Rytteren

En spøgelsesrytter. En pige. En beskyttertrang. Da Teiberanoxus finder en pige vandrende i skoven og beslutter sig for at tage hende under sine vinger, skaber det rører i spøgelsesrytternes verden. Og der er mere til både Teiberanoxus og pigen, end et enkelt blik kan afsløre.


19Likes
19Kommentarer
3951Visninger

Author's note

Denne historie kom på 2. pladsen i prequel/sequel konkurrencen, 2016.
AA

27. Knudepunktet

 

Det er den længste tur, Mikhayla nogensinde har taget. Sammen med Teiber har hun tilbagelagt afstande flere hundrede gange længere end den rute, de rider af nu. Hun og hendes rytter har redet fra den ene ende af Annor til den anden, uden at hun på noget tidspunkt følte sig ilde tilpas.

Denne gang er det andreledens.

Landskabet virker goldere, mere øde. Og uanset hvor hun vender blikket hen, mødes hun af synet af de ugæstfrie vidder. Selv himlen virker mere afvisende end normalt, og Mikhayla kan ikke lade være med at bøje nakken under vægten af den lyseblå halvkugle og solens skarpe stråler.

Mikhayla har ikke styr på, hvor længe siden det er, de forlod orduen. Nu er de endelig på vej med Arkins hest og ejendele på slæb. De andre shakarier kredsede om Ayni helt op til afrejse tidspunktet, og Ayni selv havde kun forladt teltet en enkelt gang siden den aften.

Teiberanoxus havde ikke være meget bedre. Ikke at han normalt er et overflødighedshorn af følelser, men dagene efter brorens død, blev hans ansigt en endnu blankere maske end normalt. Mikhayla har set sin rytter lige så lidt som Ayni, og nu, hvor de er taget af sted, hænger stilheden om dem som en ubrydelig barriere.

Tilbage i orduen havde der været ting at tage sig af. Teiber var blevet indkaldt af Rådet. Samtalen havde været kort, og da han vendte tilbage til teltet, havde han ikke ytret et ord. Arkins ting skulle pakkes sammen, og Mikhayla havde brugt næsten en hel månecyklus til at overbevise Ayni om at efterlade Arkin og Sarah ved Amron.

Hun havde håbet på, at forandringerne ville indfinde sig, da de forlod Den Hvide Ordu, men stilheden er her endnu. Mikhayla savner Teiber. De taler ikke ret meget, når de rider, men i det mindste virker han ikke så fjern i blikket som nu.

Mikhayla sparken hesten let i siden og rider op på siden af Teiber. Rytteren løfter ikke engang hovedet fra horisonten, da hun falder i trit ved hans side.

”Hvor længe tænker du, vi bliver i Knudepunktet?” spørger Mikhayla og ser på spøgelsesrytteren med håbefulde øjne.

”Ikke længe,” siger Teiber uden at se på hende.

Mikhayla presser læberne sammen til en tynd streg, for så meget havde hun regnet ud. Rytter blodet løber så tykt i Teibers åre, at bare det at bo i orduen er en sjældenhed, så at de skulle blive hængende i den eneste by i Annor længere end nogle få dage, ville have overrasket Mikhayla gevaldigt.

En tid rider de i tavshed.

”Har du tænkt over, hvor vi skal hen bagefter? Vi kunne ride mod Modraka,” Mikhayla gør et kast med hovedet i retning mod Ayni, ”hun fortalte mig om det. Hun siger, der skulle være grønt over det hele.”

Teiber ser stadigvæk lige frem for sig. ”Som du ønsker.”

”Hvornår har du tænkt dig at begynde at tale til mig igen?” Mikhayla hæver stemmen. ”Du kan ikke blive ved med at lade, som om jeg ikke eksisterer.”

Endelig vender Teiber hovedet og ser på Mikhayla, men da hun ser blikket i hans øjne, ville hun næsten have ønsket, at han havde ladet være. Alligevel møder hun hans øjne uden den mindste tøven.

”Nihar oker dur. Jeg frasiger mig sejren, Anneh.” Teibers øjne gløder svagt.

”Nihar oker dur?” siger Mikhayla og ryster på hovedet. ”Du er vred på mig, fordi krigeren frasagde sig sin sejr.”

