Croyable

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2016
  • Opdateret: 21 dec. 2016
  • Status: Færdig
Vinder af Julekalenderkonkurrencen // 8 days of Christmas.

De har aldrig snakket sammen før. Hun har set ham utallige gange. Han har kun set hende få gange. Han er alt det, hun ikke er. Alligevel er de så passioneret omkring én ting. Bøger. De mødes i hjertet af deres passion. På en bogcafé ved navn, Croyable.

// Bogcafé inspireret af Bookcafé McNally Jackson i New York.

1Likes
2Kommentarer
543Visninger
AA

6. 6 | 11. december

 

  11. december

 

 

 

   Klokken kvart over 12 står vi op. Det skyldes mest fordi, at min mor kommer ind af døren med støvsugeren bag sig uvidende om, at der faktisk har været en dreng hjemme og sove. I min seng. I starten tror hun, det er George, for hun kan kun se hans hår bagfra. Dog er Georges hår lysere end Josephs, så jeg forstår egentlig ikke, hvorfor hun tror det. 

   Da jeg hører hende trække i håndtaget, skilles jeg med Josephs stærke, sovende arme og løfter hurtigt hovedet. Jeg har aldrig sovet sammen med en dreng før, udover George som altid ligger på en madras på gulvet. Selvom han nu mange gange har spurgt, om vi ikke bare kunne ligge i sengen. Han mener, at vi sagtens kan sove i en trekvartmandsseng. Som om.

   “Army? George? I burde altså komme op nu! Klokken er kvart over…”

   Hendes ansigt skifter fra smilende til bekymret. Jeg åbner munden i ren forskrækkelse, men alligevel: hvad havde jeg forestillet mig? At de bare ville holde sig fra mit værelse hele dagen?

   “Hvem er det?” spørger hun højt. 

   Joseph vågner heldigvis ikke, ellers ville det have været ufatteligt akavet.

   “Æh… det er…” jeg tøver. Jeg vil ikke vække ham ved at sige hans navn. “J…”

   Jeg kigger ned på ham. Hans trutmund er alt for bedårende at se på, hans krøllede hår er over det hele og nogle gange spænder han lidt i sin kæbe, så mange kan ane hans markerede kæbelinje. Han er så smuk. 

   “J…?” min mor kigger afventende på mig. 

   “Jo…” tilføjer jeg. “seph…”

   Hun rynker brynene. “Joseph? Hvad er det, du siger?”

   Jeg tysser på hende, men hun virker fuldstændig ligeglad. I baggrunden kan jeg ane min lillesøster stå og glo. Jeg himler med øjnene og rejser mig fra sengen. Jeg passer på ikke at røre Joseph, idet jeg rejser mig og kommer kluntet ned fra sengen. 

   Jeg har kun en stor t-shirt på og et par trusser på. Hvorfor har jeg dog ikke taget mere på i går? Det er sgu da pinligt, at han har set mig med så lidt tøj på, når vi kun har kendt hinanden i to uger!

   Jeg tøffer ud af døren med min mors blik i nakken. Jeg bukker mit hoved, og jeg sætter mig ind i lænestolen i stuen, for jeg ved, at vi skal have en snak. En snak om Joseph. Om drenge. Føj. 

   Min lillesøster lister sig ind på sit værelse, som om hun er bange for at være her. Min far står ude i køkkenet og laver brunch. Han virker ikke så interesseret i, at jeg har en fyr med hjemme. Som om det er helt almindeligt. 

   “Hvor kender du ham fra?”

Jeg sukker. Det virker lidt som en domssag, så jeg himler med øjnene. 

   “Fra skolen. Han går på min årgang.”

Hun efterligner mig og himler med øjnene. “Far kender ham. Han er ikke en, du skal tilbringe din tid med ham. Han er ikke værd at tilbringe den med. Du skal have en, som går op i skolen og får gode karakterer.”

   “Er det den samme vi snakker om her? Joseph får altså rigtig gode karakterer! Han går højt op i skolen, og hvordan skulle far dog vide, hvad han får i karakterer? Der går altså over 900 elever på skolen!”

   “Joseph Jam? Er det ham?” min mor kigger alvorligt på mig.

