Rytteren

En spøgelsesrytter. En pige. En beskyttertrang. Da Teiberanoxus finder en pige vandrende i skoven og beslutter sig for at tage hende under sine vinger, skaber det rører i spøgelsesrytternes verden. Og der er mere til både Teiberanoxus og pigen, end et enkelt blik kan afsløre.
(Deltager i skriv forhistorien eller efterfølgeren-konkurrencen. Forhistorien til 'Anneh Mikhayla - Mikhayla Ulvehjerte'.)

8Likes
15Kommentarer
1639Visninger
AA

6. Rytternes sprog

 

Mikhayla svinger fra side til side i sadlen. For hende er hestens vuggende bevægelser uvante, og hun koncentrer sig stadigvæk om ikke at falde ud af sadlen. Sammen skridter Mikhayla og Teiber hen over steppen i et tempo, der kun er lidt hurtigere end orduens. Mikhayla ser op fra saddelknappen og tager grådigt de sparsomlige gevækster og de stedvise skyer til sig.

Tør luft stryger hen over Teiberanoxus’ blottede hud og roder op i hans hår, men uden at være til gene. Han smiler og manøvrerer sin hest op på siden at Mikhaylas.

”Går det, Anneh?” spørger Teiber.

Hun nikker.

Mikhayla kaster et sky blik på rytteren, inden en stor klippeformation fanger hendes opmærksomhed. Jorden strækker sig så langt øjet rækker, indtil den støder sammen med himlen et sted ude i horisonten. Skyerne flyder hen over det blå himmelhav, og minder Mikhayla om de vatstykker, der ligger i hendes tantes skuffe.

De puffede, hvide klumper har altid fascineret Mikhayla, og da hun var helt lille, kunne de holde hende beskæftiget i timevis. Hverken onklen eller tanten havde noget imod, at den brunøjede tumling legede med vatstykker, så længe hun ikke generede dem.

En buttet sky svæver hen over deres hoveder, og i Mikhaylas verden ligner den de elefanter, de rejsende fortalte om i deres historier. Store dyr med snabler – en form for lange næser – og store, blafrende ører. Elefantskyen får en latter og vink med på vejen, inden den opløses. Mikhayla har altid ønsket at se en elefant.

”Hvor skal vi hen?” spørger Mikhayla.

Spørgsmålet kommer som taget ud af det blå. Teiber ved ikke, hvad han skal svare: sidder et øjeblik bare og stirrer tomt på pigen, der stadigvæk ikke ser på ham.

”Vi skal indhente Den Hvide Ordu,” siger Teiber og kaster et blik op på himlen. Middagstimen nærmer sig, og de er stadigvæk ikke helt ude af Stensletterne. Snart topper varmen, og heden vil blive uudholdelig.

”Ordu,” mumler Mikhayla og smager på ordet. Det ligger godt på tungen. Ordet optager hende så meget, at hun ikke engang lægger mærke til, at rytteren holder hestene an.

”En ordu er en teltlejr,” forklarer Teiber og løfter pigen ned fra sadlen. ”Den Hvide Ordu er den oprindelige, den ældste. Den Røde Ordu er hjertets. Den Lilla Ordu er sjælens.”

En rynke opstår imellem Mikhaylas øjenbryn. Hun bider sig i kinden og skyder underlæben lidt frem. Tanken om flere ryttere vender sig nogle gange inde bag hendes pande, før hele hendes ansigt lyser op i et stort smil.

”Er der ulve, Teiber? Store ulve?” spørger hun.

”Masser af ulve,” siger Teiber.

Mikhayla hviner henrykt. Sommerfuglene danser i hendes mave. Hun hopper op og ned på stedet med et stort tandsmil på læberne ude af stand til at skjule sin forventning. Og hvorfor skulle hun også det? Teiber er sikker præcis ligesom ulvene.

Med en klar latter drejer Mikhayla om på hælen, så den alt for store, sorte trøje hun er iført hvirvler om hendes ben. Teiber stirrer efter hende, som hun danser hen over den varme jord. Rytterens øjne gnistrer ligeså stærkt som solen, imens han kløer ulven bag ørerne.

”Efter hende, Sasha,” mumler han til ulven.

Straks lunter det store dyr efter den lille pige.

”Ikke for langt væk, Mikhayla!” råber Teiber efter hende, inden han vrister blikket væk fra hende.

Gadedrengehop og små piruetter bringer Mikhayla længere og længere væk fra spøgelsesrytteren. Solen tegner brune mønstre på hendes blottede hud, og den tørre sandjord knaser under hendes alt for store, lånte støvler. Leende spreder den sølverblonde pige armene ud til siden og styrter rundt i store cirkler med Teiber som centrum.

Rundt og rundt og rundt, men mælkesyreren kalker hendes ben til, og forpustet falder hun om på jorden med armene og benene strakt ud til siderne. Skyformationerne svæver hen over den støvede blå himmel – for hendes skyld alene, føler Mikhayla – og Sasha lægger sig ned ved siden af Mikhayla med hovedet på poterne.

”Se, en ulv!” siger Mikhayla og peger ivrigt op mod skyerne.

Teiber afbryder pigens udpegning af skyfigurer. Han knæler ned ved siden af pigen og trækker hende op at stå. Med et blidt skub leder han hende tilbage mod et telt af stengråt stof. Formen er underlig, teltet er højest på midten og minder lidt om en kuppel vendt på vrangen, og teltdugen står pinligt skarpt mod det røde landskab.

