Hard to get

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jan. 2017
  • Opdateret: 7 jun. 2017
  • Status: Igang
Tasha er en pige på 17 år som boede i LA med sin mor og far, i deres store villa hus. Hendes forældre døde i en bilulykke så nu skal hun flytte til Vegas.

Hun får følelser for Justin Bieber. Skolens Player. Og de følelser er også gengældt.
Det burde være let derfra, men når man som Tasha, og Justin, ikke ligefrem er de to kærligheds fugle, og tingene kan have en drastisk drejning på et splidt sekund er tingene mere kompliceret end man lige tror.
Kærlighed er svære at få end man lige tror.

51Likes
28Kommentarer
65725Visninger
AA

29. Coma

Tasha´s synsvinkel:

 

"Tasha? Tasha kan du høre mig? Ved du hvor du er? Kan du huske hvad der er sket?" Jeg kunne høre end mandlig stemme sige, inden jeg var væk igen.

"Vi har næsten tabt hende. Tasha kæmp.." Var det sidste jeg hørte.

 

Justin´s synsvinkel:

 

Jeg var i chok! Jeg vidste ikke hvad der var sket. Hun.. Hun var måske væk. Jeg havde dummet mig så meget, at jeg ikke tror jeg kunne gøre det godt igen.

 

Jeg sad ligenu og ventede på svar fra lægerne, men der var gået over to timer, og intet svar var kommet.

Når jeg havde spurgt hvordan det stod til, sagde det at de ikke var sikre endnu, og hun ikke var stabil.

Hvad skulle det betyde? Mine tanker kørte på fuld skrue! Hvad nu hvis jeg ikke havde ladet hende gå? Så var det her nok aldrig sket. Hvordan kunne jeg være så dum? At lade den ene person, som nogensinde har sagt Jeg elsker dig gå. Og nu sidder jeg her. Venter på svar, om hun overhovedet er i live.

 

Jeg vil ikke kunne leve med mig selv, med den tanke om hun var død.. Fordi jeg ikke var mand nok til at spørge hende. Spørger om hun ville være min kæreste..

 

"Undskyld, men er du Justin Bieber?" Lød det var en kvinde stemme, og da jeg så op, kunne jeg se en læge, stå og se på mig.

"Ja det er mig" svarede jeg. NU håbede jeg på at få svar på hvad der skulle ske.

"Var det dig der kom herind med Tasha Hayson?"

"Ja det er mig" svarede jeg igen.

"Ser du. Tasha ligger nu i koma, og vi kan ikke vække hende før vi er sikre på hun er helt stabil" sagde hun.

"Og hvor lang tid tager det så?" Spurgte jeg lidt uroligt.

"Vi er ikke sikre endnu, men det kan tage helt op til et år, hvis hun ikke snart begynder at kæmpe lidt selv" svarede hun. 

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Et helt år! Uden Tasha! 

"Justin? Er du okay?" spurgte lægen.

"Kan jeg se hende?" Var det enste jeg kunne få ud.

"Desværre ikke.. Men vi skal nok ringe, når du kan" svarede hun roligt.

"Okay" kunne jeg lige få ud.

 

Jeg rejste mig, og gik udenfor. Jeg havde brug for noget friskt luft, og lige sluge dette.

Det var ubeskriveligt, den følelse jeg sad inde med ligenu. Jeg sad og græd og græd, og vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. 

Den smerte jeg følte, var som 1.000 elefanter der trådte på mit hjerte om og om igen. Hun var mit et og alt, og ingen andre vil nogensinde kunne erstatte hende. Hun er den pige jeg vil have, og ingen andre.

Jeg elsker hende!

"Justin?" Lød det fra en velkendt stemme, og ikke ligefrem en jeg har været særlig glad fo før i tiden, men som jeg faktisk var glad for at høre nu.

"Lukas" Svarede jeg ham, og få op, hvor han stod bøjet ned over mig, da jeg sad med på en bænk lige ude foran indgangen.

"Hvordan har hun det?" spurgte han, og satte sig ned ved siden af mig.

"Hun ligger i koma" svarede jeg meget stille. Ja, jeg kunne næsten ikke få ordene ud af min mund, for det virkelede så uvirkeligt.

"Koma.. I hvor lang tid? En uge?" spurgte han, og jeg kunne mærke på hans stemme at han var en smule forvirret.

"De ved et ikke, men det kan tage helt op til et år" Fik jeg frem inde jeg knækkede sammen, og tårende, som var stoppede, begyndte at trille ned af mine kinder igen.

"Et år!?" Udbrød han, og man kune tydeligt høre at han var virkelig oprevet, men det eneste jeg kunne svare han med, var et lille nik.

"Er du klar over havd det betyder Justin!!" svarede han mig, men jeg kunne ikke helt høre om der var en vrede i hans stemme, eller om han bare var oprevet.

Jeg vidste ikke havd jeg skulle svare ham, så jeg kiggede bare ned i jorden, mens jeg kunne høre ham mumle et eller andet, som jeg ikke helt hørte.

"Justin! Hun vil måske ikke huske os! Hun kan have hukommelses tab, og hvad nu hvis vi glemmer hende selv, eller vi kommer videre i vores liv, og ikke ar brug for hende når hun vågner op!" halv råbte Lukas, men jeg gad simpelthen ikke høre på sådan noget lort. Han vidste ikke en skid! Jeg ville aldrig i mit liv glemme hende!

"Det kommer ikke til a ske! Hun er pigen i mit liv Lukas, og jeg vil vente på hende, koste hvad det vil!" råbte eg, imens jeg rejste mig op i al frustration. 

"Det ved du jo ikke," Sagde Lukas, men nu med en mere afslappet tone.

"Gud gør jeg så! Jeg elsker hende, og intet vil ændre det!" sagde jeg, men en smule højere tone end ham.

"Men hvad nu hvis hun ikke elsker dig Justin? har du overhovedet tænkt på det? Måske vil hun vågne op, og se dig som en helt anden person? Måske elsker du hende, men du ved ikke om hun stadig elsker dig" Sagde han, og selvom jeg ikke er glad for at sige det, fik han mig virkelig til at tænk denne situation igennem en gang til.

"Jeg kan ikke snakke om det ligenu. Undskyld mig.." hviskede jeg næsten, og gik med hurtige skridt hen imod parken. Jeg var kørt med ambulancen hen til hospitalet, så min bil stod stadig henne ved parken. Klokken var også omkring de 11-12 stykker om natten, så det var nok også på tide at komme hjem, selvom jeg allerhelst bare gerne ville blive hos hende, så var det nok også bedst hvis jeg tog hjem, og fik sovet, selvom jeg nok ikke fik sovet særlig meget, men hvem kan bearbejde mig? Trods alt, så var det jo min skyld at hun endte der hvor hun nu er..

 

 

 

 

_______________

Så kom det længe ventede kapitel! 

Jeg er super ked af det, over at jeg ikke har fået taget mig sammen til at få skrevet endnu et kapitel, men tiden har bare ikke lige helt været der, og så har min hjerne været alle mulige andre steder..

Men jeg håber at der for fremtiden vil komme flere kapitler op, uden så meget mellemrum imellem. Jeg håber i kunne lide det<3

kys S<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...