Rytteren

En spøgelsesrytter. En pige. En beskyttertrang. Da Teiberanoxus finder en pige vandrende i skoven og beslutter sig for at tage hende under sine vinger, skaber det rører i spøgelsesrytternes verden. Og der er mere til både Teiberanoxus og pigen, end et enkelt blik kan afsløre.


19Likes
19Kommentarer
3951Visninger

Author's note

Denne historie kom på 2. pladsen i prequel/sequel konkurrencen, 2016.
AA

23. En uoverensstemmelse

 

”Det kan du ikke mene,” hvæser Mikhayla ud mellem sammenbidte tænder.

Teiber ser kold på hende hen over bordet. Pigens borer ufortrødent sit blik ind i hans, og ingen af dem ser ud til at være klar til at se væk. Sasha ligger under bordet med hovedet hvilende på rytterens fødder. Langsomt vender den store ulv hovedet og stirrer på Mikhayla fra under bordet.

Med sammenknebne læber skubber pigen til ulven med spidsen af sin støvle, men det får ikke ligefrem det store dyr til at holde op med at stirre. Hvor er Uru, når man har brug for ham? Mikhayla affærdiger tanken allerede før, den har taget form i hendes hoved. Den Store Middag er ikke noget godt sted for en ulv med en dødsdom hængende som en sort sky over hovedet.

”Du kan ikke mene, vi skal tilbage til den… den familie.” Mikhayla strammer grebet om stilken på sit drikkeglas. ”Har du glemt, hvad der skete sidst, vi var der?”

Teiber ser på sin shakari med døde øjne. ”Nej, Anneh, det har jeg ikke, men det er den hurtigste vej.”

Den mørkhårede rytteres stemme får de omkringsiddende ryttere til at fumle med bestikket og vende blikket bort. Arkin, da sidder lige ved siden af sin bror, vil sværge på, at luften omkring Teiberanoxus bliver nogle grader køligere.

”Hvorfor insisterer du så på at rejse den vej? Skal vi nå et eller andet, du har glemt at fortælle mig?” Mikhaylas tager et tør af sit glas, inden hun fortsætter: ”Hvem prøver du at straffe: mig eller dem? Eller måske nyder du bare blo…”

”Anneh,” afbryder Teiber med en stemme, der skærer gennem marv og ben.

Arkin holder et vågent øje med sin bror. Det er aldrig godt at vide, hvor lang lunte han har, og selvom Teiberanoxus har mere tålmodighed med Mikhayla end nogen anden, er det ikke godt at vide, hvornår han har fået nok.

Længere nede af bordet ophører al samtale. Først tier rådsmedlemmerne, der sidder tæt nok på til at høre rytterens og shakariens skænderi. Lidt efter lidt spreder stilheden sig fra sidemand til sidemand, og alle rytterne venter spændte på at se, hvad der nu vil ske.

”Teiberanoxus.” Mikhaylas stemme drypper af kulde.

Det er svært at sige, hvor længe stilheden varer, men det er, som om hele salen holder vejret. Selv oppe ved langbordet registreres den ændrede stemning blandt rytterne. Kongen, der efterhånden er mere rynker end hud, og manden med det hårde ansigt følger rytternes blikke til orkanens øje. Luften er lige så ladet som stilheden før stormen, og ingen tør flytte på sig af frygt for at tiltrække sig uønsket opmærksomhed.

”Det var ikke et forslag, du kunne sætte spørgsmålstegn ved,” siger den mørkhårede rytter på annorak. Hans stemme er rolig, og alle spor af oprørthed er forsvundet fra hans toneleje. ”Det er sådan, det bliver.”

Hans ord forplanter sig som en løbeild ned langs rækkerne af lyttende ryttere. Enkelte undrer sig: hvorfor tiltaler Teiberanoxus sin shakari på rytternes sprog? Det er en alment anerkendt sandhed, at shakarierne ikke kan lærer rytternes sprog.

