Rytteren

En spøgelsesrytter. En pige. En beskyttertrang. Da Teiberanoxus finder en pige vandrende i skoven og beslutter sig for at tage hende under sine vinger, skaber det rører i spøgelsesrytternes verden. Og der er mere til både Teiberanoxus og pigen, end et enkelt blik kan afsløre.
(Deltager i skriv forhistorien eller efterfølgeren-konkurrencen. Forhistorien til 'Anneh Mikhayla - Mikhayla Ulvehjerte'.)

7Likes
15Kommentarer
1354Visninger
AA

12. Rådsforsamlingen

 

Den Hvide Ordu kommer til syne som en samling stengrå silhuetter ved middagstid. Skovbrynet har længe været forsvundet bag horisonten, og ud over pauser til at spise og sove og et enkelt stop, hvor Teiber viste Mikhayla, hvordan man holder på og kaster med en kastekniv, har de været på farten uafbrudt, siden de brød fri af Sorteskovens skygge.

Solen bager ned fra himlen og deres skygger står som mørke pøle under dem, da de skridter hen over sletten med Sasha og Uru luntende efter sig. Teibers blik glider hen over landskabet. Alt er stille. Intet rører sig. Kun vinden får stædige græstotter til at svaje fra side til side som i en sagte dans. Lydene fra Orduen høres ikke over den lange afstand. Om få timer vil lydene og lugtene nå dem, nogenlunde samtidig med Orduen gør holdt for natten.

”Anneh, tag shakaret på.” Teiber vender sig halvt i sadlen for at kunne se den næsten hvidhårede pige i ansigtet. Hun er ikke længere så fin og hvid i huden, som hun var første gang, de mødtes. Både hendes ansigt, arme og hænder har fået en mørkebrun kulør: en blanding af sol og snavs.

”Skal jeg?” spørger Mikhayla med en armbevægelse, der får hevet i tøjlerne, så hesten tager et skridt til siden og sætter farten op.

Med hånden strakt frem foran sig læner Teiber sig frem i sadlen og griber Mikhaylas tøjler, inden hesten får rigtig fart på.

”Husk vores aftale,” siger Teiber og overgiver kontrollen over hesten til sin shakari.

Mikhayla krænger læberne tilbage, inden hun læner sig lidt tilbage og med et let træk i tøjlerne får hesten til at stoppe. Nu var det endelig lykkes hende, at overtale Teiber til, hun ikke behøvede have shakaret på, når der ikke var andre, og så indhenter de orduen. Mikhayla vender sig, så hun kan nå saddeltasken og leger med spændet lukkemekanisme, inden hun åbner tasken. Shakaret ligger nydeligt sammenfoldet øverst i tasken, men hendes hænder hænger alligevel ubevægeligt nogle sekunder, inden hun trækker det sorte stof til sig og lukke tasken.

Teiber genner sin hest helt op på siden af Mikhaylas. Hans spøgelseshvide fingre tager shakaret ud af hænderne på hende, og der er ingen tøven at spore i den mørkhårede rytteres bevægelser, da han hjælper Mikhayla i shakaret.

”Kom,” siger han, vender sig væk fra sin shakari og sætter hesten i bevægelse.

Uanset hvor lidt pigen bryder sig om shakaret, er hun sikrere med det på, for selvom kvinder er nærmest hellige for spøgelsesrytterne, føler Teiber sig ikke sikker på, at rytternes skikke vil skærme hende for alle fare. Alligevel nærer nogle af hans fæller mere respekt for shakaret end deres egne traditioner.

Kun hestehovenes dumpe rytme mod jorden, deres prusten og ulvenes vejrtrækning bryder stilheden, da de fortsætter igennem landskabet. Solen bevæger sig hen over himlen, og snart vokser skyggerne sig længer og længere. Vinden suser hen over jorden og hvirvler små støvskyer i vejret, med sig bærer den den sødlige lugt af halm og møg og lyden af stemmer.

”Bed Uru om at vente her,” siger Teiber og kaster et blik op mod himlen, hvor en kuglerund måne stolt hæver sig over alt og alle.

Mikhayla ryster med hovedet, og en lav protest forlader hendes læber. I hendes mave falder en tung sten til bunds og får alting til at knuge sig sammen. Hun sænker hovedet lidt og presser en hånd mod maveskindet. Ånd ind, pust ud. Hun knuger hænderne så hårdt, at blodet pibler frem under hendes fingernegle. Hun vil ikke forlade Uru.

”Din ulv har et noget blakket ry blandt rytterne,” siger Teiber. ”Har du hørt historien om din ulv, Anneh?”

