Rytteren

En spøgelsesrytter. En pige. En beskyttertrang. Da Teiberanoxus finder en pige vandrende i skoven og beslutter sig for at tage hende under sine vinger, skaber det rører i spøgelsesrytternes verden. Og der er mere til både Teiberanoxus og pigen, end et enkelt blik kan afsløre.
(Deltager i skriv forhistorien eller efterfølgeren-konkurrencen. Forhistorien til 'Anneh Mikhayla - Mikhayla Ulvehjerte'.)

11Likes
15Kommentarer
2132Visninger
AA

15. Fortælletimen

 

”Hvordan kan du ikke være øm?” Ayni lader armene falde tilbage langs siden efter at have strakt sig. Hun vipper frem og tilbage på tåspidserne nogle gange og svinger først det ene, så det andet ben for at få rystet lidt af stivheden ud af dem.

Arkin lægger en hånd på sin mørklødede shakaris skulder og sender hende et lille smil, før han bøjer sig ned efter den ene af sine saddeltasker. De står i udkanten af bålskærets rækkevidde, og alting virker halvgemt i skyggerne og mørket, som omringer dem pulserende af liv.

”Det går over med tiden,” siger Arkin med et let skuldertræk.

”Jeg har aldrig været så øm før,” mugger Ayni og følger med Arkin tættere på bålet. ”Jeg er konstant øm i hele kroppen. Jeg forstår virkelig ikke, hvordan I andre kan holde til det.”

De Arkin glider ned i skrædderstilling med saddeltasken placeret foran sig. Hans knoglede fingre vikler snoren, der holder den lukket, op og fremdrager han en flad, firkantet sten på omtrent samme størrelse som en hånd. Med en stor armbevægelse trækker han sin klinge af skeden og lægger det henover knæene. En smule vand hældes ud over den skiffergrå slibesten, inden Arkin påbegynder det meditative arbejde at trække klingen hen over stenens overflade, indtil den bliver syngende skarp.

På den anden side af bålet, sidder Teiberanoxus i skrædderstilling ligesom sin bror, men ikke med sin elfenbensklinge over knæene. Hans hænder er travlt optaget af at gnide en eller anden form for olie eller creme ind i buen.

Ayni træder hen til bålet. En pande simrer over flammerne og en liflig duft står allerede op af den. En ske er blevet efterladt på jorden lige uden for flammernes rækkevidde. Ayni har den i hånden, inden hun når at tænke sig om. Hun rører tænksomt rundt i panden. Det er ikke nogen videre stor pande, den skal passe i rytternes oppakning og ikke veje for meget, men den har en god størrelse, når man ikke er flere.

”Hvorfor rejser I ikke alle sammen med orduen?” spørger Ayni, imens hun øser mad op i fire træskåle.

Lyden af klingen mod slibestenen ophører. Med hovedet på sned betragter Arkin sin shakari, da hun rækker en skål frem mod ham og selv sætter sig ned ikke langt fra ham.

”Jeg mener,” fortsætter Ayni, ”ville det ikke være nemmere, hvis I alle sammen boede sammen i orduen eller en by eller noget?”

”Måske,” siger Arkin, fører skålen op til læberne og puster. ”Måske ikke.”

”Rytterne bor ikke i byer: De stækker kroppen og stækker sjælen.” Teiberanoxus’ stemme overdøver de sagte lyde fra bålet, selvom han står med ryggen til dem. Hans bue er pakket forsvarligt væk, i stedet står han med to skåle i hænderne. ”Vi har altid været nomader: Frie i sjæl og krop.”

Teiberanoxus knæler ned foran Mikhayla og rækker hende den ene skål. Pigen tager imod den med et skævt smil og et lille tak. Først da Mikhayla tager den første bid, begynder Teiberanoxus at spise. Ingen siger noget i nogle minutter. Den eneste lyd til at udfylde natten er bålet, der knitrer, og nattens dyr, der pusler i mørket omkring dem.

”Fra fødsel til død må vi være nomader og vandrer omkring på steppene, som månen vandrer over nattehimlen. I det øjeblik vi stopper med at vandrer, ophører vi med at være ryttere,” siger Teiber og stirrer ind i ilden. Flammerne boltrer sig mellem hinanden, og røde og gule og orange ildtunger slikker de forkullede træknuder.

Aynis hoved farer op. Tilbage i orduen hørte hun de andre shakarier hviske med hinanden om Teiberanoxus’ valg af shakari. Hun kunne ikke være andet end et skæbnebarn skænket af månen selv, når Teiberanoxus’ havde taget hende til sig.

”Hvad tænker du på?” spørger Arkin og lægger en hånd på Aynis knæ. Han klemmer det forsigtigt, inden han trækker hånden til sig.

”Månen. Hvorfor er månen så vigtig?” Ayni ser frem og tilbage mellem de to ryttere.

Teiberanoxus og Arkin udveksler et kort blik. Teiberanoxus nikker studst, før hele hans opmærksomhed rettes mod Mikhayla. Hendes skål står foran hende, men selv flere måneder efter, Teiberanoxus fandt i Sorteskoven, spiser hun som en fugl. Med stramme læber griber den mørkhårede rytter pigens skål og holder den frem mod hende igen.

”Engang for længe siden,” begynder Arkin, sætter sin tomme skål fra sig og genoptager slibningen af sin klinge. ”For meget, meget længe siden, dengang månen endnu hang så lavt på nattehimlen, at hendes lys lyste natten op ligeså klart som solens dagen, dengang kom tre ryttere til Annor, selvom landet først har fået sit navn langt senere. De red ud over vidderne. I flere dage red de nat og dag ledet af månen, indtil de hørte en ulv kalde mod fuldmånen. De red efter lyden, men da de endelig fandt ulven blev de så bjergtagede, at de kom op at slås. Månen brød sig ikke om, hvad hun så, så hun stod ned blandt dem og skabte fred.”

