Rytteren

En spøgelsesrytter. En pige. En beskyttertrang. Da Teiberanoxus finder en pige vandrende i skoven og beslutter sig for at tage hende under sine vinger, skaber det rører i spøgelsesrytternes verden. Og der er mere til både Teiberanoxus og pigen, end et enkelt blik kan afsløre.
(Deltager i skriv forhistorien eller efterfølgeren-konkurrencen. Forhistorien til 'Anneh Mikhayla - Mikhayla Ulvehjerte'.)

7Likes
15Kommentarer
1362Visninger
AA

1. Pigen i skoven

 

Mørket flyder rundt imellem træstammerne som et levende væsen, der både har hjerteslag og vejrtrækning. Mørket pulserer rundt om den rødøjede rytter, og det flagrer om hans skuldre som en kappe. Fra imellem træerne høres lyden af cikadesang, og natdyrenes pibende stemmer giver genlyd imellem skovens træer på en hårrejsende måde.

Den store, sølvgrå skygge ved rytterens side knurrer dybt og lægger ørerne tilbage. Rundt omkring rytteren og hans følgesvend forstummer alle skovens naturlige lyde, og den sølvgrå ulv svinger dovent med halen. Bladene under rytterens støvler rasler knapt nok, ligesom ulven er lydløs, da den sætter de store, bløde trædepuder ned på jorden.

Normalt ridder rytterne altid på deres kulsorte heste, men denne rytter vandrer igennem skoven uden skyggen af en hest i nærheden. Men den mørke ganger følges faktisk med sin rytter, dens farve og lydløse hove får den bare til at falde i et med mørket mellem træerne.

Ulven vender ørerne fremad for at fange en lyd, som er for lav til, at rytterens ører kan opfange den. Rytteren stopper og anstrenger sig for at opfange den lyd, som hans ulv allerede har hørt, samtidig med at ulvens sølvgrå bryst vibrerer, da den knurrer.

Fodtrin. Lyden af lave fodtrin fylder hans ører i nattemørket. De er hurtige og lette og tilhører formodentligt et barn. Spøgelsesrytteren lader sine blege fingre glide hen over ulvens hoved, inden han sender den styrtende af sted igennem mørket og kalder sin ganger til sig.

I en flydende bevægelse og en lethed, der kun kommer af flere års øvelse, svinger rytteren sig i sadlen, som egentligt er overflødig, men gør de lange strækninger, han tilbagelægger på hesteryg, behageligere. Med sin rytter på ryggen følger hesten lydløst efter ulven; den er allerede forsvundet imellem træerne.

Fodtrinene sætter farten op. Med det samme ved rytteren, at ulven har indhentet sit bytte. Rytteren læner sig frem i sadlen og sparker hesten bestemt i siderne, så den sætter farten op. Et højt ulvehyl løfter sig imod nattehimlen og får rytterens røde øjne til at gløde forventningsfuldt.

Da han holder hesten an, får synet, der møder rytteren, ham til at se efter en ekstra gang. Foran ham står den store, sølvgrå ulv med den ene pote placeret på en lille brystkasse og den anden ved siden af et ligeså lille hoved, men det er ikke det, der undrer rytteren.

Under ulvens massive poter ligger en lille pige musestille. Rytteren betragter pigen med hovedet lagt på skrå, hans tunge skyder ud og fugter hans læber. Pigen kan ikke være meget mere end fem-seks år gammel, og alligevel ligger hun helt rolig og stirrer på ulvens blottede tænder. Pigens ene hånd er viklet ind i den sølvgrå ulvepels og hviler på siden af halsen, den anden er lukket om det muskuløse forben på den lille brystkasse.

Hverken rytteren eller ulven har set nogen reagerer sådan på en rytterulv før, og det er ikke, fordi man ikke kan genkende rytternes ulve. Store, sølvgrå og lettere selvlysende i måneskin. Denne rytters ulv er endda større end de fleste - selvfølgelig er hun det.

”Fjern din ulv.” Pigens stemme kommer ud i hvæsende stød, men den er fast, og det er ikke til at tage fejl af hendes ord. Hun snøfter lavt. Først da lægger rytteren mærke til pigens hvide natkjole og dens mørkerøde søm.

”Sasha,” siger spøgelsesrytteren men en stemme, der kan få de døde til at vende sig i graven. Ulven, Sasha, drejer hovedet ved lyden af sit navn, eller hun prøver på det, men en spinkel pigehånd forhindrer den i at røre sig. Den store, sølvgrå ulv krænger læberne tilbage i en advarsel. Rytteren gentager ulvens navn endnu engang, inden det store dyr modvilligt trækker sig tilbage.

