Rytteren

En spøgelsesrytter. En pige. En beskyttertrang. Da Teiberanoxus finder en pige vandrende i skoven og beslutter sig for at tage hende under sine vinger, skaber det rører i spøgelsesrytternes verden. Og der er mere til både Teiberanoxus og pigen, end et enkelt blik kan afsløre.
(Deltager i skriv forhistorien eller efterfølgeren-konkurrencen. Forhistorien til 'Anneh Mikhayla - Mikhayla Ulvehjerte'.)

11Likes
15Kommentarer
2031Visninger
AA

10. Løftet om en ulvejagt

 

Meget mod sin vilje efterlod Teiberanoxus Mikhayla i Aynis og Arkins varetægt, imens han selv begav sig ud i lejeren for at bytte sig til noget tøj og et tæppe til Mikhayla, mad, nål og tråd. Det er ikke nogen kort indkøbsliste, men med de ekstra elfenbensklinger han tog fra rytterne, hvis ulv Mikhayla dræbte, skulle det ikke være noget problem at betale for det hele.

Imens Teiberanoxus forsvinder ud i teltlejren, sidder Mikhayla lige uden for deres eget telt og stirrer efter ham og Sasha, indtil hun ikke længere kan se ulvens højtløftede hale imellem ryttere og telte. Alligevel bliver hun siddende i skrædderstilling med hænderne hvilende på knæene, imens hun med tomme øjne stirrer frem for sig uden rigtigt at se noget.

Den Hvide Ordus lyde er de samme som lige efter Den Store Middag. Hestene vrinsker, deres hove gungrer mod jorden, ulve gør af hinanden, rytternes og shakariernes stemmer vikler sig ind og ud imellem hinanden, ja, selv lugten af hø, afføring og mudder er den samme, men alligevel føles Orduen endnu mere fremmedartet, end den gjorde før.

Det er næsten to uger siden de forlod Amrons frodige vidder, men Mikhayla savner ikke de grønne enge eller farverige blomster. Faktisk føler hun sig bedre tilpas jo tættere de kommer Sorteskovens truende trælinje. De gamle og ludende kæmpetræer vækker altid en sær fornemmelse af ro i Mikhaylas mave, som om alting nok skal gå, når hun befinder sig krummet sammen i skovbunden under trækronerne. Skoven har altid været Mikhaylas fristed, når hendes onkel og tante blev for meget at håndtere.

”Mikhayla, kommer du ikke ind, så kan jeg flette dit hår.” Aynis ord hænger længe i luften uden at få noget svar.

Med glippende øjne river Mikhayla sig ud af sin trance og skubber sig op at stå. På vej ind gennem teltåbningen tørrer hun sine mudderdækkede hænder af i kjoleskørtet, hvis originale farve for længst er blevet erstattet af gråbrunt støv og indtørrede mudderpletter.

Ayni kniber læberne sammen ved synet af de nye mudderspor på Mikhaylas kjole, men siger ikke noget. I stedet for at irettesætte pigen sender Ayni hende et varmt smil og slår på matten foran sig. Pigen træder nærmere med store skridt og lader sig dumpe ned på jorden med det ene ben foldet ind under sig og det andet trukket op mod brystet. Havde det ikke været for de spændte skuldrer og stivheden i hendes ryg, ville Ayni have taget Mikhayla for at være et vært andet barn.

Shakaret løsnes og blide fingrer stryger igennem hendes hår, så en prikkende fornemmelse glider fra Mikhaylas hovedbund og ned langs hendes arme. Ayni filtrer knuderne ud af Mikhaylas sølverhvide hår med en benkam. Hun samler alt håret i en hånd og holder igen, inden hun reder spidserne. Engang imellem hiver det i hovedbunden, men Mikhayla fortrækker ikke en mine.

”Du har et smukt hår,” mumler Ayni, imens hun deler håret i tre og langsomt begynder at flette.

Mikhayla reagerer ikke på komplimentet, eller måske hører hun det ikke. Kun en tanke fylder hendes hoved. En tanke, der gør det svært at sidde stille og får hende til at tromme med fingrene på knæet. Jo tættere på Sorteskoven, de kommer, jo nærmere kommer hun Uru. Snart vil hun og Teiber forlade orduen og Arkin og Ayni for at finde Uru.

