trak sig væk fra mig, med et ryk.

“Nej det ikke okay!” Råbte han og trak vejret heftigt. “Det ikke fair! Hun var for ung til at dø. Hun fortjente det ikke. Det er simpelthen ikke fair.” Han stemme døde ud og blev i stedet overtaget, af adskillige hulk. Og jeg tog ham i mine arme. I lang tid, sad han bare og hulkede i mine arme, mens jeg vuggede ham blidt frem og tilbage.

 

Jeg ved godt den er kedelig. Ved sgu egentlig heller ikke, hvor historien er på vej hen.. Whatever, I'll just roll with it og se hvor vi ender henne :P

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...