Rytteren

En spøgelsesrytter. En pige. En beskyttertrang. Da Teiberanoxus finder en pige vandrende i skoven og beslutter sig for at tage hende under sine vinger, skaber det rører i spøgelsesrytternes verden. Og der er mere til både Teiberanoxus og pigen, end et enkelt blik kan afsløre.


19Likes
18Kommentarer
4042Visninger

Author's note

Denne historie kom på 2. pladsen i prequel/sequel konkurrencen, 2016.
AA

28. Ulvemord

 

Med et næsten umærkeligt nik med hovedet sænker Mikhayla klingen og trækker sig et skridt væk fra rytteren foran sig. Hendes brystkasse hæver og sænker sig, imens hun gisper efter vejret. Teiber og hendes træningssessioner tiltrækker stadigvæk et publikum, så det er først, da hun forsvinder ind i deres telt, at Mikhayla tillader sig selv at mærke kroppens træthed.

Teiber er gået ud for at supplere deres forsyninger, og ved en pludselig indskydelse beslutter Mikhayla sig for at søge væk fra orduens centrum og alle de blikke, hun uundgåeligt vil tiltrække sig der. Med hovedet på skrå og rynket næse betragter hun sine våben, men efter et øjebliks overvejelse spænder hun kun en enkelt dolk i bæltet og forsvinder derefter ud under teltflappen.

De fleste ryttere befinder sig længere inde i orduen, hvor de gør handler med hinanden, tilser deres livsvigtige heste eller bare snakker sammen for at finde ud af, hvad nyt er hændt, siden sidst de mødtes. En enkelt shakari møder man gerne i orduens yderkant, men selv dem er hun kun sjældent før stødt ind i på dette sted. De shakarier, hvis hænder ikke finder nok arbejde inde i selve orduen, følger fro deres ryttere ud over stepperne, hvor de enten strejfer, som hun og Teiber gør det, eller våger over rytterens hesteflokke. Måske det netop er derfor, hun så hurtigt lægger mærke til de enlige fodtrin, der følger hende rundt mellem teltene.

Uden at vende hovedet for at se sig over skulderen, drejer Mikhayla af ved åbningen til et lavt, hvidt telt. På den anden side af vejen mellem teltene åbner endnu et telt op, og inden vedkomne bag hende, når rundt om hjørnet, smutter hun væk fra vejen.

Fodtrinene følger efter hende. En rytter træder rundt om hjørnet tæt efterfulgt af en ulv, der ved siden af både Uru og Sasha ville se lille ud. Rytteren passerer hende uden at stoppe op, men først flere sekunder efter, han er ude af syne, bevæger Mikhayla sig tilbage af den vej, hun kom fra. Tilbage på rette kurs driver hun rundt langs orduens udkant og lader fraværende fingrene glide hen over det ru stof, der udgør rytternes telte.

Et langtrukkent hyl fylder luften sammen med den søde duft af hø og den lidt krasse fornemmelse af røg mod huden, der altid forfølger en, hvor rytterne mødes. Hendes hoved farer til siden. Hun lægger hovedet på skrå og rynker panden. Ulven gentager sit hyl, og denne gang tvivler hun ikke: Det er Uru, der hyler. Efter at have set sig til begge sider, læner hun hovedet tilbage og sætter hænderne for munden som en forstærkende tragt.

”Jeg kommer,” svarer hun på Urus kald, da hendes egen stemme løfter sig mod himlen i et ulvehyl. ”Jeg kommer.”

Hun sænker endnu engang hovedet og lader sig selv drive tilbage mod orduens centrum, men ikke før hendes blik har vandret over landskabet og fundet det sted, hvor Uru står skjult for nysgerrige blikke. Med lette, fjedrende skridt skynder hun sig i den retning, hun og Teiber er blevet indkvarteret, mens de befinder sig i Den Hvide Ordu.

Noget rasler bag hende. Det fjedrende forsvinder fra hendes skridt. Fodtrin lyder bag hende. Hun skæver over skulderen for at se, hvem der følger efter hende, og genkendelsen strømmer gennem hende, da hun ser rytteren og den lille ulv. Et kort øjeblik kniber hun øjnene sammen og beder til, at han ikke mærkede hendes blik på sig. De befinder sig endnu et stykke fra centrum, ja, det sted, hvor folk begynder at fylde pladsen mellem teltene.

