Kom, du ska' da med op i baren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 nov. 2016
  • Opdateret: 11 nov. 2016
  • Status: Igang
Novelle om skam og alkoholkulturen.
Bidrag til skam konkurrencen

16Likes
16Kommentarer
700Visninger
AA

1. Kom, du skal da med op i baren

Bassen pumper så hårdt at hele min krop ryster. Det er mørkt. Folk slanger sig op og ned af hinanden eller tumler forvirrede rundt. Falder over deres egne ben og hinandens, som klovne i et cirkus. At danse kalder de det og føler sig som konger.  

De virker så sorgløse. Så glade. Så perfekte. Jeg er ikke en af dem. Jeg tænker for meget. Jeg prøver at efterligne dem, men mine ben er som kogt spaghetti og mine armbevægelser er akavede.  

”Må du egentligt godt drikke for dine forældre?” spørger Katrine, selvom vi er for gamle til at skulle have lov til den slags.

”Ja, de er da ligeglade!” smiler jeg. Jeg kan se i hendes blik, at mit smil ikke er overbevisende. Eller måske er det effekten af hendes Strawberry Daiquiri, jeg kan fornemme bag de falske øjenvipper og nærmest manisk strålende øjne?

Jeg tager en slurk af min cola, og håber på, at hun tror, der er rom i.

”Hey, hvorfor har vi aldrig set dig fuld? Du skal sgu da være fuld i aften!” Halvråber Joakim for at overdøve den syntetiske musik.

”Vi vil se dig fuld!”

”Kom, du ska’ da med op i baren!”

Pludselig er alles øjne rettet imod mig. Jeg kan mærke mine hænder blive klamme. Godt det er så mørkt, at de ikke kan se, hvor røde mine kinder pludselig er blevet.

”Hvis ikke du har lyst, er det altså okay…” råber en ind i mit øre.

Den sidste kommentar mig irriterer mig nærmest mere end de andre, selvom jeg godt ved, det ikke var intention. Det er bare det, at den manifesterede, hvor anderledes jeg er. Hvordan jeg ikke passer ind. Ikke hører til.

Jeg prøver at grine, men det bliver kun til et hult fnys.

”Jeg har altså drukket før, det har bare ikke lige været sammen med jer…”

Jeg prøver at lyde selvsikker. De er for fulde til at opdage, at jeg står og krummer tæerne i mine stiletter.  

Ude på toilettet kigger jeg hurtigt på min mobil. 10 minutter i 12. Der er vist længe til jeg kan smutte hjem, uden det virker underligt. Jeg tager en dyb indånding og kigger på min spejlbillede. Jeg virker alt for usikker, tænker jeg, imens jeg febrilsk blinker en tårer væk fra øjenkrogen.

Døren går op med et brag og Marie og Julie kommer halvt slæbende, halvt bærende på Nanna.

”Hun fik taget sine 18 shots.” griner Marie, imens Julie skubber døren op til en af toiletbåsene.

”Gider du ikke lige kigge efter hende, vi har lovet Joakim og Mikkel en omgang beerbong”

Jeg nikker selvom, det egentligt er det sidste jeg har lyst til lige nu.  

 

Jeg kiggede ud af vinduet. Den trøstesløse regn silede ned af ruden. Alt var gråt og trist. Vinteren føltes uendelig lang. Som nægtede den at slippe sit klamme greb om min verden. Jeg burde koncentrere mig om fysiklærerens monotone mumlen om kinetisk energi og accelerationskonstanter, men jeg kunne ikke. Ikke nu hvor jeg vidste det.

Klumpen i min hals voksede. Hvorfor lige mig? Hvorfor var jeg den eneste, der ikke var inviteret? Den eneste de ikke ville have med? Jeg kunne mærke maven krumme sig sammen. Hvorfor var dette ikke første gang? Jeg kunne mærke mine øjenlåg blive varme. De skulle alle sammen med. Endda nogen af drengene også. Alle på nær mig. Altid på nær mig.

Jeg tegnede nogle kruseduller i kladdehæftet for at lede tankerne et andet sted hen, men det lykkedes ikke. Jeg ville ikke spørge, om jeg også måtte komme. Hvis ikke de ville have mig med, så ville jeg heller ikke være der. Min selvrespekt var det sidste, jeg havde tilbage, og den måtte jeg værne om. Jeg havde endda hjulpet Katrine med lektierne så sent som i går. Jeg bed tænderne sammen. Hvorfor udnyttede hun mig på den måde. Var det virkeligt det eneste, jeg duede til. Hun kunne da i det mindste have spurgt, men efter byturen på studieturen, gav det jo sig selv, at de hellere ville være fri for mig. Jeg var jo kedelig. En klods om benet.

Jeg skulle nok bare have været med til drukspillene eller ølstafetten før vi tog fra vandrehjemmet, men på den anden side stolede jeg slet ikke nok på, at de ikke ville efterlade mig på en eller anden klub for fuld til, at jeg selv kunne finde hjem. Eller gøre et eller andet for at få mig til at slå mig løs. Sådan som de mente jeg burde gøre noget mere.

Forgæves prøvede jeg at trække vejret helt ned i maven. Prøvede at sende tankerne på langfart. Prøvede at gemme mig bag en maske af ligegyldig distance. Prøvede at bilde mig selv ind, at jeg havde vigtigere ting at foretage mig, selvom jeg godt inderst inde godt vidste, at jeg ville komme til at sidde alene på mit værelse hele aftenen og tænkte på dem. Tænke på hvordan de grinede og pjattede. Tænkte på hvordan de snakkede og hyggede sig. Tænke på hvordan jeg sad der helt alene og havde bildt min mor ind at fødselsdagen var blevet aflyst. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...