Rytteren

En spøgelsesrytter. En pige. En beskyttertrang. Da Teiberanoxus finder en pige vandrende i skoven og beslutter sig for at tage hende under sine vinger, skaber det rører i spøgelsesrytternes verden. Og der er mere til både Teiberanoxus og pigen, end et enkelt blik kan afsløre.

(Vandt 2. pladsen i prequel/sequel konkurrencen, 2016. Forhistorien til 'Ulvehjertet')

17Likes
17Kommentarer
2914Visninger
AA

17. I ly for stormen

 

Regnen står ned i tykke stråler. Sandet under hestenes hove klistrer sammen, og i løbet af de sidse timer er det gået fra at være varmt rødt til at være en mere dybrød. Vandet løber lige ned igennem sandet, og forsvinder ned i jorden dybt, dybt nede. Himlen er sort. Den rumler. Et brag så kraftigt, at det kan får tænderne til at rasle, efterfølges af et knivskarpt, forgrenet lynnedslag.

Mikhayla piber og krummer sig sammen i sadlen. Hun er gennemblødt, hun ryster, og hendes hænder er så kolde, at tøjlerne næsten glider ud imellem hendes fingre. Endnu et tordenbrag sender lydbølger mod hendes trommehinder, og denne gang følger lynet hurtigere end før. Det oplyser sletten og sender lange skygger efter både heste, ryttere og ulve.

Begge ryttere er iført læderslag med hætterne trukket godt ned over ørerne. I morges, da uvejret startede, prellede vandet af, men nu er de alligevel våde helt ind til benene. Under slagene er i Mikhayla iført to tykke uldtrøjer, hvor af den ene er alt for stor. Trøjerne er gennemblødte, men holder på varmen. Til trods for de ekstra lag tøj ryster Mikhayla som et espeløv.

”Tei-tei-teiber.” Mikhaylas tænder klaprer så meget, det er svært at tale.

Teiber kanter sin hest så tæt på Mikhayla, som han kan. I tordenstormens mørke lyser Teibers øjne rubinrødt, og lyset fra de hyppige lynnedslag får hans indsunkne ansigt til at virke endnu mere spøgelsesagtigt.

”Hold ud lidt endnu, vi er der næsten,” siger Teiber.

Mikhayla nikker, men siger ikke noget.

Hestene traver fortsat gennem regnen med sænkede hoveder, og rytterne vugger fra side til side i takt med hestenes skridt. Sasha lunter af sted ved siden af dem med pelsen klistret tæt ind til kroppen. Uru er ingen steder at se. Mikhayla og Teiber ridder for at indhente Den Hvide Ordu, for at mødes med Arkin og Ayni før Den Store Middag. Da de nåede Stensletterne bad Mikhayla modvilligt Uru om at forlade dem, indtil de igen havde forladt Den Hvide Ordu.

Et lys dukker frem af mørket. Teiber ranker ryggen og kniber øjnene sammen til to smalle sprækker. Et smil hiver op i hans mundvig. Grænsebøndernes flakkende lysskær lover ly for regnen og i bedste fald tørre tæpper og et varmt måltid til hans shakari, der ryster i sadlen ved siden af ham.

”Se, Anneh,” siger Teiber og peger på lyset i bondehusets vinduer.

Mikhayla åbner munden og forsøger at tvinge andet end lyden af sine klaprende tænder over læberne. Selv med sammenknebne øjne, kan hun ikke se, hvad Teiber peger på. Hun vender blikket mod sine hænder og klimprer med øjenvipperne: der er to, der er fire, de glider over i hinanden, de tåger i kanten. Hendes læber glider fra hinanden. Et lysglimt får himlen til at blusse op med et koldt, hvidt skær. Verden sortner for Mikhaylas blik.

Teiber knæler over hende. Langsomt blinker hun med øjnene og ser undrende op på himlen bag den mørkhårede rytter. Hun er kold og klam over det hele, hendes arme føles tunge som bly, og mest af alt har hun lyst til at putte sig godt ind i Teibers trøje og sove, selvom mudret vand er på vej ned i hendes støvler.

”…Anneh. Anneh!” Teibers stemme.

”Hvad skete der?” spørger Mikhayla med spæd stemme.

