Rytteren

En spøgelsesrytter. En pige. En beskyttertrang. Da Teiberanoxus finder en pige vandrende i skoven og beslutter sig for at tage hende under sine vinger, skaber det rører i spøgelsesrytternes verden. Og der er mere til både Teiberanoxus og pigen, end et enkelt blik kan afsløre.
(Deltager i skriv forhistorien eller efterfølgeren-konkurrencen. Forhistorien til 'Anneh Mikhayla - Mikhayla Ulvehjerte'.)

8Likes
15Kommentarer
1402Visninger
AA

3. I grænsesbøndernes hjem

 

De sidste tyve minutter har det flakkende lys ledt ham igennem mørket, men først nu er han tæt nok på til, at det antager en umiskendelig firkantet form. Ikke langt væk ligger et hus med krakelerede mursten og nedfaldne teglsten omgivet af bølgende marker til alle sider.

Det er et af de få grænsehuse, der ligger i udkanten af Stensletternes uvelkomne landskab. Kun få har bosat sig så langt fra de frodige sletter, der gennemskæres af brusende floder længere inde i landet, og husene ligger milevidt fra hinanden. Grænsebønderne er nogle af de få folk, rytterne nære en vis respekt for; deres arbejde er hårdt, naturen barsk og farerne mange.

Da Teiberanoxus endelig skridter ind på gårdspladsen og holder sin hest an, bliver han et øjeblik siddende som en skygge i mørket med blikket rettet imod de blafrende gardiner, der oplyses indefra. Han råber dem an. Hans stemme skærer igennem mørket, og alle nattens naturlige lyde forstummer.

Knirkende går døren op og afslører et solbrunt ansigt dækket af arvæv efter en eller anden ondartet koppesygdom. For en tid hersker stilheden imellem rytteren og bonden, imens sammen knebne øjne forsøger at skimte nogen i mørket. Til sidst opgiver bonden og skubber døren helt op, så en bred vifte af lys falder ud på gårdspladsen.

”Hvem er det, Haran?” spørger en dyb kvindestemme inde fra huset. En kvinde, der er lige så skarpskåren som sin mand og med et slidt uldsjal om skuldrene, træder op bag bonden og lægger en hånd på hans skulder.

Teiberanoxus svinger sig af hesten og træder ind i lyskredsen, så rytternes umiskendelige træk bliver synlige. Selvom han står inden for lyskredsen med øjnene rettet imod bondeparret, holder han stadig hestens tøjler med den ene hånd og den sovende piges fod med den anden.

”Jeg er Teiberanoxus, og jeg søger ly for natten og et solidt måltid mad,” siger Teiber og tilter hovedet lidt til den ene side.

Et fortumlet udtryk glider hen over bondeparrets ansigter, inden de med venlige armbevægelser byder rytteren at træde inden for i deres hjem. Bonden, Haran, kalder på sin søn for at få ham til at føre rytterens hest om til brakmarken bag huset.

Teiberanoxus drejer om på hælen og løfter den sovende pige af hesten. Han balancerer hende på den ene arm og hiver den mørke hætte hen over hovedet på hende, så det meste af hendes ansigt skjules af skygger. Overraskende nok er hendes vejrtrækning stadig dyb og drømmende.

”Tag sadlerne af dem og giv dem noget vand,” siger Teiberanoxus til den ranglede knægt, der næsten rystende skynder sig at adlyde spøgelsesrytteren. Med selvsikre skridt skræver Teiber forbi det overraskede ægtepar og befinder sig straks i husets eneste rum.

Kvinden fimser rundt i et forsøg på at gøre huset en anelse mere præsentabelt. Til sidst placerer Haran en hånd på hendes skulder, og hun falder lidt ned. ”Sumi, rolig,” siger han, og kvinden sender ham et forsigtigt smil.

”Vi forventede ikke din ankomst før næste måne,” siger Haran med stramme læber. Det er ikke mere end en måne siden, den sidste rytter kom forbi, og to måner siden den sidste ordu passerede i udkanten af deres land. Haran skifter vægten lidt fra fod til fod, men rytteren skænker ham ikke så meget som et blik.

