The Time Of Our Lives - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2016
  • Opdateret: 28 apr. 2017
  • Status: Igang
Crystal har levet et utroligt hårdt liv, på trods af hendes kun 18 år. Som blot 15 blev hun smidt ud af sin alkoholiske far og måtte affinde sig med, at være stripper og luder, så hun kunne tjene penge nok til at starte en retssag, så hun kunne få sin lillebror hjem. Arbejdet slider i hende og hun kan knap nok forsøge sig selv, og da slet ikke lægge penge til side til retssagen. På en sen vinteraften finder hun sig selv i færd med, at tage sit eget liv, men så kommer en helt speciel person forbi og gør det til sin mission, at give Crystal lysten til at leve, tilbage. Det er starten på et år, som Crystal sent vil glemme.

44Likes
73Kommentarer
46175Visninger
AA

4. Kapitel 2


 

“Jeg kan ikke det her mere.” Jeg skubbede hans fremstrakte hånd væk, som holdte løst om den lille pose. Jannicks smil forsvandt straks og han trak mig med ind på hans kontor.

“Hvad mener du så med det?” Han skubbede mig op af væggen og kiggede mig koldt i øjnene.

“At jeg siger op,” sagde jeg koldt og smuttede under hans arm.

“Virkelig?” Det så pludseligt ud til at more ham.  “Hvad så med din bror? Du bliver aldrig ansat et andet sted, med dit cv. Og skal vi ikke vædde med, at du kommer tilbage så snart du får abstinenser?” Han så flabet på mig og jeg sank en klump. Han havde ret. Tårerne begyndte at prikkede bag mine øjne og skubbede  hidsigt til ham.

“Fuck dig,” hvæsede jeg vredt og stormede ud af bygningen. De kunne alle sammen rende mig. Hele verden kunne bare fucke af.

“Vent!” Jannick kom løbende efter  mig og lagde  den lille pose i min hånd. “Vi ses imorgen Crystal.” Med de ord gik han tilbage, og jeg udstødte et vredt hyl, som forvandlede sig til et hulk. Jeg ville aldrig få Jake hjem. Så hvad var hele pointen? Jeg kunne lige så godt give op nu. Jeg satte i løb og spurtede ned af gaderne, hvor folk hoppede væk for ikke, at blive løbet ned. Nogen råbte endda, meget kreative skældsord efter mig. Jeg var faktisk ikke andet, end spild af plads og luft. Luften trak i mig og prøvede desperat, at hive mig tilbage i sikkerhed, da jeg kravlede op på stenkanten oppe over vandet. Jeg kiggede ned i den mørke vand og spekulerede. Ville det gøre ondt? Det kunne umuligt gøre mere ondt end, at vågne hver dag. Jeg kiggede lidt rundt, da jeg faktisk ikke anede hvor jeg var gået hen. Den aftentomme gade lå stille hen, og gjorde mig endnu mere deprimeret. Uden jeg overhovedet have bemærket det, var min krop gået i bevægelse og før jeg vidste af det, undslap et skrig  mine læber, men blev druknet i det kolde vand. Det var underligt. Min hjerne var for en gangs skyld helt tom, og jeg følte en underlig form for fred.  Desværre kæmpede min krop en brag kamp for, at komme op til overfladen. Men så blev det hele sort og et smertefuldt jag af lykke, fløj gennem mig. Det var før at en hånd brød vandets overflade, og greb fat i min iskolde krop.

 

♡♡♡

 

Jeg slog øjnene op og stirrede op, i et ukendt loft. Jeg rejste mig øjeblikkeligt og måtte desværre erkende, at jeg havde rejst mig for hurtigt. Jeg kunne ikke huske noget. Var jeg taget med en dreng hjem? Et smil spillede over mine læber. De betalte altid ekstra. Men så gik det op for mig, at jeg ikke burde være her. Minderne kom strømmende tilbage. Drengen med de brune lokker, havde sprunget i efter mig. Jeg havde kæmpet en brav kamp for, at for ham til at  give slip på mig. Jeg  havde prøvet at begå selvom og han ‘reddede’ mig. Skuffelsen samlede sig i en knude, i min mave og  jeg sukkede tungt. Hurtigt kastede jeg et blik ned af mig selv og opdagede, til min skræk, at jeg ikke var iført mit eget tøj.

“Hvem har skiftet mit tøj!” Jeg bragede ind i en stue, hvor der sad 5 mennesker, der kiggede forskrækket  på mig.