”Du faldt af hesten. Gør det ondt nogen steder?” Teibers stemme er lidt højere end den plejer, og en hård kant har sneget sig ind i hans tonefald. Hans blik glider hen over pigen for at sikre sig, hun ikke er kommet noget til i faldet.

”Min arm.” Mikhayla prøver at dreje hovedet, men det er tungt og umedgørligt.

Og hun landede da også på sin arm, da hun faldt af hesten. Et blåt mærke tager allerede form under de mange lag tøj, skjult for rytterens blik, men ud over det og et ømt haleben ser det ud til, hun slipper med skrækken. Teiber var heldigvis hurtig til at få ledet den nu rytterløse hest væk fra pigen, så hun ikke blev trampet på.

”Jeg fryser,” hvisker Mikhayla ud mellem klaprende tænder.

”Kan du rejse dig op selv?”

Mikhayla spreder fingrene ud i mudderet og skubber fra, alt hvad hun kan, med hænderne. Hun klynker. Hendes muskler giver op. Hendes hoved snurre. Og det er, som om hendes krop gør alt, hvad den kan, for at modarbejde hende.

Teiber fører en arm ind under hendes knæ og bag om ryggen på hende. I én glidende bevægelse er han på benene, og Mikhaylas hoved ender op med at hvile på hans skulder. Fugten ligger som et tyndt lag hen over hendes pande, hendes hud brænder mod Teibers, hænderne ryster, og tænderne klaprer. Teiber bidder tænderne hårdt sammen og bøjer hovedet lidt, så regnen glider af hætten og drypper ned på Mikhaylas regnslag. I løbet af få minutter sidder han i sadlen med Mikhayla i favnen. Med et let spark i siden sætter hesten i bevægelse.

Normalt gør man grænsebønderne opmærksomme på sin tilstedeværelse, når man ankommer til en af deres gårde, men Teiber har hverken overskud eller tålmodighed til at vente på, en af bønderne skal høre ham over den rasende storm. I stedet svinger han sig ud af sadlen, skræver hen til døren og hamrer næven mod den solide plankedør.

Sekunderne tikker forbi. Regnen slår hende ikke længere i ansigtet, men Mikhayla ryster stadig. Hun stønner lavt, da en serie ubehagelige ryk går gennem Teiber og sender en dundrende smerte igennem hendes hoved. Et tordenskrald overdøver lyden af døren, der åbnes. Harans arrede ansigt fortrækker sig i en overrasket grimasse, da den gennemblødte rytter med en ligeså gennemblødt, klynkende pige i favnen belyses af ildstedets skær. Haran træder til side, og Teiberanoxus træder ind.

Sumi gisper. Strikketøjet falder ned i skødet på hende. Hendes hænder farer op til hendes mund. Små pytter samler sig på det stampede lergulv under rytterens fødder. Sumi rejser sig brat op. Strikketøjet falder fra hendes skød, og garnnøglet triller hen over gulvet, indtil det rammer den ene alkove.

”Tør hende, varm hende, giv hende noget andet tøj på,” siger Teiberanoxus og lader sit blik glide rundt mellem bondefamiliens tre medlemmer.

Ingen af dem møder hans blik.

”Dig; hjælp mig med hestene,” siger Teiberanoxus og peger på Haran. ”Hvis der sker hende noget, imens jeg er væk…” siger rytteren og ser frem og tilbage mellem Sumi og Bilal.

Kvinden nikker og rækker spørgende armene ud mod rytteren, der kun nødigt giver sin gennemblødte shakari fra sig. Øjeblikket efter er han endnu engang ude af døren; denne gang med en modstræbende Haran i hælene.

”Du er jo brændende varm,” siger Sumi bestyrtet og knuger den lille pige ind til sig. Selv iført drivvådt tøj virker pigen alt for let og alt for skrøbelig.

Sumi vender sig mod sin søn: ”Saml alle de tæpper du kan finde.” Hun venter ikke på at se sin ordre udført, før hun sætter den lille pige ned foran ilden. Selvom Sumi er en robust kvinde, som ikke er uvant med hårdt arbejde, er hendes fingre overraskende bløde og fjerne hurtigt det ene lag tøj efter det andet.

