Hard to get

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jan. 2017
  • Opdateret: 7 jun. 2017
  • Status: Igang
Tasha er en pige på 17 år som boede i LA med sin mor og far, i deres store villa hus. Hendes forældre døde i en bilulykke så nu skal hun flytte til Vegas.

Hun får følelser for Justin Bieber. Skolens Player. Og de følelser er også gengældt.
Det burde være let derfra, men når man som Tasha, og Justin, ikke ligefrem er de to kærligheds fugle, og tingene kan have en drastisk drejning på et splidt sekund er tingene mere kompliceret end man lige tror.
Kærlighed er svære at få end man lige tror.

51Likes
28Kommentarer
66106Visninger
AA

28. broke

Tasha´s synsvinkel:

 

Vi trak os langsomt fra hinanden, og jeg kiggede forlegent ned i jorden. Jeg kunne ikke fatte det lige skete. Jeg anede ikke havd jeg skulle sige, eller hvordan jeg skulle reagere. 

Jeg kunne mærke Justin stille tog blidt fat under min hage, så jeg så ind i hans dådyr øjne.

"Jeg er forelsket, I dig!" sagde han blind, og trak mig ind i endnu et kys, og jeg strittede ikke imod. At kunne mærke hans fyldige, bløde læber, var ligesom jeg havde forestillet mig. Han kunne få en hver til at falde for ham, bare ved et enkelt kys, og jeg vidste nu ved sikkerhed. Jeg var helt igennem forelsket i Justin Drew Bieber.

"Jeg er også forelsket i dig Justin" Smilet jeg stille, og så hurtigt hans øjne lyse op. 

Før var de fyldt med sorg, men det blinkede som julelys.

Han rejste jeg op, og rak sin hånd ud efter mig.

"Kom" sagde han, men et stort smil plantet på hans læber.

"Hvor skal vi nu hen?" Spurgte jeg stille.

"Det for du at se" sagde han glad, og vi gik hånd i hånd hen til bilen.

Jeg anede ikke hvad vi var. Kærester? Venner? Vi kan begge lide hinanden, men hvad skal der så ske med os?

 

Vi satte os ind i bilen, og Justin fik startet den. Jeg sad stille, for jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Heldighvis var der ingen akavet stilhed, men bare stilhed.

"Hvad tænker du på?" Afbrød Justin mine tanker.

"Os. Justin hvad er vi?" spurgte jeg forvirrende.

Der var en lang pause, hvor han ikke sagde noget, men man kunnen tydeligt se han tænkte.

"Jeg ved det ikke Tasha" svarede han bare. Han gjorde mig mere forvirret end jeg allerede var.

 

-

 

"Vi er her nu" startede han, hvor han efter fik slukket bilen, steg ud, og gik over til min dør for at åbne for mig.

Jeg sendte han bare et lidt akavet smil. Der var ingen der havde sagt noget hele turen, lige bortset fra i starten, ellers var der musestille.

"Kom" sagde han, og tog min hånd, hvor vi sammen gik ind i central park. Det var en offenlig park, så der var åben 24/7.

"Du gør mig forvirret" mumlede jeg, men højt nok til at han kunne høre mig.

"Undskyld" Det var det eneste han sagde. Ikke noget med han måske også var det, eller noget andet. Nope. Bare "Undskyld" 

Jeg grinte stille, og kunne se han kiggede mærkeligt på mig, så jeg stoppede op, slap han hånd, og stod nu overfor ham.
"Undskyld? Seriøst Justin? Du sagde du var forelsket i mig, og jeg gengældte det! Men du ved ikke hvad vi er? Hvordan skal jeg tage det? Som vi bare stadig er venner der er forelsket i hinanden?!" Sagde jeg frustreret, hvilket også var havd jeg var, I den grad!

"Undskyld" sagde han stille, og så ned i jorden. Aldrig har jeg mødt en fyr, der ikke kan tage ordet. Det burde være ham der stod og sagde det til mig, ikke omvendt.

"Virkelig Justin?" sagde jeg, med en lidt roligere stemme, men jeg fik intet svar.

"Stilhed? Wow.. Jeg troede du ville mig.." sagde jeg stille, og kunne mærke nogle tåre presse sig på.

Jeg kunne ikke stå her, og vente på en jeg måske aldrig fik. Jeg vidste hvad han følte, men det var som om han ikke ville være sammen med mig. 

Før. Hvor jeg ikke ville. Han ville. Nu vil jeg. Nu vil han måske ike? Hvorfor skal alt være så forvirrende.

"Farvel Justin" hviskede jeg, og vendte mig om for at gå. 

Efter at havde gået de 10 meter, kunne jeg ikke styre mine tåre mere. Jeg var ikke ked af han ikke sagde noget før, men at han ikke kæmpede for mig nu. Han vidste jeg ville gå, og sagde ingen ting. Hvad skal jeg gøre.

 

Jeg tog min mobil op og ringede til Lukas. Han var kommet hjem for en uge siden, men havde intet sagt. Jeg fik det først at vide for et par timer siden, af hans mor. Han skule flytte skole. Jeg havde intet fortalt til nogen, og planlagde jeg heller ikke at gøre.

"Tasha" Lød det igennem telefonen.

"Han du komme og hente mig. Jeg er i central park" snøftede jeg.

"Selvfølgelig. Er du okay? Hvad er der sket?"

"Jeg forklare når du har hentet mig", og så lagde jeg på. 

Mine ben kunne ikke løfte mig mere. Det hele var ved at sorte for mig. 

Jeg kunne mærke mine ben kollapse under mig, og det næste, at min krop ramte noget hårdt, men mit hoved noget skarpt. Mit hovede gjorde så ondt, at jeg ikke kunne andet end at skrige.

"TASHA! TASHA ER DU OKAY!?" Kunne jeg høre end velkendt stemme sige.

"HALLO! HJÆLP! RING 112!" Det var det sidste jeg hørte inden jeg gik ud. Det var Justin der var kommet..

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...