Croyable

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2016
  • Opdateret: 21 dec. 2016
  • Status: Færdig
Vinder af Julekalenderkonkurrencen // 8 days of Christmas.

De har aldrig snakket sammen før. Hun har set ham utallige gange. Han har kun set hende få gange. Han er alt det, hun ikke er. Alligevel er de så passioneret omkring én ting. Bøger. De mødes i hjertet af deres passion. På en bogcafé ved navn, Croyable.

// Bogcafé inspireret af Bookcafé McNally Jackson i New York.

1Likes
2Kommentarer
519Visninger
AA

4. 4 | 7. december

7. december

 

 

 

   Mit værelse er farvet grønt, som hans øjne der lyser i mørket. Mine bøger er farvet gule af hans bogsmag. Mine smagsløg er stærkere efter at smage, alt det han smager af. Min lugtesans er blevet kraftigere efter at lugte efter, hvor han er. Mit syn er blevet blindt af hans smukhed. 

 

   Fredag aften gemmer jeg mig under dynen, som jeg plejer at gøre om fredagen. Det har været en hård uge med afleveringer i stakke, og det er faktisk første gang i hele min gymnasietid, at jeg har været bagud med mine afleveringer. På en måde er det stressende og på den anden side, så elsker jeg at lave lektier. Det har altid været lidt en hobby at gøre. En af grundene kan jo være, at jeg er inspektørens datter. Min far har altid været stolt af mig - ikke for at prale, men det har han. Alma har altid været den rebelske af os to. Jeg har altid været den, som fik hende ud af de problemer, hun selv havde skabt. Det var altid mig, der rodede op på hendes værelse, og det var altid mig, der lavede hendes lektier. Det gør jeg sådan set stadig, men nu er hun næsten aldrig hjemme, fordi hun er meget sammen med sine venner. Det er min far nu ikke så meget for, men hun vil altid være en rebel - det præcis modsatte af mig. 

   Jeg tager min bog frem og begynder at læse i den. På reolen står ‘Alene i Athen’, som jeg blev færdig med i onsdags. Udelukkende fordi Joseph syntes, at den var fantastisk. Ellers ville jeg nok ikke have læst den. 

   Men den er fantastisk. Den var en ren fornøjelse at læse - selvom jeg nu stadig ikke er meget for oldtidskundskab. 

   Nu er jeg i gang med en bog, som Joseph har anbefalet mig. Han gav mig den i hånden i går og sagde, det var vigtigt, jeg læste den. Så i dag er jeg nået halvvejs, præcis som jeg før gjorde. Jeg kunne læse en tyk bog på en eftermiddag, hvis den virkelig var spændende. 

   Jeg er på toppen igen.

   Bogen handler om en dreng, som ikke får nok opmærksomhed fra sine forældre. Han sidder hver dag på sit værelse og græder, men ingen opmærksomhed giver forældrene. En dag møder han den sødeste pige på jorden, som giver ham al den opmærksomhed, som han nogensinde vil behøve.

   Jeg tænker lidt på Joseph. Mon han tænker på mig? Lige pludselig kom han bare i mandags efter en uge med fravær. Onsdag havde jeg valgfag og efter sad jeg og ventede på en taxi ved skolen. Hans venner hænger tit ud ved skolen, og det gjorde de så også i onsdags. De fortalte mig, at Joseph slet ikke havde været sammen med dem i mere end to uger. De var bekymrede, og de havde naturligvis set, at han havde hængt ud med mig istedet. Jeg smilte bare og opdagede min taxa holde på parkeringspladsen. 

   Det ringer på døren. Det er ikke min mor - hun skulle have aftenvagt i dag, og hun er først lige kørt for en time siden. Desuden ville hun have skrevet til mig, hvis hun var på vej hjem. 

   Jeg tager afsked med min seng, futter ud til dørklokken og tager i telefonen. Det varer lang tid før, at den registrerer, at jeg tager i den, for vi har ikke fået dørklokken udskiftet til en nyere endnu. Den er tussegammel.

   “Hallo?” siger jeg i telefonen efter lang tid. 

   “Eh… ja, hej,” en blød varm stemme lyder i telefonen. “Det er mig. Joseph.”

   Mit hjerte banker pludselig meget hurtigere, min puls stiger, og en klump stiger til halsen. Hvorfor kommer han dog her? Hvordan ved han, at jeg bor her? Har jeg nogensinde sagt, hvor jeg bor?

   Spørgsmålene vrimler ind i mit hoved, og uden jeg lægger mærke til det, har jeg lagt på, og der lyder fodtrin på trappen. Hvad skal jeg gøre? Hvad skal jeg sige? Jeg kigger kort ned af mig selv og opdager, at jeg står i joggingbukser og en stor sweatshirt fra min fars klædeskab. Jeg ser jo forfærdelig ud! I spejlet på væggen i entréen, står der en mørkhåret pige med uglet hår, ingen makeup og røde kinder. Jeg kan da ikke se sådan her ud foran ham! Jeg plejer ikke at bære makeup til hverdag, men lige nu kunne jeg godt finde på at tage det på.

