Rytteren

En spøgelsesrytter. En pige. En beskyttertrang. Da Teiberanoxus finder en pige vandrende i skoven og beslutter sig for at tage hende under sine vinger, skaber det rører i spøgelsesrytternes verden. Og der er mere til både Teiberanoxus og pigen, end et enkelt blik kan afsløre.
(Deltager i skriv forhistorien eller efterfølgeren-konkurrencen. Forhistorien til 'Anneh Mikhayla - Mikhayla Ulvehjerte'.)

8Likes
15Kommentarer
1726Visninger
AA

5. Shakarier og ulve

 

Mikhaylas putter sig bedre ind til den bløde ulv, der ligger krummet sammen rundt om hende, og begraver hovedet i dens pels. Over hende står solen allerede højt på himlen – eller i hvert fald højt nok til, at ulvens skygge ikke længere skærmer hende fra dens stråler – og ulvens pels udgår et glimrende værn mod morgenlyset. Kun modvilligt glider Mikhaylas øjne op, så pigen kan byde en ny dag velkommen.

Sasha gør lavt for at få sin rytters opmærksomhed, og få sekunder senere er slibestenen da også lagt til side. I dag har hun ikke travlt med at komme op, konstaterer Teiber med et slet skjult smil og håber, at pigen måske er knapt så ude af den, som hun har været.

Mikhayla strækker sig, så langt hun kan, og løfter en stadigvæk buttet barnehånd for at gnide søvnen ud af øjnene. Græsset kildrer hendes øreflip, og jorden er ikke nær så fugtig, som den burde være. Endnu halvt i søvnens rige trækker pigen sig lidt væk fra det store dyr. Ulv er sikkert, men alligevel knuger hendes mave sig sammen på en underlig måde.

Det er ikke Uru, går det op for Mikhayla. Ulven er ikke Uru. Pelsen er tyk og sølvgrå i stedet for Urus metalliske, blågrå kulør, og under hende strækker græs sig i stedet for de smattede blade, der kendetegner underskoven omkring farbroderens kro.

”Sasha,” siger hun og rækker en rystende hånd ud imod ulven med en sølvgrå pels.

Det store dyr glipper med øjnene og løfter hovedet fra sine poter, stirrer et øjeblik på pigen og vender så tilbage til sin behagelige halvdøs.

Fascineret betragter Teiberanoxus pigens mindste bevægelse. Hendes blik glider hen over landskabet og tager alle de detaljer ind, som mørket skjulte ved deres ankomst. Det rå landskab virker ugæstfrit, og det er et evigt mysterium, hvorfor nogen valgte at slå sig ned her af alle steder. Jorden af stenet, der er ikke skyggen af vand nogle steder og allerede nu – så tidligt på dagen – bager solen ned fra en skyfri, blå himmel.

Mikhaylas karamelfarvede øjne finder sig endelig til rette på rytterens ludende fremtoning, og et lille smil lyser hendes ansigt op. Mikhaylas sidder i skrædderstilling med hovedet på skrå og betragter rytteren et langt stykke tid, inden hun åbner munden.

”Jeg er sulten,” siger hun og ser væk, som om hun skammer sig over at sige det, og hvis Teiber skal gætte, så føler hun sig langt fra godt tilpas ved at indrømme det.

Rytteren vender ryggen til pigen griber resterne af bondefamiliens morgenmad, som Sumi kom med, inden hun begav sig ud i marken for at begynde dagens dont. Det er nogle timer siden, og den varme grød har for længst forvandlet sig til en kold, klæbrig masse. Det bedste, man kan sige om grøden, er, at den ikke har en alt for uappetitlig farve.

Mikhayla spiser den uden at kny sig. Teiber forsøger ikke at smage på grøden, men han har på fornemmelsen, at Mikhayla sætter mere pris på maden, end han gør.

”Hvem er Uru?” spørger Teiber og skraber de sidste rester op på skeen.