Alle ved, at man ikke må vise spøgelsesrytterne sin svaghed, og den lille pige må også have hørt dette rygte, for da hun rejser sig op, sker det langsomt, men uden at hun fortrækker en mine. Rytteren tilter hovedet, da han ser, hvordan pigen stiller sig med let spredte ben og armene hængende løst ned langs siderne.

Rødgyldne efterårsblade hænger fast i hendes støvgrå hår, og et blodspor løber ned fra hendes højre tinding. Rytteren synker besværet. En hånd stryger igennem hans jetsorte hår. En underlig kriblende fornemmelse breder sig i hans bryst. Han stirrer intenst på den lille pige, inden han glider af hesten ligeså ubesværet, som han kom op på den.

”Hvad hedder du?” spøger rytteren og møder pigens blik. De varme, karamelbrune øjne spærrer sig op, så de næsten bliver ligeså store som de små næver, der hænger knyttede ned langs siderne. Han forstår hende godt: hans blodrøde øjne må virke skræmmende på så lille en sjæl.

”Hvad hedder du?” gentager hun hans spørgsmål.

Et skævt smil spreder sig over rytterens ansigt, imens han ser ned på pigen. Varsomt går han ned i knæ foran hende. Det er ikke ofte, at rytteren forsøger på ikke at virke skræmmende, men tanken om at skræmme den lille pige, gør ham ilde til mode.

”Jeg hedder Teiberanoxus. Ulven hedder Sasha,” siger han og smiler, noget, han håber, er et beroligende smil, men som nok i virkeligheden er ligeså skræmmende som hans øjne. Det er ikke ofte, han prøver at virke beroligende; normalt får han folk til at løbe skrigende omkring, inden han hugger hovederne af dem.

”Teiber…” prøver pigen at udtale rytterens lange, kringlede navn, men det mislykkes.

Lyden af dråber, der lander i skovbunden og får bladene til at rasle, får rytteren til at vende blikket imod pigens håndled. Hans puls stiger, og han bider tænderne hårdt sammen. Tynde spor af blod løber ned af den hvidlige hud og drypper ned på jorden.

”Teiber,” siger pigen; hun nøjes med den første del af hans navn. Sædvanligvis ville det have pisset ham godt og grundigt af, men noget ved pigen forhindrer det i at ske. ”Mikhayla.”

Som kolde lænker lukker rytterens fingre sig om Mikhaylas håndled og vender den blege inderside opad. To blødende ar løber langs knoglen i underarmen. Blodet strømmer ud af dem i en lind strøm og får Teibers øjne til at størkne, bag ham bjæffer Sasha lavt.

”Hvordan fik du dem? Hvem lavede dem?” hvæser Teiber med udspilede næsebor og strammer grebet om pigens spinkle håndled. Tårerne bryder frem i pigens karameløjne. Hun hiver efter vejret og ryster hektisk på hovedet. Hun åbner og lukker munden, men hendes stemmebånd er frosset, og hendes stemme nægter at reagere.

En tanke banker hårdt imod indersiden af Teibers kranie og får ham til at bide tænderne hårdt sammen. Han skræmmer pigen. Langsomt løsner han grebet om de små håndled uden at give helt slip. Pigen rykker for at trække armene til sig. Hendes åndedrag er hvæsende. Ganske langsomt giver spøgelsesrytteren helt slip på hende.

”Det må du undskylde, Mikhayla, lad os få dig vasket,” siger Teiber, imens han tøvende rækker ud og stryger en støvgrå hårlok væk fra pigens beskidte ansigt.

I en hurtig bevægelse har rytteren svunget den lille pige op i sadlen på sin midnatssorte ganger og sig selv op bag hende. Med den sølvgrå ulv ved sin side skridter han igennem skoven med en arm om den lille pige. Han holder først hesten an, da de når til en lille, klukkende elv, som skærer sig tværs over en slette flere kilometer fra skovbrynet.

Først føles pigen stiv i sadlen foran han, men lidt efter lidt slapper hendes krop mere og mere af, indtil hendes muskler bliver så slappe, at hun ville være faldet ud af sadlen og have slået hovedet imod en af de skarpe sten, hvis Teiber ikke havde haft armen om hende.

