The Time Of Our Lives - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2016
  • Opdateret: 28 apr. 2017
  • Status: Igang
Crystal har levet et utroligt hårdt liv, på trods af hendes kun 18 år. Som blot 15 blev hun smidt ud af sin alkoholiske far og måtte affinde sig med, at være stripper og luder, så hun kunne tjene penge nok til at starte en retssag, så hun kunne få sin lillebror hjem. Arbejdet slider i hende og hun kan knap nok forsøge sig selv, og da slet ikke lægge penge til side til retssagen. På en sen vinteraften finder hun sig selv i færd med, at tage sit eget liv, men så kommer en helt speciel person forbi og gør det til sin mission, at give Crystal lysten til at leve, tilbage. Det er starten på et år, som Crystal sent vil glemme.

45Likes
73Kommentarer
47435Visninger
AA

30. Epilog

8 måneder senere

“Kliche,” sagde jeg med et smil og betragtede Louis, som skar vores initialer ind i træet.
“Men vi har selv plantet træet, så det tæller ikke  som kliche.” Louis trådte væk fra træet og betragtede hans mesterværk. 
“Det kan du vel have ret i,” mumlede jeg tænksomt og lagde  armene om ham bagfra. ”Narh, det stadig en kliche.” Han lo og vendte sig om i min favn, så han kunne lægge sine hænder på mine hofter. Han  kyssede min næsetip og jeg betragtede Liam, og Niall ud af øjenkrogen. Noget raslede inde mellem træerne og Harry kom til syne, med en lille dreng i hånden.
“Det er et barn.” Niall måbede. “Harry, hvad fanden laver du med et barn?”
“Har du stjålet et barn?” Louis så mistroisk på Harry og jeg måtte kæmpe for ikke, at grine. Harry så fornærmet på os og fnøs.
“Det er Melissas søn,” mumlede han. Melissa var pigen, som Harry havde forelsket sig i. Hun havde tilgivet ham, på trods af hans sidespring. Liams mobil begyndte at ringe og han smilede undskyldende, og trak sig lidt væk. 
“Hvornår må vi så møde hende?” Spurgte jeg drillende og Harry rullede øjne. Den lille dreng, havde sluppet Harry hånd og legede rundt. 
“Jeg  vil ikke have, at tumperne skræmmer hende væk.” Han purrede op i Nialls
 hår, hvorefter Niall skubbede ham væk med et grin.
“Ja tak.” Liam lagde sin mobil ned i lommen og smilede forsigtigt til mig. “Det var politiet. De har fundet mændene fra Ukraine.” Jeg smilede lettet og Louis gav mit hånd et klem. Jeg havde jo for fanden fortalt ham om, hvad der skete og vi havde straks meldt det til politiet.
“Skal vi komme afsted?” Spurgte Harry og kaldte hurtigt på drengen. “Jeg skal aflevere ham her hos Melissa, om en halv time.” Harry tog tilløb og hoppede op på Pauls ryg og begyndte nærmest at kravle rundt på ham..
“Bliv deres bodyguard, sagde de. Det bliver nemt, sagde de,” råbte han højt og opgivende. Jeg fnes bare og kyssede Louis på kinden. Livet var godt. Vi var okay.. Også selvom tanken om Jake, stadig hjemsøgte mig og det faktum at min far stadig derude, gjorde det ikke bedre. Men jeg havde Louis. Det var det eneste, der betød noget.
Jeg kunne ikke begribe, at jeg faktisk næsten var gået fra det hele.
 
*7½ måneder forinden*

Det var hårdt.. At træde ind på kirkegården. Hvert skridt blev sværere, at tage og jeg gispede efter vejret, da jeg endelig noget frem. Jakes gravsten havde orginalt ikke været noget særligt, da min far var nærig, men Louis fik en smuk en lavet allerede dagen efter jeg bad om hans tilgivelse. Det var 3 uger siden. I de 3 uger, havde jeg skiftet mening og givet op omkring en million gange. Utroligt nok, var Louis og de andre blevet ved min side. Fodtrin kunne høres svagt bag mig og jeg vendte mig roligt. 
“Jeg tænkte nok, at jeg kunne finde dig her,”  sagde han blidt. Solnedgangen afspejlede sig i hans ansigt og jeg fik bare lyst til, at kærtegne hans kind. Noget stoppede mig bare. Det føles forkert, at være lykkelig, når alle var ulykkelige. Jake var død. Alex kæmpede for sit levebrød og på  trods af Louis’ protester, var han ikke ovre sin mors død.
I lang tid kiggede vi bare på hinanden. Ingen af os bevægede os det mindste, vi blinkede knap nok.
“Du kan ikke fikse mig,” sagde jeg omsider. Min ånde dannede en hvid sky i nattemørket og jeg vendte blikket mod min brors gravsten. Han havde ikke fortjent det her.
“Det ved jeg godt,” sagde han fattet. “Men jeg kan godt lide dig, som du er. Med krøllede kanter og det hele.”

*Nutid*

Jeg smilede ved mindet. Mit liv var  på ingen måder perfekt, men det var mit liv. Og jeg havde planer om, at leve det til fulde. Ikke kun for mig, men for min bror.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...