Rytteren

En spøgelsesrytter. En pige. En beskyttertrang. Da Teiberanoxus finder en pige vandrende i skoven og beslutter sig for at tage hende under sine vinger, skaber det rører i spøgelsesrytternes verden. Og der er mere til både Teiberanoxus og pigen, end et enkelt blik kan afsløre.
(Deltager i skriv forhistorien eller efterfølgeren-konkurrencen. Forhistorien til 'Anneh Mikhayla - Mikhayla Ulvehjerte'.)

8Likes
15Kommentarer
1618Visninger
AA

16. Karavanen

 

Tiden føles anderledes i rytternes land. Månerne er kommet og gået, siden Rådet, siden de forlod Den Hvide Ordu, siden Arkin og Ayni forlod dem, men hvis du spørger Teiber eller Mikhayla vil ingen af dem være i stand til at fortælle præcis hvor lang tid, der er gået. De kunne have redet en uge eller et år: dagene ligner hinanden. Man rider, man spiser, man sover.

Landskabet ændrer sig så langsomt, at man knapt nok bemærker ændringerne, før de er blevet en integreret del af hverdagen. Der er ingen bjerge i rytternes land, og kun få, smalle vandløb leder vand på tværs af stepperne, selvom vandet i de hedeste sommermåneder fordamper og i de koldeste vintermåneder fryser over. Kun hvis man rider længe nok mod syd, når man kystlinjen, eller hvis man rider mod nord i stedet, når man Sorteskoven og Stensletterne.

I rytternes land bliver man god til at læse vejret, for kun hvis man kender himlens mange luner, kan man sikre sig mod pludselige uvejr og af og til temmelig bratte vejrskift. I rytternes land skæres de bløde dele af mennesket fra, og kun de karpe, sandslebne træk står tilbage. Stepperne former sindene hos dem, der færdes på dem, og med lidt efter lidt ophører tiden med at eksistere som andet end et tåget begreb.

Hvis det ikke havde været, fordi Mikhaylas stigbøjler krævede tilpasning i ny og næ, når hun lagde sig endnu en fingerbredde til højden, og fordi indholdet i Teiber og Mikhaylas saddeltasker svandt dag for dag, ville tiden til sidst slet ikke have været et begreb.

Tiden holder Mikhayla især meget af at glemme. Jo længere tid hun befinder sig sammen med Teiber, jo længere væk synes hendes fortid at være. De dårlige minder tåger til og svinder til sidst ind til næsten uvirkelige billeder. Hun er ikke længere pigen, der styrtede gennem Sorteskoven med blod på kjolesømmen, hun er Anneh Mikhayla, og det kan hun sådan set meget godt lide.

Øjnene suger alt til sig, og Mikhayla ser fra side til side for at få så meget som muligt med. De sandede farver i horisonten står i skarp kontrast til himlens klare blå og virker stadigvæk overvældende og nyt for Mikhayla, selvom stepperne er blevet hendes hjem. Hun vender sig halvt om i sadlen for bedre at se rundt.

”Hvad er det?” spørger hun og peger ud mod horisonten skråt bag sig.

Teiber drejer hovedet for at se, hvad Mikhayla har fået øjet på. Han følger hendes finger med blikket. En bred støvsky nærmer sig. Snart dukker en sort stribe op under støvskyen. Teiber bander lavt og holder hesten an. Han havde troet, at en karavane ville vove sig så langt nordpå. Ganske vidst er de kun nogle dagsrejser fra handelsruterne, men i rytternes land holder karavanerne sig som regel til vejen.

”Tag shakaret på. Vi får selvskab.” Teibers blik flakker ikke fra karavanen.

Uden et ord gør Mikhayla, som han siger. Hun finder shakaret frem af tasken og tager det på, inden også hun vender blikket mod karavanen. Da stoffet er draperet på den rigtige måde, og hasperne går i hak, sætter de to ryttere endnu engang hestene i skridtgang.

”Sasha,” siger Teiber.

Mikhayla retter sig op i sadlen og løfter hovedet, da Sasha lægger hovedet tilbage og hylede. Endnu et hyl skærer gennem stilheden øjeblikket efter. Et øjeblik krølles Mikhaylas pande sammen i koncentration, imens hun arkiverer ulvenes udveksling i hukommelsen, men så glatter hendes ansigt sig ud igen.