Bare tanken om at den lille pige skulle falde ud af sadlen og slå hul i hovedet på den stenede jord, får rytteren til at stramme grebet om den lille piges liv, så hendes lille sovende skikkelse presses endnu tættere ind til hans bryst.

Han stiger først selv ud af sadlen, før han placerer hænderne under pigens arme og løfter hende ned fra hesten. Med pigen i den ene arm lader han fingrene glide hen over jorden og fjerne de største og skarpeste sten, inden han forsigtigt lægger pigen fra sig. Hun ligner en engel, da han løfter en hårlok væk fra hendes ansigt. Et langt øjeblik betragter han hende bare, inden han forsigtigt ryster hendes skuldre.

De karamelbrune øjne er først forvirrede, som om hun ikke ved, hvor hun er henne, men så kryber genkendelsen ind i dem. Et vindstød stryger forbi dem og løfter op i rytterens mørke kappe, får den til at blafre og lave et højt smæld. Mikhayla gisper. Teiber skubber fra jorden og rækker hånden ned for at hjælpe pigen på benene.

”Du kan vaske dig der.” Han giver tøvende slip på pigens hånd og peger hen mod elven.

”Vaske?” hvisker Mikhayla og gnubber sine håndled. Rytterens blik bliver et øjeblik både hårdt og koldt. Hun burde fortælle ham, hvordan hun fik de ar, men nej. Med øvede hænder knapper han kappen op og trækker den af skuldrene.

”Bade. Kom så i med dig,” siger han og lader kappen falde ned på elvbredden. Et lillebitte smil pryder pigens ansigt, og af en eller anden grund føles det som en sejr, en sejr han aldrig har oplevet før.

”Hjælp,” siger Mikhayla og strækker armene op over hovedet. Hun bider sig nervøst i læben, da hun kigger på ham. Med en ru latter rækker han ud og løfter natkjolens stof op over hendes hoved. Mikhayla vender ryggen til ham og stikker forsigtigt en tå i vandet. Med et hvin trækker hun foden til sig, inden hun træder helt ud i vandet.

Teiber ser rødt, da synet af den lille piges ryg møder hans øjne. Han knytter næverne og strammer kæben. Han hiver efter vejret, da Mikhayla glider ned under vandet. Hans næsebor udvider sig, da hun kommer op igen, og vandet ikke har vasket hendes ryg ren, men den stadigvæk er dækket af nye og gamle ar.

Lyden af latter river ham ud af hans raseri. Han smiler blidt, da han ser pigen plaske rundt i vandet og forsvinde under overfladen blot for at komme til syne få sekunder senere. Han hiver støvlerne af, ruller bukserne op og træder ud i elven til Mikhayla. Med blide bevægelser skrubber han snavset af hendes hud og ud af hendes hår, opmærksom på at være nænsom ved den arrede ryg.

Sasha rejser sig og bjæffer lavt for at tiltrække sig Teibers opmærksomhed, og så hører han det også. Lyden af hestehove, der slår imod jorden, overdøver et øjeblik lyden af Mikhaylas latter og elven, der klukker. Lynhurtigt griber han pigens overarme og trækker hende op af vandet.

Han stivner et øjeblik måbende. Pigens hår er ikke længere støvgråt, men sølverhvidt og falder ned langs hendes ryg, som svajer, så maven kommer til at se rund og oppustet ud. Huden er bleg, men lyser med en særlig glød i måneskinnet, så alle arrene står tydeligt frem på den sarte hud. Han kan tydeligt forestille sig, hvilken skønhed pigen en dag vil blive, men for nu hiver han sig selv ud af hendes ubevidste hypnose.

Med hurtige bevægelser trækker han kappen rundt om Mikhaylas skuldre og hiver hende med sig hen til en stor klippesten. Hun kæmper imod hans greb, men lige lidt hjælper det. Teiber tvinger hende ned på jorden og skubber hende helt tæt op ad klippestenens ru overflade.

”Sid stille og hold mund,” hvisker han og møder et kort øjeblik pigens opspilede karameløjne. Han mærker varmen vågne inden i sig, og han ved, at hans øjne begynder at gløde som kul i hans indsunkne ansigt. Han havde ikke troet det muligt, men pigen viger endnu længere væk fra ham og presser sig helt fladt imod klippen bag sig. Teiber stryger en sølverhvid hårtot væk fra Mikhaylas ansigt, da han hiver hætten op. ”Hold dit ansigt skjult.”

