Rytteren

En spøgelsesrytter. En pige. En beskyttertrang. Da Teiberanoxus finder en pige vandrende i skoven og beslutter sig for at tage hende under sine vinger, skaber det rører i spøgelsesrytternes verden. Og der er mere til både Teiberanoxus og pigen, end et enkelt blik kan afsløre.
(Deltager i skriv forhistorien eller efterfølgeren-konkurrencen. Forhistorien til 'Anneh Mikhayla - Mikhayla Ulvehjerte'.)

8Likes
15Kommentarer
1738Visninger
AA

14. Lægeurter og kasteknive

 

De fire ryttere står ud som sorte silhuetter mod horisonten. Nogle meter bag ved dem vandrer tre store ulve af sted i samme adstadige tempo som hestene, og rytterne gynger i takt med hestenes vuggende gang. Rytterne og deres ulve er det eneste, der bryder landskabets ellers monotone fremtræden. Hist og her står der godt nok noget, der andre steder ville betragtes som en livløs gevækst, men her benævnes som et træ. For nogle dage siden red de igennem et landskab med langt flere kendetegn, end det de nu bevæger sig igennem, men de nordligere breddegraders forvredne klippefremspring har de for længst lagt bag sig.

For Teiberanoxus og Arkin er det ensformige landskab ligeså meget en del af deres personlighed, som de er en del af landskabet. Begge to har de redet stepperne tynde, ligeså længe de kan huske, og selvom landskabet omkring dem ikke byder på mange bekvemmeligheder, så kunne ingen af dem forestille sig at leve i de omkringliggendes landes mere frodige omgivelser.

Ayni ser dog anderledes på det trøstesløse landskab, der omgiver hende til alle sider. Det er ikke første gang, hun er rejst gennem Annor, spøgelsesrytternes land, men det er første gang, hun ikke har kunnet se frem til at forlade det igen. I sin fars karavane vidste hun altid, at stepperne til sidst ville afløses af bølgende grønne marker. Ayni kaster et kort blik på Arkin, der rider af sted i en nærmest trancelignende tilstand. Hun savner det grønne, men Arkin lovede, så snart de red hvert til sit, ville de sætte kurs mod et af Annors tre nabolande. Med et lille smil vender hun blikket bort og lader det i stedet hvile på Mikhayla.

Mikhayla sparker let til hesten, så den traver op på siden af Teiberanoxus. Den mørkhårede rytter vender uden at sige noget ansigtet mod pigen. Han behøver ikke sige noget; allerede før hendes hest er helt oppe på siden af hans, peger hun på jorden under dem med en dirrende finger.

”Se, det er rødt!” Mikhaylas øjne lyser op, da hun ser op på Teiber. ”Mosset er rødt!”

Teiber skotter til mosset, der rigtigt nok står mørkt rødt mod den ellers støvede grønne fauna. Når mosset breder sig over større stykker jord, og man ser det lidt på afstand, får det jorden til at bløde.

”Kan du huske, hvad det hedder, Anneh?” spørger Teiber og vender opmærksomheden tilbage til sin shakari.

”Blodmos,” siger Mikhayla og rynker på næsen. ”Fordi det ligner blod.”

”Og kan du huske, hvad det bruges til?” spørger Teiber. Han har brugt de sidste uger af deres rejse på at lærer Mikhayla om de planter, de støder på på vejen. Blodmosset var bare en af dem, ligesom måneurt havde været en af de planter, han pegede ud, da de red gennem Sorteskoven. Skal man færdes i spøgelsesrytternes land, er det vigtigt at kende naturens healende evner, man ved aldrig, hvornår den viden kunne gå hen at blive nyttig. Annor er ikke ligefrem kendt for at være gæstfrit, og spøgelsesrytterne ikke for at være et fredeligt folkefærd.

Mikhayla rynker på næsen. ”Det suger blod. Svup! Som en svamp.” Hun løfter hænderne, samler dem og trækker dem så hurtigt væk fra hinanden som en svamp, der udvider sig.

”Tror du, det er rødt, fordi det suger blod?” Mikhayla holder tænksomt inde. ”Bliver det grønt, når det regner? Eller er det ligesom jordbær, der bliver røde, når solen skinner?”

”Det bliver hverken grønt, når det regner eller rødt i solskin. Men måske det har fået sit navn, fordi det bliver brugt til at stoppe blødninger med,” siger Teiber. Et lille smil udvisker nogle af hans ansigts skarpe træk, da han får øje på Mikhaylas sammenpressede læber.

Mikhayla bøjer hovedet, så hun kan følge blodmosset med øjnene, mens det forsvinder under hestens hove. Ved hver af hestens bevægelser mærker hun sine lårmuskler trække sig sammen i protest. Det gør ondt, men nu er huden på indersiden af hendes år blevet hærdet og hård, så hun ikke længere får saddelsår, og pludselig er det ikke så slemt af ride af sted i timevis uden ende.

Hun stryger en hånd hen over hestens hals og vikler fingrene ind og ud af hestens man, mens hun holder løst om tøjlerne. De lange, stride hår i hestens manke lader hendes fingre glide hele vejen ud til spidserne uden modstand. Grønne og grålige planter erstatter lidt efter lidt blodmosset, og Mikhayla vender blikket fra jorden op mod himlen, hvor skyerne bevæger sig hen over himlen.

