Rytteren

En spøgelsesrytter. En pige. En beskyttertrang. Da Teiberanoxus finder en pige vandrende i skoven og beslutter sig for at tage hende under sine vinger, skaber det rører i spøgelsesrytternes verden. Og der er mere til både Teiberanoxus og pigen, end et enkelt blik kan afsløre.
(Deltager i skriv forhistorien eller efterfølgeren-konkurrencen. Forhistorien til 'Anneh Mikhayla - Mikhayla Ulvehjerte'.)

8Likes
15Kommentarer
1652Visninger
AA

11. Kroen i skovbrynet

 

”Bedre.” Teiber nikker let, inden han endnu engang forklare, hvor på foden, man skal lægge vægten for ikke at støje, når man går, og hvordan man undgår at efterlade sig spor i underskoven. Selvfølgelig er det næsten umuligt ikke at efterlade sig nogle spor med tre heste på slæb, men man ved aldrig, hvornår sporfinderens kunst kunne gå hen at blive nyttig.

Grumset brun og mørk grøn farve omringer Teiber og Mikhayla til alle sider, og kun få lysstråler finder vej imellem træernes løvhæng. Man skal ikke ret langt ind i Sorteskoven, før temperaturen alder et par grader, og et evigt tusmørke er alt, der møder en. Mikhayla har mistet både retning- og tidsfornemmelsen; det eneste, hun kan tænke på, er at finde Uru, men Teiber og Sashas indre kompas virker upåklageligt.

”Kan du se den plante der, Anneh?” spørger Teiber og peger ned i skovbunden.

Mikhayla følger hans finger med blikket. Først ser hun ikke andet end de halvrådne blade og de stedvise græsklumper, der ligger som et tykt lag lige over jorden. Så får hun øje på den: en lille, useelige plante, hvis forkrøblede stængel og blade skinner sært grønt i skovbunden. Hun nikker.

”Det er måneurt,” fortæller Teiber. ”Den har en knortet, hvid rod, som på ulvens folk virker som en modgift, men for alle andre er livsfarlig.”

Uden et ord føjer Mikhayla denne ny viden til sin hastigt voksende viden plantemedicin, imens hun mumlende gentager rytterens ord. Uru har de ikke fundet i den tid, de har tilbragt i skoven, men rytteren har konsekvent udpeget alle planter med lægende egenskaber, de er støt på på deres vej.

Sasha væver sig vej ind og ud imellem knæhøje buskadser følgende en sti, som kun hun kan se. Bag hende følger rytteren og pigen efter hende på vekslen, som de har valgt ligeså meget for hestenes som for deres egen skyld. Den sølvgrå ulv løfter sit store hoved og vejrer nogle sekunder mod brisen for at fange færten af en anden ulv, men lugtene er gamle og sporene næsten forsvundet. Endnu engang sænker Sasha hovedet og fortsætter på lette poter sin færd gennem skoven.

”Fanger du noget?” spørger Teiber.

Med halen halt løftet vender Sasha hovedet, så hun kan se den sølverhårede pige, og møder rytterens blik. Et øjeblik står rytter og ulv bare og stirrer på hinanden, tavst kommunikerende overvejer de deres næste træk. Tiden løber, og allerhelst ville Teiber gerne være tilbage med orduen inden Rådets fastsatte fuldmåne, men uanset om de fandt Uru nu eller ej, ville de aldrig kunne nå tilbage i tide. Nu må spøgelsesrytteren nøjes med det næstbedste alternativ: at vende tilbage til orduen hurtigst muligt og håbe, at Rådet ikke ser hans fravær som en provokation.

Rytterens bevægelser forstyrrer knapt nok hans omgivelser, da han vender sig mod sin shakari. ”Hvor ville du lede efter Uru?” spørger han.

Pigen stopper midt i et skridt. Hendes arme fryser, falder kraftesløse ned langs hendes sider, så en lang, tynd gren svirper gennem luften. Hendes blik søger alle andre steder hen end til rytteren med de gennemborende røde øjne. Mikhaylas øjne gennemsøger skyggerne i håbet om at se omridset af en atletisk krop smyge sig ind og ud imellem træstammerne, men hendes blik fanger intet.

”Lysningen. Hjemme,” siger Mikhayla. Hun knytter hænderne langs siderne.

Teibers øjne hænger meget længe ved Mikhaylas spændte holdning, før han med få ord og et kast med hovedet sender Sasha ud for at finde det sted, de mødte pigen for første gang.

Omgivelserne ændrer sig ikke synderligt. De samme blade danner en grøn baldakin over deres hoveder, og den samme muldjordslugt hænger i deres næsebor, og den samme brise får de gråbrune grene til at gnide sig knirkende mod hinanden, men det er, som om stemningen bliver mere og mere trykket, jo længere de går.

