Croyable

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2016
  • Opdateret: 21 dec. 2016
  • Status: Færdig
Vinder af Julekalenderkonkurrencen // 8 days of Christmas.

De har aldrig snakket sammen før. Hun har set ham utallige gange. Han har kun set hende få gange. Han er alt det, hun ikke er. Alligevel er de så passioneret omkring én ting. Bøger. De mødes i hjertet af deres passion. På en bogcafé ved navn, Croyable.

// Bogcafé inspireret af Bookcafé McNally Jackson i New York.

1Likes
2Kommentarer
545Visninger
AA

7. 7 | 13. december

13. december

 

   Jeg trækker en gylden tot ud af min lave knold. Snor den rundt om finger af generthed. Kigger på den gyldne tot. Jeg har aldrig brudt mig om min hårfarve. Den har altid været så speciel, så unik, men unik på den måde, at jeg prøver at skjule den i lave knolde og store halstørklæder. Man kan ikke bedømme, hvilken farve den er. Den er ikke rød, den er ikke brun, heller ikke blond, heller ikke helt gylden. Den er vel en blanding. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke bare kan have en normal hårfarve. En mørkebrun, en blond eller rød. Hvorfor skal jeg have en blanding?

   Selvom jeg næsten hader den, har jeg ikke lyst til at ødelægge den med hårfarve, for den er alligevel en del af mig. En ting som er bestemt for netop mig. Der er en grund til, at jeg skal have den. Det er der altid. Der altid en grund til, hvorfor vi netop er endt her. Der er en grund til de fleste ting. 

   For eksempel hvorfor Joseph netop sidder her. Han sidder og griner med min familie, og jeg smiler bare, for han farver den ellers normale kernefamilie med far, mor og børn med penge, der skal tjenes og skænderier, der skal tages. Han gør familien lidt lysere, lidt mere farverig med sit ufatteligt dejlige smil og lytteevne. 

   “Så, jeg har hørt, du læser,” min far tager en bid af sit franskbrød. “Er det rigtigt?”

   Joseph nikker. “Det er helt korrekt.”

   Min mors bryn ryger op i panden med det samme af beundring. “Hvad læser du så?”

   Joseph trækker lidt på det og smører noget marmelade på sit brød. “Det er meget forskelligt. En blanding af historie, kærlighed og lyrik.”

   “Lyrik?” spørger min far overrasket. “Som i digte?”

   Joseph nikker og smiler.

   “Det er der godt nok ikke mange drenge, der gør,” konstaterer min far.

   Alma sidder og beundrer ham totalt. Hendes store øjne blinker ivrigt efter at få ham til at kigge på hende. Hendes lange øjenvipper når hendes kraftige øjenbryn. Hun er smuk. Det siger alle. Hun har altid været den, som alle har elsket. Hun har altid været den, som alle har sagt: “Hvor er hun smuk!”

   Jeg har måttet kæmpe for at kunne nå folks beundring. Jeg har altid været den stille, generte og beskedne af os to. Jeg har altid været den, som har ryddet i de problemer, hun har rodet sig ud i, men jeg har aldrig været den, som har fået den største beundring. Men det er okay for mig, for jeg vil bare rødme, hvis jeg får så mange komplimenter, som hun gør. 

   Joseph kigger på Alma. Han smiler. “Du hedder Alma ikke?”

   Hun nikker ivrigt. Møgunge. “Ja, det gør jeg! Hvordan vidste du det?”

   Han trækker på skuldrene. “Jeg tror, jeg har hjulpet dig i Grundskolen med matematik på et tidspunkt.”

   “Åh, jeg erindrer!” 

   Jeg himler med øjnene. Nu prøver Alma rigtig at være lyrisk, men det bliver bare så kejtet og ivrigt. Alligevel rødmer hun ikke på nogen måde, som jeg havde gjort, hvis det var mig. 

   “Gør du?”

   Hun nikker. ‘Ja, ja, ja! Tag mig, Joseph. Jeg vil være din,’ siger hendes blik. Jeg smiler bare nervøst og spiser resten af morgenmaden. Imens snakker de som et vandfald, og jeg er ikke sikker på, hvad det er, de snakker om. Sandsynligvis om Alma og alle hendes erindringer.

   Jeg får små diskrete blikke fra Joseph. Han smiler kort, men vender så tilbage for at lytte til Almas ivrige forsøg på at charmere sig ind på ham. 

   Jeg smiler og bærer min tallerken ud i vaskemaskinen. Joseph kigger på mig, imens jeg går ind på værelset. Jeg kan høre dem snakke om Josephs karakterer. Som om det er det eneste, de tænker på. Jeg himler med øjnene og tager noget tøj på. En stor sweatshirt havner på min krop, og et par cowboy bliver strammet ind med et brunt bælte. Jeg aner ikke, hvad jeg ellers skal have på, så det bliver ikke noget specielt. 

