Rytteren

En spøgelsesrytter. En pige. En beskyttertrang. Da Teiberanoxus finder en pige vandrende i skoven og beslutter sig for at tage hende under sine vinger, skaber det rører i spøgelsesrytternes verden. Og der er mere til både Teiberanoxus og pigen, end et enkelt blik kan afsløre.
(Deltager i skriv forhistorien eller efterfølgeren-konkurrencen. Forhistorien til 'Anneh Mikhayla - Mikhayla Ulvehjerte'.)

11Likes
15Kommentarer
1968Visninger
AA

7. Mikhayla møder Arkin

 

”Skal jeg?” spørger pigen og sætter hælene i jorden. Hun står med hovedet lidt på skrå og korslagte arme, og hvis ikke shakarets sorte stof havde skjult hendes ansigt, ville det skulende blik ikke have været til at tage fejl af.

Rytteren sukker. Hvor mange gange har de ikke haft denne diskussion før? Den Store Middag er ikke noget at tage let på, og uanset hvor gerne Teiberanoxus ville slippe for at deltage, så er hans tre år udløbet. Med et træt smil glider han på hug foran pigen.

”Du har ikke noget valg, Anneh,” siger han. Hans stemme er dæmpet, så kun pigen hører ham. De andre spøgelsesryttere kaster skæve blikke til dem, inden de forsvinder ind igennem den massive stensætning og ind i mørket.

”Kan du huske, hvad jeg fortalte dig?” spørger Teiber. Først da den syvårige pige surmulende nikker, skubber han sig selv op at stå igen. Sammen fortsætter rytteren og pigen hen mod stensætningen, hvor endnu en rytter netop i dette øjeblik forsvinder bag.

Rundt om dem falder tusmørket langsomt på. Det kommer snigende som en tyv i natten og henlægger teltene i dunkle skygger. Teltflapperne blafrer i aftenbrisen, og de, der ikke skal deltage i middagen, rumsterer i teltenes indre eller sover allerede.

Hvor det for spøgelsesrytterne er obligatorisk at deltage i Den Store Middag en gang hvert tredje år, behøver børn og shakarier ikke være med. Mikhayla forstår netop af denne grund ikke, hvorfor hun skal med, men Teiber siger skal, og så er den ikke længere.

Som det første slår mørket imod rytteren og pigen, da de forsvinder om bag stensætningen og ind i tunnelen. Snart jager faklernes flakkende skær dog mørket på flugt. Det næste, der møder dem, er en hengemt lugt. Den hænger i næseborene og minder mest af alt om lugten af rådnende blade.

Mikhayla stopper. Mere end to meter ind i de underjordiske tunneler er de ikke nået, men hendes hjerte hamrer allerede hurtigere, end det burde. En lav klynkende lyd passerer forbi hendes læber. Den dannes i hendes hals og når uden problemer både rytteren og ulvens skarpe ører.

Teiber lukker sine unaturligt tynde fingre om Mikhaylas lille hånd. Han klemmer den let. Den sølvergrå ulv kredser en enkelt omgang om sin rytter, inden hun puffer let til pigens ryg og presser snude mod pigens frie hånd.

Glitrende vanddråber løber rislende ned ad tunnelens vægge. De trækker lange spor efter sig som tårer på en kind. Foran dem lyder den sagte lyd af fjerne fodtrin, og selv Teiber, hvis udsyn ikke er begrænset af shakarets stof, og Sasha, der har nattesyn, kan kun lige ane rytteren foran dem.

Mikhaylas krampagtige greb om Teibers hånd løsnes, ligeså snart de træder ud af de underjordiske tunneler, op af en stentrappe og op i et umøbleret rum. Teiber trækker pigen med ud af bygningen. De sidste rester af ubehag efterladt i pigens krop jager rosenduften væk.

Rytteren fører pigen ind gennem slottets vidt opslåede porte. Med opspilede øjne stirrer Mikhayla på alt lige fra de fornemme bordopsatser langs væggene og loftet højt, højt over dem (hun bliver nødt til at lægger hovedet helt tilbage for at se det).

Teiberanoxus gelejder sin shakari ind igennem det næste sæt dobbeltdøre, ind i det, der til daglig er, tronsalen. Teibers hånd hviler på hendes skulder hele vejen op ad den gang, de stopfyldte langborde danner. Bænkene langs bordene summer af liv, og spøgelsesrytterne snakker lystigt med hinanden.