Mikhayla ryster på hovedet og presser endnu hårdere mod maven.

”Uru. Navnet får hårene til at rejse sig i nakken på selv den barskeste rytter, og der findes flere historier om ham, end jeg kender til,” begynder Teiber, og imens han fortæller, bliver hans blik fjernt.

”På annorak, vores sprog, betyder Uru frænde, hvilket næsten er ironisk, for din ulv er absolut ingen ven af rytterne. Han er en enspænder. En ulv uden rytter. Hvilket ikke burde være muligt. Da den tid kom, hvor han burde have knyttet sig til en rytter, forlod han sin mor og sin ordu.”

Teiber holder hestene an. Mikhayla gør det samme.

”De første år stødte vi ind imellem på ham, men hver gang han så os, forsvandt han, eller, hvis vi var for tæt på, angreb. Mere end en rytter har måtte lade livet for hans klo.” Teiber ler hjerteløst. ”Og så forsvandt han. Hvis ikke vi havde hørt ham tude mod månen i ny og næ, ville vi være gået ud fra, at han var død. Men da han forsvandt var det for sent: De Tre Råd havde allerede pålagt en hver rytter, der mødte ham, at dræbe ham.”

Teibers stemme svinder hen. Stilheden er så tyk, at den er til at tage og føle på. Al farven er blevet drænet fra Mikhaylas ansigt, og tilbage sidder den blege skal af det, der engang var en pige. Mikhaylas indre er tomt og koldt som den forladte rævegrav, hvor hun engang gemte sig i flere dage, før sulten drev hende tilbage til onklen og tantens kro.

”Forstår du nu, hvor for din ulv må blive her?” spørger Teiber.

Denne gang nikker Mikhayla. Med rystende stemme beordrer hun Uru til at vente på hende skjult i nattemørket, indtil de vender tilbage. Med et sidste blik over skulderen, ser Mikhayla Uru smelte sammen med skyggerne, i det hun selv materialiserer sig inden for orduens lyskreds.

En kædereaktion af lavmælt hvisken spreder sig igennem Den Hvide Ordu, da Teiber og hans shakari kommer ridende ind imellem teltene. Ingen nærmer sig dem, men ophidset mumlen omgiver dem til alle sider, og selvom det kun er de færreste, der decideret tør pege på dem, kaster flere med hovedet og sendere sigende blikke i deres retning.

Først foran Arkins telt svinger Teiber sig ud af sadlen. Mikhayla sidder bevægelsesløst i sadlen og stirrer tomt frem for sig. Teibers ord kører stadigvæk rundt i hovedet på hende: De vil dræbe Uru.

Pigen ser hverken, da Arkin eller Ayni træder ud af teltet, og hun hører heller ikke den anden shakaris forfærdede udbrud, da hun ser Mikhaylas sygelige fremtoning. Først da Teibers hænder løfter hende ud af sadlen, og hendes fødder rammer jorden, siver lidt liv ind i hendes blik. Langsomt drejer vender hun sig om mod Teiber og presser ansigtet ind i maven på ham. Hendes arme når ikke hele vejen rundt, da hun snor dem om livet på ham og klynger sig til ham som gjaldt det liv og død. Teiber lægger en hånd på pigens skulder og giver den et beroligende klem.

”Hvad er der sket?” spørger Ayni og er allerede på vej over mod pigen, før ordene har forladt hendes læber, men et glorødt blik fra Teiberanoxus og et advarende bjæf fra Sasha stopper hende på stedet.

Den bredskuldrede rytter med arret, der starter lige over halsudskæringen, skubber sig igennem bræmmen af ryttere og shakarier, som står rundt om Teiberanoxus. Hvis Mikhayla havde løftet hovedet, ville hun med det samme have genkendt den lille, grå ulv, men hun ser ikke op. Teiberanoxus, til gengæld, genkender med det samme rytteren.

”Rådet anmoder om din øjeblikkelige tilstedeværelse, Teiberanoxus,” siger den bredskuldrede rytter.

”Arkin?” spørger Teiberanoxus med iskold stemme og et hovedkast i retning af hestene.

Arkin nikker.

Teiber frigør sig af Mikhaylas arme og uden at fjerne hånden fra hendes skulder guider han hende hen mod rytteren med arret. Sasha kredser om dem med årvågne øjne og svingende hale.

”Kun dig, ikke pigen,” siger den bredskuldrede rytter.

Sasha blotter knurrende tænderne, lægger ørerne bagud og løfter halen. Både den bredskuldrede rytters ulv stikker halen mellem benene og presser bugen mod jorden, og rytteren selv skutter sig under Teiberanoxus’ brændende blik.