Men da Teiber vender tilbage med favnen fuld af ting, som han pligtskyldigt og med øvede hænder pakker ned i sine saddeltasker, løfter han ikke Mikhayla op i sadlen, så de kan tage af sted. Næste dag forlader de heller ikke orduen og heller ikke dagen efter. Til gengæld drejer orduen mod syd, så de rider parallelt med trægrænsen i stedet for at komme tættere på skoven.

Da de for fjerde dag i træk ikke kommer nærmere Sorteskoven, men snarere lader til at bevæge sig væk fra den ildevarslende sorte bræmme i horisonten, nægter Mikhayla at sætte sig op på hesten. Med korslagte arme og sammenknebne øjne står hun ubevægelig som en saltstøtte, da rytterne hurtigt, men effektivt pakker orduen sammen og gør klar til afrejse.

”Anneh, kom,” siger Teiber og ser ned på den ubevægelige pige.

Mikhayla rykker sig ikke.

”Vi skal af sted nu,” prøver Teiber, men stadig intet sker.

Bag Teiber lunter Sasha nærmere for at se, hvor hendes rytter bliver af. Ved synet af Mikhaylas fremskudte underlæbe og sammenknebne øjne puster Sasha tungt ud gennem næsen og lægger sig ned med hovedet på poterne. Sashas store rovdyrsøjne ser Teiber tage et skridt fremad, Mikhayla tager et tilbage.

”Uru,” siger Mikhayla.

Et tomt blik fylder rytterens øjne, og nu er det hans tur til ikke at røre sig. Uru. Mange måner er kommet og gået, siden pigen sidst så sin ulv. Selv tør Teiber knapt nok forestille sig at være adskilt fra Sasha i lige så lang tid. Bare tanken virker umulig, næsten blasfemisk, og en bidende kulde bagerst i kraniet, får ham til at stoppe, før tanken når at rodfæste sig.

Hvor langt er de fra Sorteskoven? Tre dagsrejser? Mindre, hvis de holder en god fart hele vejen. Når de så ankommer til skoven vil de have under syv dage til at finde ulven, inden de bliver nødt til at vende om, hvis de skal være sikre på at være tilbage inden fuldmånen. Hvis ikke han møder op, risikerer han, at Rådet sender hende væk, men hvis de ikke tager til Sorteskoven nu, risikerer han så ikke at miste Anneh alligevel?

”Du lovede.” Mikhaylas stemme afbryder Teibers tanketog, men beslutningen er allerede truffet.

”Det gjorde jeg, og jeg holder, hvad jeg lover,” siger Teiber. Med en hånd på Mikhaylas skulder leder han hende hen til hestene med Sasha lige bag sig og uden større anstrengelse løfter Teiber sin shakari op i sadlen.

Selv svinger Teiber sig også i sadlen, spore sin hest og rider op på siden af sin bror. ”Arkin,” siger han så lavt, at kun broren hører det. ”Der er noget jeg må gøre, inden jeg kan mødes med Rådet…”

”Du er blevet tilkaldt, du kan ikke tage af sted nu,” protesterer Arkin, men hans ord falder for døve øren.

”…hvis ikke jeg er tilbage, når fuldmånen rejser sig, så sig dem, at hvis de virkelig ønsker at se mig, så vil jeg med glæde møde op fuldmånen efter.”

Aldrig før har Arkin oplevet broren nægte at følge en af rytternes skikke og regler. I mangt og meget opfører Teiberanoxus sig så traditionelt som nogen rytter kan, og dog vil den mørkhårede rytter nu risikere at lægge sig ud med Rådet.

”Hvad er så vigtigt, at du vil sætte din shakari på spil?” spørger Arkin og rykker uroligt på sig i sadlen.

Den mørkhårede spøgelsesrytter smiler bare kryptisk, genner sin hest så tæt hen til Arkins som overhovedet muligt og hvisker fire, næsten uhørlige ord, inden han vender rundt og sammen med Mikhayla, sin ekstra hest og Sasha forsvinder ud mod den sorte bræmme i horisonten, der udgør Sorteskoven.

Arkin stirrer målløs efter dem med Teiberanoxus’ afskedsord ekkoende i hovedet: Løftet om en ulvejagt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...