Croyable

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2016
  • Opdateret: 21 dec. 2016
  • Status: Færdig
Vinder af Julekalenderkonkurrencen // 8 days of Christmas.

De har aldrig snakket sammen før. Hun har set ham utallige gange. Han har kun set hende få gange. Han er alt det, hun ikke er. Alligevel er de så passioneret omkring én ting. Bøger. De mødes i hjertet af deres passion. På en bogcafé ved navn, Croyable.

// Bogcafé inspireret af Bookcafé McNally Jackson i New York.

1Likes
2Kommentarer
521Visninger
AA

3. 3 | 5. december

5. december

 

 

   Jeg kan ikke lade være med at vende mig om i timen for at kigge på Joseph. Han sidder foroverbøjet og skriver i sin notesbog. Jeg gad godt vide, hvad han skriver om. Jeg selv har ikke hørt, hvad læreren snakker om, så det er svært at skrive noget ned, men det har Joseph sikkert. Han er perfekt. Han er lærerens kæledægge men på en god måde. Han går op i det, og så alligevel når det ikke helt ind til hjertet. På en god måde. 

   Jeg ligger hovedet på Georges skulder, og han ligger hovedet ovenpå mit. Jeg kan mærke hans hjerte banke, og han er helt sikkert stadig forelsket i mig. Jeg har på en måde lyst til at gøre ham glad ved at give ham noget opmærksomhed, men samtidig så tror Joseph sikkert, at hvis jeg giver ham for meget opmærksomhed, så er vi kærester. Og det er vi ikke. 

 

   Jeg laver små kruseduller på mit hæfte, jeg skriver George nogle steder, skriver ‘hader oldtidskundskab’ nogle steder. George skriver 'Army' overalt, og jeg smiler. Alligevel stikker det lidt i hjertet. Det er ikke ham, jeg vil have. 

   Jeg skæver over til Joseph igen. Nu kigger han på mig. Hans grønne øjne skinner igennem hele lokalet. Jeg smiler forsigtigt. Han smiler tilbage.

   Det føles som om, jeg lever i en film. Som om at det her er starten på et ‘relationship’. Det føles helt uvirkeligt, at Joseph endelig har fået øjnene op for mig. At han er tilbage. 

 

   I frikvarteret sidder jeg i grupperummets hjørne og læser i min nye bog. Eller ny og ny, jeg købte den for lidt over en uge siden på bogcaféen, men jeg har kun læst et par sider på grund af Joseph. Han fylder for meget, vil min far sige.

   Jeg bladrer igennem den, kører den over de mange bogstaver og ord, mærker den ru side mod min håndflade. Jeg prøver at læse, men det er umuligt. Jeg læser den samme side igen og igen uden at forstå sammenhængen i den. Jeg læser ord for ord - ikke sider for sider, som jeg plejer at gøre. Alt det på grund af mine tanker. 

   George og de andre sidder oppe i kantinen og spiser. Jeg gad ikke i dag. Der er for mange mennesker, og jeg er ikke sulten. Jeg har ikke brug for George og de andre lige nu. De snakker tit om Frankrig og revolutionen, tit om oldtidskundskab, tit om det gamle samfund. Jeg er ikke interesseret i det længere, som jeg ellers var engang. Eller nærmere for et par uger siden. 

   Ser man nu bare på den her bog: den foregår i det gamle Grækenland. Hvorfor valgte jeg den? Hvorfor var jeg så forgabt i den? Jeg kan ikke set det. Jeg vil have noget kærlighed, noget spænding. Noget der farver mit liv. Noget der gør hverdagen som noget bedre. 

  Der tikker en sms ind, og jeg griber med det samme min telefon for at se, hvem det er, der har skrevet. Inderst inde håber jeg lidt på, det er Joseph.

   ‘Kommer du ikke ned i kantinen?’

   George. 

   Jeg sukker, lægger den fra mig igen. Jeg prøver forgæves at komme igang med bogen igen, men det virker ikke. Jeg har alt for meget i hovedet.

   Der tikker en sms ind igen, og jeg skæver ned på den.

   George:

   ‘Joseph er lige kommet.’

   Joseph? Er Joseph lige kommet? Hvorfor gider han dog snakke med mine venner? Der er da ikke noget specielt? Er det på grund af mig? 

