Åndemageren

En verden fuld med kaos og krig, bor en dreng. En dreng, som hvis skæbne var allerede bestemt. En dreng der vil være nøglen til at vinde krigen. Kan han gøre det?

2Likes
1Kommentarer
172Visninger

1. Landsbyen

Jeg elskede følelsen af at løbe. Den kraftige, friske vind i ansigtet, den dejlige duft af sommerskov og den kølige sved som dannede sig på panden. Problemet er bare at lige nu løber jeg ikke, jeg flygter! To store bjørne demies kom tættere og tættere og grinede lumsk, mens de løb. ”du kommer ikke langt!” sagde den ene og kiggede ned på kødet, som jeg havde stjålet fra dem.

De var vildt hurtige, men det var alle demies jo, heldigvis var jeg vandt til skoven og kendte alle de små genveje.

 

Jeg løb smidigt rundt om en stor trærod og igennem en lille, smal hule, så kødet, som jeg havde stjålet, fløj rundt og ramte mig på låret. Den smalle, lille hule førte over til Kalmasøen. Demierne prøvede at kravle ned i hulen, men de var alt for store og tykke til at komme ind. Den ene stak en af sine store, hvide kløer ind og prøvede at tage fat på mit ene ben eller kødet, men jeg var allerede alt for langt inde, til at han kunne nå mig. ”flyt dig!” råbte den anden irriteret og skubbede til den ene, så han landede på rumpen. Den anden Demie kiggede gennem hullet med det ene øje. Hans sorte øje skinnede af afsky og vrede. ”Du kommer ikke langt!” sagde han og smilede klamt, men det var tydeligt at han ikke anede hvordan han ville fange mig. Jeg skyndte mig gennem den smalle, lange hule. I bagrunden kunne jeg høre de to bjørne demies skændes. ”Han stak af, nu fanger vi ham aldrig!” sagde den ene og gned sig på røven. ”Klap i!” råbte den anden surt og slog til træroden ved siden af hulen. ”Den lille, forbandede tyveknægt! Bare vent, næste gang får jeg dig!” bandede den og spyttede ned i jorden med hænderne knyttet. Jeg fniste bare og skyndte mig ud af hulen, og gik ud til Kalmasøen.

 

Kalmasøen var en rolig og stille sø, som havde et vandfald, der var det eneste, der gav liv til stilheden. Søen var meget afspærret på grund af Xena skoven, som skjulte den. Det er kun dem i landsbyen, som vidste hvordan man kom ind. Selvfølgelig gjaldt det også mig, siden jeg var en del af landsbyen. Selve landsbyen var godt gemt. Siden den også ligger i den forglemte skov, som næsten ingen rejsende, og slet ikke soldater turde at gå ind i. Man sagde, at hvis man gik ind i den forglemte skov, kom man aldrig ud igen. Det var også rigtig, men landsbyens beboere fandt en hemmelig sti, tæt på Kalmasøens eneste vandfald.

 

Jeg lagde kødet på jorden og stak hånden ned i det kolde vand. Jeg mærkede fiskenes haler, som skubbede vandet tilbage mens de svømmede. De små fisk skyndte sig væk af skræk, da jeg tog hånden hurtigt op igen. Jeg tog kødet op og skyndte mig over mod vandfaldet, for at finde stien. Hvis man ikke vidste at den var der, ville det være umuligt at finde den. Det undrede mig at de første landsbybeboere overhovedet kunne finde den, uden at vide at den fandtes. Jeg kastede det stjålne kød over stenen først og kravlede derefter selv over stenen. Jeg hoppede ned fra stenene og landede perfekt på mine to ben. Med et smil tog jeg kødet op fra jorden og gik rask tilbage til landsbyen. Det var et lille, men hyggeligt sted. Ikke mange kendte til det, eller rettere, ingen kendte til det. I hvert fald ikke nogen jeg kender kendte til det, men derimod kender jeg heller ikke rigtig nogen ude fra landsbyen.

