Croyable

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2016
  • Opdateret: 21 dec. 2016
  • Status: Færdig
Vinder af Julekalenderkonkurrencen // 8 days of Christmas.

De har aldrig snakket sammen før. Hun har set ham utallige gange. Han har kun set hende få gange. Han er alt det, hun ikke er. Alligevel er de så passioneret omkring én ting. Bøger. De mødes i hjertet af deres passion. På en bogcafé ved navn, Croyable.

// Bogcafé inspireret af Bookcafé McNally Jackson i New York.

1Likes
2Kommentarer
543Visninger
AA

5. 5 | 9. december

9. december

 

 

   Jeg vågner ved at noget ved siden af mig rykker på sig. Jeg gnider mig i øjnene for at få søvnen ud af dem. Væggen jeg vender mod er våd af min ånde. Jeg gnider det af, mine hænder bliver våde. 

   Jeg prøver at skubbe trætheden væk, og jeg vrider mig i sengen. Jeg vender mig om, så jeg kan se mit værelse stråle i rod. Jeg hader rod. Udover det ser jeg også en dreng. En smuk dreng vredet ind i en hvid dyne. Jeg ser hans mørke hår krølle på puden, jeg ser, hvordan det snor sig rundt om den med bløde bevægelser. 

   Joseph har overnattet.

 

   Hvad gør jeg? Min familie er kommet hjem, jeg kan høre dem ude i køkkenet, mens ligger Joseph i min seng, og de tror, at vi er kærester, og vi har… haft… nej, det kan jeg ikke have. Vi er ikke kærester… eller det ville ikke gøre noget, hvis vi var, men mine forældre må ikke tro, at vi lige pludselig er kærester. De skal vide, hvem han er, før vi bliver kærester. Men det gør de jo på en måde nu, hvor han er kommet hjem til mig. Og sovet hos mig. Ikke at glemme. 

   Jeg tager en lok fra hans hår og kører det rundt om min finger. Det er blødt som silke og glansfuldt, som hvis han havde taget olie i håret. Jeg nulrer det, så det bliver en smule uglet. Jeg er i tvivl, om han er vågen, men hans vejrtrækning er præcis ligeså rolig, som da han sov. 

   Jeg lukker øjnene, smiler og lægger en arm om hans mave. Den er veltrænet, selvom jeg ikke kunne forestille ham træne. Han virker bare ikke som en, som kunne interessere sig for det. Han virker som en, som kunne blive hjemme under dynen hele dagen, tegne og læse bøger, være smuk og gå op i skolen. Han virker ikke som en sportslig type. 

   Jeg ser ham for mig. Ligge i min seng. Lige nu. Jeg ser ham og jeg, alene i hele verden, vi er de eneste. Vi drejer rundt og rundt, liggende i min seng med hvidt sengetøj og bløde puder. Bløde lige som hans hår. Vi kysser, kysser, kysser. Verdens synes så utrolig uendelig, som om jeg ikke kan nå den længere. Jeg prøver at gribe ud efter den, men jeg kan ikke nå den. 

   Han står pludselig foran mig. 

   Kigger mig i øjnene. 

   Hans markerede kindben er tydelige. Jeg rører dem forsigtigt, og han blinker langsomt og forsigtigt. 

   Han står foran verden. Jeg kan ikke komme forbi ham, selvom jeg prøver. Jeg rækker min hånd frem, men det er umuligt at komme forbi ham. Han er stærk og griber hurtigt mit svage håndled. Han trækker mig ind til sig, kysser mig og gåsehuden sitrer i på min krop. Jeg lægger først den ene arm om ham, så den anden, og til sidst ender jeg med at nusse ham i håret. Det føles så uendeligt fantastisk. 

   Jeg prøver at dreje rundt for at komme forbi ham, men han bliver stående, så det er umuligt. Jeg kan se hele verden dreje rundt bag ham, men jeg kan ikke nå den. Den er så langt væk og alligevel alt for tæt på. 

   Jeg trækker mig fra ham, og jeg føres ud af drømmen.

   Det er som om, jeg kan mærke hans blik bore sig igennem min hud. Men det er en rar følelse, for det er ikke bare en mærkelig nørd fra klassen, som jeg på en måde har lyst til at snakke med, nej, det er den smukkeste dreng på jorden, der kigger på mig. Jeg mærker hans åndedræt. Han ligger tættere end tæt på mig. 

   Jeg smiler, åbner øjnene og opdager, at vi ligger tættere, end jeg troede. Vi er få millimeter for at røre hinandens næser, og jeg tror aldrig, at jeg har været så tæt på en dreng før udover George, som selvfølgelig ikke er noget som helst i forhold til Joseph. Eller jo. Han er da noget i forhold til ham, men ikke på samme måde. Ikke på den måde som at jeg får gåsehud, hver gang jeg ser ham, eller jeg mærker maven slå kolbøtter, når han rører mig. Slet ikke. Han er sådan en jeg bare kan slappe af med og ikke tænke på, hvordan mit hår sidder eller hvad for noget tøj, jeg har på. Ham kan jeg bare sige alt til uden, at han tænker, at jeg er skør eller har en mærkelig tankegang. Selvom jeg ikke har kendt George i specielt lang tid, så føler jeg, at vi er søskende. En bror jeg aldrig fik. Kliché.

   Joseph er en, jeg ikke kender. Jeg har stadig en masse ting, han ikke ved noget om. En masse holdninger. En masse hemmeligheder. Alligevel føles det som om, han kender mig så godt, som han overhovedet kan gøre. 

   “Godmorgen,” hvisker han med en hæs stemme. 

   “Morgen,” smiler jeg. 

   “Skal vi have morgenmad? Jeg synes, jeg hørte, at din familie spiste.”

Jeg nikker. “Ikke endnu.”

Jeg putter mig ind til ham, og han krammer mig. Her kan vi ligge hele dagen, hvis jeg skulle bestemme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...