Med den ene hånd løsner hun dolken fra skeden. Med sænket hoved og spidsede ører forbander hun sig selv for at have efterladt resten af sine klinger sammen med resten af oppakningen. Et kold vindstød rammer hende i nakken og rejser de små hår i hendes nakke. Bare lidt længere. Lyden af stemmer fylder allerede luften, og selvom hun har svært ved at tro det, kunne det være, rytteren bare havde sat næsen op efter et varmt måltid.

Mikhayla drejer af ved den næste korsvej, og et øjeblik kan hun se både ryttere og shakarier længere fremme, men så kommer et telt i vejen. Rytteren bag hende drejer af samtidig med hende. Hendes hjerte sætter tempoet op. Hun presser læberne sammen og synker besværet.

”Anneh Mikhayla.” Stemmen bagfra stopper hende midt i et skridt.

Hun vender sig om.

”Anneh Mikhayla,” siger rytteren og lader en hånd glide hen over sin ulvs pels. ”Endelig.”

Mikhayla stirrer på rytteren med sammenknebne øjne. Uanset hvor meget hun koncentrerer sig, kan hun ikke huske, at have set ham før i dag. Det ellers så karakteristiske ar, der snor sig fra den ene tinding til det modsatte kæbeben, vækker ikke nogen genklang i hende tanker. Hendes fingre lukker sig om dolkens skæfte, da hun uden et ord snurrer rundt på hælen og tager et skridt væk fra den arrede rytter.

”Og hvor tror du så, du skal hen?”

En ny rytter træer ud foran hende og blokerer hende vejen. Denne rytters ansigt er også vansiret, men selvom han tydeligvis følges med rytteren bag hende, vækker heller han ikke minderne til live i hendes hjerne.

Mikhayla stivner midt i et skridt. Så retter hun ryggen og ser rytteren foran sig lige i øjnene.

”Jeg er Anneh Mikhayla. Teiberanoxus af Den Hvide Ordu er min rytter. Hvem er I, og hvad vil I mig?” Hun presser skuldrene tilbage, mens hun taler, indtil alle skygger af usikkerhed er forsvundet fra hendes fremtoning.

”Hører du, bror? Hun kan ikke huske os,” siger rytteren foran hende og sender Mikhayla et smil, der får hende til at spænde i musklerne.

”Det var ellers hendes rytter, der gav os dem her,” siger rytteren bag hende og gestikulere til sit ar.

”Så sandt, så sandt,” siger rytteren foran hende. ”Men hun var jo kun et lille skravl, sidst vi mødtes. Jeg vil vædde med, at han aldrig fortalte, hvad han gjorde, før han red ud efter hende.”

Mikhaylas hoved farer som et pendul mellem de to ryttere, der taler hen over hovedet på hende. Forsigtigt, skridt for skridt, stiller hun sig med ryggen mod det nærmest telt, så hun kan se både ryttere og ulve i periferierne af sit syn. Et lille skridt til siden og et til. Uden at fjerne opmærksomheden fra de to ryttere og deres ulve kanter hun sig tættere på åbningen i teltet bag sig.

”Hvor tror du, du skal hen, ulvehjerte?” spytter den ene af rytterne og trækker sin klinge af skeden.

”Jeg er Peru af Den Lilla Ordu,” siger den anden rytter. Hans klinge hvisler, da også den forlader sin skede. ”Min bror er Eron af Den Lille Ordu. Husker du også nu, pigebarn?”

Selv da Peru siger deres navne, husker Mikhayla dem ikke, men hun husker godt, Teibers formaning, da han fandt hende, efter de nyankomne ryttere havde ladet en uheldig kommentar falde om hendes ulv. Det må være dem, selvom hun ikke mindes rytterne fra den aften som havende vansirede ansigter.

Mikhayla trækker sin dolk. Hun træder et skridt væk fra teltet, så hun har bedre plads at manøvrere på. Hun hæver våbnet foran sig.

