The Time Of Our Lives - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2016
  • Opdateret: 28 apr. 2017
  • Status: Igang
Crystal har levet et utroligt hårdt liv, på trods af hendes kun 18 år. Som blot 15 blev hun smidt ud af sin alkoholiske far og måtte affinde sig med, at være stripper og luder, så hun kunne tjene penge nok til at starte en retssag, så hun kunne få sin lillebror hjem. Arbejdet slider i hende og hun kan knap nok forsøge sig selv, og da slet ikke lægge penge til side til retssagen. På en sen vinteraften finder hun sig selv i færd med, at tage sit eget liv, men så kommer en helt speciel person forbi og gør det til sin mission, at give Crystal lysten til at leve, tilbage. Det er starten på et år, som Crystal sent vil glemme.

44Likes
73Kommentarer
46920Visninger
AA

16. Kapitel 14

Jeg vågnede ved at nogen hoppede i min seng.

“Stop Jake!” Jeg åbnede brat øjnene efter, at ordene havde forladt mine læber.

“Jeg mener Niall,” skyndte jeg mig at tilføje, da jeg opdagede at det var Niall, der hoppede i sengen. Jeg havde drømt om min barndom, eller den barndom som jeg ville ønske, at jeg havde haft.

“Jake?” Niall så underligt på mig.

“Hvem fanden er Jake?” Spurgte Louis forvirret.

“Ikke nogen,” løj jeg og skyndte mig, at hoppe ud af sengen. “Hvad er klokken?” De sendte hinanden misbilligende blikke.

“5 om morgenen,”  svarede Liam langsomt og jeg skuttede mig. Panikken skyllede ind over mig, hurtigere end tidevandet. Abstinenserne.. De var begyndt. Liam så bekymret på mig, men jeg sende ham et beroligende smil.

“Hvordan har du det?” Spurgte Harry forsigtigt.

“Helt fint,” forsikrede jeg og sendte dem alle det største, og mest falske smil, som jeg kunne præstere.

“Okay.” Harry så ikke noget videre overbevist ud, men lod det ligge. “Skal vi komme afsted?”

“Hvorhen?” Spurgte jeg forvirret.

“Wow.” Niall puffede drillende til mig. “Hun er mere glemsom end mig.”

“Luk røven,” lo jeg og prøvede at ignorere abstinenserne, som kom snigende. Det kunne ikke vare længe og noget sagde mig, at Liam allerede havde fornemmet det på mig.

“Vi skal øve til koncerten.. Soundcheck og sådan,” sagde han langsomt og fangede mit blik i  en lettere ubehagelig øjenkontakt. Det føles som om, at han så lige igennem mig.

“Er du okay med det?” Fortsatte han og ignorerede drengenes forvirrede blikke.

“Ja,” sagde jeg frisk og fastholdte mit falske smil. “Jeg hopper lige i noget tøj.” Med de ord tog jeg min kuffert og fik, med besvær, trukket  ind på badeværelset. Da jeg kom ud var det kun Liam, som stod og ventede på mig.

“De andre er nede ved bilen,” sagde han og betragtede mig indgående.

“Jeg har det altså fint Liam,” sagde jeg en smule hårdt, men blødte så lidt op. “Jeg sværger.” Han smilede svagt og åbnede døren.

“Kommer du?”

“Yup.” Jeg greb min taske og fulgte efter ham, ned til bilen.

 

♡♡♡

Louis’ synsvinkel

 

Det var  kommet så hurtigt. Det ene øjeblik havde hun det fint og dansede rundt med på scenen, og det næste brækkede hun sig ud over det hele. Jeg havde ikke bemærket noget. Det var dumt af mig. Jeg vidste jo godt, at man ikke bare stoppede med at tage stoffer fra, den ene dag til den anden. Jeg burde have vidst, at bivirkningerne ville komme hurtigt. Liam vidste det. Det var derfor, at han havde holdt sig tæt til hende hele dagen. Nærmest som om, at han havde ventet på det.

“Please. Det gør så ondt!” Græd hun og jeg duppede en koldt klud på hendes pande. Efter hun havde knækket sig, brød hun grædende sammen og vi var straks taget hjem. Liam havde forklaret os det hele i bilen, og selvfølgelig følte vi os dumme. Specielt Niall tog det hårdt. Crystal betød allerede en del for ham. Han havde også et virkelig stort hjerte.

“Det burde gå væk om 24 timers tid,” sagde Liam lavt og blev næsten af Crystal, da hun krampede sig sammen.

“Liam hun har ondt,” sagde Niall næsten lidende og så forfærdet på Crystal.

“Please,” tiggede hun og hendes kinder var sortplettet med mascara. Jeg så fortabt på hende. Det var i teorien min skyld. Det var mig, der krævede at hun stoppede med stofferne. Jeg vidste ikke, at det ville blive så  slemt.

“Det er snart ovre,” lovede Liam og lænede sig tættere på mig. “Der er stadig ca 22 timer tilbage.” Jeg bed mig i læben og så hen på Crystal igen. Hun havde et sløret blik i øjnene og hele hendes krop rystede, som om hun var nøgen ude i kulden.

“Det gør så ondt,” peb hun.

“Shh,” sagde jeg beroligende og kærtegnede kort hendes kind.

“Dræb mig,” bad hun og jeg blev helt skræmt, af alvoren i hendes øjne.

“Det er snart over,” lovede jeg, præcis ligesom Liam, men hun vidste godt at vi løj. Det ville blive nogle lange timer.

“Det ville jo ikke give mening, at slå dig ihjel. Vi har allerede betalt dig,” jokede Harry og Crystal smilede anstrengt.

“Faktisk så har i ikke betalt mig,” protesterede hun og bed tænderne sammen. “I er overhovedet ikke det her værd.” Jeg tog det ikke personligt, at hun var vrede på os. Hun var i mange smerter og det var jo os, der havde tvunget hende til at stoppe med heroinen. Harry ignorerede det også bare og grinede for, at lette stemningen.

“Det er da fordi, at du sikkert ellers ville stikke af med pengene,” sagde han med påtaget alvorlighed, men med et glimt i øjet.

“Luk røven,” sagde hun sammenbidt, så det var svært at sige om hun jokede. “Jeg hader jer alle sammen!” Hendes spinkle krop krampede sig sammen og jeg bed mig hårdt i læben. Det gjorde helt klart ondt  på os alle,  at se Crystal sådan her. Jeg bukkede mig ned og kyssede hende blidt på panden. Hun havde koldsved.

“Undskyld,” mumlede jeg mod hendes pande. “Det bliver bedre og jeg er hele vejen igennem okay?” Hun nikkede svagt.

 

Så kom der endnu et kapitel. Stakkels Crystal, men det skulle jo ske xD

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...