Teiber ser hen på sin shakari. ”Send Uru væk; der er ryttere med karavanen.”

Uru blotter tænderne i et drabeligt smil, men efter et nik fra Mikhayla lunter han af med sænket hale.

For en gangs skyld skynder tiden sig af sted. Det føles, som om der ikke er gået mere end et par minutter, før man begynder at kunne skimte detaljerne i karavanen. Fem tungt lastede vogne triller mageligt hen over stepperne på bredde træhjul, der knager faretruende under vognenes vægt. Langs vognene ridder flere ryttere i den slags farverigt rejsetøj, der afslører, at de er draget over sydfra.

Tre af rytterne er iklædt mere dæmpede klæder og kredser om karavanen som ådselædere om bytte. Ved de kredsende rytters side lunter tre rytterulve. På afstand ser de store ud, men som karavanen nærmer sig, bliver det tydeligt, at ingen af dem er lige så store som Sasha og Uru.

Da de tre spøgelsesryttere i karavanen spotter Teiberanoxus og hans shakari nærme sig, samler de sig alle tre forrest i karavanen. De hvisker ophidset til hinanden, mens den enlige rytter og hans shakari stadigvæk er uden for hørevidde.

De har hørt historierne om de ensomme ryttere. Teiberanoxus og hans bror, Arkin, er de eneste ryttere, der frivilligt rejser alene, og rygterne om Teiberanoxus’ valg af shakari er rest den frygtede rytter i forkøbet. Lige så snart den mørkhårede rytter red fra Den Hvide Ordu med sin bror, spredtes historien om hans shakari, og hvordan han trodsede Rådet, som en steppebrand.

Efter at have hvisket frem og tilbage nogle få øjeblikke, bryder den ene rytter fri af gruppen for at ride Teiberanoxus og dennes shakari i møde. De to tilbageblevne ryttere nikker studst til hinanden: deres opgave er, at forklare handelsmændene hvilke fare den nyankomne rytter udgør, hvis ikke man udviser den fornødne respekt.

”Teiberanoxus,” siger rytteren med et lille buk fra sadlen, da han ikke er mere end nogle få meter fra Teiberanoxus og Mikhayla. ”Jeg er Mika af Den Røde Ordu. Min brødre og jeg er på vej mod øst.”

”Dette er min shakari, Anneh Mikhayla,” siger Teiberanoxus og gør en armbevægelse i Mikhaylas retning.

”Anneh Mikhayla,” hilser Mika med et lille nik, men den lille shakari virker ikke til at opfatte hans hilsen. Hun sidder så rankt i sadlen, at man næsten skulle tro, hun var opvokset i den.

De to ryttere udveksler flere høflighedsfraser, men Mikhayla lytter kun med et halvt øre. Hun er travlt optaget af at stirrer på rytternes ulve. De tre ulve ligner hinanden meget. Med den samme lysebrune pels og de samme markeringer langs siderne er det kun de mørkere plamager på snuden, der adskiller dem. Faktisk ligner de ikke ret meget de rytterulve, Mikhayla har set indtil nu. De er for små. De er mindre end både Sasha og Uru, og så vidt Mikhayla kan bedømme, er disse ulve ikke mere end nogle få fingerbreder højere end normale ulve.

Fra ulvene går hendes blik videre til handelsfolkene. Farverne på deres rejsetøj tiltrækker hendes opmærksomhed lige med det samme. Selvom farverne er falmede efter flere timers ophold i det fri, og støvet skjuler de fleste af mønstrene, står farverne alligevel tydeligt frem i forhold til rytternes tøj, der for det meste er uden indfarvning.

En handelsmand i en dybrød rejsekappe står ud blandt de andre. Noget ved hans ansigt virker bekendt. Hun har set det mørke, flettede hår før. De næsten sorte øjne, der får rynker, når han smiler. Mikhayla spærrer øjnene op, da hun genkender handelsmanden i det røde tøj.

Ved siden af hende sætter Teiber sin hest i skridtgang, og den anden rytter, Mika, rider tilbage til karavanen. Mikhaylas følger tavst efter Teiber. Han leder dem rundt om karavanen i adstadigt tempo. Mikhayla følger efter med øjnene boret ind i ryggen på ham, imens hun forsøger at skubben handelsmanden ud af sine tanker, for hvad man ikke har set, har man ikke ondt af, men det er svært at glemme, når man først er begyndt at huske.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...