Det næste, der hænder, sker så hurtigt, at hun knapt nok når at registrere det. Eron farer frem mod hende med højt løftet klinge. Hun træder til siden, ud af klingens rækkevidde. Og så er Mikhayla pludselig omgivet af klinger i lynhurtig bevægelse, glammende ulve og rasende ansigter. En gang kommer hun en af brødrene så nær, at hendes dolk snitter hans arm, men så må hun endnu engang undvige de andres angreb.

En ulv lukker sine tænder om hendes bukseben. Den hiver til. Hun mister balancen, og pludselig tumler hun rundt på jorden. Dolken glider ud af hendes fingre og lander lige ude for hendes rækkevidde. Ulven, der har fat i hendes bukseben, rusker hende fra side til side. Hun kan ikke komme op. Hun sparker ud med hælen, men rammer ved siden af.

Et skrig forlader hendes læber. Den anden ulvs tænder borer sig ind i lænden på hende, og sender skarpe jag af smerte ned langs hendes ben og op gennem hendes hofte. Fingrene begraver sig i jorden og tænderne i underlæben. En enkelt bloddråbe slipper fri, men det næste skrig forhindres i at undslippe hendes mund.

Eron og Peru sænker deres våben og stirrer på shakarien, der vrider sig i smerte, imens ulvene fortsat rusker i hende. De to ryttere fra Den Lilla Ordu er ikke de eneste, der stirrer på den faldne shakari. Mikhaylas skrig tilkaldte alle, der var i nærheden. Nu står ryttere og shakarier fra Den Hvide Ordu med opspilede øjne og hænderne presset for munden. Alle genkender den Teiberanoxus’ shakari, og synet af ulvenes tænder, der har gennemboret hendes kød, og blodet på Peru og Erons klinger sender en forfærdet mumlen gennem de forsamlede.

En af de største rytterulve, tilskuerskaren nogensinde har set, kaster sig mod ulven, der har fat om Mikhaylas bukseben. Et sug af ophidselse går igennem forsamlingen.

”Det er Uru,” hvisker de, og et øjeblik glemmer de, hvis shakari ligger blødende på jorden. Kun den sagnomspundne ulv optager deres tanker.

Uru har lukket kæberne om ulvens nakkeskind og kaster den så let, som vejede den ingenting, kurrende hen over jorden.

Mikhayla skriger igen. Denne gang ikke af smerte, men af frygt. Peru løfter sin klinge og træder op bag Uru. Hurtigt som en klapperslange gennembryder hans klinge Urus hals, og da han trækker våbnet til sig igen, maler blodet den metalblå pels rød.

Hendes øjne finder Urus. Deres blikke låser sig fast i hinanden. Hvis Mikhayla senere skulle fortælle, hvordan det lykkedes hende at komme fri af ulvens tænder, ville hun ikke kunne forklare det. Det næste, hun husker, sidder hun med Urus hoved i skødet. Blodet oser ud over hendes hænder, når hun stryger fingrene hen over den varme, klæbrige pels.

En hånd lægger sig på hendes skulder, men hun kan ikke løsrive sit blik fra Urus. Ulven spjætter. Hans poter kradser i jorden, og det store hoved ruller fra side til side. Blodet trænger sig ikke længere vej ud mellem hendes fingre. Det tunge åndedrag hører op. Øjnene bliver tomme.

Mikhaylas verden stopper. Det brænder bag hendes øjenlåg. Fingrene stivner i Urus pels. Lyden forsvinder, og det eneste, hun ser, er ulvens blanke øjne. Kulden breder sig i brystet på hende, og for hvert hjerteslag pumpes isen rundt i årerne på hende, indtil hendes krop føles stivnet og fjern.

Ulideligt langsomt løfter hun blikket fra sine blodsølede hænder og lader blikket glide fra hånden på skulderen op langs armen, indtil hendes øjne stopper ved et ansigt. De indsunkne kinder, det brændende blik og det mørke hår tilhører et øjeblik en fremmedes ansigt, og selvom hun kan se munden bevæge sig, kan hun ikke høre ordene, den siger.

”Anneh.”

Et ord trænger gennem den buldrende hinde af stilhed, der har lagt sig om hende.

”Teiber,” siger hun. Hun blinker sløvt med øjnene.

