Rytteren

En spøgelsesrytter. En pige. En beskyttertrang. Da Teiberanoxus finder en pige vandrende i skoven og beslutter sig for at tage hende under sine vinger, skaber det rører i spøgelsesrytternes verden. Og der er mere til både Teiberanoxus og pigen, end et enkelt blik kan afsløre.
(Deltager i skriv forhistorien eller efterfølgeren-konkurrencen. Forhistorien til 'Anneh Mikhayla - Mikhayla Ulvehjerte'.)

8Likes
15Kommentarer
1399Visninger
AA

4. Ulven Frænde

 

Lyden af en, der vender og drejer sig i søvne, blander sig med nattens naturlige lyde og det tunge åndedræt fra en hvilende ulv. Mikhayla krummer sig sammen under tæppet, så hendes lille skikkelse næsten forsvinder under det lappedækkede tæppe. Mareridtsagtige minder hjemsøger hende i hendes søvn, hvor hun hverken kan undslippe eller vågne.

Isnende smæld river op i gamle slet glemte smerter, og selvom det kun er inden i hendes hoved, hun er under angreb, reagerer hendes krop instinktivt på den oplevede smerte. En høj, storskrydende stemme slutter sig til smældene, og en fedladen mand og en tranelignende kvinde tårner sig op over den sammenkrummede pige.

Endnu en klynken fra Mikhayla når Teibers vakse øre, og før han ved af det, står han bøjet hen over Mikhayla. Hun har lagt sig i fosterstilling, så hovedet næsten rører knæene. Natten er bælgmørk, alligevel fanger genskæret fra en elfenbenshvid klinge hans blik. Spidsen af en af pigens klinger er trængt igennem tæppet og glimter svagt i et ikkeeksisterende lys.

I ånden ser Teiberanoxus et hav af rødt strømme ud af et grimt udseende sår og overskårne arterier vande jorden med deres indhold. I et snuptag og med en wish-lyd river Teiber tæppet tilbage. Natteluftens kølighed rammer den lille, sammenkrøbne pige, og snart kryber gåsehuden hen over hver eneste tomme af blottet hud. Rytteren har også gåsehud, men ikke af kulde: Sarte bloddråber triller ned over pigens håndled. Hans benede fingre lukker sig om pigens håndled.

Mikhaylas krop forlader jorden, og snart ligger hendes hovedet nænsomt placeret på rytterens ben, så hendes hår danner en måneskinsfarvet glorie mod det mørke stof. At være så tæt på rytteren hjælper lidt på Mikhaylas rysten, men gåsehuden forsvinder ikke fra hendes arme.

”Sasha,” hvisker Teiber lavt for ikke at vække pigen. Ulven løfter sit hoved fra forpoterne og lægger det lidt på skrå, inden hun med en lav prusten og en dyrisk elegance kommer luntende med rytterens og Mikhaylas tæpper i munden.

Teibers hjerte føles mindre klemt, da de elfenbensfarvede klinger langsomt forsvinder ind under pigens hud, og det eneste spor efter dem er to blødende ar. Kun modstræbende slipper Teiber sit tag om Mikhaylas håndled for at flytte hendes hoved fra hans ben. Fra Sashas mund griber han pigens tæpper og stopper det rundt om hende i et forsøg på at skærme hende mod nattekulden. Selv lægger Teiber sig til rette ikke mindre end en hånds bredde bag Mikhayla. Ved at ligge så tæt ved hende, håber han, at noget af hans varme vil nå den lille. Også Sasha lægger sig til rette tæt op ad Mikhaylas skælvende skikkelse.

Pulserende og varmt indhyller natteluften hende, og duften af muldjord og fugtig pels når Mikhaylas næsebor, før mørket møder hendes øjne. Hun kan ingenting se, da hendes øjenlåg springer op. Noget luftigt, men varmt dækker hende, men det registrerer sig knapt nok i hendes hjerne; det eneste, hun kan tænke på, er: Hvor er hun?

De næsten umærkelige ændringer i Mikhaylas åndedrætsrytme og stilling fortæller Teiber, at hun er vågen, selvom pigen ikke har sagt et ord. Hans blik våger over pigens mindste bevægelse: klar til at berolige hende, skulle hun gå i panik, men intet sker.

”Uru?” hvisker Mikhayla træt.

To selvlysende rovdyrsøjne stirrer ind i hendes karamelfarvede blik, og selvom hun burde være bange for at stå ansigt til ansigt med en kæmpemæssig ulv, rører det ikke Mikhayla. Uru er hendes ven. Han har passet på hende, så længe hun kan huske. Hvorfor skulle hun være bange?

Mikhaylas øjenlåg glider i igen, og uden at tænke yderligere over det møfler hun sig helt ind til ulvens varme krop. Den kæmpemæssige, sølvgrå ulv stivner, da pigens hoved graver sig dybere ind i hendes pels, men selv hvis det ikke havde været for rytterens skarpe blik, havde hun nok fortsat ladet pigen putte sig ind til hende.

”Sagde hun Uru, Sasha?” hvisker Teiberanoxus til sin ulv, der har draperet sin pjuskede hale beskyttende hen over pigens krop.

Den sølvgrå ulv blinker med tiltet hoved.

En isnende fornemmelse følger Teiberanoxus’ rygrad og forplanter sig til hele hans krop. Med tæppet trukket op over sig, burde han ikke føle nattens kulde, men alligevel er han kold helt ind til benet. Hans blik hviler på Mikhaylas barnede ansigtstræk og hvalpefedtet, som først vil forsvinde om flere år, men han ser hende ikke rigtigt.

Uru.

Navnet giver genlyd i hans hoved – ekkoer frem og tilbage – og vækker en sitrende uro, der langsomt bankes rundt med blodet.

Uru.

Det kunne være en tilfældighed, at Mikhayla nævnte netop det navn. Hun kunne have snakket i søvne eller have hørt navnet fra ham. Eller han kunne have hørt forkert. Uanset hvor fristende det er at sige, at hans ører spillede ham et pus, så kan han ikke narre sig selv.

Frænde. Uru betyder frænde på rytternes sprog, men det er ikke navnets betydning, der går Teiberanoxus på. Uru er den eneste ulv, rytterulv, uden spøgelsesrytter. Før Uru troede man ikke, at rytterulve kunne overleve uden en spøgelsesrytter, men alligevel er Uru til.

Han var den største i sit kuld med lysegrå næsten hvide aftegninger på pelsen, men han havde ikke knyttet sig til en rytter, som ulvene normalt gør. I stedet for havde han forladt både sin mor, sine søskende og rytternes ordu til fordel for vildnisset.

Han er et sjældent syn, og havde det ikke været for hans vedholdende hylen mod månen, ville rytterne for længst have afskrevet ham som død. Hvem end, der fandt på at navngive ham frænde, vides ikke, men Uru er absolut ingen ven af rytterne.

Forsigtigt rækker Teiber ud og lader en hånd glide igennem Sashas pels gentagende gange for at berolige sig selv. Utilpasheden hæger stadigvæk hans indre, men hans stive lemmer begynder at slappe af. At kæle for Sasha har altid haft en næsten meditativ effekt på ham, og nu er ingen undtagelse.

”Uru,” hvisker han sagte, ikke helt sikker på om det er for Sasha eller ham selv. ”Så er det ikke så mærkeligt, at hun ikke var bange.”

Den mørkhårede rytter rykker sig tættere på pigen og ulven, og lader forsigtigt hånden glide hen over det måneskinsfarvede hår. Snart efter falder også han hen, men til forskel fra pigen sover han let, ja, nærmest overfladisk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...