Rytteren

En spøgelsesrytter. En pige. En beskyttertrang. Da Teiberanoxus finder en pige vandrende i skoven og beslutter sig for at tage hende under sine vinger, skaber det rører i spøgelsesrytternes verden. Og der er mere til både Teiberanoxus og pigen, end et enkelt blik kan afsløre.


19Likes
19Kommentarer
3947Visninger

Author's note

Denne historie kom på 2. pladsen i prequel/sequel konkurrencen, 2016.
AA

16. Mareridt

 

Mørkt. Der er altid mørkt. Hun kan intet se. Hun snurrer rundt om sig selv, rundt i mørket for at finde noget, hun genkender. Der er intet. Og så et lys. Hun snubler af sted efter lyset, og langsomt, ganske langsomt, går mørket fra kulsort til koksgrå til skumringens halvoplyste mørke. Træerne tårner sig op rundt om hende. Hun genkender landskabet. Først et træ og så et til, indtil det ikke længere er muligt at være i tvivl. Hun snubler sig vej gennem Sorteskoven.

Hun prøver at stoppe. Hendes krop adlyder hende ikke. Den fortsætte. Et skridt til og hun bryder gennem skovbrynet. Bygningen dukker frem af tågerne. Det gamle træskilt over døren knirker i vinden. Svinget står der. Hun ved det, men kan ikke se det, der er for langt og for tåget.

Afstanden, der virker så lang, tilbagelægger hun i ét eneste skridt, og så står hun midt i krostuen. Krus slår mod bordplader: skvulper over. Lugten af røg og gammel sved svæver lige over gulvet, og kropsløse stemmer fylder luften, men lyder mere som en brummen.

Et ansigt dukker frem af krostuens skygger. Et venligt smil kærtegner hans ansigt, og får et edderkoppespind af rynker til at spredes fra hans øjne. Hans hånd glider hen over den fornemt flettede frisure, inden han lægger nakke tilbage for at give plads til en latter. Mandens latter smiler, og et øjeblik slapper Mikhayla af, og noget af anspændtheden forlader hendes skuldrer: Det er en fejl. En brændeknude eksploderer, den smilende handelsmand forsvinder.

Onklen tårner sig op over hende. Hun ligger sammenkrøbet på gulvet. Han løfter hånden. Mikhayla krymper sig, for selvom hans ansigt er henlagt i skygger, lyser hans tænder stadigvæk op i et snerrende smil. Bæltespændet blinker. Han svinger armen bagud…

Mikhayla klynker. Hun spærrer øjnene op. Tæppet ligger viklet stramt rundt om hendes ben. Hendes arme fægter i mørket. De elfenbenshvide klinger skyder ud af hendes underarme, og en enkelt bloddråbe triller hen over hendes hud, før den falder til jorden. Hun klynker igen, imens hun kæmper for at få tæppet til at slippe sine ben. Kun de svage gløder fra det næsten udslukte bål lyser op i den måneløse nat.

Fodtrin nærmer sig. Tæppet vikler sig strammere og strammere rundt om hendes ben. Tårerne løber ned over hendes kinder, imens hun klynkende krabber sig baglæns væk fra lyden af fodtrin. Fodtrinene er hurtigere end Mikhayla, og snart dukker et aflangt snudeskaft og et par glødende øjne op af mørket.

Et øjeblik sidder Mikhayla som forstenet, men så løfter hun armene foran sig og holder håndfladerne frem i en gestus, der ved første øjekast kunne virke som et tegn på overgivelse. Uru sænker hovedet mod jorden og forsøger at gøre sig så lille som muligt. Langsomt bevæger han sig frem ad, skridt for skridt, indtil hans snude hviler mod den ene af pigens fremstrakte hænder.

Mikhayla farer sammen. Hele hendes krop ryster. Hun knytter hænderne og knuger armene stramt om overkroppen. Imens hun rokker frem og tilbage, kommer Teiberanoxus på benene og træder langsomt og lydløst hen mod sin shakari og hendes ulv. Det er svært at se i mørket, men lyden af hvæsende åndedrag fylder natten og sender kolde ilinger ned langs hans rygrad. Teiber træder et skridt nærmere sin rystende shakari og ind i Urus synsfelt.

