Croyable

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2016
  • Opdateret: 21 dec. 2016
  • Status: Færdig
Vinder af Julekalenderkonkurrencen // 8 days of Christmas.

De har aldrig snakket sammen før. Hun har set ham utallige gange. Han har kun set hende få gange. Han er alt det, hun ikke er. Alligevel er de så passioneret omkring én ting. Bøger. De mødes i hjertet af deres passion. På en bogcafé ved navn, Croyable.

// Bogcafé inspireret af Bookcafé McNally Jackson i New York.

1Likes
2Kommentarer
509Visninger
AA

8. 8 | 15. december

15. december

 

   Jeg er i gang med at læse Shakespeare søndag eftermiddag, da det ringer på døren. Jeg har brugt hele min dag på at tænke på Joseph. 

   Han inviterede mig hjem til ham i går, og jeg kommer aldrig til at glemme det. Hans værelse. Hans flotte værelse. Det duftede af hans skønne parfume og nyvasket tøj på en hel speciel måde. Væggene var malet mørkebrune, men alligevel var hans værelse lysere end mit på grund af de store vinduer, der sendte solstråler ind på værelset uden, at det blændede for meget.

   Der var billeder overalt på væggene. De fleste af dem var plader med kendte musikere eller bands, som the Beatles, The Fray eller Vance Joy. Nogle var indrammet, nogle var ikke. Der var ikke nogle billeder af hans venner, men en masse af hans familie. Det er som om, hans venner ikke betyder noget for ham, selvom han er sammen med dem hver dag. 

   Mit ønske er, at jeg bliver en del af den væg. Bare en lille del. Bare et lille billede af mig der smiler, som hænger tæt ved hans seng. Det vil være mit største ønske fra nu af. 

 

   Hans familie virkede virkelig søde. De sad inde i stuen det meste af tiden, men på et tidspunkt satte de sig ind til os og snakkede med os. Det var virkelig hyggeligt. Imens hørte vi gammelt musik fra dengang, de var unge. Det ville mine forældre aldrig gøre, men jeg syntes, det var virkelig cool af dem. Det var som om, vi næsten var venner med dem. 

   Jeg var der kun i en halv time, før mine forældre ringede efter mig og spurgte, hvor jeg blev af. Jeg havde jo egentlig kun kort sagt til dem, at vi lige hurtigt gik en tur i byen, så jeg kunne egentlig godt forstå, hvorfor de var lidt bekymrede. Det var alligevel ret træls, at de skulle afbryde os. Det føltes som om, de afbrudte i noget virkelig vigtigt. Som at stoppe en god leg. 

   Et par minutter efter stod jeg i entréen med en pose bøger, som Joseph havde givet mig - deriblandt Shakespeare bogen, som jeg sidder med nu. Jeg magtede ikke at tage jakken ordentligt på, så den hang bare på mine skuldre. Der var alligevel ikke mere end ti minutters gang hjem. Joseph stod overfor mig. Han skinnede som diamanter eller havets overflade, han var en blanding af begge ting. 

   Jeg havde ikke lyst til at give slip på ham. Det virkede som om, vi ikke skulle se hinanden i evigheder, for vi stod i lang tid og sagde til hinanden: ‘Jeg vil ikke gå’, ‘jeg vil ikke have, du går’. Tiden lod til at skride langsomt af sted. Det hele gik så langsomt, og jeg ænsede ikke, at hans forældre stadig var i lejligheden. Der var så stille omkring os. 

   Han nærmede mig, krammede mig inderligt og pludselig mærkede jeg ham trække sig, men stadig have sine arme omkring mig. Jeg drejede hovedet ind i mod hans, og vores læber nærmede sig hinanden. Det var så forsigtigt, alligevel så intenst. Jeg følte, jeg var med i en film. Alligevel følte jeg ikke, at der var kamera på, eller at der var nogen stod og kiggede på. Det var bare os to. 

   Jeg mærkede hans tunge snige sig ind i min mund, forsigtigt og velovervejende. Jeg stak min tunge frem mod hans. Vi var sammen. Det var os to. 

   

Jeg drømmer mig tilbage til øjeblikket. Mit første kys. Jeg tager bogen til hjertet og knuger den til mig. Han har givet mig bogen. Ingen andre. Det er mig der skal læse den. Ingen andre. Det er mig, der skal være sammen med ham. Ingen andre.