Inden i teltet falder skyggen over rytteren, pigen og ulven. Luften er stillestående og dufter af støv, men idet mindste hamrer solen ikke lige ned på dem. Lige nu er det til at færdes ude, men om mindre end en time vil solen skolde en, hvis man ikke er i skygge.

”Teiber, vil Uru være i orduen sammen med de andre ulve?” spørger Mikhayla. Hun sidder med ryggen op af teltdugen og piller ved sin pegefingernegl.

Alle rytterens muskler stivner, og han stopper midt i at snøre teltets åbning til. Langsomt kommer bevægeligheden tilbage til hans lemmer, men han svarer ikke, før teltet er forsvarligt lukket, og han har sat sig ned over for pigen.

”Nej, Uru vil ikke være der.”

Mikhaylas hjerte synker, men hun siger ikke noget.

”Du må godt savne ham, Mikhayla,” siger Teiber og klør Sasha bag ørerne. ”Det er kun naturligt at savne sin ulv.”

Mikhayla synker besværet og vikler armene tæt rundt om sig selv. Hun bider sig i læben for ikke at græde, men selv i teltets skygger ser Teiber, da den første tåre flader ned over hendes kind.

Man må ikke vise spøgelsesrytterne svaghed; man må ikke vise dem frygt, det ved Mikhayla godt. Alle har hørt rygterne, der omgiver de rødøjede ryttere. Mikhayla har hørt flere historier om spøgelsesrytterne end de fleste andre, på flere sprog og et utal af dialekter.

Teiber er sikker, det ved hun. Hendes mave fortæller hende, at det er i orden at vise sin sårbarhed, men hendes hjerne kæmper imod. Hun er hans shakari. Han lovede hende, at der ikke ville ske hende noget, men hun venter bare på, at han skal forvandle sig til et monster, ligesom hendes onkel og tante gjorde.

Rytteren stirrer på pigen med blege øjne. Hans knytter hænderne i skødet og trækker øjenbrynene sammen. Hans blik falder kort på den sølvgrå ulv, men hun gør bare et kast med hovedet i retning af den rystende pige og giver ham et sigende blik.

Forsigtigt læner Teiber sig frem og trækker pigen over til sig. Han lukker armene om Mikhayla og vugger hende langsomt frem og tilbage.

Pigen sidder et øjeblik fuldstændigt stille, inden tårerne for alvor bryder frem, og højlydte hulk får hendes skuldre til at ryste.

Teiber stryger en hånd hen over pigens hår. Ganske lavt spørger Teiberanoxus, om Uru bor i skoven.

Mikhayla nikker.

”Vi kunne finde ham efter Den Store Middag,” siger Teiber og stryger en hårlok væk fra pigens ansigt.

Mikhayla trækker sig lidt væk fra rytteren for at se op på ham med store, håbefulde øjne. ”Virkelig?”

Et sjældent smil breder sig over Teibers ansigt.

”Virkelig. Når Den Store Middag er ovre, følger vi med orduen til Sorteskoven og finder Uru,” lover rytteren.

Tårerne holder op med at strømme ned over Mikhaylas kinder, og hulkene erstattes af et gab.

Farven vender retur til rytterens øjne, og en varm gnist oplyser dem et sekund. Med nænsomme hænder gelejder Teiber Mikhayla ned at ligge og fremtryller et tæppe til at lægge over hende fra deres oppakning.

”Sov, Anneh,” mumler han og putter tæppet godt ned om sin shakari.

Fra en anden saddeltaske hiver han det tæppe frem, som Mikhayla stak hul i, da de overnattede hos grænsebønderne. Han finder også nål og tråd frem: Det er ikke en særlig maskulin ting at kunne sy, men ikke desto mindre tråder Teiberanoxus nu synålen.

Det er bedre at reparere skaden med det samme, end at et lille hul bliver en uforbederlig skade, er Teibers filosofi.

”Hvad betyder anneh?” spørger Mikhayla og overrasker Teiber: Han troede, hun sov.

”På annorak – rytternes sprog – betyder anneh ulvehjerte,” siger Teiber og stikker nålen igennem tæppet og trækker tråden efter.

Anneh, ulvehjerte,” siger Mikhayla og hiver en arm op, som hun kan hvile kinden på.

Hun er stille lidt.

”Vil du lære mig annorak, Teiber?” spørger hun med bedende øjne.

Et uvilkårligt smil vokser frem på den mørkhårede rytters ansigt. Han behøver ikke tænke længe over sit svar. Selvfølgelig, vil han lære Mikhayla rytternes sprog.

En del af ham hvisker, at hun aldrig vil mestre sproget, ligesom de andre shakarier heller aldrig lærer at snakke annorak. Det er mere det, at hun spørger, der får hans hjerte til at svulme: hun har accepteret ham som sin rytter.

”Med glæde, Anneh,” siger han og opfordrer pigen til at få lidt søvn, før heden aftager igen, og de kan ride videre.

Mikhayla smiler lykkeligt og lukker øjnene, snart efter er hun borte i søvnen. Og der i det skyggefulde telt midt på Stensletterne kan Teiber umuligt forstille sig, præcist hvor hurtigt hans shakari er til at suge nye sprog til sig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...