Hard to get

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jan. 2017
  • Opdateret: 7 jun. 2017
  • Status: Igang
Tasha er en pige på 17 år som boede i LA med sin mor og far, i deres store villa hus. Hendes forældre døde i en bilulykke så nu skal hun flytte til Vegas.

Hun får følelser for Justin Bieber. Skolens Player. Og de følelser er også gengældt.
Det burde være let derfra, men når man som Tasha, og Justin, ikke ligefrem er de to kærligheds fugle, og tingene kan have en drastisk drejning på et splidt sekund er tingene mere kompliceret end man lige tror.
Kærlighed er svære at få end man lige tror.

51Likes
28Kommentarer
67302Visninger
AA

20. saved by best friend

"Tasha´s synsvinkel:

 

 

Ingenting. Altting. Det var de ting jeg følte. 

Jeg havde siddet og grædt resten af mandagen, og tirsdag havde jeg drukket alle mine følelser væk. Jeg havde i hvertifald prøvet, men de blev bare stærkere.

Onsdag var Dylan kommet hjem til mig, og opmuntret mig hele dagen.

Chaz og Ryan var hjemme hos deres forældre i denne uge, hvilket nok også var for det bedste. Nu vidste jeg hvordan Justin havde det. De mindede mig for meget om ham. Alt for meget. Det gjorde det hele. Selv Scarlet. Jeg kunne ikke være over hos hende uden at fælde en tåre. Dylan siger at Justin ikke fortjener mine tåre, men jeg fortjener heller ikke ham. Vent? Sagde jeg lige det? Wow!

 

Det var torsdag, og jeg tog heller ikke i skole idag, ligesom de to sidste dage.

Dylan blev også hjemme hos mig, så jeg ikke skulle være alene.

Han var der virkelig for mig, og det var derfor jeg elskede ham. Jeg kunne fortælle ham alt, med tanken om at ingen andre ville vide det.

Kort sagt var han som min bror.

 

"Tasha?" afbrød Dylan mine tanker. 

"Ja?"  svarede jeg ham, og kiggede over mod ham, hvor han stod lænet op af væggen.

"Hvad siger du til at vi tager i byen i aften? Dig og mig. Det bliver pisse hyggeligt, og så kan du også komme lidt væk fra huset som snart bliver mere sørgelig end dig, hvis du ikke snart forlader det for en stund" sagde han, og fik mig til at smile.

"Jo. Det gør vi. Dig og mig" smilte jeg til ham. 

Vi havde en eller andet ting med "Dig og mig" fortiden. Det havde vi også da vi var mindre, og nu er det kommet tilbage, hvis man kan sige det sådan. 

"Super" smilte han, og satte sig ved siden af mig i sofaen.

"Hvad ser du?" spurgte han, da han havde sat sig tilrette.

"White Collar. Jeg er stadig ikke færdig med den" små grinede jeg.

Jeg startede på den for SÅ lang tid siden, og er stadig ikke færdig med den! Jeg plejer altid at være færdig med en serie på ingen tid, men den her tog sku længere tid, og det var ikke fordi den var super lang, for jeg havde set hele Friends og How i met your mother, og de var længere. Meget længere.

Nok om det!

 

Klokken var kun 12 om formiddagen, og jeg gad ikke rigtig se tv mere.

"Skal vi ikke gå en tur? Jeg trænger til frisk luft" sagde jeg, nok en smule for højt, for Dylan blev ret chokerede da han sad ret tæt på.

"Kan vi vel godt" sagde han, og rejste sig fra sofaen. 
"Super! Jeg går lige op og får noget tøj på, og så kan vi gå"

 

Jeg blev færdig, og havde fået taget en lidt mørkerød bluse på, som var en smule for kort hvilket også er meningen, og et par Jeans hvor der har huller ved begge knæ. Super normalt tøj. 


 

Jeg gik nedenunder, hvor Dylan stod og ventede.

"Klar?" spurgte han da han fik øje på mig.

"Yes" smilte jeg.

"Then lets go!" små grinte han, og jeg også.