   Han står i min entré. Hans sorte, lange jakke har små snefnug på skuldrene, og hans hår er næsten dækket af sne. 

   “Kom, lad mig tage din jakke,” siger jeg.

   Min far har altid sagt, at det første man gør, når man byder folk ind, er at tage deres jakker. Det viser en form for god velkomst, så jeg har altid taget jakker og hængt på knager, uanset hvem der kom. Selvfølgelig ikke pizzamanden, men folk har brug for velkomst, når de kommer udefra. Dog virker det lidt mærkeligt med Joseph. 

   “Tak,” næsten hvisker han. “Du ser godt ud.”

  Det var ikke ironisk. 

   “Øhm... tak. Øh... i ligemåde.”

   Jeg fører ham ind på mit værelse, som roder så afsindigt meget, så jeg reder hurtigt min seng og stiller nogle ting på plads, som har stået på mit skrivebord. 

   Han kigger beundrende rundt på mit værelse. “Dit værelse… er så meget… dig. Så kreativt.” 

   “Kreativt? Er jeg kreativ? Du kender mig da ikke engang!” det sidste fortryder jeg, men han reagerer ikke, så det er åbenbart ikke noget, han tager så tungt. 

   “Ja, du virker så… kreativ. Alt du siger, kommer helt indefra.” 

   Jeg smiler og sætter mig bare i sengen. Jeg tager min bog på plads, men inden den når reolen, griber han den hurtigt og smiler:

   “Du læser den rent faktisk!” han stryger hånden over forsiden.

    Jeg nikker. “Hvorfor skulle jeg dog ikke gøre det, når du siger, den er god?”

    Han trækker på skuldrene og ser så fantastisk smuk ud. “Det ved jeg ikke… jeg havde måske bare ikke forestillet mig, at den havde været noget for dig.”

   Jeg rynker brynene.

   “Jeg mener; du virker bare ikke til personen, der er vild med en masse klichéer samlet i en bog,” svarer han til mine rynkede bryn. 

   Han sætter sig ned i min lænestol, og jeg sætter mig i sengen. Igen lægger han benene over hinanden, så han ender med at sidde i skrædderstilling. Han ser så ufattelig smuk ud med sit mørke hår, som falder ind over hans grønne øjne. De lyser næsten rummet op, så der kommer et specielt skær.

   “Hvilken person er jeg så?” jeg kigger ham dybt ind i øjnene. Vi sidder ikke mere end halvanden meter fra hinanden, men alligevel føles det så langt væk. 

   “Siden du læser bøger med Det Gamle Grækenland, så tænkte jeg da, at du læste oldtidskundskab. Altså, ikke fordi det er kedeligt, det er faktisk ufatteligt spændende.”

   Jeg fnyser. Alt for højt. Jeg lyder lidt som en irriterende, naiv pige, som først lige har hørt om biblioteker, så jeg rødmer. 

   Selvfølgelig rødmer jeg. 

   “Det gør du ikke…?”

   Jeg ryster svagt på hovedet. “Nej… eller jo. Ikke rigtig længere.”

   “Længere?” han lægger hovedet på skrå.

   “Ja… efter jeg mødte dig.”

 

    En halv time efter sidder vi begge med en kop te i hånden i sengen. Der dufter af duftlys med vanilje og hans utrolig gode parfume, som suser ind over mig hver gang, han bevæger sig. 

   “Hvordan vidste du, hvor jeg boede?” et spørgsmål jeg har siddet inde med lige fra, da han kom ind af døren. 

   Han smiler og rører rundt i sin te med sin teske. Hans smil sidder fast i mit baghoved lidt endnu. “Jeg ved, hvor din far bor. Så må du jo også bo der,” så kigger han på mig med sit utrolig charmerende blik. “Hvor er han egentlig henne?”

   “Han har ansættelsessamtale med en ny lærer,” svarer jeg. “Det har han tit om fredagen. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan et mærkeligt tidspunkt, men det har det altid været.”

   “Hvordan er det overhovedet at have en far, som er inspektør? Er det ikke lidt specielt?”

   Jeg trækker på skulderen. “Tjo… han har altid meget travlt, men han vil aldrig arbejde hjemme. Han mener, at når han er hjemme og har fri, så er han hjemme. Til gengæld er han det ikke så tit.”

   Han tager en slurk af sin te og minder mig om, at jeg også skal gøre det. Jeg har glemt alt om den, fordi jeg sidder i min seng med en fantastisk, smuk fyr. Nu er den næsten lunken.

   “Min far er altid hjemme. Han driver et firma, som sælger gulve.”

   “Hvad med din mor?”

   “Hun er ansat på et forlag. Det er derfor, jeg læser så meget. Jeg har altid fået alle de nyeste bøger med, hvis der er trykfejl. Det har lært mig at elske bøger.”

   “Trykfejl er ikke fejl. Det er en ting, som er ligeså godt som alt andet uden fejl.”

   “Ligesom mennesker.”

   “Præcis.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...