”Planerne ændrede sig.” Teiberanoxus lader blikket glide rundt i det spartanske rum. Gulvet er lavet af hårdt stampet ler, og uidentificerbare pletter dækker hver centimeter af det. Fra loftet hænger et stort udvalg af tørret og røget kød klar til vinterens lange sulteperioder. Men det er alkoverne til venstre for ham, der fanger hans opmærksomhed.

”Kan jeg bruge en af dem,” spørger han og nikker hen imod alkoverne.

Haran og Sumi står som ramt af lynet. Aldrig før har en spøgelsesrytter bedt om lov til at bruge en alkove. For det meste spiser de resten af aftenens måltid, lader hestene græsse lidt og er væk inden morgengry. Det er bare sådan, de er.

”Min shakari har brug for et ordentligt måltid, og jeg kan ikke bede jer om at begynde på noget nu,” siger Teiber og retter lidt på pigen, så hendes vægt fordeles bedre.

”Din sha-shakari?” stammer Sumi med opspilede øjne og lader øjnene glide hen over den lille skikkelse på rytterens arm, som om hun først lægger mærke til den nu.

Teiberanoxus strammer grebet om den sovende pige, for ikke at gøre noget overilet og sender bondekonen et olmt blik; rytterens respekt for grænsebønderne rækker kun så langt. Han tager et skridt fremad, og hans øjne lyser blodrødt.

Både Sumi og Haran viger væk fra spøgelsesrytteren med bøjede hoveder; nok har de en gunstig aftale med rytteren, men det betyder ikke, at de er sikre for deres vrede. Først da rytterens øjne holder op med at gløde, vover bondeparret at løfte hovederne. Sumi kanter sig langs væggene for at være så langt væk som rytteren som muligt, ikke helt sikker på om stormen er drevet over.

Lyden af rustne hængsler bærer gennem luften, men Teiberanoxus skænker ikke megen opmærksomhed til andre end Mikhayla. Et køligt vindpust suser ind igennem døren, hvirvler støv op fra gulvet og kærtegner pigens sovende ansigt. Mikhayla glipper med øjnene i stuens dunkle halvmørke, men hendes søvndrukne øjne kan ikke skimte andet end dårligt oplyste skikkelser. Hun stivner. De små hænder knuger om en tot af Teibers hår, imens hun presser ansigtet længere ind til hans bryst.

”Din shakari kan ligge her,” siger Sumi og træder væk fra en af husets alkover med en flettet kurv i favnen. Hun bakker lidt væk fra rytteren, der kommer nærmere og nærmere, inden hun sætter kurven fra sig op ad væggen.

Teiberanoxus nikker til kvinden som tak, men Sumi trækker bare sjalet tættere om skuldrene og læner sig op ad sin husbond. Med varsomme bevægelser vikler Teiber Mikhaylas hænder ud af sit hår og placerer hende oven på et gråbrunt quilt tæppe. Hun stirrer op på ham med store øjne og griber ud efter hans hånd, da han skal til at trække den væk. Teiber knæler ned foran pigen, så de er i øjenhøjde og stopper en månehvid hårlok tilbage ind under hætten.

Hverken Haran, Sumi eller deres søn kan se, hvad Teiberanoxus gør, men alle øjne er som klistret til rytterens ryg. Sønnen, Bilal, rykker lidt på sig i håbet om at få et bedre udsyn til rytteren og hans shakari, men uanset hvor han stiller sig, kan han ikke se andet end rytterens kappeklædte ryg. Og så overrasker rytteren familien ved at sige noget på et sprog, ingen af dem genkender. Det er for musikalsk til at være rytternes sprog og for studst til at være deres eget.

”Mikhayla,” Teiber stirrer ind i de karamelfarvede øjne, ”er du sulten?”