Sashas gøen bringer Mikhayla tilbage til virkeligheden, og med rystende hænder snor hun fingrene ind i ulvens pels. Noget af tomheden forlader pigens krop, men det gør ikke meget for at berolige hendes nerver. Mikhayla ønsker brændende at Uru var her, men han må ikke dø, og Teiber er her jo, og hun har jo Sasha.  

Folkemængden skiller sig og danner en vej fra den frygtede rytter og hans shakari, så de uden forhindringer når frem til Rådets telt. Mikhaylas hjerte flakker i hendes bryst som en fugl fanget i et bur, men Teiber giver hverken hende eller sig selv lov til at samle nerverne, da de står foran teltet. Med en uceremoniel bevægelse river han teltlappen til side og træder sammen med sin shakari ind i teltets skumringsmørke indre.

I midten af teltet knitrer et bål lystigt, og en brændekævle eksploderer med et højt pop. Røgen trænges under loftet og danner kunstneriske hvirvler, før det forsvinder ud i natten. Men det er ikke røgen, der fanger Mikhaylas opmærksomhed. Det, der fanger hendes blik, er de otte gråhårede ryttere og deres ulve. Med så mange varme kroppe i teltet er bålet så godt som overflødigt, og det, der ellers havde været rigelig med plads, virker nu alt for trangt.

”I har haft travlt i mit fravær.” Teiberanoxus lader blikket glide hen over de forsamlede. Ikke et fuldt Råd, men hele tre er klemt sammen i teltets indre.

”Teiberanoxus,” hilser et af rådsmedlemmerne; Mikhayla kan ikke afgøre hvilke.

”Hvad skylder jeg æren af en trestemmig rådsforsamling?”

”Pigen har intet at gøre her,” siger et andet af rådsmedlemmerne på spøgelsesrytternes sprog, men Mikhayla forstår det lige godt af den grund.

Luften stivner omkring Teiber, og Sasha kredser helt tæt op af Mikhayla, så hendes pels stryger hen over pigens håndryg. Mikhayla lader fingrene glide hen over Sashas side uden at fjerne blikket fra ulvene på den anden side af de dansende flammer.

”Hun er min shakari.”

En isnende tavshed flader over de forsamlede rådsmedlemmer. En ulv løfter hovedet og vejre luften, en gråhåret rytter lægger hovedet på skrå og betragter rytteren med sammenknebne øjne.

”Hun er for lille til at bære dit shakar, rytter,” hvæser en mand med ørnenæse til venstre for Mikhayla.

”Hun er for ung til at træffe sine egne valg,” siger en anden rytter; denne gang kommer stemmen til højre fra Mikhayla.

En tredje rytter fortsætter: ”Hun tilhører endnu sin familie.”

En unaturlig kulde breder sig i Mikhaylas krop. Svage ekkoer af smerte skyller ned langs ryggen på hende. Hun holder op med at suge de døsende ulve til sig, imens hun kæmper med sit åndedrag. Trætheden ligger som en dis om hendes hjerne, men minderne om onklen og tanten vinder frem alligevel.

De er væk, minder Mikhayla sig selv om.

”Hendes familie er død,” bekræfter Teibers ord Mikhaylas tanker.

Rådsmedlemmerne retter sig op. Manden med ørnenæsen skyder brystet frem, så han kommer til at virke større, og hans ulv kommer langsomt op at stå. Den kvindelige rytter rækker hånden frem mod pigen med det sorte shakar om hovedet, hvis ansigtstræk er skjult fra alle nysgerrige blikke. Mikhayla rører sig ikke ud af flækken, da kvinden kalder hende nærmere på Mikhaylas eget sprog i stedet for på annorak.

”Hvad har du gjort mod pigen og hendes familie, Teiberanoxus?” spørger manden med ørnenæsen. Mikhayla stirrer intenst på hans ulv, der rykker uroligt på sig, som kan den mærke pigens blik igennem shakarets stof.

”Jeg har opfyldt mit ord til min shakari og mig selv,” fortæller Teiber og lader sine lange, knoglede fingre lukke sig om Mikhaylas skulder. Tyngden af hans hånd på hendes skulder, jager de sidste billeder af krostuens mørke og lugten af spiritus væk fra hendes sind. Sagte bølger af rytterens følelser flyder over i hans shakari: hun spænder i skuldrene. Pigens pludselige anspændthed fanger straks den kvindelige rytters falkeblik.