   Nej. Nej, det er da bare lokkemad. Han ved da godt, at jeg er forelsket i Joseph. Det kunne han da sagtens se i morges, da Joseph kom ind. Jeg havde sikkert set utrolig dum ud, da han kom. Jeg var så overrasket, at jeg ikke kunne lade være med at smile hele tiden. Flere gange kiggede George så mærkeligt på mig, og jeg er helt sikker på, at han ved, at jeg har noget med ham. Eller… jeg har jo ikke noget med ham. Jeg har jo bare mødt ham en enkelt gang og snakket lidt med ham. Eller hvad? Føler han det samme som jeg?

   Jeg beslutter mig for at gå ned i kantinen. Så må de tænke, hvad de vil, jeg kunne jo alligevel ikke komme i gang med bogen, så hvorfor fordrive tiden hernede?

   Ganske rigtigt. Josephs smil hænger i luften ved bordet, da jeg ankommer. Hans krøllede hår stritter op over de andres tynde, flade hår, og hans højde er ikke til at skjule; han er meget højere end dem. De griner over et eller andet, og drengene ser ud til næsten at være helt forelskede i ham. Jeg bider mig i læben. Så fandens genert

   De får øje på mig, og straks hiver George en stol frem til mig, som jeg kan sidde på. Ved siden af ham selvfølgelig. Jeg skæver over til Joseph, som sidder og snakker med Petre og Edouard. Han er smuk som solen, han gløder som gløderne på et bål og fængende som en god bog. Han er alt, hvad en pige drømmer om. 

   Fyren.

   Euforien pulserer i kroppen, da han endelig kigger på mig. Jeg smiler genert og rødmer. Så fandens genert. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg har aldrig følt sådan her, siden jeg var femten og var forelsket i den mest populære fyr på skolen. Det var ham, som alle pigerne ringede til hele tiden, det var ham som spillede fodbold, var topscorer og trænerens anden søn. Men han var også så meget andet. Han var ikke til at se igennem. Han var fyldt op af løgne og lede kommentarer og var aldrig til at regne med. Joseph er alt andet. Han er perfekt. 

   “Hej igen,” pludselig stopper samtalen mellem ham og de andre. Pludselig er det kun os to, som det var på bibliotekscaféen. Jeg er tilbage i kaffeduften og bløde tæpper. Jeg er tilbage. 

   “Hej,” næsten hvisker jeg. 

   George spørger mig om noget, jeg ikke hører. Han er sat på lydløs, mens Joseph er sat på høj volume ligesom min hjertebanken. Bank, bank, bank, bank. 

   “Armenia?” der bliver skruet op for George. Han kalder mig sjældent Armenia.

   Jeg vender tilbage til kantinen, de mange elever og lyden af stole, der skraber mod gulvet. Jeg vender tilbage af lugten af kantine-mad og hverdag hos elever på gymnasiet. Jeg er tilbage igen. 

   “Undskyld, jeg hørte dig ikke,” jeg kigger på George igen. 

   Hans øjne flakker hurtigt rundt. “Hvor var du henne?”

   Hans lyse hår falder ind over hans ansigt så sødt, at jeg stryger den tilbage igen. Jeg smiler. Jeg må hellere charmere mig ind på ham, ellers tror han jo bare, at jeg ikke gad at være sammen med ham og de andre. Selvom jeg egentlig ikke gad. 

   Vi sidder ultratæt. Så tæt at jeg næsten sidder ovenpå ham. Hvis bare det var Joseph. Han sidder helt ovre på den anden side af bordet.

   Det føles så langt væk, som han var i sidste uge. 

   Jeg peger ned mod grupperummet. “Nede og læse.”

   “Hvad læste du?” 

   Jeg kigger diskret over på Joseph. “Øh… Alene i Athen.”

   Joseph lyser op i et smil, men jeg prøver ikke at smile så meget tilbage til ham.

   “Den har jeg læst. Den er helt fantastisk!” citerer han sig selv fra bibliotekscaféen.

   “Ja, den er.”

   Jeg smiler.

   Joseph smiler. 

   Er vi på bibliotekscaféen igen? Kan jeg dufte kaffe igen?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...