The Time Of Our Lives - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2016
  • Opdateret: 28 apr. 2017
  • Status: Igang
Crystal har levet et utroligt hårdt liv, på trods af hendes kun 18 år. Som blot 15 blev hun smidt ud af sin alkoholiske far og måtte affinde sig med, at være stripper og luder, så hun kunne tjene penge nok til at starte en retssag, så hun kunne få sin lillebror hjem. Arbejdet slider i hende og hun kan knap nok forsøge sig selv, og da slet ikke lægge penge til side til retssagen. På en sen vinteraften finder hun sig selv i færd med, at tage sit eget liv, men så kommer en helt speciel person forbi og gør det til sin mission, at give Crystal lysten til at leve, tilbage. Det er starten på et år, som Crystal sent vil glemme.

44Likes
73Kommentarer
46247Visninger
AA

14. Kapitel 12

Jeg nåede knap nok gennem døren, før Louis trængte mig op i et hjørne.

“Hvor har du været henne?” Spurgte han og fulgte efter mig ind i stuen, hvor de andre drenge sad.

“Crystal!” Udbrød Niall. “Hvor har du været henne?”

“Vi kunne ikke finde dig i nat,” fortsatte Liam. “Vi blev urolige.”

“Ude,” svarede jeg koldt og smed mig i sofaen, ved siden af Harry. Mit hår var uglet, eftersom jeg ikke havde reddet mit hår endnu. Jake og jeg vågnede ved, at vores kære far hamrede hidsigt på døren og bad Jake om at låse op. Han var allerede fuld. Og på daværende tidspunkt, var klokken ikke engang 8 om morgenen. Vi havde været oppe hele natten og snakke. Det havde jeg virkelig, haft brug for. Det endte med at jeg, i alt hast, kravlede ud af vinduet og løb hele vejen hjem. Hvad der skete med Jake, anede jeg ikke. Jeg ville helst være blevet tilbage, så jeg kunne beskytte min bror, men han havde nærmest skubbet mig ud.

“Ude og arbejde?” Spurgte Louis og hævede provokerende det ene øjenbryn. Min vejrtrækning blev hurtigere  og koldsveden komme listende, så jeg gik direkte forbi Louis, hen til min taske.

“Nej,” sagde jeg tørt og tog diskret det hvide pulver op af min taske. “Lad mig nu være.” Jeg gik, med hastige skridt, ud på badeværelset hvor jeg lignede en stribe op, hvorefter jeg satte næsen til og sniffede. Det sved  lidt i min næse, men det var det værd. Energien fyldte mig op og jeg følte mig et øjeblik så fri, og lykkelig. Men så var minuttet ovre, ligesom altid. Døsigheden tog over min krop og jeg smilede for mig selv. Ro, i mit ellers så kaotiske indre. Jeg tog den lille pose, med det resterende af det pulveret og  gemte den godt i min hånd, hvorefter jeg låste døren op.

“Hvad skulle du derude?” Spurgte  Louis, som stod lige ude foran døren, med Liam.

“Tisse,” svarede jeg ligegyldigt og gik usikkert forbi dem.

“Fandme nej.” Louis greb mig og trak posen ud af min hånd, mens jeg råbte af ham.

“Hvad fanden har du gang i!” Jeg så hidsigt på ham, men han ignorerede mig. Han kiggede med store øjne på posen og derefter Liam, som så  lettere  ulykkelig ud.

“Er du på stoffer!” Louis så vredt på mig og ud kom drengene, som selvfølgelig havde hørt larmen. Fedt, publikum.

“Det rager ikke dig,” sagde jeg koldt og greb  ud  efter min pose, men han rakte bare armen væk,  så jeg ikke kunne nå.

“Hvad  er du på?” Liam greb fat om min hage og kiggede mig i øjnene. Jeg så skræmt på dem alle. De var fandme sure. De kunne vel egentlig være ligeglade? Det ragede da ikke dem, hvad jeg rendte rundt og lavede. Dog gjorde deres stirren og vrede blikke mig, ubehageligt til mode og jeg slog blikket ned.

“Heroin,” sagde jeg hæst og fastholdte blikket mod gulvet. Et tungt suk kom fra Louis og Liam slap mig, hvorefter han trådte ud af min personlige cirkel. Harry og Niall så bekymret på mig, hvor Louis bare så skuffet ud. Han havde absolut ingen ret til, at være skuffet  over mig.

“Giv mig det tilbage.” Jeg så op og mødte hans kolde blik.

“Jeg vil ikke have, at du tager stoffer i mit hjem,” sagde han med en påtaget ro.