Pigen ryster på hovedet, men hendes mave forråder hende. En lav rumlen når Teibers ører, og på et split sekund forvandler det dødningelignende ansigt sig til en alvorlig maske.

”Fortæl mig, når du er sulten, Mikhayla,” siger Teiber og ser strengt på den hætteklædte pige.

Mikhayla ser ned, men siger ikke noget. I et forsøg på en kærlig bevægelse rækker Teiber ud og retter på Mikhaylas hætte, så den hænger helt ned over næsen på hende. Han klemmer hendes skulder let, inden han rejser sig.

”Jeg bliver nødt til at se til Sasha og hestene, Mikhayla. Spis, hvad de giver dig: det hele,” Teiber sender pigen et lille smil og vender sig om mod familien. ”Giv hende noget at spise,” beordrer han med en stemme, der ikke tåler modsigelser, og så er han ude af døren.

Sumi begynder straks at hive resterne af aftenens måltid frem. Kartofler og kødstrimler ligger snart på en tallerken, og Sumi overvejer, om hun skal varme maden op. Hun beslutter sig for at lade være: på rytteren lød det, som om det hastede. Sumi sætter maden foran pigen, hvis øjne spiler sig op og glider vandrende hen over maden, men hætten skjuler pigens ansigt, så ingen ser det.

Mikhayla rækker forsigtigt ud og prikker til en kartoffel for at sikre sig, at den virkelig er der, inden hun løfter den med begge hænder og vender og drejer den. Hun noterer alle detaljerne: hvordan den passer perfekt i hendes hænder, den ru skal, den lettere jordede duft. Forsigtigt sætter hun tænderne i den.

Sumi og Haran vender tilbage til deres gøremål, og selvom de med jævne mellemrum sender den unge shakari et hurtigt blik, falder de hurtigt tilbage i hverdagens rutine. Kun deres søn, Bilal, kan ikke få øjnene fra pigen i alkoven, der ligner en, der er blevet sultet det meste af sit liv og aldrig før har set en kartoffel. Bilal knuger hænderne sammen, og den frygt, rytteren før indgød i ham, må vige for raseriet.

Stille og roligt gumler Mikhayla kartoflen i sig. Smagen af kulde og sødme triller hen over hendes tunge og gemmes i hendes bevidsthed til næste gang, hun bliver sulten. Imellem hver bid ser hun op på de vejrbidte bønder stuen glad for, at de ikke længere stirrer på hende. Selvom Teiber befinder sig lige i nærheden, får hun alligevel kuldegysninger af familiens stedvise blikke.

Da hun ser op næste gang, kommer en af mændene hen imod hende med et skvulpende krus i hænderne. Han knæler mindre end en meter fra alkoven og lader knæene hvile mod det stampede lergulv. Et forsigtigt smil pryder hans ansigt.

Han rækker kruset frem mod hende med nogle ord, hun ikke forstår. Mikhaylas øjne pendulerer frem og tilbage mellem kruset og mandens ansigt. Hun ved ikke, hvad han vil have hende til at gøre, og den knugende fornemmelse i hendes mave får hendes skuldre til at spændes.

”Her,” siger Bilal og rækker endnu engang kruset frem imod pigen, men hun sidder bare ligeså ubevægelig som en saltstøtte. Bilal trækker kruset til sig og fører det demonstrativt op mod læberne, tager en tår og rækker det igen ud mod pigen.

”Kom bare, tag det,” siger han og smiler beroligende.

Pigens hænder nærmer sig kruset og griber kun tøvende fat om det. Bilals smil bliver endnu bredere, da hun fører det tilbage op til sine læber og forsigtigt begynder at nippe til indholdet, for selvom hendes hænder ryster så kraftigt, at hun spilder halvdelen af indholdet på gulvet, så tog hun imod kruset.

Haran løfter blikket og ser sin søn række et krus til rytterens unge shakari, men han ser intet ondt i at tilbyde hende noget at drikke, og snart vender han atter sin opmærksomhed mod det, han har i hænderne.