 

Vi kom ud fra grunden, hvor vi desværre blev mødt at et par paparazzier.. Hvorfor fanden skulle de lige være her idag!?

"Tasha! Tasha Hayson herover!"
"Hvorfor har du ikke været i skole de sidste dage?"

"Hvorfor er Dylan hele tiden hos dig?"

"Er i sammen?"

"Tasha kan vi få et billede af dig?"

Alt deres snak gjorde mig virkelig irriteret! Kunne de ikke bare lade mig være? Så kendt er jeg sku da heller ikke, pg desuden har jeg også sat det på pause.

"Guys lad hende være! Hun har bare været en smule syg, så jeg har holdt hende med selvskab, og nej vi er ikke sammen!" Kom det fra min højre side hvor Dylan stod. Dejlig at han ville hjælpe!

Efter han havde sagt det, og et par andre ord lod de os endelig være, og kørte afsted i deres sorte varevogne. Jeg forstår stadig ikke hvorfor de køre i dem, men det kan jo også været ret ligegyldigt!

"Tak Dylan" smilte jeg, og vi gik så ned ad gaden, så vi kunne gå den tur, som vi jo skulle.

 

"Tænk højt" begyndte Dylan, da vi var nået midt i den store skov. Mega hyggeligt sted. Vi stod på stenene som var noget af det lille vandfald der gik ned i søen, der lå neden for os.

 


Noget af det smukkeste sted, hvis du spurgte mig.

"Jeg ved ikke hvad jeg skal sige" svarede jeg stille, og så ned ad vandfaldet.

Hvordan ville det føles at hoppe ned? Syg tanke!

"Der er noget der går der på" sagde han. Det siger du ikke?

"Tss.. Selvfølgelig er der det! Jeg har ingen forældre, jeg bor alene, jeg græder over en dreng jeg ikke engang har haft, og aldrig vil få, og lige som alt er værst, skal de lorte paps også komme!" små råbte jeg. Jeg skulle bare af med mine frustrationer!

"Dumt spørgsmål" smågrinede han, men jeg forstod ikke hvorfor det var sjovt?

"Hvad er så sjovt?" snerrede jeg.

"Tasha forfanden! Bare fordi alt ikke er som man vil have det, betyder det ikke at alle andre omkring dig også skal lide. Jeg elsker dig, men du er sku nød til at grine, selv om du ikke synes der er noget at grine af. Og hvad så? Ja du kan ikke være sammen med Justin som du nu siger, men hvis du lod være med at være så dømmende overfor folk, og gav dem en chance, ville du først der se deres sande jeg! Den eneste der siger at i ikke kan være sammen er dig selv. Du laver dine egne problemer Tasha" sagde han, og fik mig virkelig til at indse nogen ting, selvom jeg ikke var særlig meget for det.

"Jeg kan ikke.." hviskede jeg.

"Hvad kan du ikke?" spurgte han stille.

"Overgive mig. Hvis jeg giver Justin en chance, er jeg nød til at sige hvordan jeg har det, og det kan jeg ikke!" råbte jeg lidt.

"Hvorfor!?" sagde han frustreret. Det var sku ikke ham der skulle være det.

"Fordi jeg forhelvede er bange Dylan! Jeg er pisse bange for at han bare har spillet et spil overfor mig! Jeg vil ikke være såret" Råbte jeg, og kunne mærke en tåre trille ned at min kind ved den sidste sætning, som jeg næsten hviskede.

"Forhelvede" mumlede Dylan, og trak mig ind i et kram.

"Forhelvede" gentog han i krammet.

"Jeg hader forelskelse" små græd jeg, og kunne mærke jeg knækkede. Ham trak sig ud af krammet, og placerede sine hænder på mine overarme, og kiggede mig i mine øjne.

"Fortæl ham hvordan du føler. Måske vil det hjælpe" smilede han, og jeg nikkede stille.

Måske var det bedst.

 

___________________________

Så fik i endnu et kapitel!:)

Synes det er for vildt hvor mange der har læst den indtil videre! SÅ tusind tak til alle jer<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...