”Du lagde ordene i munden på ham.”

Mikhayla fnyser.

”Og hvad så hvis jeg gjorde, Teiber? En gang ytret og ordene binder, det indprentede du i min hukommelse for flere år siden. ’Nihar oker dur,’ sagde du, ’det er det tætteste, en rytter kommer på at erkende et nederlag’ – var det ikke sådan du formulerede det?”

Mikhayla skal til at sige noget, men Aynis stemme skærer hende af, endnu inden hun når at begynde.

”Se.”

Et ord. Et ord er nok til at få de to kæmpende parter til at holde inde. Et ord udtalt med næsten død stemme sender kuldegysninger ned langs Mikhaylas rygrad. Et ord og en pegende finger sender rytteren og shakariens blikke ud mod horisonten, hvor silhuetten af en by netop kommer til syne.

Uden at sige mere rider rytteren og de to shakarier mod den eneste by i Annor, og både for Mikhayla virker tanken om en lejr, der ikke kan rykkes op ved daggry, som en meget fjerntliggende virkelighed, hun ikke så nemt kan forlig sig med.

Ikke længe efter rider de ind mellem teltene og hytterne, der udgør Knudepunktet. Så snart folk får øje på dem, ophører alt arbejdet og en unaturlig stilhed sænker sig over dem. Kun lyden af hestehove mod den fladstampede jord fylder luften.

Teiber rider nogle skridt foran Mikhayla og Ayni, der ordløse følger efter ham, indtil han holder sin hest an på en tom plads midt i byen. Rundt langs kanterne af pladsen står en håndfuld tomme boder, der vidner om, at pladsen ikke altid er helt så forladt som nu.

Folk strømmer ind på pladsen sammen med de tre ryttere, og snart dannes en bræmme af shakarklædte og gråhårede hoveder rundt om dem. En krumbøjet kvinde træder ud fra de andre forsamlede og løfter blikket. Selvom hendes hår falder gråt langs hendes ryg, og hun står støttet til en stok, viger hendes blik ikke fra de tre nyankomne.

”Hvem er I, og hvad bringer jer hid?” spørger kvinden dem med overraskende høj stemme.

”Jeg er Teiberanoxus af Den Hvide Ordu. Dette er min ulv, Sasha, og Anneh Mikhayla, min shakari,” Teiber slår ud med hånden i retning af pigen og ulven, ”og dette er Ayni, min broders shakari.”

Mikhayla kaster et blik på Ayni, men hun stirrer blot stift frem for sig uden at fortrække en mine.

”Min broder, Arkin af Den Hvide Ordu, har sluttet sig til månen på nattehimlen. Hans shakari søger Asyl her og håber at finde fred blandt jer.”

Den gamle kvinde sender et halvsmil i Aynis retning.

”Blandt os er der altid plads til dem i sorg. Velkommen til Knudepunktet, Ayni, Arkins shakari,” siger den gamle kvinde og strækker armene frem mod hende.

Tingene går stærkt efter det. Ayni stiger af hesten. Den gamle kvinde tager hende under armen og leder hende hen mod et lille telt i udkanten af byen. Teiber og Mikhayla efter ledende hestene ved tøjlen, og inde de ved af det, ligger alle Aynis ting inde i teltet i stedet for at hænge på hestene.

”Kom og find mig, når du er klar,” siger den gamle kvinde og giver Aynis hænder et klem, inden hun og byens andre beboere forsvinder tilbage mod markedspladsen, hvor de langsomt genoptager deres tidligere sysler.

Ayni vender sig mod Teiberanoxus, der sidder rank som en saltstøtte i sadlen.

”Tag hestene med jer, når I rider videre: I har mere brug for dem, end jeg har,” siger hun, så møder fanger hun rytterens røde øjne med sine egne: ”Må jeg låne din shakari? Jeg har noget til hende.”

Den mørkhårede rytter nikker studst.

Mikhayla stiger ud af sadlen og følger efter Ayni ind i hendes nyerhvervede telt. Pigen stopper lige inden for teltdugen og følger sin medshakari med blikket, imens hun vimser rundt og roder sine ejendele og sit husgeråd igennem.