 

Jeg kunne se den første lille hytte i landsbyen og skyndte mig over til den. Da jeg kom tættere på landsbyen, kunne jeg se flere og flere små hytter og lyden fra mennesker blev højere og højere. Jeg bankede på hyttens dør, som lå tættest på skoven. Den var lidt mindre end de andre hytter og havde huller i væggen, som var kommet med alderen. Der var spindelvæv ved hvert hjørne af hytten og der stank af råddent kød. Jeg åbnede døren. Ingen svarede, da jeg bankede på døren. ”hallo?” hviskede jeg højt, og gik langsomt ind i det mørke rum. Jeg kiggede mistænksomt rundt. ”Måske er han her ikke...?” tænkte jeg og fortsatte indad. Overalt rundt om mig, hang døde dyr, som enten var rådne ellers var de rester af noget, som engang havde været et dyr. ”Hey, hvem er det!” sagde en hæs stemme pludselig. På stemmen kunne man høre, at han helst ville være alene. ”Hej Georg, jeg kommer med mere kød. Jeg har din yndlings!” sagde jeg opmuntrende og smilede et smørret smil. ”Er det nu dig igen?” svarede Georg og kiggede træt på mig. ”Du kommer altid når det passer dig, helt ærligt!” Han virkede meget irriteret i dag. ”Noget galt?” spurgte jeg. Jeg kunne ikke lade være med at smile, han brokkede sig altid over alting. Georg havde passet på mig siden jeg var lille, sammen med Thomas’ mor. ”Jeg skal forberede et stort måltid, til Iris’ fødselsdag!” svarede han, som om det var verdens undergang. Han tog et råddent, dødt vildsvin ned fra hvor den hang og kiggede dovent på den. Det er sikkert den, som han havde tænkt sig at tilberede. ”Du klarer den nok” sagde jeg og fniste så lavt jeg kunne, så han ikke hørte det. ”Bare brug din åh så fantastiske magi” sagde jeg sarkastisk og han kiggede irriteret på mig og trampede lidt med det ene ben ”ja, ja!” sagde han, med en sur stemme.

 

Han satte armen over det rådne vildsvin, man kunne næsten ikke se at det var et vildsvin, alt kødet var væk. Georg mumlede. Jeg kunne ikke høre hvad han sagde, men jeg vidste at det var magi han mumlede. Hans hånd lyste mere og mere, så meget at hele rummet blev oplyst af et blegt, rødligt farvet lys. Jeg var nødt til at holde mig for øjnene for ikke at blive blændet. Da det blev mørkt igen, begyndte jeg langsomt at åbne øjnene igen og blinkede et par gange for at vænne mig til mørket igen. Jeg fik øje på svinet, som havde været næsten intet andet end knogler og som nu var en kæmpe gris, med både kød og hud. ”Pwahahaha” grinte Georg. ”takket været min healing magi!” sagde han stolt og kiggede op, som om han var gud selv. Jeg gav ham thumbs up og smilte smørret tilbage. ”Han var fantastisk. Det måtte man give ham. Med ham behøver vi ikke at tænke på det rådne kød, for han kan jo bare heale det frisk igen!” Tænkte jeg og kom pludselig i tanke om at jeg var nødt til at gå. ”Georg jeg er nød til at gå nu. Jeg skal mødes med Thomas” sagde jeg og vinkede farvel til ham. ”Okay, og lad mig så være” sagde han og prøvede at skjule et lille smil.

 

Jeg lukkede døren og gik videre ind mod landsbyen. Jeg havde lovet at møde op med Thomas, som var min bedste ven. Der var ikke ret mange mennesker på pladsen. Pladsen lå i midten af landsbyen. Der var få boder, siden landsbyen var meget lille og der var kun to børn som legede på pladsen, med en lille rød bold. Den største ting i denne lille landsby var den kæmpe store statue, som lå i midten af pladsen. Statuen skulle forstille at være åndemageren, som stoppede kosmoskrigen. Han kom oprindeligt fra vores landsby, altså dengang hvor vores landsby rent faktisk var berømt og vi ikke skulle gemme os sådan, som vi gjorde nu. Hvis åndemageren stadig var i live, ville vi heller ikke være i krig lige nu! På statuen så han meget slank og høj ud. Han mindede mig om en slange. Han stod med rank og stolt ryg og et smil på læben, men hans øjne virkede så triste. Hans smil og ranke ryg virkede falske og kun hans øjne fortalte sandheden. Jeg kiggede dybere ind i hans øjne, da pludselig. ”Alias?” 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...