”Ikke nogen.” Mikhayla holder op med at spise og kryber lidt sammen.

”Uru er en ulv,” siger Teiber, ”derfor skræmte Sasha dig ikke.”

Mikhayla rykker lidt på sig, men siger stadig ikke noget.

”Ulve er farlige,” fortsætter Teiber. Hvert ord betones, som for at understrege en pointe.

”Min. Ven.” Mikhaylas stemme rejser sig en oktav, og få sekunder senere tramper hun arrigt væk med armene svingende langs siderne.

Teiber glipper med øjnene og stirrer efter pigen. Latteren truer med at forlade hans læber, men pigen er stadigvæk inden for hørevidde. Mikhaylas hidsige opbrud er hendes første reaktion, der ikke har virket bedøvet af frygt. Teiberanoxus har set ryttere reagere på samme måde, når deres ulve kom op til diskussion.

”Anneh Mikhayla,” hvisker Teiber hen for sig selv og skubber sig op at stå, ”jeg kunne næppe have valgt et bedre navn.”

Mikhaylas forhold til Uru er dømt til at få konsekvenser før eller siden, alligevel smiler rytteren skævt. Det er bare endnu en uortodoks ting ved hans shakari, bare endnu en bro han må finde ud af at krydse, når den tid kommer.

Der går ikke længe, før Mikhayla dumper ned på det gulliggrønne græs. Hun hiver det op i store totter og smider det arrigt væk. Græsstråene sejler gennem luften, og en lav kluklatter forlader hende. Hun vælter om på græsset, så hendes måneblege hår falder om ansigtet på hende som en sølverhvid glorie. Hun følger de enlige skyer med øjnene og peger vildt på en sky, der ligner en fugl i flugt.

Mikhayla styrter om på må og få; en gang jagtende en sommerfugl; en anden gang dansende til en lydløs melodi. Teiber retter ryggen lidt og ryster let på hovedet over pigens fjollerier, men han er glad for, at hun er holdt op med at surmule.

For en tid blander Teiber sig ikke i pigens leg, og Mikhayla ænser ikke rytterens gøren og laden eller hans regelmæssige blikke. De er begge to optaget hver deres gøremål, og ligesom bønderne har også rytteren ting, der skal nås, før solen står i zenit. Han skal godt nok ikke ordne marken og sørge for afgrøderne, men hestene skal passes, og hullerne i Mikhaylas tæppe skal sys sammen, så stoffet ikke flænger. Der er to måner efter orduen, og et godt tæppe kan være afgørende på en kold nat.

Solen står næsten lige over deres hoveder, da Mikhayla lister sig op bag Teiber. Hun stopper halvanden meter væk og stirrer tryllebundet på ham, imens han lader en strigle glide hen over hestens bug. Han er nænsom med sine bevægelser og hvisker af og til noget for lavt til, at Mikhayla kan høre det, og det hun kan høre, forstår hun ikke.

”Hvad er en shakari?” spørger hun. Duften af varme duft af hest og tørret jord invaderer hendes næsebor. Hendes skuldre slapper lidt af.

Teiber glipper med øjnene og holder et øjeblik op med at strigle hesten. Krogede fingre glider igennem hestens man, og nogle uhørlige ord sætter hesten i bevægelse. Rytteren vender sig om mod pigen og lader sit rødmatterede blik hvile på hendes åbne ansigt.

”Når en rytter holder af en person,” siger Teiber og knæler ned foran Mikhayla, ”og vil passe på en person, kan de gøre dem til deres shakari. Det betyder, at man er under en rytters beskyttelse.”

Mikhaylas mund åbner sig, men hun når ikke at stille sit næste spørgsmål, før Sumis stemme kalder ud til dem, at der er frokost. Få sekunder senere ligger striglen pakket væk i saddeltasken, og rytteren og pigen går hen mod den slidte gård for at tage del i familiens frokost.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...