Rytteren

En spøgelsesrytter. En pige. En beskyttertrang. Da Teiberanoxus finder en pige vandrende i skoven og beslutter sig for at tage hende under sine vinger, skaber det rører i spøgelsesrytternes verden. Og der er mere til både Teiberanoxus og pigen, end et enkelt blik kan afsløre.


19Likes
19Kommentarer
3947Visninger

Author's note

Denne historie kom på 2. pladsen i prequel/sequel konkurrencen, 2016.
AA

19. Dødsblikket

 

”Så du det?” Mikhayla peger på sine kasteknive. Hver og en sidder de begravet i det forkrøblede træs grålige bark, og sammen danner de en lille klynge halvvejs oppe ad stammen.

Teiberanoxus løfter knap nok hovedet. ”Du drejer overkroppen for meget, når du kaster.”

”Teiber,” hun hiver stavelserne i hans navn ud, indtil de er så tynde, de risikerer at knække, ”se!”

”Anneh,” dræver Teiber. Deller ikke denne gang løfter han hovedet fra sine hænders arbejde. I den ene hånd holder han en strømpe, skaftet er rullet op til foden, og hælen er spændt ud af to knoglede fingre. Med den anden hånd væver han en tyk tråd frem og tilbage over hullet på hælen.

Den udtørrede lyng knaser. Skridtene bevæger sig væk fra ham. Langsomt fører Teiber nålen ind under en tråd og vipper den under den næste. Skiftevis over og under trådene, indtil han når kanten af hullet og lader nålen glide langs maskerne for at hæfte tråden i strømpen.

Lyng og mos er for en gangs skyld stille, da hun lister sig nærmere rytteren med sine kasteknive i hænderne. Hun er mindre end ti skridt fra rytteren, da en lyngkvist knækker under hendes fod. Afventende holder hun vejret. Rytteren løfter ikke blikket fra strømpen og stoppenålen, der langsomt væver hen over hullet, til det forsvinder. Med hakkende bevægelser sætter hun atter i bevægelse og sniger sig fremad.

Kun vinden rører sig på de vidtstrakte vidder. Trægt glider skyerne over himlen og kaster kolde skygger på den rødlige jord under sig. Mikhayla trækker vejret så stille, hun kan. Mindre end tre skridt fra rytteren stopper hun igen, i vildrede. Med blikket følger hun Teiber, da han bryder snoren, pakker stoppenålen væk og folder strømpen ud. Hans fingre hiver lidt i det nu stoppede hul, trådene holder. Han lægger strømpen fra sig.

”Hvor længe har du tænkt dig at stå der og blomstre, Anneh?” spørger han og drejer hovedet lidt, så han kan se den sølverhårede pige over skulderen.

Underlæben skyder frem og giver hede et halvkomisk udtryk. Med stor svingende arme kaster hun knivene fra sig ved siden af Teiber, inden hun drejer om på hælen og marcherer væk med fletningen dunkende mod det nederste af ryggen.

”Uru,” kalder hun lavt.

Metalblå pels dukker op i periferien af hendes synsfelt, og øjeblikket efter spurter hun af sted tæt forfulgt af det store dyr. To hjerter banker tungt for at få blod nok rundt til de hårdtarbejdende muskler. Urus mund står på vid gab. Han sætter farten op og overhaler Mikhayla.

Pigens ben går som trommestikker, hendes arme pumper frem og tilbage. Hun ser Urus pels styrte forbi hende, han er foran hende, afstanden mellem dem vokser. Hendes ben værker. Hun har sidestik, og efterhånden er hendes vejrtrækning mere en overfladisk, hvæsende lyd. Alligevel fjedrer hun på fødderne, sætter fra, springer. Med armene strakt ud foran sig griber hun fat i Urus pels og hiver ham med sig i faldet.

Ulv og pige er en uigennemskuelig masse af arme og ben, der tumler rundt og vikler sig mere og mere ind i hinanden i et forsøg på at komme fri. Så slipper de fri. De kommer begge to på benene. Den ene står foroverbøjet og kæmper for at få vejret, den anden har tungen dinglende ud af munden.

Et øjeblik stirrer de bare på hinanden. Ingen af dem rører en muskel. Mikhayla bevæger sig først. Luften har endelig fundet vej ned i hendes lunger, og inden Uru når at flytte vægten på poterne, kaster pigen sig frem mod ham.

Mikhaylas fingre misser akkurat ulvens pels og strejfer kort halespidsen. Ulven drejer om og tilter hovedet en anelse, mens pigen snubler nogle skridt fremad, før hun genfinder balancen. Noget, der minder om knurren, ruller hen over Mikhaylas læber, samtidig med hun sætter fra. Denne gang støder pige og ulv sammen, vælter om kuld på jorden og ruller frem og tilbage over mos og lyng.