Snart bliver der mere luft mellem træerne, så man ikke hvert andet øjeblik er nødt til at fjerne lavt hængende grene fra sin vej. De befinder sig stadigvæk et stykke vej fra skovbrynet, men Sorteskoven virker allerede mindre truende end for blot nogle få timer siden.

Mikhayla stopper. Hendes hoved farer fra side til side. Træerne ligner hinanden så meget, at kun en, der har tilbragt oceaner af tid i skoven, ville kunne genkende omgivelserne. Et mosovergroet, væltet træ fanger Mikhaylas opmærksomhed. Tøvende går hun hen til træet og lader en hånd glide hen over det fugtige mos. Imens hun konstant kaster blikke hen over skulderen for at sikrer sig, Teiber, Sasha og hestene er med, smyger Mikhayla sig ind og ud imellem træerne, til lysningen kommer til syne.

”Uru?” Mikhaylas stemme bærer gennem luften, inden den forsvinder mellem træerne. Uru venter altid på hende her, når tanten og onklen jagter hende ud i nattekulden, men ingen ulv slænger sig i græsset nu, ingen ulv kommer til syne mellem træerne, ingen ulv ses nogen steder. En knugende fornemmelse i brystet får Mikhayla til at gispe efter vejret.

”Uru!” Uden tanke for andet end sin ulv, styrter den næsten hvidhårede pige tværs over lysningen og forsvinder imellem træerne på den anden side.

Et øjeblik passerer, før det går op for Teiber, at hans shakari er sat i løb. Han kalder efter hende, men pigen kommer ikke tilbage til lysningen. Med et hovedkast sender rytteren sin sølvgrå ulv af sted efter Mikhayla, inden han svinger sig i sadlen. Selvom træerne står længere og længere fra hinanden, jo tættere han kommer skovbrynet, svirper grene ham stadigvæk i ansigtet og river fat i hans tøj, og selv hvis det havde været muligt at manøvrerer én hest i et fornuftigt tempo, så havde de to heste, han har på slæb, umuliggjort opgaven alligevel.

I samme øjeblik han bryder fri af træerne, drages rytterens røde øjne mod den lille pige, der netop i det øjeblik standser få meter fra en klynge slidte træbygninger. Den ene en stald, den anden et udhus, den tredje noget, Teiber straks genkender som en af de landevejskroer, der findes langs de større handelsruter, selvom vejen på dette sted mere er en bred grussti end en egentlig vej.

”Uru!” Mikhaylas stemme når Teibers ører på trods af den store afstand imellem dem. ”Uru, hvor er du? Uru.”

Heller ikke nu kommer hanulven til syne ved lyden af sit navn, men det gør til gengæld en lavstammet mand med spejlblank isse. Kroværten har et fedtet forklæde er viklet om livet, og han tørrer først håndryggen, så håndfladen af i det vinplamagerede stof.

Teiber hører ikke mandens ord, men hvordan hans læber krænges op i et smil, der blotter tænderne, undgår ikke rytteren. Mikhayla trækker sig baglæns. Hun vil væk fra manden, men den ene af hans kødfulde næver får alligevel fat om hendes overarm. Mandens anden hånd rejser sig, suser gennem luften og efterlader et rødt mærke på pigens kind.

Et øjeblik hører Teiberanoxus ikke andet end bruset af blod for sine ører. Seletøjet skærer sig ind i hans håndflader. Rødt. Et rødt skær lægger sig over verdenen. Alt han ænser, er Mikhayla, hans shakari, og manden, som med spytklatterne stående ud af munden råber den lyshårede pige lige ind i ansigtet. Teiber sporer hesten an og gør først holdt, da han er helt henne ved den skaldede mand, der rørte hans Anneh.

Mandens hoved farer op ved lyden af hestehovene mod den hårde jord. Han viger væk fra spøgelsesrytteren – for andet kan det ikke være med den ligblege hud og de glødende øjne – men uden at slippe Mikhayla. Sasha krænger læberne tilbage og spænder i alle musklerne; klar til at angribe ved rytterens første tegn. En dyb, rumlende knurren begynder helt nede i ulvens bryst og tordner forbi de blotlagte tænder.

Den sure lugt af sved kildrer Teiberanoxus’ næsebor, men de små tegn på mandens frygt får kun rytterens ansigt til at fortrække sig i et sløvt dødningesmil. Sveddråberne hagler ned over kroværtens skaldede, rødmossede isse, fortsætter ned over hans pande og hænger et øjeblik og dingler i de pjuskede øjenbryn, inden de falder. Teiberanoxus’ stemme fryser næsten kroværtens blod til is, og et øjeblik er han som frosset til stedet; så slipper han taget om Mikhaylas arm.

”Hvor bliver du af?” spørger en skinger stemme inde fra krostuens mørke. Stemmen svæver ud i lyset få sekunder, før den høje, tranelignende kvinde træder ud af døren.