Før Teiberanoxus når at løfte foden i endnu et skridt, snurrer Uru rundt, så halespidsen nær kærtegner snuden. Den metalblå ulv blotter tænderne og frigiver en drabelig, knurrende lyd helt nede fra mellemgulvet. Både Teiberanoxus og Mikhayla gennemrystes, og den allerede skræmte pige ryster helt ind til benene.

Teiber bider tænderne hårdt sammen, men forholder sig ellers urørlig. En, to, tre gange trækker han vejret dybt ned i maven, inden han gennemborer ulvens øjne med sine egne, der lyser smaragdrødt til trods for nattens lysmangel. Sekunderne tikker forbi hjerteslag for hjerteslag, imens to viljer støder sammen; ingen af dem klar til at give op.

”Flyt dig. Nok er du Annehs ulv, men hun er min shakari… Lad mig hjælpe hende,” siger Teiberanoxus med en stemme, der kan få selv istapper til at fryse til.

Modvilligt bakker Uru væk fra den mørkhårede rytter og lader ham komme til Mikhayla. Alligevel står ulven ikke mange skridt væk og følger hver eneste af rytterens bevægelser med tilbagelagte ører og blottede tænder klar til at springe på spøgelsesrytteren, hvis han skulle vise sig at udgøre en trussel.

”Anneh,” siger Teiber og knæler ned foran pigen, hvis ben stadigvæk er uhjælpeligt viklet ind i tæppet. Igen og igen gentager han hendes navn, indtil hendes opspilede øjne møder hans endnu glødende blik. Teiber holder pigens blik, indtil han har hendes fulde opmærksomhed.

”Træk vejret sammen med mig: Ind, ud. Ind, ud.” Teiber tager en dyb indånding, holder den nogle sekunder og puster al luften ud gennem munden. Han gentager processen, imens han hele tiden sørger for, at Mikhayla trækker vejret sammen med ham.

”Nu rejser jeg mig, og fjerner tæppet fra dine ben,” siger Teiber, imens han langsomt skubber sig op at stå og træder hen ved siden af pigen. Med nænsomme hænder løsner han tæppet fra pigens ben og lægger det over armen. Ligeså snart hendes ben er frie, trækker Mikhayla dem op til sig og knuger dem tæt ind til brystet.

”Må jeg lægge tæppet om dine skuldre, Anneh?” spørger Teiber.

Mikhayla nikker, men alligevel rykker rytteren sig ikke ud af stedet. Først da pigens skuldre slapper en lille smule af rykker han sig det sidste stykke hen til pigen, og i en fejende bevægelse slår han tæppet om skuldrene på sin shakari.

Vægten af tæppet om skuldrene giver Mikhayla fornemmelsen af at befinde sig i en kokon. Afskåret fra verden kan resterne af mareridtet ikke længere nå hende, og jo længere hun sidder krøbet sammen, så lille hun kan blive, jo tungere bliver hendes øjenlåg. En stor klump har sat sig fast i hendes hals. Hun synker besværet. Hun vil ikke sove, men hendes krop har andre ideer. Ganske langsomt, næsten tøvende, kanter hun sig tættere på den mørkhårede spøgelsesrytter og presser sig ind til hans brystkasse i håbet om at finde ro.

Teiber lukker armene om sin shakari efter i nogle sekunder at have siddet akavet uden helt at vide, hvad der forventedes af ham. Lidt efter lidt falder Mikhaylas åndedræt til ro, men hendes krop er stadigvæk på vagt.

”Jeg vil ikke sove,” hvisker Mikhayla næppe hørbart og trykker sit tårevædede ansigt ind mod Teibers bryst.

Rytteren lukker øjnene og hviler hagen mod toppen af pigens hoved, imens han bare holder om hende. Rundt om dem begynder de tidligste morgenfugle at erstatte nattens insekter, puslende gnavere og rovdyr. Mørket virker mindre sort, og hvis man kniber øjnene helt sammen, kan man i horisonten skimte en lysere bræmme.