Rundt imellem bordene vimser shakar dækkede tjenestefolk rundt mellem hinanden for at opvarte gæsterne. Dog kan ingen af deres shakarer – grå og pragtløse – måle sig med Mikhaylas shakar. Det kulsorte shakar dækket af røde og hvide broderier dækker det sølverhvide hår og de karamelbrune øjne, men forhindrer ikke at det lille ansigt suser fra side til side.

Aldrig har hun set så mange ryttere samlet på et sted, men det er ikke så meget de blege mænd og kvinder, som det er de enorme ulve, der tiltrækker hendes opmærksomhed. Nogle af de store dyr går rundt imellem langbordene og skræmmer tjenestefolkene helt op af væggene. Andre ligger mageligt henslængt under langbordene og svinger med de buskede haler.

Og så er hendes blik videre: Det suser fra rytterne og op til de fornemt udseende mennesker bag et langbord stillet på tværs. En mand med katteøjne stirrer ud over salen. På den ene side af ham sidder en dreng med sort hår, der ikke kan være meget mere end ti, og på den anden sidder en mand med et hårdt ansigt.

Teiberanoxus holder også øje med sine omgivelser, men ikke så meget med fascination som med falkens årvågne blik. Godt nok bærer kun kongens vagter våben, men alle er en potentiel trussel, og langbordene er dækket op med knive.

Pludselig falder Teiberanoxus’ blik på en rytter så lig ham selv, hvis man ser bort fra det lyse hår, at man let kunne forveksle de to med hinanden. Den anden rytters øjne ser direkte ind i Teiberanoxus’. To sæt blodrøde irisser lyser faretruende op, så bryder de øjenkontakten, og den anden rytter lader blikket glide hen over pigen med Teiberanoxus’ hånd på skulderen.

Ehheh,” siger rytteren, der er så lig Teiberanoxus på nær det blege hår. De er rigtig nok brødre, tvillinger for at være præcis. Teiberanoxus og Arkin er noget så sjældent som enspændere. Ryttersøskende holder sammen; de er flokdyr af natur, men ikke Arkin og Teiberanoxus.

Et øjeblik føler Teiberanoxus et – for den skeletagtige rytter – ukarakteristisk jag af frygt. Hans mave knuger sig sammen og et tyndt lag sved fugter hans rygrad. Hvad nu hvis den blågrå ulv ved Arkins side skræmmer Anneh? Rytteren giver pigens skulder et beroligende klem – ikke helt sikker på om han forsøger at berolige sig selv eller pigen.

Men hans bekymring er ubegrundet. Mikhayla rækker uforstyrret af den fremmede ulvs dybe, rumlende bjæf ud og stryger en hånd hen over ulvens kind. Teiberanoxus’ hjerte springer et slag over. Han strammer grebet om Mikhaylas skulder. Arkins ulv bider ikke ud efter pigen med det sorte shakar, men nøjes med at blotte tænderne. Hverken ulv eller rytter må angribe under Den Store Middag, så alt, ulven kan gøre, er at knurre.

”Hvad hedder lirra ann, Teiber?” spørger pigen uden at fjerne hånden fra ulvens ansigt. Imens hun stryger den over kinden, holder den på mirakuløs vis op med at knurre af hende.

”Hendes navn er Sarah,” fortæller Arkin pigen, ”og hun er ingen lille ulv, som du så fint kalder hende.”

Lirra Sarah,” siger pigen med den form for stædighed, som kun en syvårig besidder. Og selvfølgelig kalder hun Sarah for lirra ann – lille ulv – hun har jo lige lært at sige det. Og hun kalder jo også Sasha for lirra Sasha. Lille Sarah. Lille Sasha.

”Hvem er hun, Teiberanoxus? Hun slipper både af sted med at kalde vores ulve små og dig for Teiber,” siger Arkin og ryster på hovedet, så det blege hår danser om hans skuldre. To sæt blodrøde øjne mødes. Det ene undrende, det andet vredt. Selv ikke Arkin kan kalde Teiberanoxus for Teiber uden at vække rytterens ulmende vred til live, ikke under nogen omstændigheder.