”Lad pigen gå,” kommanderer hun, endnu engang på rytternes sprog, men denne gang er det Teibers tur til at følge hendes ordre. Det eneste, der kommer ud af kvindens ordrer, er, at Sasha flytter sig hen foran Mikhayla, så pigen næsten står skjult for rådsmedlemmernes stikkende øjne.

”I lader til at svæve i den vildfarelse, at jeg ville skade min shakari,” hvæser Teiber, og selvom hun står med ryggen til ham, behøver Mikhayla ikke se rytterens ansigt for at vide, at hans øjne lyser blodrødt op i hans ligblege ansigt med de indsunkne kinder.

”Hun er min shakari: min samvittighed,” siger han med en fuldstændig rolig stemme, der får flere af ulvene i teltet til at løfte børster, ”og selv, hvis det ikke var tilfældet, er hun et af orduens børn.”

Forbløffelsen spreder sig gennem teltet stille som vinden, løber gennem græsset. Mikhaylas hjerte springer et slag over. Rytterens ord får det til at løbe koldt ned af ryggen på hende. Ganske forsigtigt lader hun en hånd glide hen over Sashas pels, indtil den hviler mod hendes hals.

”Forklar dig, rytter. Hvordan kan hun være en af os?” spørger en rytter til højre for Mikhayla.

”Hun nedlagde en ulv, aftenen vi mødtes; hun frygtede ikke Sasha den aften eller jeres ulve nu,” siger Teiber og lader et betydningsfuldt blik glide hen over de forsamlede rådsmedlemmer. Alle otte finder det svært at skjule de rasende følelser i deres indre.

Rådsmedlemmernes stemmer løfter sig over lyden af eksploderende brændekævler, men de snakker for hurtigt, og træthedens tåge ligger tungere og tungere om Mikhaylas hjerne. Hun kan ikke følge med i, hvad de siger, og jo længere tid, de snakker med hinanden, jo mindre forsvarsparat bliver hendes krop. Ubehaget siver ud igennem hendes fødder og efterlader kun trætheden i sit kølvand.

Teiber fornemmer træthedens indtog i Mikhayla, der læner sig mere og mere op af ham. Hvis han slipper hendes skulder, frygter han, benene vil give efter under hende.

”Spørg Anneh, hvad hun ønsker.” Teibers skarpe stemme skærer igennem de andre rytteres indbyrdes mumlen. Et øjeblik hviler tavsheden endnu engang over teltet, inden manden til venstre for den kvindelige rytter, på Mikhaylas eget sprog, spørger, om hun kan lide at være sammen med Teiberanoxus.

Mikhayla stirrer bare tomt på de forsamlede ryttere.

Den kvindelige rytter må have taget Mikhaylas tøven som et udtryk for frygt, hun sender i hvert fald, noget, hvis man ikke er alt for kritisk, kunne minde om et beroligende smil i pigens retning. ”Der er ingen grund til at være bange. Bare svar så ærligt, du kan. Ingen her vil dig noget ondt.”

Mikhayla retter blikket mod den kvindelige rytter og møder ublu hendes blik. ”Jeg kan godt lide Teiber,” siger hun på sit eget sprog, det sprog, de to ryttere tiltalte hende på.

Teiber rykker lidt tættere på sin shakari og griber hende under armene. Rytteren med ørnenæsen er på benene, før nogen når at blinke, og hans elfenbensklinge er halvt ude af skeden, før det går op for nogen, at rytteren helt simpelt løftede pigen op på hoften. Ingen af dem aner, hvad der foregår. Ingen har lov til at kalde Teiberanoxus ved andet end hans fulde navn, og alligevel reagerer den mørkhårede rytter ikke på pigens kælenavn til ham.

Mikhayla flytter vægten lidt, så hun sidder bedre og løfter ansigtet, så hendes og Teibers øjne mødes. ”Er de færdige med at stille spørgsmål nu?” spørger hun og slår over i rytternes sprog.

Teiber nikker, og Sashas viser sit blottede tandsæt frem for den ørnenæsede rytter, der tøvende lader klingen glide tilbage i skeden.

”Jeg er træt,” fortsætter Mikhayla på annorak uden at ænse hvilket postyr, de skaber.

”Jeg ved det, Anneh,” siger Teiber lavt, inden han vender sig om mod den mundlamme rådsforsamling: ”Hvis vi er færdige her, vil vi trække os, så min shakari kan få noget søvn.”

Ingen siger noget, da den mørkhårede rytter vender om på hælene med Mikhaylas allerede sovende skikkelse balanceret i favnen. Og ingen siger et ord om Teiberanoxus’ shakari, der taler rytterens eget sprog. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...