Først ryger regnslaget og støvlerne. Mudderpytter danner sig på gulvet under dem. Sokkerne, bukserne, og Teibers trøje er det næste, der står for tur. Bilal vender tilbage med favnen fuld af tæpper, som han lægger i en bunke ved siden af sin mor. Shakaret og Mikhaylas egen uldtrøje er det næste, der ryger. Og snart er hun kun iført en halvgennemsigtig, hvid undertrøje, der klæber til hendes krop.

”Bilal, sæt vand over til te,” siger Sumi og sender sin søn et blik overskulderen. ”Brug en af teposerne fra den blå metal æske på øverste hylde og rør en skefuld honning i, mens den trækker.”

Bilal træder forbi sin mor og den rystende pige. Mikhayla krymper sig for at komme så langt væk fra ham som muligt. Noget ved bondesønnen får hende til at føle sig utilpas, og det løber hende koldt ned af ryggen. Hun knuger armene om overkroppen og trækker lidt nærmere ildstedet, der sender behagelige varmebølger ud i rummet. En kold vind trænger igennem vinduesskodderne, den løber sine kolde fingre langs Mikhaylas nakke, og hun skælver.

Først da lyden af æsker, der bliver rykket på, når Sumis ører, trækker hun undertrøjen af Mikhayla. Sumi griber et gråbrunt quilttæppe fra bunken ved siden af sig. Det er gammelt, flere steder har hun været nødt til at lappe huller sammen, og hvis alt skal gå helt rigtigt for sig er det også en anelse krads, men det er stort, og det er varmt. Sumi folder tæppet helt ud og skal til at slå det om den feberblege pige. Kedlen piber, før hun når det. Bilal vender sig om med en tepose knuget i hånden.

En lang række eder forlader Bilals læber. Han presser munden sammen til en tynd streg og knuger hænderne sammen ned langs siderne.

Sumi sender ham et skarpt blik. ”Teen.”

”Hendes ryg, mor,” får Bilal presset ud mellem sammenbidte tænder.

Sumi draperer tæppet, så det dækker det meste af pigens krop, før hun rejser sig for at se, hvad hendes søn allerede har set. Arrene er næppe synlige mod den blege hud, men det intrikate mønster, der løber på kryds og tværs af Mikhaylas rygrad fanges alligevel i lyset fra ilden. Sumi holder en hånd for munden og trækker luft ind gennem udvidede næsebor.

I nogle sekunder står hun bare og sunder sig, inden hun hanker op i sig selv og vender tilbage til virkeligheden. ”Te. Nu.” Det er en ordre, ikke en opfordring. Med en lynsnar bevægelse hiver hun tæppet op, så det også dækker pigens ryg.

I mellemtiden har Bilal hældt vand over teposen og rører nu en skefuld honning ud i den dampende varme væske, mens teen trækker. Han møder sin mors blik.

”Ikke et ord om det her til rytteren,” hvæser Sumi og træder et skridt frem. Hun husker tydeligt sidste gang rytteren var her med sin unge shakari, og hun husker også, hvor tæt hendes søn var på at miste livet; sådan noget glemmer en mor ikke bare sådan lige. ”Ikke et ord.” Sumi kaster et blik hen på Mikhayla, mens hun siger det: forhåbentligvis er pigen for omtumlet af feberen til at huske Bilals udbrud senere.

Da Mikhayla endelig sidder med den varme te mellem hænderne, sænker en anspændt stilhed sig over de tre mennesker i stuen. Sumi lægger et til tæppe om skuldrende op Mikhayla og giver hende nogle sokker på. Med et støn skubber Sumi sig på benene. Hun samler bukker sig ned efter garnnøglet, ruller garnet op og sætter sig endnu engang med sit strikketøj i skødet. Sumi holder skarpt øje med både sin søn og Mikhayla, imens hendes hænder utrætteligt løfter masker fra den ene pind til den anden. Ind imellem opfordrer hun Mikhayla til at tage en tår af teen.

Først da døren ud går op, og først spøgelsesrytteren og siden Haran træder gennemblødte ind, bliver der atter røre i bondehusets stue. I hver hånd har Teiberanoxus en saddeltaske, som han sætter fra sig op af den ene alkove. Våde fodtrin følger efter ham fra døren og tværs over gulvet i det halvdunkle rum. Han slår hætten ned, løsner knapperne og lader regnslaget falde til jorden. I to lange skridt er han henne ved siden af sin shakari. Han går ned på hug foran hende og lukker sine stadigvæk våde, isnende fingre om hendes, der holder krampagtigt om tekruset.

