The Time Of Our Lives - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2016
  • Opdateret: 28 apr. 2017
  • Status: Igang
Crystal har levet et utroligt hårdt liv, på trods af hendes kun 18 år. Som blot 15 blev hun smidt ud af sin alkoholiske far og måtte affinde sig med, at være stripper og luder, så hun kunne tjene penge nok til at starte en retssag, så hun kunne få sin lillebror hjem. Arbejdet slider i hende og hun kan knap nok forsøge sig selv, og da slet ikke lægge penge til side til retssagen. På en sen vinteraften finder hun sig selv i færd med, at tage sit eget liv, men så kommer en helt speciel person forbi og gør det til sin mission, at give Crystal lysten til at leve, tilbage. Det er starten på et år, som Crystal sent vil glemme.

45Likes
73Kommentarer
47428Visninger
AA

19. Kapitel 17

Jeg slog irriteret øjnene op, da jeg hørte drengenes høje råb, For fanden. Lyset skar i mine øjne og gik direkte ind i mit hovede. Jeg hadede tømmermænd af hele mit hjerte. Liam lå ikke længere i sofaen med mig, men stod derimod henne i køkkendelen af suiten, med drengene.

“Har i aldrig hørt om morgenro?” Vrissede jeg og fik svunget benene ud over sengekanten.

“Enig,” mumlede Niall, som sad og hang med mulen ved køkkenøen.

“Tømmermænd?” Lo Louis og prikkede til Niall, mens han så drillende på mig.

“Nej,” sagde jeg sarkastisk. “Jeg er altid sådan her om morgenen.”

“Faktisk ja,” grinede Harry og jeg sendte ham et dræberblik.

“Såså.” Harry holdte hænderne op i en forsvarsposition.

“Hvad laver i?” Jeg betragtede dem og rynkede let i brynene. Louis stod og kæmpede med en skål, mens Harry legede med en pande.

“Pandekager.” Niall svarede for dem og slikkede sig sultent om munden. “Vi skal afsted om 2 timer.”

“2 timer!” Udbrød jeg chokeret. “Men jeg skal jo gøre mig klar og pakke.” De begyndte at grine og Louis fnøs.

“Typisk piger.” Han rystede på hovedet. “Vi skal sidde i en bus de næste 11 timer, du behøver vist ikke stadse dig ud.” Jeg rullede øjne af ham, og så moden som jeg nu var, rakte jeg tunge  af ham.

“Så.” Harry klappede i hænderne og kom hen og placerede et bjerg pandekager foran mig. “En fredsgave, når nu vi hænger på hinanden.”

“Tak Harry.” Jeg grinede svagt af ham. “Hvor skal vi hen nu?”

“Vi sætter kursen mod Albergue,” sagde Harry begejstret. “Og bagefter sætter kursen mod, Dallas, Jacksonville, Tampa og Miami.”

“Hvordan kan du huske alt det?” Lo jeg og rystede opgivende på hovedet.

“Det var ham, der bestemte stederne,” lo Louis.

“Ja, det er derfor touren er så kringlet og vi´skal køre så længe,” tilføjede Niall og Harry  trak på skuldrene.

“Jeg kan godt lide, at køre i bus.” Vi lo og jeg sukkede. 11 timer i en bus. Skønt.

 

♡♡♡

“Harry!” Skreg jeg. “Luk mig ud.” Den spade. Han havde sat et eller andet foran døren til toilettet, mens jeg fucking var derinde! “Liam hjælp mig!” Liam var automatisk den, som jeg råbte efter. Han var det eneste fornuftige væsen i miles omkreds.

“Desværre Crystal!” Hørte jeg ham råbe. “Du har bragt det på dig selv.”

Jeg fnes. Det havde jeg i hvert fald. Harry og Louis havde været nogle fucking pestilenser hele dagen, så jeg besluttede mig for at gøre gengæld. Først havde jeg hevet stikket ud, da de sad og spillede et, eller andet spil.  Det havde jeg sgu ikke forstand på. Bagefter havde jeg gemt Nialls is, fordi han grinede af mig, da jeg gled i Louis’ vasketøj, som lå over det hele. Og som prikken over i’et tog jeg en af Harrys elskede sko, og kastede ud af vinduet. Karma bitch!  Jeg smilede ondt for mig selv, da jeg stod ude på toilettet og betragtede alle Harrys dyre og elskede hårprodukter. Hvad mon han ville gøre, hvis de tilfældigvis var tomme? Så kunne han fandme lære det.