Da Ayni atter engang står foran hende, søger Mikhaylas blik usikkert frem og tilbage mellem Aynis øjne og hendes hænder, der hænger i luften imellem dem.

”Jeg vil have, du skal have det her,” hvisker Ayni. I hendes hænder hviler Arkins klinger. Både den lange elfenbensklinge, den noget kortere dolk og en lille håndfuld kasteknive. Med vejrtrækningen fanget i halsen lader Mikhayla fingrene løbe over det hærdede læder, der omslutter elfenbensvåbnene.

”Hvad med dig, Ayni? Du kan da ikke bare – ” Mikhayla vrister blikket fri af klingerne for at møde Aynis blik.

”Tag dem,” siger Ayni uden at hendes stemme overdøver en hvisken. ”De er dine nu.”

Mikhayla blinker kraftigt med øjnene og presser læberne sammen til en tynd streg. Hun tager bæltet med de mange klinger fra Aynis hænder; hun fumler med bæltespændet i nogle sekunder, inden det lykkes hende at lukke det. Som det sidste tager hun kasteknivene fra den anden shakari.

Med en pludselig fart, som Mikhayla ikke ville have tilskrevet den mørklødede kvinde, træder Ayni frem og tager Mikhayla i sin favn. Ayni knuger den noget yngre shakari ind til sig. Hun vender hovedet, så hendes mund svæver mindre end en fingerbredde fra Mikhaylas øre.

”Han kaldte dig lirra ehhah… hvis du nogensinde får brug for det, så vid, du altid vil være velkommen i mit telt,” hvisker Ayni og trækker sig lidt væk fra Mikhayla. Hun knuger pigens hænder mellem sine, da hun siger: ”Slut fred med din rytter. Lad ikke Arkins død komme imellem jer. Annor er et ugæstfrit terræn for en ensom rejsende, Anneh Mikhayla, og jeg vil ikke være skyld i din ensomhed.”

Varmen fra Aynis hænder siver ind igennem huden på Mikhaylas hænder. Uden et ord bryder hun resterne af deres favntag. Hun drejer om på hælen og skynder sig ud af teltet, men hun kaster et sidste blik over skulderen, før hun træder ud under Annors bagende sol.

”Slut fred med din rytter. Slut fred. Slut fred,” gentager Aynis ord igen og igen sig selv i Mikhaylas sind.

Aynis ord spinder og snurrer i Mikhaylas tanker de næste mange timer, mens hun og Teiber i ladet tavshed rider hen over de uendelige vidder, der udgør rytterens land. For hver skridt hestene tager, lægger de mere og mere afstand mellem sig selv og Ayni.

Mikhayla er så fordybet i sine tanker, at hun end ikke ænser, da Uru slutter sig til dem. Knudepunktet har været ude af syne længe, da ulven støder til dem. Først i de tidlige aftentimer, da de endelig holder hestene an og stiger af for at slå lejr for natten, får Mikhayla revet sig ud af sine tanker.

”Ville du være stoppet, efter krigeren var død?” spørger hun og ser på den mørkhårede rytter hen over bålets sprudlende flammer.

I halvmørket om bålet virker hans kinder mere indsunkne end normalt og hans øjne fyldt af endnu flere gløder, men Mikhayla har aldrig ladet sig gå på af rytterens dødningelignende fremtoning. Heller ikke rytterens tavshed stopper hende.

”Den nat du gjorde mig til din shakari, gjorde du også dig selv til min rytter. Arkin er ligeså meget min bror, som han er din, og Ayni er ligeså meget min søster.”

Hun knuger en tot af Urus pels mellem fingrene.

”Men nok vederstykkeligheder havde fundet sted den aften; Annor havde set nok blod. Ville du være stoppet, når krigerens blod farvede din klinge rød?”

Med de ord ruller Mikhayla sig sammen under tæppet og trækker den ene arm op under hovedet for at bruge den som pude. Uru ruller sig sammen ved siden af hende, og hans ånder danner en varm plet på nederst på hendes ryg, når han ånder ud.

Hun beder til, at rytteren aldrig finder ud af, at det var Aynis ønske at skåne krigerens liv og ikke hendes egen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...