Nogle meter der fra følger Teiber pigen og ulvens leg med et glimt i øjet. Et stolt smil trækker op i hans mundvige. Nogle sekunder passerer, hvor han, stille som en stenstøtte, giver sig selv lov til at halvsmile og bare glædes ved synet af si shakaris leg. Øjeblikket er alt for hurtigt ovre, og endnu engang vender den næsten uigennemtrængelige maske tilbage og berøver hans ansigt alle følelser.

Med et sidste blik over skulderen bøjer han sig forover og samler Mikhaylas efterladte våben op fra jorden. Teiber tørrer klingerne af, inden han pakker kniven ind og lægger dem ned i den ene saddeltaske.

Mørket sænker sig over landskabet. Uru løfter hovedet og vejrer luften. Med et puf i Mikhaylas side forsvinder den store ulv ud i mørket; legen er forbi. Mikhayla stirrer efter ulven, indtil hun ikke længere kan skimte så meget som hans silhuet.

Bag hende brænder bålet støt og roligt og sender små gnister højt op i luften. Svævende i luften rundt om bålet hænger duften af brænderøg, stegt kød og varme æbler. Mikhaylas mave rumler. Hun har ikke spist noget siden, ja, hun kan huske præcis hvor længe siden, men ved synet af gennemstegt kød og varme æble løber hendes tænder i vand.

”Fortæl mig om N’mur ol Amron.” Mikhyala piller en strimmel kød af og stikker den i munden og lader sig dumpe ned ikke langt fra bålet.

Teiber sender hende et skarpt blik, men overgiver sig alligevel. ”For længe siden,” begynder han og stopper også selv en kødstrimmel i munden, ”næsten ni generationer tilbage i tiden, siges det, at Amron og Sørun lå i krig…”

Lyden af hovslag mod jorden afbryder historien, og før Mikhayla når at blinke med øjnene, står Teiberanoxus foran hende. Skæret fra bålet spejler sig i elfenbensklingens æg. Mikhayla krabber sig baglæns, tættere på bålet. Et gisp forlader hendes læber, da hendes ryg støder mod noget hårdt. Hun drejer hovedet så hurtigt, at hun får helt ondt i nakken.

Det er bare Sasha. Den store ulv puffer Mikhayla ned på maven, så den kan skræve hen over hende. Først da Mikhayla ligger under ulvens bug, løfter Sasha atter hovedet og lader blikket gennemsøge mørket.

”Jeg er Teiberanoxus af Den Hvide Ordu,” råber den mørkhårede rytter ud i mørket. ”Giv jer til kende!”

To skikkelser til hest efterfulgt af to, luntende ulve kommer ind i lyskredsen. Der stopper de.

”Jeg er Eron af Den Lilla Ordu,” siger den ene.

”Jeg er Peru af Den Lilla Ordu,” siger den anden.

”Jeg hilser jer, Eron og Peru af Den Lilla Ordu,” siger Teiberanoxus og nikker let uden at slippe de to ryttere med blikket, ”hvad gør I her?”

”Vi hilser dig ligeså, Teiberanoxus af Den Hvide Ordu,” siger de to nyankomne ryttere med et let halvbuk. Den mørkhårede rytters rygte er ilet ham i forvejen.

”Vi så lyset fra dit bål og tænkte at slutte os til dig,” siger Eron.

Teiberanoxus siger ikke noget, og de to ryttere spænder i musklerne, men så glider Teiberanoxus’ klinge tilbage i skeden og den store ulv bag ham sænker børsterne.

”Dette er min shakari, Anneh Mikhayla,” siger Teiberanoxus med en hånd på pigens skulder, da de Eron og Peru er steget af hestene og slutter sig til dem om bålet.

Et hurtigt blik veksles mellem de nyankomne. Rygterne talte altså sandt. Teiberanoxus har taget et barn til shakari. Hvor mange andre rygter vil der vise sig at være hold i? De ved det ikke og er ærligtalt ikke sikre på, de har lyst til at finde ud af det, så også den shakarklædte pige får en formel hilsen med på vejen.

Eron og Peru steger deres egen aftensmåltid over bålets flammer, og snart efter tyller de øl i sig i så rå mængder, at man må undere sig over, hvorfor de endnu ikke er faldet døde om. Som det oftest går, så ryger forstanden ud, når alkoholen ryger ind og sætter tungen på gled.

Mikhayla lytter kun til rytternes samtale med et halvt øre, men pludselig fanger et navn hendes opmærksomhed. Uru, siger de. Hendes hoved farer op. En af de nyankomne, Eron tror hun nok, nævner Uru og ordene pest og død i samme sætning. Mikhayla er på benene, før Teiber når at stoppe hende.

Både Eron og Peru vender blikket mod pigen ved hendes pludselige opbrud. Hendes ansigt fortrækker sig i en maske af vrede, og hendes øjne blusser faretruende. De to, halvfulde ryttere skutter sig og sænker blikket. Mikhayla drejer om på hælen og griber et tæppe fra en af Teibers saddeltasker. Hun vender demonstrativt ryggen til bålet, da hun ruller sig sammen ved siden af Sasha.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...