Arkin holder inde for at pakke slibesten og klinge væk igen. Ayni følger ham med øjnene. Først da han endnu engang sidder ved siden af hende, fortsætter han: ”Da det gik op for de tre ryttere, at de nær havde slået hinanden ihjel over en ulv, frasagde de sig straks sejren alle tre og stak deres klinger tilbage i skeden. Uanset had månen havde set i de tre ryttere, må hun have syntes om det, for da frede var genoprettet, kaldte hun på ulvens kobbel og fordelte ulvene mellem rytterne. Hver især fik de besked på at oprette en ordu, hvor hendes folk kunne finde ligesindede. Med hendes velsignelse drog de tre ryttere hver til sig og oprettede Den Røde Ordu, Den Lilla Ordu og Den Hvide Ordu.”

Ayni holder vejret. Hendes øjne er blevet store, og hun sidder spændt som en buestreng, men Arkin siger ikke mere. Med et ryk drejer hun overkroppen imod den lyshårede rytter. Hun skyder hovedet lidt frem og løfter begge øjenbryn: ”Ja? Hvad skete der så? Hvad gjorde de?”

”Der er ikke mere til historien, Ayni, det var det.” Arkin trækker på skuldrene.

”Det mener du ikke. Arkin helt ærligt, forsæt,” kommanderer Ayni, men Arkin siger ingenting. Til sidst vender hun hele kroppen mod ham, bøjer hovedet lidt og ser op på ham gennem øjenvipperne. ”Be’ om.”

Alt, der møder hende, er Arkins blanke maske af et ansigt. Ayni sukker.

”I forstår jer virkelig ikke på at fortælle historier,” mumler hun for sig selv og lader sig falde bagover med armene strakt over hovedet. I noget, der føles som meget længe, stirrer Ayni bare op i nattehimlen og tegner streger mellem stjernerne, når skyerne ikke dækker for udsynet. Hvis Arkins fortælling er noget at gå ud fra, så undrer det ikke Ayni, at rytternes historier og traditioner langsomt er gået tabt i tidens tåger. Den mørklødede shakari flytter hænderne fra over hovedet og ned, så de hviler på maven i stedet for.

For Mikhayla tænder Arkins historie et lille lys inden i hende. Svinget, onklen og tantens kro, var altid fuld af rejsende, der fortalte hinanden historier, og uanset hvor gode eller dårlige de end var, holdt Mikhayla altid af at lytte til dem. Arkins historie er bare endnu en til samlingen. Mikhayla kan godt lide at tænke på månen som en kvinde: høj og slank og med hår i samme sølverhvide nuance som hendes eget. Måske månen også har klinger som hendes, tænker Mikhayla og skal lige til at vende sig om for at spørge Teiber, men et ulvehyl skærer hende af, allerede inden hun når at åbne munden.

Ayni sætter sig op med et sæt. Hendes hjerte springer et slag over, og hendes blik farer hen over mørket uden for bålets lyskreds. Mikhayla på den anden side lægger hovedet på skrå og lytter intenst til ulven, og et øjeblik frygter Teiber, at det skal vise sig, at hans shakari skal vise sig at have flere skjulte talenter. Da Sasha løfter hovedet mod himlen for at svare den anden rytterulv og bringe dens besked videre, virker det dog mere til, at Mikhayla er fascineret af ulvenes tuden end af budskabet, deres hyl bærer med sig.

Ulvehylene dør langsomt ud. Et skuffet udtryk glider over Mikhaylas ansigt, da stilheden endnu engang indhyller de fire personer om bålet som en kappe. Et lille smil lyser dog hendes ansigt op, da Uru lunter nærmere og lader sin kolde snude kærtegne hendes ansigt. Et henrykt hvin forlader Mikhayla, da den store ulv puffer hende omkuld og møfler sit store hoved ind i maven på hende. Urus pels kilder hende på maven, da et bart stykke hud pludselig kommer til syne. 

Flere minutter senere snor Uru sig tæt om den lille pige, hvis tøj er i uorden. Et bredt smil beklæder Mikhaylas ansigt, da Teiber hiver et tæppe hen over hende. En tid vender og drejer Mikhayla sig, indtil hun ligger tæt ind til Uru med tæppet viklet stramt rundt om sig. Shakaret skjuler stadigvæk det meste af hendes hår, men enkelte uregerlige hårtotter har på en eller anden måde sneget sig fri af det indelukkende stof. Pigen presser ansigtet tættere ind til Urus pels og sukker dybt i søvne. Hun trækker benene længere op mod brystet. Ikke længe efter følger de tre voksne om bålet pigens eksempel og går til ro.

Synet af hendes sovende medshakari får Aynis hjerte til at krumme sig sammen, og i flere minutter ligger hun bare og stirre på den lille pige gennem flammerne. I morgen skilles deres veje: hun og Arkin fortsætter mod vest, Mikhayla og Teiberanoxus slår en stor bue og begynder at rejse sydpå, inden de atter drager mod nordøst. Ayni ved ikke, hvornår hun næste gang kommer til at se den lille pige, og om hun overhovedet vil være så lille næste gang, de ses. Da Ayni vender sig om på siden og presser ansigtet ind mod Arkins bryst, fylder tristheden ved at forlade Mikhayla, glæden ved udsynet til en grøn afveksling i landskabet og rytternes historier lige meget i hendes sind.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...