Croyable

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2016
  • Opdateret: 21 dec. 2016
  • Status: Færdig
Vinder af Julekalenderkonkurrencen // 8 days of Christmas.

De har aldrig snakket sammen før. Hun har set ham utallige gange. Han har kun set hende få gange. Han er alt det, hun ikke er. Alligevel er de så passioneret omkring én ting. Bøger. De mødes i hjertet af deres passion. På en bogcafé ved navn, Croyable.

// Bogcafé inspireret af Bookcafé McNally Jackson i New York.

1Likes
2Kommentarer
550Visninger
AA

1. 1 | 1. december

 

1. december

 

   Jeg er forgabt. Jeg er fuldstændig forgabt. Jeg ved godt, det er et sent tidspunkt at være forgabt på - jeg mener: det er jo ikke alle mennesker, der tager ned på en bogcafé et kvarters kørsel fra ens hjem klokken 11 om aftenen og bliver forgabt i en bog, vel? 

   Det er ikke tit, at jeg rent faktisk bliver forgabt i en bog. Når det sker, føles verden så vidunderlig uendelig, som om jeg kunne sidde her i timevis og bare undre mig over, hvorfor bogen er så speciel. 

   Jeg bestemmer for at købe den. For første gang i lang tid tager jeg mig sammen til at købe en bog, som jeg faktisk er vild med. Jeg har brugt flere måneder på at arbejde på McDonalds for at spare op til nye bøger. Det er ikke ligefrem, fordi at de røde kasketter klæder mig synderligt meget. Jeg er heller ikke så meget for, når folk kommer hjem fra byen og er på vej til udpumpning, og lige skal have en cheeseburger med på vejen. Men jeg tjener de penge, som jeg så gerne vil have fat i. For ærlig talt: jeg må sige, at forfatterne virkelig gerne vil have sine penge på deres bøger. Før i tiden havde jeg folk til at betale de mange timers læsetid, som naturligvis blev kaldt min mor. Når biblioteket ikke levede op til mine høje krav om specielle bøger, kom jeg tit her og købte dem. Nu er det så på min egen regning, og jeg bliver nødt til at tilbringe et par timer længere med en lugt af cheeseburgere og friturestegning i mit hår og råbende chefer med uhørt grimme uniformer. 

   Jeg traver op af trappen, hånd i hånd med bogen i mit liv, kommer op til overfladen og spankulerer stolt hen imod disken for at hive mine McDonalds-penge op. 

   “Velkommen til overfladen, Latte,” blinker Arizona bag disken. Jeg har kendt hende, siden jeg var lille, for hun har altid stået bag disken og hældt tykt mælk i kaffen og smilet til bog-nørder, der skulle ned i Hulen og finde bøger. Hun har altid kaldt mig Latte, fordi jeg engang altid betragtede hende, når hun stod der og lavede kaffekunst.  

   “Hm… tak,” smiler jeg bare.

   “Du var dernede længe, hva?” hun bipper bogen ind og klør sig lidt i håret. 

   Jeg nikker bare og tager imod bogen. Jeg har altid været så fandens genert. Lige siden jeg var helt lille, har jeg altid stået og bidt mig i læben og trådt mig over tæerne, hvis nogen snakkede til mig. 

   Jeg har det bedst med at være derhjemme i min egen bobbel. At sidde i mit hjørne med en skøn bog, et tæppe over kroppen og dæmpet lys. Nu lyder det som om, jeg er den i klassen, som sidder i hjørnet, men bare rolig: jeg har altså venner. De fleste kender mig som den person, som griner af de jokes, der bliver fyret af, følger med i samtalen og spiser med på caféen overfor skolen efter lektionerne. Jeg er den, der altid er med, som altid bare er der. 

   Midt i alle tankerne spotter jeg ham. Ham. Fyren. Ja, jeg mente fyren. 

   Fyren.

   Han sidder med hovedet begravet i sin bog og krøllerne dansende omkring sit hoved. Mit hjerte banker af ren eufori, pulserer og bringer blodet ud i mine blodårer. Det er ikke så meget dét, at det pumper blod ud i mine blodårer - eller det er da dejligt, at jeg fungerer, som jeg skal, men det er fyrens skyld, at mit hjerte banker. I overført betydning betyder det jo, at han får mig til at leve. Eller det lyder måske lidt kliché, men det er altså rigtigt. Forresten hader jeg klichéer. 

   Men altså: fyren. Han sidder ligesom altid med krøllerne dækkende for hans ansigt, fuldstændig bidt i hans bog og benene i skrædderstilling. Jeg kan ane hans læber, så fyldige så de næsten sidder ovenpå hans hage. Hans bukser er smurt op til lidt over anklerne, og hans sweater hænger løst ud over hans krop. 

   Hvis Gud havde lavet ham, ville han have kaldt ham sit mesterværk. Han er et rent kunstnerværk. 