“Fint, så tager jeg dem udenfor.” Jeg rakte hånden frem og så afventende på Louis,  som rystede på hovedet.

“Jeg vil ikke have, at du tager dem i denne uge.” Han krøllede hånden sammen om posen, og noget indeni mig, fik lyst til at skrige.

“Jeg er en luder, Louis. Det er ikke et drømmejob.” Min stemme løs  kold og fremmede. “Du burde have vist, at jeg ikke var clean. Giv mig mine penge og jeg kan gå nu, eller lev med det.” Han så tøvende ud og så hjælpeløst på drengene. Harry tog initiativet til sidst og gik hen til Louis, hvor han tog posen og rakte den til mig.

“Udenfor,” sagde han stille og lod den dumpe ned i min hånd.

“Udenfor,” gentog jeg og vendte om på hælene. “Jeg går ind og tager en lur.”

♡♡♡

De opførte sig underligt overfor mig bagefter. De næste 2 dage, udvekslede vi knap nok 3 ord. Det virkede næsten som om, at de var bange for mig. De stoppede  med at snakke, så snart jeg trådte ind i rummet. Det var kun Niall, som til tider sendte mig et smil og gav min hånd et klem.

“Kan vi ikke bare droppe det?” Sagde jeg til sidst. “Jeg kan fornemme at jeg gør jer ubehageligt til mode, så lad mig dog komme tilbage til arbejdet.” De så overrasket ud over, at jeg havde brudt stilheden.

“Crystal sæt dig ned,” beordrede Louis lavt. “Der er noget, som vi gerne vil snakke med dig om.”

“Hvad nu?” Jeg sukkede og satte mig tungt i sofaen, ved siden af Niall. Jeg opførte mig som et forkælet barn, men det her var skide ubehageligt.

“Vi har et forslag til dig,” sagde Liam og smilede forsigtigt til mig. Fedt, nu var vi simpelthen forretningspartnere.

“Jeg lytter?” Min nysgerrighed tog over og jeg lænede mig en smule frem, så jeg kunne høre bedre.

“Vi skal på tour snart.” Louis tog en dyb ingång. “Og vi vil gerne have, at du skal med.” Jeg blinkede forvirret et par gange og lagde hovedet på skrå.

“Og hvad får i ud af det?”

“Ingen stoffer,” sagde Harry. “Du skal stoppe med at tage stoffer?”

“Hvad?” Udbrød jeg. “Aldrig i livet.”

“Crystal.” Louis sukkede og så på drengene. “Lad os være alene.” De brokkede sig lidt, men lod  os være.

“Hvorfor?” Spurgte jeg og lænede mig opgivende tilbage i den sorte sofa. “Hvorfor kan du  ikke bare, lade mig tage tilbage på arbejde.”

“Fordi jeg godt kan lide dig Crystal.” Louis så indtrængende på mig. De blå øjne tiggede mig om, at tage med. “Og jeg ved at der er mere bag din negative attitude. Ingen burde leve som du.”

“Hvilken del af jeg gider ikke være dit velgørenhedsprojekt, var det at du ikke fattede?” Jeg så lettere olmt på ham.

“Sådan skal du ikke se det. Jeg giver dig en mulighed for et bedre liv.” Nu begyndte han at se lidt irriteret ud. “Du er vores veninde og vi tilbyder dig, at tage dig med ud og se verden. Vi ber dig ikke om andet, end at droppe stofferne mens vi er afsted.”

“Louis.” Jeg nåede ikke engang at åbne munden helt, før han afbrød mig.

“Du tager stoffer for at holde dit arbejde ud right?” Jeg nikkede modvilligt. Men også fordi jeg var blevet afhængig. “Du ville skulle arbejde overhovedet.”

“Er du overhovedet klar over hvor smertefuldt det er, at stoppe med stoffer?” Spurgte jeg hårdt. Jeg havde prøvet. Jeg kom knap nok igennem dagen. Det var forfærdeligt smertefuldt og ulideligt.

“Louis. Jeg kan ikke. Det ville ikke nytte noget. Jeg ville stadig skulle arbejde, når vi kom hjem. Det er håbløst, desuden er der folk her, som jeg ikke kan efterlade.” Jeg tænkte på Jake. Hvad hvis jeg kom tilbage og fandt ud af, at min far havde slået ham ihjel. Jeg var så sur på myndighederne, som bare så den anden vej.

“Vi finder  ud af noget.” Louis kom hen og tog mine hænder. “Please Crystal. For min skyld?”

 

Så  kom der et kapitel og et lidt længere et, fordi jeg har været så dårlig til at opdatere! Igen undskyld, men anyways.. Hvad synes i indtil videre? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...