Til at begynde med ser hun kun sin mand og pigen, der ligger sammenkrøllet for hans fødder, så lander hendes blik på den rasende rytter og knurrende ulv. Et højt, øresønderrivende skrig skærer gennem luften og efterlader den tranelignende kvinde rystende som et espeløv.

Mikhayla krøller sig endnu mere sammen ved lyden af sin tantes skrig. Tantens skrig trækker endnu flere mennesker ud af krostuens mørke, men ingen af dem rør sig, da de får øje på spøgelsesrytteren. Ingen af dem siger et ord; der er fuldkommen stille. Teibers stemme, der endnu engang løfter sig over stilheden, er det eneste, der holder mørket på afstand.

”Ryk dig, Anneh,” siger han på rytternes sprog.

Mikhayla krøller sig ud og krapper sig væk fra onklen og tanten. Først da flere meter adskiller hende og hendes familie, stopper Mikhayla og presser endnu engang panden hårdt mod knæene. En varm snude presser sig mod hendes kind og en varm krop smyger sig om hende som et beskyttende skjold. Mikhayla vover et enkelt blik på ulven, men det er ikke Sashas sølvgrå pels, men den velkendte, metalliske blågrå farve af Urus pels, der møder hendes blik. Med en halvkvalt hulken begraver Mikhayla ansigtet i Urus stride pelsdragt. Det sidste hun hører, før hun presser hænderne for ørerne, er den syngende lyd af et sværd, der forlader skeden.

Teiber vejer prøvende klingen i hånden uden at lade blikket strejfe fra den gennemblødte krovært. Den syngende lyd af metallet, der skærer gennem luften, får rytterens øjne til at gløde endnu dybere rødt.

”Hvor vover du at lægge hånd på min shakari,” hvæser Teiberanoxus på mandens eget sprog.

Manden rabler den ene undskyldning efter den anden af sig, men Teiberanoxus’ beslutning er allerede truffet; manden forseglede sin egen skæbne, idet øjeblik han løftede hånden til slag.

Sværdklingen suser gennem luften og skiller uden større modstand mandens hoved fra hans krop. Hovedet rammer jorden med en dump lyd, og et øjeblik står kroppen og svajer, inden også denne falder sammen. Endnu et hårrejsende skrig forlader den tranelignende kvinde, da hun synker på knæ ved siden af sin halshuggede mand. Ikke megen overvejelse skal til på Teiberanoxus’ side, før kvinden lider samme skæbne som sin mand.

”Andre?” spørger rytteren med rolig stemme.

Ingen tør sige en lyd i frygt for, at de skal blive de næste, spøgelsesrytterens vrede rammer.

I en flydende bevægelse glider spøgelsesrytteren ud af sadlen, tørrer klingen af og lader den glide tilbage i skeden, der hænger slænget hen over hans ene skulder. Med langsomme, målrettede skridt går han hen mod sin shakari og hendes ulv. Det enorme dyr løfter hovedet og knurrer af rytteren og ulven, der nærmer sig.

”Hun er min shakari,” siger Teiber på rytterens sprog og møder uden tøven ulvens blik. Det blågrå dyr lægger ørerne fladt ned langs hovedet, inden det sænker blikket, men hanulven flytter sig ikke.

”Hun er min shakrai,” siger Teiber og lægger ekstra vægt på det sidste ord. ”Flyt dig.”

Den store blågrå ulv træder nogle skridt væk fra Mikhayla og begynder at kredse om hende i stedet for. Ulvens blik er hele tiden fast fokuseret på Teibers mindste bevægelser, men Uru gør ikke mine til at angribe. Lidt efter fornemmer Teiber mere end ser, hvordan Sashas fjendtlighed siver ud af hendes krop, og hvordan det store dyr kredser bekymret om den sølverhårede pige i store cirkler.

”Anneh,” hvisker Teiber. Pigen ryster helt ukontrollabelt, og da hun løfter ansigtet, er hendes øjne store og blanke. Teiber holder armene ud mod pigen, der kryber frem og begraver hovedet ved hans bryst. Uden det mindste besvær rejser Teiber sig med sin shakari i favnen.

”Lader være med at se, Anneh,” hvisker han stille på rytternes sprog og sørger for, at pigen ikke ser de blodige kroppe, der ligger væltet ind over hinanden stadigvæk med blodet pumpende ud af de gabende sår.

”Du er sikker nu,” mumler han og stryger hende blidt over håret.

”Uru?” hvisker Mikhayla lavt.

”Han er her, Anneh.” Teiber griber sin hest ved tøjler og fører den og de to andre væk fra kroen, tilbage mod skoven. Først da de forsvinder ind mellem træerne, og kroen ikke længere er synlig, sætter han Anneh i sadlen og svinger sig selv op bag hende ved hjælp af stigbøjlen. Med de to ulve tæt efter sig slår han ind på en dyreveksel og guider både heste og ulve igennem Sorteskoven tilbage mod rytternes land.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...