To ryttere kommer til syne og stopper få meter fra det sted, hvor Teiber står med ryggen til den skræmte pige. Teiber trækker vejret dybt ind, og et dødningesmil breder sig over hans smalle læber. Rytterne er spøgelsesryttere ligesom ham og ligeså elegante, da de springer ud af sadlerne.

Med blottede tænder står Sasha ved sin rytters side. Hun klager sig faretruende, da de to fremmede ulve træder frem imod hende, men hun rykker sig ikke så meget som en millimeter. De to fremmede spøgelsesryttere smiler også uhyggeligt, men deres smil har ikke nær samme effekt på Mikhayla som Teibers.

”Forsvind,” siger Teiber med iskold stemme og rykker lidt på sig, så hans bare fødder skraber hen over den stenede jord og kaster en uhyggelig raslende lyd hen over den dødstille slette.

”Rend mig.” En af de nyankomne spøgelsesryttere ler tørt, og den anden ruller med øjnene.

I en glidende bevægelse trækker Teiber sit våben af skeden. En let buet klinge, der glimter elfenbenshvidt i månelyset. Hans hjerte falder ind i en taktfast rytme, han kun kender alt for godt fra alt for mange lignende situationer fra fortiden.

”Er det barnets skyld, at vi ikke må være her?” hvæser den ene af de fremmede ryttere. Den fremmedes ord får raseriet til at flyde igennem hver eneste årer i Teibers krop og sætter hans blod i kog. De har ingen ret til at nævne pigen. Ingen overhovedet. Teiber skifter stilling, hvirvler frem imod sine to medryttere med løftede klinger. Sasha springer frådende på den ene af ulvene.

De tre spøgelsesryttere kredser om hinanden, de undviger og parrer hinandens slag. Teiber ved, at han vil være i stand til at holde i hvert fald dobbelt så mange i skak, men han frygter for pigen bag sig. Han aner ikke, hvordan hun vil reagere på kampen.

Den ulv, som Sasha ikke går efter struben, kredser om din herre, der kæmper indædt imod Teiber, inden den lusker af. På tunge poter nærmer den sig det kappeindhyllede barn, der presser sig længere og længere op ad klippestenen. Den åbner kæberne og gør sig klar til at springe på pigen.

Et skrig flænger luften og stopper spøgelsesrytternes kamp. Det er ikke et frygtens skrig, det er et kampråb. Tre spøgelsesryttere med blodrøde øjne og dødningesmil og to enorme ulve stopper deres kamp og vender sig om imod den lille pige, der udstødte kampråbet.

Det enorme korpus af den døde ulv ligger tungt hen over den lille piges ben og presser hende så langt op imod klippestenen, som hun overhovedet kan komme, og forhindrer hendes lunger i at indtage den rette mængde luft. Blodet løber ud af et sår i ulvens baghoved og gør den glinsende pels helt klistret. Noget elfenbenshvidt stikker ud af ulvens sår.

Med skræmte, rasende skridt skræver Teiber hen til pigen. Det, der stikker ud af ulvens baghoved, forsvinder, da han nærmer sig. Ikke en sveddråbe triller ned over rytterens pande, da han ruller den tunge ulv væk fra pigens lille skikkelse, så pigen igen kan trække vejret.

Det meste af pigens ansigt og krop er dækket af Teibers kappe, men ikke hendes venstre underarm. En elfenbensklinge er vokset ud af Mikhaylas underarme og blinker rødt efter drabet på ulven. I en hurtig, flydende bevægelse vender Teiber sig rundt på hælen og kaster en kniv igennem struben på hver af de uindbudte ryttere, imens deres opmærksomhed stadigvæk er fokuseret på den døde ulv, inden han endnu engang knæler ned ved siden af pigen.

Sasha bidder ned i den sidste ulvs strube. Da den bliver leddeløs, slipper hun den og lunter over og lægger snuden i Mikhaylas skød. Nænsomt løfter Teiber den lille piges arm op til inspektion, og hun lader ham gøre det, selvom han lige har tvunget to mænd døde til jorden.

Fascineret ser han, hvordan Mikhayla trækker det sidste af elfenbensklingen ind under huden, så kun et bloddryppende ar er tilbage. Den lille pige ser endnu mindre og endnu trættere ud nu end før. Hun lader sin lille, buttede barnehånd glide igennem Sashas pels og lukker øjnene i.

”Sov nu, jeg passer på dig, Anneh Mikhayla,” hvisker Teiber til pigen. ”Mit Ulvehjerte.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...