   Af et rent tilfælde letter han hovedet fra sin bog, tager en slurk af sin kaffe, men så opdager han mig. Som om han kunne mærke mit blik på hans krop. Forskrækkelsen snubler ud af hans fyldige læber: 

   “Armenia?”

   Jeg står omkring 6 meter fra ham, men alligevel spotter han mig med det samme. Jeg kan ikke finde ud af, om det virkelig er mit navn, han spytter ud. Om han virkelig kender mit navn. Jeg føler, der går så lang tid, før jeg kan åbne gangen til mit stemmebånd, så jeg kan få nogle bogstaver ud af min mund. Kender han mig virkelig?

   “Joseph?” siger jeg overrasket. 

   Jeg er ikke overrasket. Jeg så ham jo. Jeg kunne jo bare have ladet være med at stirre sådan på ham. Hvad laver jeg?

   Mine fødder fryser til jorden, og jeg har det som om, jeg ikke kan føle dem længere. Jeg kan ikke bevæge dem længere. Han sidder der og venter på mig med sine utroligt flotte krøller og fyldige læber. Hans hænder så lange, spinkle og fine.

   Jeg forestiller mig hans berøringer ved bogen. Når han bladrer de tynde sider så forsigtigt, som var det af glas, når han stryger hånden over bogens overflade. Når han lægger bogen forsigtigt ned i tasken, så den ikke krøller. 

   “Kom, sæt dig her,” næsten hvisker han, men alligevel er det så højt, så jeg kan høre det tydeligt. 

   Snakker han virkelig til mig?

   Jeg løfter mine tunge fødder fra gulvet og trasker hen til stolen over for ham. 

   “Hvad laver du her? Så sent…” når jeg at tilføje. 

   Han lægger bogen nedadvendt på bordet for at kunne vende tilbage til den. Han vil snakke med mig. Det er som om, vi har kendt hinanden i længere tid end et halvt år. Eller nærmere sagt: jeg har kendt ham i et halvt år. Han går på litteraturlinjen på A, er et år ældre end jeg, men vi går på samme årgang. Han valgte vist at tage et år til udlandet og læse italiensk. Jeg ville egentlig gerne på litteraturlinjen, men siden det er så utroligt svært at komme ind på som 2.g’er, har jeg opgivet. Nu går jeg på Tekst og Lyrik linjen, som er en mere specifik linje af litteraturlinjen. De fleste elever melder sig ind på litteraturlinjen på C på første år, og derfor er der altid utroligt mange 1.g’er. Det tynder altid ud, når man kommer op i 2. og 3. år, men Joseph har været der alle år. 

   Jeg har aldrig snakket med ham. Han er en af de fyre, som ikke lægger mærke til at man står og prøver at komme i kontakt med dem. Jeg har prøvet i et halvt år nu. Ikke spor lang tid for nogen, uendeligheder for andre, og jeg hælder nok mest til den sidste. Nu har jeg nået mit mål. Han kender mit navn, han kender mig rent faktisk. Måske mest fordi jeg har stillet op til elevrådsrepræsentant, sunget The Beatles foran hele skolen og meldt mig til alle de lektioner efter skole, som han har meldt sig til, men jeg er ligeglad. Han kender mit navn. 

   “Jeg kunne spørge om det samme,” afbrydelse. 

   Hvor kom vi fra?

   “Bor du langt væk?” spørger han og sipper til sin latte. 

   Latte.

   Jeg tygger lidt på spørgsmålet, men jeg kender svaret, for jeg har fået det så utroligt mange gange her på caféen. “Hmm… et kvarter væk.”

   “Et kvarter?” jeg nikker. “Så du bor lige ved siden af skolen ell…?”

   “Ja, det gør jeg. Min far er inspektør.”

   Han kigger overrasket på mig. Hans grønne øjne lyser ud af hans ansigt, hans lange øjenvipper er sorte som kul også selvom, han overhovedet ikke farver dem. Hvorfor skulle han også det?

   “Som i skoleinspektør?”

   “Som i skoleinspektør, ja.”

   De fleste plejer at være overrasket, præcis ligesom Joseph er, men det betyder lidt mere, at han er interesseret, end det normalt gør. De fleste plejer at kigge studerende på mig og sammenligne min far og jeg, men det er næsten umuligt. Vi ligner ikke hinanden på nogle punkter. Jeg ligner mere min mor. Hun er spinkel, har en lille mund og stor næse og er en smule høj. Min lillesøster, Alma, ligner dog min far utroligt meget, men ligner på ingen måde min mor og jeg. Min mor stammer oprindeligt fra Frankrig, men jeg kan ikke et ord fransk, for hun ikke er vild med, at jeg skal være tosproget. Hun mener, at det er bedst, hvis jeg kun kan snakke et sprog flydende. Jeg gad nu godt kunne fransk. 

