In the mind of a teenage girl

Hvordan føles kærlighed, hvad er meningen med skolen, hvorfor er stjernerne så smukke. Dette bliver en lille bog, hvor jeg kan prøve at beskrive nogle af alle mine teenage tanker og følelser, og måske små uddrag fra min hverdag og jeg vil elske at prøve at lave dem til små, personlige historier. Håber i kan lide dem og i må meget gerne fortælle mig hvad i synes om det!!

0Likes
0Kommentarer
639Visninger
AA

6. Følelser overload

Come on, ikke flere kvalte følelser! Jeg er træt af dem, de er irrationelle. Frygt, savn, glæde, altsammen mixet til smoothie indeni mig. Man tror jo det bliver lettere. At angstanfaldene vil blive mildere og mildere for hvert du har. At du kan tænke tilbage på andre gange du har haft dem og sige "gud, det er jo ligesom dengang, så skal jeg ikke bekymre mig!" Men sandheden er, at man hver eneste gang tror at det er sandt. Tror at de andre gange var falsk alarm, men NU er det sandt! De gange jeg har frygtet at miste ham, hvad hvis det sker nu? De gange jeg har savnet ham, hvad hvis jeg aldrig ser ham igen? Eller hvad hvis mine følelser er ved at forsvinde? Jeg har frygtet det før, men fandt altid bevis. Men hvad hvis det er rigtigt NU? Nej altså stop! Jeg tænker så meget på ham, 4 kapitler i denne bog handler allerede om ham. Nogle gode, nogle dårlige. Når jeg læser dem igen, så tænker jeg på hvor glad jeg var der. Hvorfor kan jeg ikke finde det frem igen? Hvorfor skal al min glæde blive opslugt af frygten for at miste den? Så mange mennesker siger, om kærlighed, at hvis du frygter, overtænker, gør ham eller hende til din glæde, så vil du miste dem. Endnu et lag frygt ovenpå! Jeg går og frygter, men fygten kan få den frygt til at gå i opfyldelse. Sikke et urimeligt paradoks! Og det værste er jo, at det, for sidste gang, ALT SAMMEN BARE ER I MIT HOVED!!!
Jeg overnattede hos ham i går. Han var som altid. Sjov, fjollet, omsorgsfuld, beskyttende og helt igennem dejlig! Når jeg er sammen med ham, kan jeg mærke hvor meget jeg elsker ham! Jeg blev ved med at prikke lidt til ham, og kysse ham. Det var først bagefter jeg blev bange for, om jeg var irriterende. I sengen lå jeg og kiggede på ham, mens han så et par videoer inden sovetid (hans måde at falde i søvn på.) Han kunne fornemme noget var galt.
"Hvis du ikke siger, hvad der er galt, kan vi ikke få det løst," sagde han blidt til mig. Mit svar?
"Undskyld hvis jeg er irriterende." Han kiggede på mig, som om jeg var skør.
"Det er du da ikke, jeg har intet imod de små ting du gør." Han kunne da ikke havde sagt noget mere skønt! 
Det er derfor jeg er så bange. Jeg er ikke bange, for at miste en at holde i hånden. Jeg er ikke bange for at miste en at kysse med. Jeg er ikke bange for at miste en, at kunne smile, grine og være fjollet med. Jeg er ikke bange for at miste en at sove tæt på om natten. Og jeg er ikke bange for at miste en, som lytter til mig.
JEG ER BANGE FOR AT MISTE HAM!
Ham! Fordi for mig, er han ikke bare en at kysse eller være fjollet med. For mig, er han en person, som betyder mere for mig, end nogen anden jeg har kendt. Han forstår mig som ingen anden. Han passer så godt på mig, og får mig til at have det bedre med mig selv. Får mig til at føle mig som, ja, et menneske! Hvis mit hjerte bogstavligtalt lå i hans hænder, ved jeg, at han ville kysse det hver aften, ae det forsigtigt, og hellere lade en pil gå gennem hans hånd 100 gange, end at ramme mit hjerte. Den dejlige, unge mand er bare alt for mig.
Og nej, jeg sætter ham ikke på en pedestal. Han er elendig til at svare mig nogle gange, han er umulig at få ud af sengen om morgenen og han er, som drenge nu kan være, ikke altid lige god til at fornemme hvad jeg gerne vil. Men ved i hvad? Det er helt okay! Jeg kan lære at lade være at skrive til ham for tit, så han måske svarer, eller snakke med ham om det. Det med at få ham ud af sengen er ikke det største problem, jeg driller ham bare lidt indtil han kommer op. Og hvad det at fornemme hvad jeg vil angår, så er jeg bedøvende ligeglad med, om jeg skal sidde og kysse ham 20 gange på kinden, for at han forstår at jeg gerne vil kysse med ham. Jeg gør det, han bliver ikke irriteret og før eller siden, så fornemmer han, hvad der er galt. Og ellers, så kan jeg, igen, ALTID BARE SNAKKE MED HAM OM DET! Det siger han altid. Det MINDSTE der er, skal jeg sige det! Vi er begge så enige om, at vi er fantastiske til at kommunikere, og hvis vi kan det, og forstår hinanden, så får vi det så let i vores forhold. Ja, for vores forhold er rigtig godt! Jeg elsker ham, han elsker mig, vi behandler hinanden, som hinanden gerne vil behandles, og vi er altid glade når vi er sammen! 
Nåh, hjerne, har du brug for mere bevis? Hvad skal der ellers til, for at du forstår, at meget af den frygt du føler, er en irrationel angst, som ligger et sort slør over dine tanker, så du ikke kan tænke klart? Du siger jo aldrig til dig selv "jeg elsker ham ikke," du siger altid "jeg er BANGE FOR OM jeg stadig elsker ham!" Det burde også være bevis nok! Du ved du elsker ham, så det kan du ikke sige, det er frygten som tager over! Så please, ikke flere karruselture med mine følelser! Jeg er glad! Glad for at jeg kender ham, glad for at han elsker mig, glad for at have ham i mit liv, og glad for, at den fyr jeg elsker er alle disse ting, jeg har beskrevet! 
JEG ER GLAD!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...