Eleonora Kendra - Who am I?

Eleonora Kendra - Who am I? Er et hårrejsende eventyr om den unge Eleonora Kendra, på 11 år, som overhovedet ikke aner hvem hun er.. Hun vokser neutralt op i muggler verdenen med en minimal tilgang til magi og lige pludeselig slår selveste Hogwarts skole for heksekunst og troldmandsskab dørerne op for hende..

1Likes
2Kommentarer
536Visninger
AA

2. Prolog // A. D.

Du kender mig godt, selvom jeg måske ikke er den første du tænker på om morgen, når du står op og nok hellere ikke den sidste før du går i seng. Jeg er hemmelig, glemt og gemt, og alligevel husket. Det lyder mærkeligt, det ved jeg, men det er sandheden. MIN SANDHED! Jeg bærer et betydningsfuldt navn på mine skuldre, og alligevel er jeg skjult og tvunget til, at tie. Kender mig, er måske en stor forudsætning, men jeg ved i hvert fald at du har hørt mit navn. Hørt om mig. Hørt min falske historie. Hørt om min falske skæbne. 

- De sagde, at jeg var død, at jeg ikke længere levede bare for at dække over mig, for at dække over sandheden.  Jeg takker ham, min bror, men jeg ville ønske, at jeg var død, at jeg faktisk døde, men sandheden er, at jeg ikke gjorde! Men mit liv, var og blev intet værd, det ved jeg og kan selv se det fra de dødes verden, hvor jeg er nu.

Måske kender du mig, måske har du hørt om mig, dette er sandheden om mig og min historie.

Jeg blev indlagt på sindssyge hospitalet for magikere, de sagde at jeg var sindssyg, at jeg var blevet det efter et overfald, men dette overflad var blot et af mange, og langt fra det værste som jeg havde eller ville opleve. Jeg huskede ikke selv overfaldet i detaljer, de sagde at det er en del af mig og min sindsygdom, at jeg ikke kunne huske, at jeg glemte alt og alle omkring mig. Jeg lå bare der  på min briks dag ind og dag ud. Jeg ved egentligt ikke hvad jeg lavede alle disse år, men dog husker jeg sommeren 1940 stjerne klart det var her mine virkelige mareridt begyndte..

Tom Riddle, en ung Slytherinelev begyndte, at besøge mig den sommer, han bildte personalet ind, at han var min søn, så han kunne få adgang til mig. For hans intentioner var hverken gode eller kærlige, eller en søns besøg værdige.. Han hadede min familie. Jeg husker ikke møderne med ham som sådan. Jeg ved bare at han brugte mig og min sindsygdom mod mig og min familie. Han misbrugte mig og min krop, og efterlod mig restløs og forvirret uden at kunne sige noget, da jeg ikke vidste eller forstod hvad der var sket.. Selvom, at jeg var oppe i årene og det ikke burde ske, skete det. Jeg blev gravid.  Jeg græd mange tårer den tid. Jeg selv var helt uvidende om det  liv, som nu voksede i min krop, da jeg aldrig kunne huske vores møder, personalet kaldte det en del af min sindssygdom, men jeg tror, at jeg blev forbandet, forbandet af ham.. 

Jeg fødte d. 1. april 1941 en datter, Eleonora Kendra. Min broder tog barnet med sig, jeg så hende kun meget kort, jeg husker hendes milde udtryk i ansigtet, hun lignede mig som lille. Hun var så lille, smuk og uskyldig.. Og alligevel ville hun blive dømt, hvis verdenen kendte hendes sande identitet. Jeg husker ikke min død, men væk er jeg og kun et svagt minde repræsentere mig. Jeg er væk, glemt, misbrugt og trådt på..


Dette er min datters historie, hendes eventyr mod og om sandheden..