    “Jeg mener, jeg har set din lillesøster før. Hun hedder Alma, gør hun ikke?” han stryger sin hånd igennem håret og pjusker lidt i det. 

   “Ja, det gør hun.”

   “Er det, det eneste hun hedder?” for første gang kigger han på mig på en anden måde, end hvad han gjorde før. Han studerer mig nøje, som om han holder øje med alle de ansigtstræk, jeg indebærer. 

   “Det eneste hun hedder?” spørger jeg ham tilbage. 

   “Er det en forkortelse af noget?”

   Jeg ryster på hovedet. “Nej…?”

   Han tygger lidt på mit svar. “Hvordan kan det så være, at du har sådan et smukt navn, når hun har sådan et almindeligt navn?”

   Jeg rødmer, da han komplimenterer mig. Det gør jeg tit, når jeg får komplimenter, men især når det er fra en jeg godt kan lide. “Tusind tak. Min familie syntes, da jeg blev døbt, at det var for meget. Der var for meget over navnet, det var ligesom lidt for kraftigt. Men mine forældre var ikke til at overtale, og så kom jeg til at hedde det. Jeg håber da ikke, de har ombestemt sig nu, men de fleste kalder mig bare Army. Det er ligesom lettere.”

   Det ryger bare ud af mig. Jeg kan ikke stoppe, kan ikke stoppe med at snakke. Jeg føler mig pludselig kejtet, imens han sidder der med sit forsigtige smil. 

  "Som i millitær," tilføjer jeg.

   Som i millitær? Hvorfor sagde jeg dog det?

   Jeg fanger hans flotte næse midt i det hele. Jeg har aldrig lagt mærke til den før, selvom den sidder midt i hans ansigt. Eller selvfølgelig gør den det, kan man jo sige, men den er så smuk og perfekt at man næsten ikke lægger mærke til den, når man kigger på ham. Han er perfekt. 

   “Fantastisk,” siger han. Han mener det. Han kigger mig dybt ind i øjnene, og jeg bliver fanget. Fanget i hans grønne øjne. Han smiler. Jeg smiler. 

   Joseph. Joseph Parker. Jeg sidder og smiler til Joseph Parker. Min forelskelse.

   “Har du lyst til noget?” spørger han, kigger ned i sin bog og bladrer hurtigt og tilfældigt igennem den. 

   “Hm… det ved jeg ikke,” kommer det fra mig. Det er altid det svar, jeg kommer med, når folk spørger mig, om jeg vil have noget, men jeg hader at føle mig krævende. Desuden har jeg først lige mødt ham… eller: han har først lige mødt mig. 

   “Jeg kan godt købe dig noget, hvis du har lyst,” han drikker det sidste af sin kaffe.

   “Jeg behøver ikke noget.”

   “Hvad har du købt?” ryger det ud af ham. “Jeg så dig købe noget ovre ved kassen.”

   “Øh,” ævler jeg. “Jeg har købt den her bog. Den hedder Alene i Athen.”

   “Den har jeg læst. Den er helt fantastisk,” hans øjne lyser op. Jeg smiler ned i bogen. Jeg elsker, at han er så passioneret omkring bøger. Han prøver ikke at skjule, at han læser, ligesom alle andre gør, hvis de læser. Det er så tabubelagt at læse, som om man er en nørd på den dårlige måde, men han elsker at læse bøger så meget, at han ikke kan lade være med det. 

   “Er det rigtigt? Jeg er fuldstændig forelsket i den, jeg kunne ikke lade være med at købe den. Jeg brugte også en hel time dernede, men jeg vil bare gerne gøre det specielt. Du ved: specielt at købe en bog, så det ikke bare er en hverdagsting, kender du det?”

   “Alt for godt,” nikker han enigt.

   “Engang købte jeg så mange bøger, at jeg ikke syntes, det var noget specielt mere.”

   “Umuligt. Man kan aldrig få nok af bøger.”

   Jeg føler mig pludselig så dum. Det var jo ikke engang sandt, det jeg sagde. Jeg har da aldrig haft så mange penge til at kunne blive træt af at købe bøger.

   Der er tavshed. Udenfor regner det så kraftigt, at man kan høre det, når det rammer asfalten. Det er ved at blive så sent, at man kun lige kan ane folk gå med paraplyerne udenfor vinduet. Ved kassen bliver der stadig brygget kaffe, og folk sidder stadig med snuden i bøgerne eller i kaffekopperne. Intet har ændret sig udover tiden, som løber af sted.

   “Kommer du tit her?” spørger han. 

