Rytteren

En spøgelsesrytter. En pige. En beskyttertrang. Da Teiberanoxus finder en pige vandrende i skoven og beslutter sig for at tage hende under sine vinger, skaber det rører i spøgelsesrytternes verden. Og der er mere til både Teiberanoxus og pigen, end et enkelt blik kan afsløre.

(Vandt 2. pladsen i prequel/sequel konkurrencen, 2016. Forhistorien til 'Ulvehjertet')

12Likes
15Kommentarer
2323Visninger
AA

13. Den tredje ulv

 

Jo længere tid Ayni tilbringer i rytternes land, jo mere overbevist bliver hun om, at der kun findes to slags vejr, ligesom der også kun findes to former for landskab: åbne vidder og åbne vidder afbrudt af orduens karakteristiske telte og rytternes dyreflokke spredt ud under den bagende sol eller skjult under et tykt lag sne og overløbet af en bidende kold vind.

Mens de var i orduen hørte Ayni de andre shakarier hviske om Arkin og hans bror, når de troede, hun ikke hørte det. Fra disse samtaler og enkelte brudstykker af samtaler her og der, stykkede hun sig frem til, at brødrene fortrak at ride alene, selvom ryttere som regel færdes i grupper af to eller tre.

Måske det var derfor, så mange af orduens beboere fulgte dem med blikket, da de en tidlig morgen red ud af orduen, men Ayni har på fornemmelsen, det nok havde mere at gøre med Teiberanoxus og hans shakari. Den mørkhårede rytter udeblev, da Rådet anmodede om hans tilstedeværelse. Teiberanoxus lagde sig ud med Rådet – og slap godt fra det! Hvordan kunne noget sådan gå til?

Ayni ridder op på siden af Arkin. Rytternes ulve lunter af sted nogle meter foran dem og endnu længere fremme ridder den mørkhårede rytter og den sølvblonde pige side om side.

”Hvad er så specielt ved din bror, Arkin?” spørger Ayni og sætter for første gang ord på det, der har naget hende, siden hun første gang mødte Teiberanoxus.

”Han er en enspænder i en verden af kobler.” Arkin trækker på den ene skulder, men siger ikke mere.

Ayni sender den lyshårede rytter ved hendes side et studst blik. ”Ja. Og derfor fulgte hele orduen med, da vi red ud.”

Arkin sukker. Han lukker øjnene og rider en rum tid uden at sige noget. ”Han er gjort af et andet stof end os andre. Hvor vi andre med tiden har glemt vores traditioner og ritualer, husker han dem lysende klart og følger dem hver og en.”

Arkin kaster et blik efter sin bror, men han er stadigvæk for langt væk til at høre hans ord.

”Jeg ved ikke, hvad Rådet troede, de ville få ud af at tilkalde min ham. Hvis min bror siger, at der intet galt i at tage en pige som shakari, så er der ikke meget Rådet kan stille op. Men da han ikke dukkede op, da han blev tilkaldt…? At modsige Rådet svarer til at modsige kongen: det gør man ikke og da slet ikke uden konsekvenser.”

”Så de kom for at se manden, der trodsede magthaveren,” sagde Ayni.

Hvor mange gange havde hun og hendes veninder ikke flokkedes omkring dem, der trodsede de rigeste købmænd i hendes fars karavane? Og hvor mange gange havde beboerne i de byer, de gjorde forretninger i, ikke samledes ved synet af en forbryder fanget i udåden eller sat til skue på markedspladsen? Hun kendte kun alt for godt den pirrende nysgerrighed, der drog mennesker mod dem, der gjorde oprør, uden på noget tidspunkt at komme dem så nær, at man brændte sig.

”Nej,” sagde Arkin, ”de kom ikke for at se manden, der trodse Rådet. Dem, der fulgte os den morgen, de kom for at se pigen, der tæmmede bæstet.”

Mere når Arkin ikke at sige, og han ønsker heller ikke at sige mere, før Teiberanoxus holder sin hest an. Ayni åbner munden for at sige noget, men Arkin ryster på hovedet og holder hånden op for at stoppe hende. Før eller siden skal han nok svare på hendes spørgsmål, men nu er ikke tidspunktet til at gøre det.

”Ehheh,” hilser Arkin og nikker kort til rytteren med det mørke hår og det udhulede ansigt.

Teiberanoxus nikker. ”Vi slår lejr her.” Med de ord svinger han sig ud af sadlen og træder hen mod Mikhayla, men pigen står allerede med begge ben solidt plantet på jorden. Med korslagte arme tramper hun væk fra hesten og rytterne, men Teiber lader sig ikke mærke med Mikhaylas manglende varme. I stedet begynder han at løfte sadlerne af deres heste.

Han mærker Arkins blik i nakken som en kold prikken. Han vender sig ikke om for at se på sin bror. Teibers fingre løsner gjorden med lethed, inden han trækker sadlen af hesten. Da han trækker sadlen af, spændes hans overarme, og et øjeblik står han bare med den tunge lædersadel i hænderne, før han lægger den fra sig på jorden.

”Ja, Arkin?” spørger Teiber sin bror, da han går videre til at løfte sadlen af sin egen hest.

”Er der en grund til, vi slår lejr nu?” spørger Arkin og gør et kast med hovedet mod det sted på himlen, hvor solen står. Solnedgangen er endnu nogle timer væk.