Ingen detaljer undgår rytterens ravneblik, da hans øjne glider hen over den rystede shakari. Det flænsede bukseben. Det blødende sår, hvor ulvens tænder brød gennem huden. De små sår og flænger, der dækker hendes arme. Det store ulvehoved, der endnu hviler i pigens skød. Den blodmalede pels.

Med et sidste blik på sin shakari, fjerner han hånden fra hendes skulder og vender sig mod de to ryttere, der endnu står med de blodige klinger i hænderne. Hans øjne lyser hans ansigt op og maler brændende skygger hen over hans kindben. Det glødende blik er fikseret på Eron og Peru, men alligevel viger skaren bag de to dødsdømte ryttere så langt væk, den trængte plads tillader dem.

”I angreb min shakari,” siger Teiberanoxus med rolig stemme og lader nærmest tilfældigt den ene hånd kærtegne skæftet på sin elfenbensklinge.

”I sårede min shakari,” gentager han, som om han har svært ved at tro på det blodige bevis, følger ham med øjnene.

De to rytter fra Den Lilla Ordu viger bort fra den skræmmende rolige rytter. De krymper sig, og selv deres ulve stikker halen mellem benene og presser maven mod jorden i et forsøg på at gøre sig så små som muligt. Noget, der næsten kunne minde om et smil, spreder sig over Teiberanoxus’ læber, da hans hånd løber gennem Sashas pels. Ganske langsomt trækker han sin elfenbensklinge af skeden i en lang, glidende bevægelse.

”Ingen rører min shakari.” Hans stemme konkurrerer med flammerne i hans øjne.

Han løfter armen og skal lige til at lade klingen farer gennem luften, da en stemme bagfra fanger hans opmærksomhed: ”Stop, Teiber.”

Det er næppe mere end en hvisken, og hverken den mørkhårede rytter eller hans ulv tager nogen synderlig notits af den.

”Teiberanoxus, sænk din klinge.”

Denne gang gør han som befalet. Armen falder ned langs siden, klingen peger mod jorden. Han vender hovedet mod sin shakari. Gløden i hans øjne dæmpes ikke, da han følger hendes stive lemmers udfoldelse, da hun kæmper sig op at stå med sin dolk knuget mellem fingrene. Mikhayla træder op på siden af ham og lukker fingrene om den hånd, han holder klingen i. Pludselig hviler vægten af den blinkende elfenbensklinge ikke længere i hans hånd, men i Mikhaylas.

”De er mine.” Med de ord vender hun sig mod sine angribere. ”Hvis jeg nogensinde ser jer igen, slipper I ikke fra det med livet i behold. Forsvind nu, før jeg ombestemmer mig.”

De omkring stående ryttere og shakarier troede ikke, de kunne lægge mere afstand mellem Teiberanoxus og hans shakari, end de allerede har gjort, men ved lyden af Mikhaylas stemme og synet af hendes øjne, formår de alligevel at vige endnu længere væk. Hvor rytterens øjne glødede af indestængt raseri, er hans shakaris øjne så udtryksløse, at man næsten skulle tro, det var hende og ikke Uru, hvis dødskamp havde malet jorden rød.

Et øjeblik står de to tiltalte ryttere som ramt af lynet, men pludselig sætter de i bevægelse og i løbet af ingen tid har de forladt Den Hvide Ordu. Ingen tør hindre deres afrejse. Uden at se på hverken sin rytter eller sin livløse ulv, træder Mikhayla gennem tilskuerskaren, der splitter sig for at lade hende komme igennem. Ingen møder hendes blik, og først da både hun og Teiberanoxus har forladt kamppladsen, bryder folk ud i højlydt, indbyrdes mumlen.

Ingen har lyst til at blive, hvor de er, og uden nogen egentlig beslutning er blevet truffet, pakker ryttere og shakarier Den Hvide Ordu sammen. I løbet af ingen tid er de klar til at drage videre, og selvom manges blikke hænger ved både ulvens lig og Teiberanoxus og hans shakari, der sadler op for at drage ud over Annors ensomme stepper, stopper ingen op for at betragte nogen af delene længere end højst nødvendigt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...