“Det har jeg,” sagde  en pige forsigtgt og jeg åndede tungt ud.

“Hvor er jeg?” Spurgte jeg træt og tog mig til hovedet. Det svimlede lidt for mig og drengen, fra igår, rejste sig og skyndte sig hen til mig.

“Rør mig ikke!” Det kom ud hårdere, end det var meningen, men han ignorerede mig fuldstændigt og tog fat i mig, hvorefter han guidede mig ind på  værelset igen.

“Slip mig,” hvæsede jeg vredt og rev mig ud af hans greb, hvorefter jeg vaklede usikkert. Vi stod længe og kiggede på hinanden, og til sidst blev det direkte ubehageligt.

“Jamen det var da så lidt,” sagde drengen endelig og jeg kiggede uforstående på ham.

“Jamen tak for, at hoppe i og redde mig, og endda tage mig med hjem og hjælpe mig,” tilføjede han i en, overdrevet skinger stemme. Sig mig, prøvede han at imitere mig?

“Jeg har aldrig bedt om din hjælp,” sagde jeg koldt og stirrede ham hårdt i øjnene. Han kunne bare fise af, ku han. “Der var sjovt nok en pointe med, at jeg hoppede!”

“Så du indrømmer at du sprang i med vilje.” Han smilede selvsikkert. “Så kan jeg få dig indlagt.”

“Hør her. Jeg aner ikke hvem du tror du er, men du bestemmer overhovedet ikke over mig.” Jeg prikkede ham hårdt på brystet. “Det er  mit liv, så du kan bare fis af fister og tag alt dit moralske pis med dig.” Hans smil forsvandt og blev erstattet med et alvorligt blik.

“Må jeg så i det mindste køre dig hjem?” Spurgte han til sidst, svagt opgivende.

“Nej,” svarede jeg koldt.

“Du ved  ikke hvor du er - kom så,  jeg kører dig hjem.” Drengen tog et bundt nøgler frem og skubbede mig næsten ud af døren.

“Jeg kommer senere!” Råbte han hurtigt og smækkede døren bag os. Han greb mig blidt i armen, som om han var bange for, at jeg ville stikke af og åbnede sågar bildøren for mig.

“Gør du det her med alle dine pige bekendtskaber?” Jeg vendte blikket mod ham. “ Kidnapper dem?” Han udstødte en tør latter og rystede opgivende på hovedet, uden at fjerne blikket fra vejen?

“Hvor bor du?” Spurgte han kort, og jeg svarede ham køligt. Jeg magtede ikke det her.

“Hvorfor hoppede du i?” Spørgsmålet kom bag på mig og jeg rynkede i panden. Det spurgte man, da ikke fremmede om.

“Det rager ikke dig.” Jeg så irriteret på ham.

“Det gør det lidt, eftersom jeg hev dig ud af floden og pustede liv i dig,” protesterede han.

“Jamen tak,” sagde jeg sarkastisk og mødte hans øjne i et kort sekund, før han atter vendte blikket mod vejen.

“Ingen burde have lyst til, at ende sit liv,” sagde han efter lidt tids stilhed. “Det er forkert.” Jeg svarede ham ikke, med vendte bare hovedet mod vinduet og kiggede ud. Regnen øsede ned i store strømme, og skyerne trak sig  sammen over byen.

“Bor du her?” Udbrød han forfærdet, da vi stoppede foran det faldefærdige lejlighedskomplex.

“Fedt, nu fornærmer du også mit hjem.” Jeg rullede øjne af ham og sprang ud af bilen.

“Vi ses imorgen,” grinede han og jeg standsede brat.

“Nej vi gør ej!”

“Jo det gør vi.” Han blinkede. “Jeg ved hvor du bor, så du slipper ikke.”

“Som om jeg skal bruge dagen med en indbildsk, snotdum fremmede.” Jeg fnøs og trak min jakke tættere om mig.

“Jeg hedder Louis - så nu er jeg ikke en fremmede.” Han smilede  skævt. “Indbildsk og snotdum kan jeg nok ikke løbe fra.”

 

Som nogen måske har lagt mærke til, så har jeg ændret navnet fra The A Team til The Time Of Our Lives. Der kom bare nogen ideer til mig, hvor titlen ikke rigtig passede ind xD Hvad synes indtil videre? Ved godt, at den er lidt kedelig i starten xD Det siger jeg jo ved alle mine historier. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...