   Han spænder i sine muskler. Jeg ville ønske man kunne se hans arme, men hans ruskindsjakke skygger for dem. De er muskelløse. Jeg spekulerer altid på, om han egentlig træner, for jeg kunne ikke forestille ham træne. Han virker slet ikke som den type fyr, som træner sine arme og prøver at se flot ud. Han er bare naturlig flot. Hans olivenfarvede hud, blandet med hans lange øjenvipper og hans dybe, grønne øjne, er perfektion, smeltet sammen med hans personlighed, som er helt original i forhold til alle de andre fodbolddrenge på årgangen. Han er bare slet ikke ligesom de andre. 

    “Ja. Meget tit. Jeg har været her, siden jeg var helt lille, og jeg tror, jeg har købt alle mine bøger her igennem tiden. Ikke én har jeg fortrudt at købe. Hvad med dig?”

   Jeg ved godt selv svaret. Han kommer her næsten aldrig, for jeg ville have lagt mærke til det, hvis han gjorde. 

   “Nej. Jeg mener ja. Det ved jeg ikke, jeg kommer her på de mærkeligste tidspunkter. Ligesom nu.”

   “Hvad mener du?”

   “Med hvad?”

   “Mærkelige tidspunkter…”

   Han fugter læberne med sit spyt og piller lidt ved sin kaffekop. “Når jeg har det forfærdeligt, tager jeg mig selv i at græde mig hele vejen herned, købe en stor latte og sidde her i to timer.”

   Mine bryn ryger hurtigt op i panden. Var det lige en dreng, der sagde det der?

   “Ej, det var for sjov,” griner han. Hans grin er stille - næsten hviskende, men er alligevel et grin, som man bliver ligeså glad af som andres. “Jeg mener; jeg kommer her, når jeg trænger til den specielle latte, når jeg kan mærke, at min læselyst presser på, og jeg har læst de samme bøger mere end ti gange. Det er mest om natten, når de har døgnåbent. Det er helt specielt at være her. At studere alle de forskellige mennesker, som lever i deres egne små forskellige bobler,” han kigger rundt og får mig til at gøre det samme. “Nogle har musik i ørene, nogle kan bedst lide at have bogen helt tæt ind til ansigtet, nogle nyder bare at være her og nogle har deres venner med. Jeg mener; folk er vel forskellige, og det kan man vel bare konstatere her.”

   Han er så perfekt. 

   Han er så fantastisk god til at se det gode i folk, til at overanalysere men at gøre det på en fantastisk måde. At dele sine tanker på sådan en fortællende måde. 

   Jeg elsker ham. 

   Vent: jeg kan da ikke bare elske ham. At elske er en for stor følelse. 

   “Du har fuldstændig ret. Jeg er her altid efter skole, når folk er på arbejde. Så føler jeg, at jeg har mest tid, og jeg kan tillade mig at bruge min tid i Hullet i mere end ti minutter. Det er en af de første gange, jeg er her om aftenen. Mine forældre er også meget overbeskyttende, når det kommer til at være ude om aftenen.”

   “Det forstår jeg godt.”

   “Forstår hvad?” spørger jeg så. Jeg lyder næsten spydig. 

   “At de er overbeskyttede. Omkring dig,” hans ord lyder faste og perfekt sat sammen. “Du er jo en smuk pige. Hvem har ikke lyst til at tage dig med hjem?”

   Jeg rødmer. Hvis det var et andet menneske, som havde sagt det, havde jeg himlet med øjnene eller kigget mærkeligt på dem, men når det er ham, jeg har beundret i længere tid, så er jeg fuldstændig uden ord. 

   Han lægger hovedet på skrå og studerer mig igen. Jeg elsker det og hader det på samme tid. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, men jeg elsker, at det er ham, der studerer mig på den der måde. “Har du egentlig en kæreste?”

   Spørgsmålet giver mig en mavepuster. Spørgsmålet har jeg aldrig fået før af andre end min nysgerrige familie, der spørger mig hver evig eneste jul, om jeg har fået en kæreste. Men nu er det ham. Ham, som jeg har gået og ventet på i så lang tid, spørger om jeg har en kæreste. 

   “Nej.”

   Hans øjne bliver større, end de er i forvejen. “Har du ikke?”

   Jeg ryster på hovedet.

   “Jamen, hvad med ham der fyren… og de andre…”

   “Petre, Edouard og George? De er bare nogle venner.”

   Vent, hvad. Han har faktisk set mig? Set mig med mine venner i skolen? 

   “Er det rigtigt?” hans øjne skinner pludselig. De er blanke og kæmpe store. Hans pupiller udvider sig. 

   Jeg nikker rødmende. Jeg rødmer for meget.

   “Har du?” der er helt stille på caféen nu. 

   Han ryster på hovedet. “Nej.”

   Jeg smiler, så det næsten rammer mine øjenvipper. Han smiler tilbage. “Tænk at vi aldrig har snakket sammen før,” næsten hvisker han. 

   “Det er utroligt.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...