“Harry!” Råbte jeg. “Sidste chance, luk mig ud!” Jeg så med et smil på hårprodukterne, mens jeg ventede på hans svar.

“Aldrig!” Han svar fik kun mit smil til at vokse. Jeg havde vel advaret ham på en  måde. Jeg gik i krig med hans hårprodukter. Tømte det ud i badet og så det løbe ned i afløbet. Jeg hørte nogen, skubbe til noget ude foran døren, så jeg skyndte mig at rydde op så godt som muligt.

“Vi er her.” Louis stak hovedet ind og jeg lod som om, at jeg var sur.

“Hvorfor fanden åbnede du ikke lidt før?” Spurgte jeg småvredt og maste mig forbi ham. Harry sad og klukkede inde i sofaen og jeg sendte ham et ondt smil. Han så forvirret på mig, men endte med at ryste opgivende på hovedet.

“Liaam,” sang jeg og hoppede hen til ham. Han så forvirret op og mit humør skiftede omgående. “Hvorfor fanden åbnede du ikke for mig!” Jeg daskede lettere hårdt til ham og han ømmede sig.

“Sorry.” Han holdte hænderne op  i en forsvarsposition.

“Og dig!” Jeg snurrrede rundt og vendte igen min opmærksomhed mod Lous, som kom ind. “Vi to er slet ikke færdige.”

“Rip Louis,” mumlede Harry og jeg lo tørt.

“Luk Harry. Du kommer til at fortryde.” Jeg løftede truende fingeren.

“Såså,” sagde Louis udglattende. “Ingen sure miner.”

“Luk Louis!” Hvæsede jeg. Selvom jeg havde fået min hævn, så måtte jeg indrømme at jeg ikke ligefrem nød, at være lukket inde på et toilet i flere timer. Min mave knurrede sultent og ødelagde den trykkede stemning.

“Gud,” gispede Harry. “Jeg vidste ikke vi havde drager i bussen.”

“Meget sjovt,” sagde jeg ironisk og kiggede på Niall, med mine bedste hundeøjne. “Jeg er sulten.”

“Du gemte min is,” sagde Niall anklagende og hans underlæbe bævrede svagt.

“Aww, undskyld Niall.” Han gav mig helt dårlig samvittighed, men jeg kunne ikke skjule et smil. Liam klappede hænderne sammen og rejste sig.

“Skal vi komme ind og få noget mad?”

“Fuck mad,” sagde Harry og strakte sig. “Vi skal tjekke ind og få sovet.”

“Nej!” Fik mig og Niall råbt i kor. “Mad er vigtigst.”

  Okay så.. Jeg står i den situation, at jeg ikke aner hvor jeg er på vej hen med denne historie. Jeg starter næsten alle min historier spontant, uden rigtig at vide, hvor jeg vil hen og det ender oftest med at virke. Dog ikke denne gang. Kan overhovedet ikke huske, hvad jeg havde tænkt at der skulle ske og der skal sgu snart ske noget! Derfor overvejer jeg en medforfatter. Overvejer. Det ville være mit første forsøg med en medforfatter, som jeg ikke kender personligt og derfor er det lidt svært for mig. Det skal nemlig helst være en, som har nogenlunde styr på grammatik og har tiden til at skrive. Det er ekstremt vigtigt for mig, at få en medforfatter som har masser ideer og overskud, men samtidig selv kan klare grammatikken og stavefejl(bare nogenlunde). Jeg er ikke selv fuldkommen fejlfri med hensyn til grammatik(overhovedet) og jeg glemmer oftest at rette mit kapitel, inden jeg smider det op, men jeg har da nogenlunde styr på - ville jeg selv mene :D Så hvis det har nogen interesse , så smid gerne en kommentar, hvis jeg ikke har skræmt dig væk! :D Jeg kunne i hvert fald godt bruge lidt hjælp, men kun hvis der er en som kvalificerer sig :P Jeg lyder så formel, wtf? I ved. hvad jeg mener <3 Men anyways.. Næste kapitel kommer engang næste uge xD

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...