”Hun hedder Mikhayla. Anneh Mikhayla,” svarer Teiber og kaster et blik ned på den syvårige pige, der nu læner sig ind til Sasha, imens hun aer Arkins ulv over flanken. ”Lad os finde et fredeligere sted, så skal jeg nok forklare mig, ehheh.

Og rigtigt nok. Arkin og Teiberanoxus’ samtale har tiltrukket flere nysgerrige blikke. Mikhayla – pigen, der kan slippe godt fra at kalde Teiberanoxus for Teiber – har tiltrukket flere blanke blikke, end Teiberanoxus bryder sig om.

De to brødre følges ad op imellem langbordene, indtil de når enden tættest på kongens bord. Den ende, hvor de stærkeste spøgelsesryttere sidder. Den mørkhårede rytter nikker studst til kongen, inden han glider ned på en af bænkene, men ikke før Mikhayla har sat sig.

Arkin forundres ved synet af sin bror, der kredser beskyttende om pigen. Aldrig før har han set Teiberanoxus så opmærksom på et levende væsens velbefindende. Den mørkhårede rytter glider ind på bænken til venstre for pigen, så han skærmer hende fra kongen og dem, der sidder til bords med dennes, blikke.

De to ulve ender med at ligge henslængt i midtergangen med hovederne hvilende på poterne og uudgrundelige blikke. Selv sætter Arkin sig til højre for pigen, men ikke før end Teiberanoxus har nikket billigende. De andre spøgelsesryttere holder for en god ordens skyld god afstand til de to brødre, så de to ryttere og pigen har bordenden for sig selv.

”Forklar dig.”

”Hvad vil du vide, Arkin?” spørger Teiberanoxus. Han møder kort sin brors blik.

”Det hele. Start fra begyndelsen.”

Teiber trækker vejret dybt ned i maven, imens han samler en række eksotiske retter på Mikhaylas tallerken og hælder en tyktflydende gul saft op i hendes glas. Med et lille puf og nogle opfordrende ord begynder pigen langsomt at stikke til maden. Så vender rytteren sig mod sin bror og fortæller ham med dæmpet stemme om den aften, han mødte Mikhayla.

Mikhayla selv er alt for optaget af den ukendte mad foran sig til at lytte til rytternes dæmpede samtale, og selv hvis hun havde lyttet, ville hun ikke have kunnet forstå ret meget af den. Samtalen foregår nemlig på rytternes eget sprog, og selvom pigen har et større ordforråd, end nogen aner, så er rytternes sprog stadigvæk nyt for hende.

Hendes mave er fuld, før end ventet. Hun har knapt nok tømt tallerkenen, og med jævne mellemrum afbryder Teiber sin forklaring for at opmuntre sin shakari til at smage på en anden af de krydrede retter. Mikhayla nipper forsigtigt til den gule saft. Sødmen overrasker hende, og en lav latter suser ud over hendes læber og når brødrenes ører.

”Det er mangojuice,” fortæller Arkin med et varmt glimt i øjnene. Både Teiberanoxus og han sidder med næsten uselige smil.

Efter at have genopfyldt Mikhaylas glas vender de to ryttere tilbage til deres samtale, og endnu engang er pigen overladt til sig selv. Hendes fødder dingler lige over gulvet, og noget tid sidder hun bare der med dinglende fødder og lytter til brødrenes samtale. Så vender hun sig og lægger sig på maven hen over bænken, så hun kan lege med Sashas store ører.

Mikhayla lægger hovedet lidt på skrå, da hun får øje på gulvet. De store fliser er dækket af et så livagtigt blomstermønster, at man får fornemmelsen af at stå oven på en have.

Smukt, tænker Mikhayla, inden hun vender hovedet lidt mere, så hun kan se kongens bord. Kongen med den store krone på hovedet snakker med manden med det hårde ansigt; ingen af dem ser den lille piges blik. Kun drengen ser det. Han stirrer på den lille skikkelse, der hænger hen over langbænken med store øjne.

Mikhayla vinker kækt til ham, inden hun trækker op på bænken igen og forsvinder ud af hans synsfelt. Med et gab putter hun sig ind til Teiber, der beskyttende lægger en hånd på hendes ryg. Uden at tænke over det stryger rytteren pigen blidt hen over ryggen, og snart falder Mikhayla i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...