   Jeg rynker brynene. Hvad snakker hun om?

   “Nej, mor! Joseph Balon. Han hedder Joseph Balon!”

   I samme øjeblik hører jeg trin bag mig. Jeg sidder med ryggen til døren, så jeg kan ikke se, hvem det er. Det er ikke fars raske skridt, som jeg plejer at kunne genkende, når han går med sine klik-klak-sko ude på gangen, når vi har time. Disse skridt er sløve og tunge, som om det er en person, som er virkelig udmattet. Jeg regner med det samme ud, at det sandsynligvis er Joseph.  

   Jeg vender mig om og bliver mødt af nogle trætte øjne, noget uglet hår og en stor slasket t-shirt. Joseph smiler udmattet, men samtidig kan jeg ane en smule bekymring i hans blik. Når han smiler, plejer han at smile oprigtigt. Det er det ikke denne gang. 

   “Øh… godmorgen,” gaber Joseph. “Øhm, jah…” han går han til min mor, giver hende hånden og præsenterer sig selv for hende. “Jeg er ked af, at det skal være på den her måde, vi skal møde hinanden.”

Hun smiler, men rynker brynene med det samme. Hun har helt sikkert misforstået det hele og tror, at vi er kærester nu, og at vi skal giftes og have tre børn. Nej.

   “Men… I er da ikke kærester. Er I?”

Jeg himler med øjnene. 

Jeg vidste det. 

“Nej, mor. Vi er ikke kærester,” jeg kigger spørgende op på Joseph og hentyder til, at han skal eniggøre sig. 

“Bestemt…” han ryster på hovedet af forvirring. “Nej, jeg mener… vi er ikke kærester. På… nogen måde,” han skæver ned til mig. 

   Jeg ryster på hovedet. Kigger på min mor. Hun ser usikker ud og kigger på os nogle ekstra gange, før hun så overgiver sig og vælger at tro på os. 

   Jeg smiler over hele hovedet, og jeg ved ikke hvorfor. Måske er det en blanding af, at min mor har tillid til mig og vælger at tro på det, jeg siger, og at min familie har mødt Joseph. Ikke fordi vi er kærester… eller, det ved jeg jo ikke, om vi bliver, men jeg føler mig bare så inderligt lykkelig for at kunne vise ham frem. For ikke at kunne skjule ham for dem. Fordi det er første gang, de ser ham. Dog er det ikke gået helt som planlagt. Men næsten. 

   I går var det meningen, at han skulle have gået og ikke, at han endte med at sove her, men det var så svært at give slip på ham. Vi blev ved og ved med at snakke til at klokken var 2 om natten, og hele min familie var kommet hjem. Af en eller anden grund troede de sikkert bare, at det var George, selvom han næsten aldrig er hjemme hos mig længere. Vi er altid hjemme hos ham, fordi mine forældre på et tidspunkt troede, at George var manisk. Hvilket han ikke er. De mente, at George ikke var en god dreng at være sammen med, for sådan nogle maniske mennesker kunne have så mange mærkelige anfald, som ville koste meget på venskabet. George er ikke manisk på nogen måde, men han kan godt virke lidt mærkelig og spontan nogle gange. Sådan noget med at han pludselig inviterer mig på restaurant ved midnat. Det er jo bare sjovt. 

   Joseph blev og sov, fordi klokken var blevet så mange, og at han ikke havde lyst til at tage hjem så sent på aftenen. Forståeligt, ville jeg mene. 

   Det endte så bare med, at jeg skulle i forhøring med min mor, fordi hun tror, at jeg har endelig har fået en kæreste. Hun har snakket om det i så mange år, at “når du får en kæreste, så…” 

   Hun er bare altid så kræsen angående mennesker. Der er altid et eller andet galt med nogen, og det er altid et eller andet, som gør dem uperfekt. Vi er jo ikke alle perfekte. Selvfølgelig er vi ikke det. Det er der ingen der er. 

   “Nå, jeg tror, far er færdig med morgenmad. Vil du spise med, Joseph?” smiler hun til ham.

   Han nikker, og vi sætter os ud i køkkenet for at spise morgenmad sammen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...