   Jeg laver en ny knold, tager nogle totter ud, så den ikke bliver for opstillet og mærkelig. Der bliver stille i køkkenet, og så høres knivene skære på tallerknerne og nogle ting, der bliver tabt på gulvet. Alma. 

   “Gå du bare, Joseph. Så ordner vi resten,” bliver der sagt og et par sekunder efter, står han i døråbningen og kigger på mig. 

   Han ligger sig i min seng med en af mine bøger i hånden. “To Kill a Mockingbird…” mumler han. “Så klassisk som det kan være.”

   Jeg smiler i spejlet. Jeg kigger på ham i spejlet. Han skimmer hurtigt siderne. “Det er min yndlings bog. To Kill a Mockingbird.”

   Han kigger op. “Er det?”

   Jeg nikker. “Ja.”

   “Jeg troede ikke, du var til klassikere,” siger han. 

   “Hvad troede du så?”

   “Jeg ved det ikke. Du virker bare ikke som sådan en, som læser den slags.”

   Jeg lægger hovedet på skrå. “Måske ikke. Den er bare bedre end andre. Den er fantastisk.”

   Tja...

   “Hvad mener du? Synes du da ikke, den er god?”

   “Jojo...”

   Han sukker. Han læser videre, og jeg står ved spejlet og ved ikke rigtigt, hvor jeg skal gøre af mig selv. Der er stilhed. Langvarig stilhed.

   “Skal vi ikke lave et eller andet?” lyder det så fra ham. 

   Jeg vender mig om mod ham. “Hvad for eksempel?”

   “Hvorfor er du så sur?” han rejser sig. Han bliver pludselig et hoved højere end jeg. “Kom nu, vi skal udenfor!” han tager mig i hænderne og hiver mig ud i gangen. 

   Han rækker mig jakke og sko, og vi trasker ned af trapperne kort tid efter. Jeg aner ikke, hvad han vil, men jeg går bare med, for jeg har ikke lyst til at sidde indenfor og surmule hele dagen. 

   “Hvad er det, vi skal?” spørger jeg, da vi smutter ud af døren og ud i kulden. 

   Det er snart december. Det tyder ikke på sne endnu, for det er slet ikke så koldt, som det plejer at være i december. Det er også ligemeget. Jeg er ikke så vild med sne alligevel. 

   “Det får du af at se!” han tager mig i hånden, og blodet strømmer igennem blodårerne. Jeg kan ikke lade være med at være lidt vild med ham, selvom han kan være så pisse irriterende karismatisk. 

   “Ej, fortæl mig det!” siger jeg ivrigt.

   Jeg lød næsten som Alma dér. 

   Vi går forbi Kongens Nytorv videre ned af strøget, hvor mennesker vrimler efter julegaver. Vi er kun i slut af november, men alligevel er folk allerede julestressede. Vi går ned af en af sidegaderne og ender ved en crêpesbod. Der dufter af nutella og varme pandekager, og vi smiler internt til hinanden. 

   “Skal vi?”

   Jeg smiler og nikker. “Selvfølgelig, jeg elsker crêpes.”

   Han bestiller en crêpe med sukker og smeltet chokolade, og han formår igen at charmere sig ind på en. Damen bag disken nikker og smiler og står og snakker om efterårsvejret med Joseph. Jeg står tavst ved siden af ham, mens jeg ser hende lave perfektlavede pandekager på panden.

   “Det dufter skønt!” siger Joseph ivrigt. 

   Jeg nikker. Vi får den varme pandekage i hånden, og vi sætter os på en bænk ved Storkespringvandet. Den smager himmelsk. 

   Joseph smiler af glæde, og jeg smiler igen. Vi hører vandet plaske bag os, menneskerne slentre forbi os i hastige skridt, ledende efter julegaver, som først bliver givet om en måned. Gad vide hvor Joseph og jeg er på dét tidspunkt. Om vi ikke på nogen måde omgives hinanden, eller om vi sidder og udveksler gaver dagen efter juleaften. Jeg aner det ikke, men jeg håber på det sidste. 

   Det er allerede ved at blive mørkt, selvom klokken ikke er mere end halv fire. Vi spiser pandekagen færdig og sidder og nyder menneskerne omkring os. At vi kan sidde her og betragte stressede mennesker, mens vi begge er salige. 

   “Skal vi ikke gå hjem til mig? Det er ved at blive mørkt.”

Jeg nikker. “Lad os gøre det. Så kan jeg også se dit værelse.”

   “Jaja, det betyder ikke så meget, at du ser det. Jeg vil bare gerne se dig i det.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...