Teiber vender Mikhayla rundt, så hun kommer til at sidde med ryggen til ham. Hans fingre finder shakarets spænder og åbner dem et for et. Han fjerner stoffet fra hendes hoved og lægger det fra sig ved siden af sig. Mikhayla trækker tæppet tættere sammen om sig, og Uru lunter over og placerer sit store hoved på jorden foran Mikhaylas fødder. Pigen nusser ham fraværende mellem ørerne, mens hendes blik holder øje med himlen: på udkig efter solen. Sasha ser til fra sidelinjen.

”Ved du, hvorfor vi deltager i Den Store Middag, Anneh?” spørger Teiber for at få Mikhaylas opmærksomhed. Han løsner snoren, der holder hendes fletning sammen, så det sølvfarvede hår falder i en kaskade af månestråler ned langs pigens nakke.

Mikhayla ryster på hovedet.

Teiber løsner det sidste af fletningen og lader fingrene glide hele vejen fra hovedbunden til spidserne igen og igen for at få de værste knuder ud. ”Skal jeg fortælle dig hvorfor?”

Denne gang nikker Mikhayla.

”Engang for længe siden, næsten ni generationer tilbage i tiden, lå Sørun og Annor i krig med hinanden. Der er ikke længere nogen, der ved, hvorfor krigen begyndte, men det siges at Søruns daværende hersker havde lagt sig ud med Den Hvide Ordu.”

Teiber kører fingrene igennem Mikhaylas hår en sidste gang, inden han splitter det op i fire lige store dele. Han løfter den to yderste baner hen over midten, inden han fortsætter: ”I mange år bølgede striden frem og tilbage. Dem, der levede langs grænsen flygtede, og snart var jorden så mættet af blod, at den blev rød i stedet for sort. Begge sider nægtede at være de første til at lægge våbnene fra sig. Ved hvert slag faldt snesevis af krigere.”

Teiber holder inde, men hans hænder stopper ikke med at flette. Solen er endelig brudt over horisonten, og mørket gør hastigt sit tilbagetog. Et gab undslipper Mikhayla, der forsigtigt møfler tæerne ind under Urus mave.

”Men så en vinter ramtes kongen af en slem feber. I flere måneder herskede der tvivl om, hvor vidt han ville overleve eller ej. Og så en dag døde han. Hans søn besteg tronen, overtog kommandoen og sendte en budbringer til Den Hvide Ordu. På sin konges vegne anmodede budbringeren om et møde med rytterne, og sammen med budbringeren red en håndfuld ryttere ud for at mødes med den nye konge.”

Teibers hænder stopper et øjeblik deres arbejde, inden de genoptager fletteriet.

”Kongen mødtes med rytternes udsendinge ved Amron. Den nye konge ønskede fred, og efter tre dag og tre nætters forhandlinger blev rytterne og kongen enige om fredens betingelser. Aftalen, man indgik i de dage, er siden blevet kendt som N’mur ol Amron, Fredsaftalen fra Amron. En af betingelserne for freden var, at Søruns konge hvert tredje år skulle afholde Den Store Middag for rytterne, så ingen skulle glemme blodsudgydelserne.”

Teiber holder inde og binder båndet for enden af Mikhaylas fletning. Hænderne hviler kort på pigens skuldre, inden han lader dem falde ned på sine lår.

”Hvad hed de?” spørger Mikhayla og drejer overkroppen, så hun kan se op på den mørkhårede rytter. ”Kongerne.”

”Den gamle konges navn kender jeg ikke, men den nye konge er senere blevet kendt som Ian 1. eller i folkemunde Ian Fredsstifteren.” Ved de sidste ord trækker det ned i Teibers ene mundvige, men knapt har Mikhayla set det, før det er væk igen.

”Lad os spise noget morgenmad, så vi kan komme af sted, inden det bliver for sent” siger Teiber og skubber sig op af stå. Solen har kun lige sluppet horisonten, men de har allerede været vågen i flere timer, og de har lang vej at tilbagelægge, før dagen er omme.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...