Croyable

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2016
  • Opdateret: 21 dec. 2016
  • Status: Færdig
Vinder af Julekalenderkonkurrencen // 8 days of Christmas.

De har aldrig snakket sammen før. Hun har set ham utallige gange. Han har kun set hende få gange. Han er alt det, hun ikke er. Alligevel er de så passioneret omkring én ting. Bøger. De mødes i hjertet af deres passion. På en bogcafé ved navn, Croyable.

// Bogcafé inspireret af Bookcafé McNally Jackson i New York.

1Likes
2Kommentarer
508Visninger
AA

2. 2 | 3. december

3. december

 

 

   Mit blik kører hele tiden op på klokken, selvom der ikke er gået mere end to minutter siden, jeg sidst så på den. Sådan har det kørt hele ugen, og jeg ved ikke, hvorfor jeg har det sådan. Jeg kan ikke fordybe mig i timerne, som jeg normalt kan, og selvom der kun er gået fem dage uden koncentration, har mine lærere spurgt mig, om der er noget galt. Fingeren plejer at være i vejret, der plejer at stå A på mit papir, og ekstra opgaverne plejer at ligge på mit bord, når jeg kommer hjem. Alt er forsvundet på grund af Joseph. 

  Jeg har ikke set hans krøllede, mørke hår hele ugen, også selvom jeg har stået tidligere op for at kunne stå foran indgangen til skolen. Hver dag. Men jeg har ikke kunne ane ham én eneste gang. Han er næsten forsvundet. 

   Jeg har prøvet at søge på Facebook efter hans navn, men han har ikke Facebook. 

   Jeg har prøvet at spørge hans venner, om de ved, hvor han er, men de blinker bare til mig og siger, at han muligvis er syg. Han hænger ud med drengene, som skater og kysser med piger, selvom han ikke selv er en af dem. Det er som om, at han er venner med dem og så alligevel ikke. Jeg tror aldrig, jeg har set ham sammen med dem efter skole, dog ser jeg ham tit gå alene på gangene, selvom han er en af de mest populære i gruppen. Alle snakker om ham, når han ikke er der. Om at de har snakket med ham i over et kvarter i telefonen, at de har skrevet med ham og bla bla bla. Jeg tror ikke, Joseph er interesseret i dem overhovedet. Han er just en karismatisk fyr, som ikke har nogen anelse om, at han er karismatisk. Han virker afvisende, og det tænder dem åbenbart på en eller anden måde. Joseph går vist heller aldrig til fester, selvom de andre gør. Han er et forbillede.

   Basically.  

 

   Mandag morgen trasker jeg i skole efter en hård uge uden synet af Joseph. Sneen daler ned, men smelter så snart det rører jorden. Alligevel er der søl på vejene fra i nat, og mine støvler plaskes til af koldt vand.

   Jeg møder som sædvanligt tidligt for at kunne holde øje med, om han kommer i skole. Heller ikke i dag kommer han, og jeg må skuffet tøffe indenfor. 

   Høje hvin og grin lyder i forhallen, men jeg trasker udenom alle de andre. Hvis bare jeg så Joseph, ville det hele være bedre. 

   “Hey smukke,” duften af sød mandeparfume suser ind over mig, og jeg skæver til venstre for mig, hvor George kommer løbende. Jeg hader når han kalder mig ‘smukke’. 

   George har været min bedste ven, siden vi startede som 1.g’er, men i sommers kunne jeg mærke, at følelserne begyndte at pible frem fra hans smil, og at han holdte øjenkontakten lidt længere, end han plejede at gøre. Vi var sammen uafbrudt, så jeg kunne egentlig godt forstå, at han begyndte at få følelser for mig. Efter sommerferien begyndte jeg at trække George med over til to nye elever fra naturfag, Petre og Edouard, for at få ham lidt på afstand. Lige siden har vi fire hængt ud sammen, men jeg tror stadig, at George har følelser for mig, selvom vi ikke er ligeså meget sammen længere. Petre og Edouard er egentlig franskmænd, men flyttede til her, da de var ti. George er stadig ikke helt vild med, at han skal dele med dem - eller som han kalder det at dele venskabet i tre, men jeg er stædig nok til at få ham med. Jeg tror nu nok, at han fungerer med dem, for han er vild med deres franske accent. Han har da også været sammen med dem alene, men jeg får stadig opringninger om, at han gerne vil være sammen med mig alene. 

   “Hej G,” smiler jeg. 

   Han lægger en arm om mig, og modvilligt lægger jeg en arm om ham, selvom jeg helst vil være fri. Ikke fordi jeg ikke kan lide ham, vi er bare kun venner, og jeg bliver nødt til at holde lidt afstand. 

   “Jeg hører, at du er begyndt at se en fyr,” han puffer til ham. “Er det rigtigt?”

   Jeg bider mig i læben. Fandens det var hurtigt. “Hvor har du hørt det fra?”

   “Nogle af drengene fra årgangen.”

   Vi snor os ind i klasselokalet. Der er kun kommet et par elever, og timen starter egentlig først om et kvarter, men vi plejer at sidde og snakke lidt sammen inden. “Næh…” lyver jeg. Jeg bryder mig ikke om at lyve, men jeg bryder mig heller ikke om, at jeg ser en dreng, når han egentlig er forelsket i mig. 

   Jeg ser jo heller ikke en dreng. Vi har jo egentlig bare snakket sammen tilfældigt på en café. Måske er det også bare mig, der kører det hele op inde i mit hoved. Nej, jeg ser da ikke Joseph. Gør jeg?

   Han kigger på mig og giver mig et blik, som fortæller mig, om det nu virkelig er rigtigt. “Sikker?”

   “Georgy, ja.”

   “Hvem skulle det da være, hvis det skulle være nogen?”

   Jeg himler med øjnene. “Ingen. Jeg siger jo, at jeg ikke har noget men nogen.”

   I samme øjeblik træder en krølhåret fyr med brede skuldre og løst siddende tøj ind i lokalet. Det er bare løgn. Han har hovedet begravet i en bog, og hans skridt er tøvende og ubeslutsomme på grund af den dybe koncentration. Idet han løfter blikket fra bogen, er han dét sted i rummet, hvor han ikke kan undgå at se mig lige ind i øjnene. Hans grønne øjne stråler, og de kolde vinter solstråler fra vinduet skinner på ham, som var han englen sendt fra himmelen, som skal fortælle, at Maria skal føde Guds barn. 

   Ja, , oui, yes, I will, hvis du er faren.

   “Hej Armenia.”

   Jeg er stum. Jeg kan ikke fremtvinge nogen lyd. Undskyld Joseph, fordi jeg ydmyger dig nu. Jeg kan bare ikke tale, fordi du er så smuk som solen og månen til sammen. 

   Jeg prøver. “He…j. J…o-oseph.”

   Jeg hoster diskret, som nok lyder mere som et hosteanfald fra en storryger. 

   Han smiler.

   Jeg smiler.

   Er George her stadig?

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...