”Jeg hedder Bilal,” siger Bilal og peger på sig selv, men pigen løfter knapt nok blikket fra kruset, der langsomt tømmes for indhold. Da hun giver kruset tilbage, er det stadigvæk delvist fyldt, og hun vender tilbage til at memorerer den mindste detalje af kødstrimler og kartofler, før hun spiser dem.

Teiberanoxus træder ind af døren, ligesom Bilal skubber sig op at stå, og et øjeblik kribler rytterens fingre efter at lukke sig om bondedrengens solbrune hals. Rytteren bliver stående og holder døren for den store, sølvgrå ulv, som lunter ind efter sin rytter. Først da Teiberanoxus skubber døren i efter sig, snurrer Bilal rundt på hælene.

”Hun er kun et barn. Hun kan ikke være din shakari,” siger han med lav stemme, men alligevel hører alle i huset ham.

Sumi og Haran forsøger forgæves at få deres søn til at tie, men det er for sent: Teiberanoxus bevæger sig med rovdyrets glidende bevægelser frem mod den stor mundede dreng, der tør stille spørgsmålstegn ved hans valg af shakari.

”Var din mund, dreng,” siger rytteren med en stemme, der er dybere end hans normale, men raseriet har så godt fat i Bilal, at hverken rytterens mørke stemme eller lysende øjne, kan få ham til at stoppe.

”Hvor gammel skal hun være, før du beslutter dig for, at hun er moden? Hvornår vil du tvinge dig selv på hende for første gang?” fortsætter Bilal. Imens han taler, bliver hans stemme højere og højere, indtil han råber. ”Det skulle ikke undre mig, om du allerede har været der!”

Hurtigere, end hvad øjet kan følge med, har Teiberanoxus presset den ubesindige bondeknøs op ad væggen. Rytterens fingre ligger i et jerngreb rundt om drengens hals, så stramt at Bilal næsten ikke kan få luft ned i lungerne. Teiberanoxus læner sig frem ad, så deres næser næsten strejfer hinanden og stirrer ind i drengens øjne. Bilal kæmper forgæves for at komme fri af rytterens greb, men han kan ikke lirke Teiberanoxus’ knoglede fingre af sin hals.

”Jeg er ligeglad med, hvad du mener, jeg kan og ikke kan gøre, så længe du holder din mening for dig selv.” Teiberanoxus tilter hovedet, og Bilals hjerte har aldrig før slået så hurtigt. ”Annneh Mikhayla er min shakari, og jeg har ingen intentioner om at have sex med hende, som du selv siger: Hun er kun et barn.”

Grebet om Bilals hals forsvinder. Bilals ben giver efter under ham, da han gispende falder til jorden. Hans knæ hviler i støvet, og hele hans vægt er på hans ene hånd; med den anden holder han sig beskyttende om halsen som for at viske mindet om rytterens kvælertag væk. Han løfter langsomt sine tårevædede øjne fra sine ned bidte fingernegle. Det første, han ser, er det tågede omrids af sine forældre; det næste er spøgelsesrytteren på vej hen mod sin shakari.

Teiber knæler ned foran pigen, som rystende har trukket sig så langt væk fra alting som muligt. Sasha betragter et øjeblik sin rytter, inden hun puffer til Mikhaylas fod med snuden. Foden forsvinder straks ind under kanten af den alt for store hættetrøje.

”Mikhayla,” Teiber venter på at få pigens opmærksomhed, før han fortsætter, ”du er sikker sammen med mig. Der vil ikke ske dig noget.”

Mikhayla rører ikke på sig, og Teiberanoxus tvivler et øjeblik på, om hun hørte ham, men så folder hun sig langsomt ud og kravler hen imod ham. Han åbner sine arme for hende og samler hendes lille skikkelse op. Hun skjuler ansigtet i hans skulder, og han strammer sit greb om hende lidt mere. Uden at værdige bondefamiliens blegnede medlemmer et blik skræver han ud i mørket med Sasha lige i hælene, men uden nogen intentioner om afrejse: De skylder ham stadig et måltid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...