 

* *

//A.D

Jeg ankom til hospitalet kort efter, at jeg havde fået nyheden om, at min søster havde født. Min søster lå stille og sov på briksen ved siden af den lille kuvøse det lille barn lå i. Jeg gik hen til kuvøse og løftede den lille pige op og kiggede på hende. Hun var smuk og elegant. Hun lignede min søster som lille og havde de smukkeste træk i ansigtet. Jeg elskede hende fra første blik og vidste fra da af, at jeg aldrig ville slippe hende helt. Hendes rødlige hår, milde øjne og elegante måde, at være på mens hun lå der stille og sov i mine arme gjorde hende til noget af det smukkeste jeg nogensinde havde set.

Jeg var helt optaget af den lille, så jeg opdagede ikke, at min søster vågnede. Da hun fik min opmærksomhed smilte jeg til hende og ragte hende, det lille vidunder.  Jeg kunne se på min søster, at hun var afkræftet, så jeg kaldte en sygeplejske ind på stuen, så hun kunne få lidt næring efter den lange og hårde fødsel som hun ganske kort forinden havde været igennem. Min søster gav mig besked på, at tage barnet med mig.. Derefter sagde hun farvel til barnet, kiggede på hende ganske kort og gemte hendes ansigt dybt inde i hendes hukommelse. Jeg tog et brev med som min søster havde skrevet dels til mig og dels til den lille smukke skabning som jeg nu havde med rundt på min vandring.

Jeg tog hen til den nærmeste kirke og fik min smukke niece og guddatter døbt. Jeg gav hende navnet som min søster havde bestemt. Eleonora Kendra. Jeg slettede præstens hukommelse med oblivate besværgelsen og gav Eleonora mit og min søsters efternavn for hun, som var et så fantastisk væssen, skulle ikke bære hans efternavn. Jeg tænkte længe over navnet da jeg syntes, at det var ufatteligt smuk. Ikke mindst fordi, at hun var opkaldt efter vores moder. Jeg tog fra kirken i hastig fart, da jeg helst ikke skulle blive opdaget i min færden med et lille barn på armen, for hvad ville omverdenen ikke tænke om mig? Og oven i det skulle jeg også sikkert også forsvare mig og forklare min gerning i profet tidende hvis jeg blev opdaget. Jeg tog ophold på en mugglerkro, hvor jeg gemte mig under navnet Brian Andersson. Jeg lagde lille Eleonora ned, mens at jeg selv krasede et lille ynkeligt brev ned  til Eleonoras kommende familie, så de fik den nødvendige viden om hende som de havde brug for.


Kære Mr. and Mrs. Henderson

Jeg bringer jer her, min lille elskede niece, Eleonora Kendra.

Hun er i farer, men jeg ved at I vil passe på hende som var hun jeres egen.

I kender mig af navn mere kan jeg ikke sige! Pas på min lille pige. 

Venligst A.D

Selvom brevet var kort og ynkeligt, og langt fra blev godt, så pakkede jeg det sammen, og lagde mig ned ved siden af min lille Norah, som var lige så smuk som min søster. Dagen efter fortsatte jeg min vandring i mugglerverdenen mod Henderson parrets villa. Det blev aften og lille Eleonora var nu 1 dag gammel. Hun var stadig lige så fortryllende som første gang jeg så jeg så hende og fik hende i mine arme. Jeg nåede London by langt om længe. Jeg havde været nødt til, at rejse med mugglertransport, da det ikke kunne spores, og det var for risikabelt at flyve på kost med et lille spædbarn på armen. Jeg nåede endelig familien Hendersons bolig.

Jeg lagde lille Eleonora på dørtrinet, som grænsede op til den røde husmur, og straks begyndte hun at græde. Jeg kiggede på hende, og betragtede hende, og aede hende derefter forsigtigt på kinderne, så hun følte sig tryk. Hendes fingre klemte om mine, jeg lagde brevet ved hende og slap hendes små fingre for denne gang. Jeg rejste mig op og bankede på døren. Jeg kiggede på hende en sidste gang inden, at jeg forsvandt for denne gang.  For om 11 år ville jeg med sikkerhed se hende på Hogwarts, uden tvivl. Jeg tog min søsters brev med mig, og ville selv give det til Eleonora en dag ude i fremtiden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...