   Jeg ænser ikke, at George pludselig står i døren og kigger på mig. Jeg smiler fint, som jeg plejer at gøre, når vi ser hinanden. 

   “Kom sæt dig,” siger jeg og klapper på sengen. Jeg gemmer bogen under dynen. Han skal ikke se, jeg læser Shakespeare, for jeg plejer at sige, at jeg ikke kan lide at læse sådan noget gammelt ulykkelig kærlighed. 

   Han smiler til mig. “Du kom slet ikke ud, da jeg ringede på,” klager han og sætter sig på min seng. 

   “Øh, undskyld, jeg var lige…” jeg stopper midt i sætningen. 

Han rynker på panden. “Hvad var du lige?”

Jeg kigger diskret rundt i rummet og finder nogle lektier på mit skrivebord i øjenkrogen. “… i gang med lektierne. De ligger derovre. Hvem lukkede dig ind?”

Han himler med øjnene. “Hvem tror du? Din far selvfølgelig.”

Jeg nikker. Det er akavet. Det plejer det aldrig at være, men i dag er det. Jeg aner ikke hvorfor. Han ved jo ligesom ikke, at jeg har kysset med Joseph. Gud, han ved ikke, at jeg har kysset med Joseph. Han tror, vi ikke har noget. Han tror bare, at vi er venner. Joseph og jeg. 

   George er stadig forelsket i mig. Forelsket. Er jeg ham utro nu?

   “Er du glad for tiden?” spørger han pludseligt efter lang tids stilhed. 

Jeg kigger op på ham. Kigger ham lige ind i øjnene. Hans blik flakker. Jeg aner ikke hvorfor. Hvad er der galt med ham i dag?

   “Øhm… ja. Eller… hvorfor?”

   “Du tøvede. Hvad går dig på?”

   “Hvad mener du dog?”

Han synker sit spyt og knytter sine hænder sammen. “Jeg mener: er du glad? Er du glad her for tiden? Du virker så… indelukket. Jeg vil bare vide, hvad det er, der går dig sådan på. Vi er ligesom… bedste… ven… ner.”

Da han siger ‘venner’, synker han igen. Jeg kigger ned på mine hænder, som ligger anspændt på dynen. Hvad skal jeg sige? Jeg er jo umådelig glad. Det er umuligt at være så glad, som jeg er nu. Men hvordan skal jeg forklare det?

   Jeg kan jo ligesom ikke bare sige: ‘Jeg har lige fået mit første kys af den person, som jeg har beundret i så lang tid, at mit hjerte har gjort ondt.’ Det kan jeg jo ikke sige, når han er så forgabt i mig. Det er så tydeligt. 

   “Ja, jeg er glad nok.”

   “Nok?”

   “Ja. Nok. Jeg kan sagtens være mere glad. Men det er nok for mig lige nu. Jeg behøver ikke mere.”

   “Ikke mere lykke? Ikke mere glæde i dit liv? Er ‘nok’ virkelig ‘nok’?” hans øjne er blanke. 

   Jeg rykker tættere på ham. “Er der noget galt, George?”

   Han tager hånden for hans ansigt. “Jeg er ikke ligesom dig. Du har ‘nok’, siger du jo. Du har alt det, du behøver. Du har alt. Hvad har jeg? Jeg har ikke nok. Jeg har ikke noget.”

Min arm lægges om ham, men han skubber til den. Han afviser mig, og jeg rynker brynene. “George, hvad er der galt?”

   “Kan du ikke se det, Armenia?” han rejser sig fra sengen og går ud af døren. Han skrider. Han efterlader mig med et tab. Han har ikke noget. Han har ikke alt det, som jeg har. Han har ikke en støttende familie, glæde eller gode karakterer. Han føler sig ubrugelig. Hvorfor har jeg ikke set det før nu? Han misunder mig så meget for alt det, som jeg har. 

   Jeg følger efter ham ud i gangen, men han når lige at smække døren i, før jeg når at tage fat i hans arm. Det er for sent. Jeg har mistet min eneste rigtige ven. Jeg har mistet alt. 

   Jeg har været blind. Jeg har kun set Joseph og aldrig George. Og George vidste det. Han har hele tiden vidst, at jeg har været forelsket i Joseph. George har aldrig været forelsket i mig. Han vil bare gerne have min opmærksomhed, fordi han har vidst, at jeg har været forelsket. Han har været bange for at miste mig. Nu har han mistet mig. Han er alene. Jeg er alene. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...