Ingen af rytterne siger noget de næste mange timer. Kun Mikhayla peger ind imellem noget ud i landskabet eller strækker fingeren op mod himlen for at pege en særlig hvid sky ud for sin rytter. Tiden går nærmest i stå, imens landskabet forsvinder under hestehove. Vinden fejer af og til tæt over jorden og bærer løst støv med sig med en dyb, tudende lyd, og hestenes skridt yder dumpt i den tørre luft.

Med sammenknebne øjne ser Teiber op mod solen. Den står endnu så højt på himlen, at dens position kunne forveksles med zenit, men alligevel befinder den sig tættere på den vestlige end den østlige horisont. Der er længe til mørket sætter ind, og endnu længere til nattekulden kommer. Teiberanoxus strammer tøjlerne en smule og læner sig bag ud i sadlen, så han falder ned på siden af sin brors hest.

”Arkin,” hilser Teiberanoxus med et lille nik.

”Ehheh,” nikker Arkin, så det lysehår et øjeblik danser foran hans pande.

”Lad os standse der.” Teiberanoxus peger hen mod et lille forkrøblet træ. Det er det højeste, de er stødt på i flere dage, men alligevel når det ikke højere end til Mikhaylas skuldre.  

Arkin kaster et hurtigt blik op mod himlen og konstaterer det samme, som hans bror gjorde kort forinden: der er endnu længe til aftenstide. ”Det er endnu tidligt. Vi har stadigvæk dagen foran os. Hvorfor standse nu?”

”Træet der kan bruges til at skydes til mål efter,” svarer Teiberanoxus og gør en hovedkast mod sin shakari. ”Det har en god højde.”

Arkins øjne spiler sig op, og i et ubevogtet øjeblik skyder hans øjenbryn i vejret. ”Har du tænkt dig, at lærer din shakari at skyde, skal du bruge en mindre bue,” siger Arkin og ser sigende på buen, der er spændt fast på den ene side af Teiberanoxus’ hest lige foran den ene saddeltaske.

”Knivskast,” siger Teiberanoxus kort.

Tanken om den sølvhårede pige med bue og pil i hænderne virkede underligt malplaceret på Arkin, men han kan tydeligt forestille sig den lille shakari med et sæt kasteknive mellem fingrene. Uden at ytre et ord kalder Arkin på sin ulv, inden han holder hesten an.

Ayni stopper ved siden af ham. ”Hvad sker der? Hvorfor stopper vi?” spørger hun og ser frem og tilbage mellem de to brødre, men Teiberanoxus er allerede redet videre og hører ikke Arkins svar.

”Anneh, vi stopper her,” fortæller han sin shakari, inden også han kalder sin ulv til sig, og Sasha kommer luntende tilbage mod dem med Uru i hælene.

”Hvorfor?” spørger Mikhayla, da Teiber løfter hende ud af sadlen.

”Kan du se træet derovre?” spørger Teiber og peger på det forkrøblede træ med den gråbrune bark og stedvise dråbeformede blade.

”Mhm.”

”Vi skal bruge det.” Teiber vender sig om mod hestene og spænder først tæpper, telt, våben og saddeltasker af, inden han løsner gjorden og løfter sadlerne af hestene. Med en blød håndbevægelse kalder han Mikhayla tættere hen til sig og sætter hende til at strigle den ene af hestene, mens han selv træder hen til den anden.

Ikke langt fra dem er Arkin og Ayni også i gang med at befri deres heste for oppakning og strigle de smidige dyr. Ligeså snart hestene er blevet striglet, vil de få lov til at strejfe om og græsse, hvor de kan finde noget, der er værd at spise.

Teiber knæler ned ved siden af den ene af sine saddeltasker. Engang var tasken lavet af brunt læder, men vind og vejr har sat sine spor. Læderet er blegnet, men tasken er så velholdt, som var den ny. Mikhayla stirrer på toppen af Teibers hoved, mens han roder rundt i taskens indre. Hendes øjne følger, hvordan senerne i hans underarme spændes, da han lukker fingrene om noget og endelig trækker hænderne til sig.

Hun ved ikke, hvad stoffet skjuler, men følger bylten med store øjne, da Teiber knæler ned foran hende. Med et lille nik og nogle opmuntrende ord holder han bylten hen foran hende. Mikhaylas øjne flakker; hun piller ved kanten af sin trøje. Hendes hænder tøver kort over stoffet, inden hun hiver det til side, og fem glinsende knive kommer til syne. Den underlige form til trods bliver hendes hænder tiltrukket af knivene, og hun lader en prøvende finger glide hen over en af knivene.

”Hvad er det?” spørger hun og ser op på Teiber.

”Det er kasteknive. De er dine.” Den mørkhårede rytters øjne gløder svagt. ”Kunne du tænke dig, at lære at bruge dem?”

Mikhayla nikker så det delvise shakar, der dækker hendes hår, men ikke hendes ansigt, næsten går løs. Hendes blik vender endnu engang tilbage til de fem knive i Teibers hænder. Hendes fingerspidser kribler ved tanken om at holde en af dem.

”Er de virkelig mine?” spørger hun. Hun tygger sig i underlæben og ser op på Teiber gennem øjenvipperne.

”De er virkelig dine, Anneh,” siger Teiber.

Han belønnes med et smil, der får Mikhaylas karameløjne til at stråle.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...