The Time Of Our Lives - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2016
  • Opdateret: 28 apr. 2017
  • Status: Igang
Crystal har levet et utroligt hårdt liv, på trods af hendes kun 18 år. Som blot 15 blev hun smidt ud af sin alkoholiske far og måtte affinde sig med, at være stripper og luder, så hun kunne tjene penge nok til at starte en retssag, så hun kunne få sin lillebror hjem. Arbejdet slider i hende og hun kan knap nok forsøge sig selv, og da slet ikke lægge penge til side til retssagen. På en sen vinteraften finder hun sig selv i færd med, at tage sit eget liv, men så kommer en helt speciel person forbi og gør det til sin mission, at give Crystal lysten til at leve, tilbage. Det er starten på et år, som Crystal sent vil glemme.

44Likes
73Kommentarer
46243Visninger
AA

17. Kapitel 15

Jeg følte mig så ynkelig, efter at drengene havde set mig sådan. Det var ydmygende på højeste plan. Det lunkne vand skyllede sveden af mig og jeg sukkede sagligt. Jeg havde stadig svagt koldsved, men intet i forhold til for et par timer siden. 27 timer tog det, før det begyndte at stilne af. Hold kæft, hvor var jeg hidsig. Jeg bandede og svovlede. Sendte diverse onde ord efter drengene. Men det gjorde jo for fanden ondt og det var deres skyld. krampetrækningerne og mine ben rystede under mig, da jeg vraltede ind i stuen, efter at jeg havde fået tøj på. Harry så op fra sin mobil og smilede.

“Er du okay?”

“Bedre end før,” sagde jeg tørt og smed mig i sofaens fodende, og puttede mig ind under Louis’ dyne. Louis lå og sov, så der var knap nok plads til mig. Han var fandme også træt. De havde koncert i aften og de andre drenge havde skiftes til, at holde øje med mig og sove. Dog ikke Louis. Han blev ved min side, alle 27 timer. Han var egentlig ikke så slem - når han ikke var irriterende, hvilket han var 98% af tiden. Liam kom ind med, i fuld gang med at knappe sin skjorte.

“Vi skal snart afsted,” sagde han. “Vi har soundcheck om 30.” Harry nikkede lettere stift og puffede til Niall, som sad og småsov.

“Fuck, allerede?” Mumlede han. “Jeg er så træt.. Og sulten.”

“Du altid sulten.” Harry fnes og Niall daskede fornærmet til ham.

“Burde vi vække ham?” Jeg nikkede mod Louis og Liam tøvede.

“Lad ham sove 10 minutter  mere,”  svarede han lavt. “Det har været nogle lange timer.”

“Tænk at han blev og holdte sig vågen hele tiden,”  mumlede jeg, nok mest til mig selv og de svarede ikke. “Hør, hvad tid starter koncerten?” Liam kastede et blik ned på hans højre arm, hvor der sad et ur.

“Om 2 timer,” svarede han og jeg åbnede munden, men blev distraheret af Niall og Harry, som lettere besværligt kom op og stå.

“Kan i så ikke bare tage afsted?” Spurgte jeg og så tilbage på Louis. Han fortjente at sove. “Så kommer Louis og jeg om en times tid?”

“Jo, det lyder super.” Niall strakte sig og udstødte en halvkvalt lyd. “Vi ses om lidt tid.” De forsvandt ude af syne og kort efter smækkede fordøren. Eller døren ud til hotelgangen. Louis gryntede lidt og rykkede lidt på sig i sin søvn. Hans hår faldt ned over hans pande og jeg sad der et  øjeblik, og betragtede ham. Jeg havde stadig ondt, men ikke nær så meget som før. Langsomt kom jeg op og stå. Jeg lænede mig ind over Louis og placerede et lille kys på hans pande. “Tak Louis.”

♡♡♡

“Hvorfor vækkede i mig ikke!” Louis greb sin jakke i en hastig fart og spænede ud af døren. Jeg sukkede og fulgte langsomt efter  ham. Hold kæft, hvor stressede han dog rundt.  Der stod en vagt nede i lobbyen og ventede på os. Han skulle transportere os til arenaen.   

“Slap af Louis.” Jeg lagde en hånd på hans arm. “Du havde brug for, at  sove.”

“Hvad jeg havde brug for, var at være klar til koncerten,” svarede han tvært.

“Du havde brug for at sove,” gentog jeg opgivende.

“Du tager fejl.”

“Næ nej,” lo jeg. “En af os har ret, og den anden er dig.” Han rullede øjne øjne af mig, men det  trak svagt i hans mundvige.

“Er hun altid så irriterende?” Spurgte en mand, der kom hen til os, med et smil.

“Tro mig.” Louis kastede et kort og drillende blik på mig. “Hun er kun i gang med at varme op.” Jeg slog ud efter ham, men han ved tilbage med et grin.

“Burde du ikke være med drengene?” Spurgte Louis og vendte sin fulde opmærksomhed, mod manden.

“De sendte mig over for, at tjekke om i var kommet op,” forklarede han med et skævt smil. “Lad os komme afsted.” Louis nikkede og greb min hånd. Den var varm og havde et fast tag i min, så han nærmest trak mig med.

“Bare hold dig tæt  til mig,” hviskede han, men blev nær  overdøvet af skingre skrig.

“Louis!” Skreg en flok piger. Vagten og ham manden, prøvede at bane vej til os gennem mængden. Min hånd blev lettere svedig og jeg klamrede mig til Louis. Kæft det her, var skide ubehageligt. Louis trak mig hurtigt med ind i en stor bil og smækkede døren bag os.

“Det,” sagde jeg forpustet. “Gør jeg aldrig igen.”

“Hate to break it to you honey, men det er en del af vores hverdag.” Louis blinkede til mig og jeg stønnede opgivende.

“I det mindste, kommer du til at bruge masser  af  tid med mig.” Han skubbede til mig og jeg stønnede endnu højere.

“Bare skyd mig.”  Han så fornærmet på mig og jeg smilede svagt.

“Ej, set på den lyse side, så glæder jeg til mig til, at se jeres koncert.”

“Det kan jeg godt forstå,” sagde Louis alvorligt. “De er også ret mageløse.” Vi lo og jeg lænede mig afslappet tilbage i sædet.

“Hey Louis.” Han så op fra sin mobil, og kiggede afventende på mig. “Øhmm. Tak, for alt.” Han smilede svagt og nikkede.

“Ingen årsag. Så var det jo slet ikke slemt, at tage med os.”

“Oh jo. Det var stadig slemt, men tak fordi du blev hos mig.” Jeg følte mig lettere utilpas.  Det var ude af min komfortzone. Aldrig, havde jeg været i sådan en situation. Louis greb min hånd og gav den et kærligt klem.

“Altid. Bare sig til.” Jeg sendte ham et  forsigtigt smil og han gengældte det, men et varmt et, som varmede helt nede i mavesækken.

  JEG ER DEN VÆRSTE TIL AT OPDATERE! Det må i meget undskylde, men her er endnu et kapitel <3
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...