Mikhayla spænder og løsner hænderne under bordet. For en gangs skyld er hun glad for, at det meste af hendes ansigt er dækker bag shakarets broderede stof. En vejrtrækning. To dybe indåndinger. Langsomt genvinder hun kontrollen over sin krop.

Med begge hænder sætter hun fra på bordpladen. I et ulideligt langsommeligt tempo kommer hun på benene, så skræver hun hen over bænken og begynder sin vej rundt om enden af bordet. Først passerer hun Arkin og Sarah, der begge ser efter hende med bekymrede øjne. Så når hun til Teiberanoxus.

”Fint.” Hun læner sig tættere på den rankryggede rytter.

”Fint,” gentager hun på rytternes sprog. ”Hvis du siger det.”

Hun skal lige til at dreje om på hælen, men Teiber lukker fingrene om hendes håndled.

”Og hvor tror du så, du skal hen?”

”Kan du ikke være ligeglad?” spørger Mikhayla og rykker for at få sit håndled fri. Det hjælper ikke.

”Anneh Mikhayla, hvor skal du hen?” spørger Teiber og trækker pigen så tæt på, at deres ansigter næsten rører hinanden.

”Jeg vil finde Ayni, og så vil jeg få nogen timers søvn, inden du jager mig ud på en tur, jeg intet vil have med at gøre,” hvisler Mikhayla uden slå over i et andet sprog end annorak.

Teiber studerer pigens øjne, inden han slipper hendes håndled. Uden yderligere ord styrter Mikhayla ned langs den naturlige midtergang mellem langbordene, hvor rytterne sidder bænket. Døren smækker i bag hende med et brag, der runger i den øredøvende stilhed.

Flere minutter efter pigen er forsvundet ud af døren, bryder en højlydt mumlen ud mellem spøgelsesrytterne. Ingen af dem har nogensinde hørt om en shakari, der taler annorak, og da slet ikke en så ung shakari, der behersker rytternes eget sprog. Måske der alligevel er noget om rygterne, der omgiver den frygtede rytters shakari. Måske hun vitterligt er månegivet.

Teiberanoxus skænker ikke kakofonien af stemmer nogen opmærksomhed. Tilsyneladende ubekymret fortsætter han med at spise. Ja, han stanger endda endnu et stykke kød med sin kniv og løfter det over på sin tallerken.

Målløs betragter Arkin sin bror, mens han skærer lammekødet i strimler og stikker en af dem i munden. Han rækker ud efter sit glas og tager en ordentlig slurk, inden han stiller det fra sig igen. Han folder en serviet ud på bordet, griber noget brød fra et fad nær ved og lægger det oven på servietten.

”Hvis der er noget, du vil sige, så sig det, Arkin,” siger han og rækker ud efter en frugtskål.

”Du ved udmærket godt, hvad jeg vil sige, ehheh.” Arkin vrænger det sidste ord.

”Giv hende noget tid til at falde til ro,” siger Teiberanoxus, lægger nogle vindruer og to appelsiner ved siden af brødet. ”Lad hende sove på det.”

”Jeg tror, der skal mere til end en god nats søvn,” siger Arkin og stryger en hånd gennem Sarahs pels.

”Måske,” indvilger Teiberanoxus og slår knude på servietten, ”men så længe hun husker våben og proviant denne gang, skal hun have lov til at afreagere alt det, hun har brug for.” Så vender den mørkhårede rytter sin opmærksomhed tilbage til maden på sin tallerken og stopper endnu en kødstimmel i munden.

Arkin åbner munden for at sige noget mere, men holder inde, allerede inden det første ord har forladt hans læber. Det kan være lige meget, hvad han siger nu: brorens beslutning er taget. Den hvidhårede rytter ryster på hovedet med sammenbidte tænder. Han stirrer stift frem for sig, klør Sarah bag ørerne og vender så også selv tilbage til maden, der står foran ham.

Anneh Mikhayla er hans brors shakari, og uanset hvor forkert han finder hele situationen, er hun hans brors ansvar. Så længe Teiberanoxus ikke sårer den sølverhårede pige, er der intet han kan gøre for hende; sådan er reglerne, sådan har det altid været.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...