”Anneh,” siger han lavmælt og søger hendes blik. Hendes pupiller er udspilede, og hendes øjne er blanke. Hendes øjne møder hans, men hendes blik virker fjernt, og øjenlågene truer med at glide i.

Henne ved døren hænger Haran sit eget regnslag op på en krog og lader sig gladelig omfavne af Sumi, der for anden gang denne aften har lagt sit håndarbejde fra sig. Hviskende fortæller Haran, at de har sat rytterens heste ind i stalden, og at hans sadler og resterende oppakning er blevet taget hånd om og lagt i ly for regnen.

Teiberanoxus slipper Mikhaylas hænder. Han rejser sig op og vender sig mod ægteparret, der stadigvæk står tæt sammen henne ved døren. Efter i nogle sekunder at have stirret på dem, vender grænsebønderne sig om mod rytteren; begge undgår de hans blik.

”Jeg er Teiberanoxus,” begynder Teiberanoxus med en lav stemme, der får Sumi til at rykke lidt tættere ind til sin husbond, ”jeg søger ly for stormen, så længe den varer, et varmt måltid og en seng til min shakari.”

”Både du og din shakari skal være velkomne til at blive her, så længe det er nødvendigt,” siger Haran og lader blikket flakke frem og tilbage mellem rytteren og hans shakari.

”I kan bruge alkoven tættest på ilden,” tilføjer Sumi.

Et studst nik er alt, de får til svar, før rytteren drejer om på hælen. Uden at tøve træder rytteren ud af sit tøj og finder et tørt sæt frem af den ene saddeltaske. Taskernes indhold har heldigvis klaret det dårlige vejr bedre end Mikhaylas og Teiberanoxus. Da han selv har iført sig tørt tøj, graver Teiberanoxus igennem den anden saddeltaske, indtil han også har fremtryllet et tørt sæt tøj til sin shakari.

Forsigtigt løfter Teiberanoxus den tæppeindpakkede Mikhayla op og bærer hende hen til den anviste alkove. Den stikkende fornemmelse af øjne i nakken og et hurtigt glimt af grænsebøndernes søn, som skulende følger rytteren med blikket, får Teiberanoxus til at fnyse irriteret. Han sætter forsigtigt Mikhayla ned på kanten af alkoven og tager tekruset fra hende.

”Se væk, dreng.” Teiberanoxus’ stemme er kold som is, og han fjerner aldrig blikket fra sin shakari. Først da Bilal har efterkommet ordren, fjerner Teiber tæpperne fra pigens skuldre, så han kan komme til at give hende det tørre tøj på. Til sidst binder han et tørklæde løst rundt om hendes hoved, så det meste af hendes hår skjules under det sorte stof. På vej tilbage lader han en knoglet fingerspids glide hen over hendes pande: hun føles varm.

”Teiber,” hvisker Mikhayla og griber fat i hans ærme, da han skal til at gå. Hendes tænder er holdt op med at klaprer.

”Jeg er tilbage lige om lidt,” lover Teiber og gør sig fri af hendes greb.

Rytteren samler sit og sin shakaris tøj sammen og spreder det ud nær ilden for at give det en chance for at tørre. Imens spøgelsesrytteren lægger sit tøj ud, kryber grænsebønderne ned i den tomme alkove. Sumi kravler ind først efterfulgt af Haran, der lægger en arm om livet på sin hustru. Bilal, der normalt har en alkove for sig selv, kryber ind efter sine forældre og vender lidt akavet tilpas ryggen til sin far.

Da Teiber vender tilbage til alkoven ligger Mikhayla sammenkrøbet inde i det ene hjørne. Han samler tæpperne op og lader sig forsigtigt glide ind ved siden af den sammenrullede pige. Med blide bevægelser putter han tæpperne ned om Mikhayla, der langsomt kryber tættere på sin rytter.

”Sasha?” hvisker Mikhayla, da toppen af hendes hoved strejfer hans underarm.

”Hun sover udenfor i nat,” hvisker Teiber. ”Fryser du stadig?”

”Nej,” siger Mikhayla og putter sig det sidste stykke hen til Teiber, så hun ligger puttet mod hans bryst.

Forsigtigt placerer Teiber en arm om Mikhaylas skuldre. ”Sov, Anneh.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...