”Ja.” Teiber kaster et blik efter Mikhayla, inden han finder en strigle frem af saddeltasken. Ikke længe efter får han selvskab af Arkin og Ayni, der også hver især tager sig af deres egne heste.

Næsten halvanden time senere passer hestene sig selv, og en eller anden form for sammenkog simrer over ilden. Mikhayla fandt først tilbage til de andre, da kulden krøb ind over landskabet. Nu sidder hun så langt væk fra Teiber, hun overhovedet kan komme, hvilke ikke rigtigt siger noget.

Ayni rejser sig op og rasler og skramler med skeer og skåle, før en portion dampende sammenkog lander foran Mikhayla. Pigen flytter ikke blikket fra brændekævlen, men ved duften af kød, kartofler og timian løber hendes mund i vand, og hendes mave rumler højt. Alligevel rækker hun ikke ud efter maden.

”Spis, Anneh,” siger Teiber og rejser sig fra sin plads en kvart omgang til venstre for hende og sætter sig hen ved siden af hende i stedet for.

Modvilligt tager Mikhayla skålen op og løfter en skefuld dampende mad op til munden. Teiber insisterer på, at hun skal spise, og han vil forsætte med at nøde hende, indtil mindst første portion er væk. Smagen breder sig over hendes tunge som en sand smagseksplosion, og da først hun er gået i gang, holder Mikhayla ikke op med at spise, før skålen er tom.

”Anneh,” hvisker Teiber og læner sig helt tæt ind til Mikhayla. Hans ånde kildrer mod hendes ører, når han snakker. ”Kald din ulv til dig.”

”Nej.” Mikhayla er på benene, før Teiber kan nå at stoppe hende.

”Anneh.” Der er noget mørkt i Teiberanoxus’ tonefald, der får Ayni til at krybe sammen ved siden af Arkin og den lyshårede rytter til at sende urolige blikke til sin bror.

Mikhayla ryster vildt på hovedet og bakker længere væk fra Teiber.

”Sasha,” siger Teiber.

Den store ulv træder på lydløse poter om bag pigen og puffer til hende med snuden. Mikhayla snubler nogle skridt frem ad lige ind i Teiber.

”Din ulv vil ikke komme til skade, Anneh, det har du mit ord på,” hvisker Teiber i pigens øre. Forsigtigt lukker han hænderne om pigens overarme og hjælper hende med at genfinde balancen. Mikhayla bider tænderne hårdt sammen, men gør så, som Teiber siger og kalder på sin ulv.

Sasha kredser om Arkins ulv klar til at kaste sig mellem Sarah og ulven, der træder ud af skyggerne rundt om bålet. Teibers store ulv blotter sine tænder af sin søster ulv, men den nyankomne ham virker helt upåvirket af de to hunulves skærmydsler. Den eneste, Uru har øje for, er Mikhayla.

Arkin stivner. Uru. I dette øjeblik ligner ulven ikke den koldblodede morder, den er blevet gjort til i historierne, men arene, der trækker mønstre i hans pels, vidner om et dyr, der er vant til at kæmpe for overlevelsen. I én glidende bevægelse skubber Arkin Ayni om bag sig, så han selv står mellem hende og ulven som et levende skjold, og lukker fingrene om sit våben. En sylespids klinge mod hans hals stopper ham.

”Angriber du eller Sarah Uru, vil end ikke blodet i dine årer kunne beskytte dig,” hvisler Teiberanoxus ud mellem sine blotlagte tænder. ”Er det forstået?”

Arkin afsøger sin brors blik, men den anden rytters øjne indeholder ingen spor af uoprigtighed. Arkin synker besværet og nikker, så en Teibers klinge prikker hul på huden på hans hals, og en enkelt bloddråbe pibler frem. Arkin holder begge hænder ud til siden med håndfladerne vendt fremad som et tegn på overgivelse. Først da forsvinder presset mod hans hals.

Teiber lader sin elfenbensklinge glide tilbage i skeden og vender ryggen til sin bror. Han hører godt Aynis ophidsede udbrud, og hvordan Arkin holder hende tilbage, da hun skal til at fortælle præcis, hvad hun mener om den mørkhårede rytter, men denne ene gang lader Teiber det fare.

Synet af Mikhayla, der trykker ansigtet så tæt ind til Urus hals, at ulvens metalliske, blågrå pels og pigens kun delvist tildækkede sølverhvide hår blader sig sammen, sender en blanding af tyktflydende glæde og noget andet, mere bittert igennem den skeletagtige rytter.

Sasha lægger sig ned og strækker ud ved siden af bålet. Med roligt logrende hale strækker hun benene ud fra kroppen og lader hovedet falde ned på jorden. Hun lukker øjnene og udstøder et lavt bjæf, inden hendes hale ligger stille. Skæret fra bålet spiller i hendes pels og får hendes krop til at glimte gråt. Teiber træder forbi hende med et tæppe i hånden og et over armen.

Uru løfter hovedet ved lyden af fodtrin. Han krænger læberne tilbage over tænderne og knurrer lavt af rytteren. Teiber stirrer på sin shakaris ulv. Pigen ligger krøllet sammen ved siden af Uru med hovedet begravet i hans pels. Rytterens blik bevæger sig fra ulven hen til pigen, skyggen af et smil bryder ud på hans læber og forsvinder ligeså hurtigt, som det dukkede op.

”Hun er min shakari, ulv,” siger Teiber og træder uden tanke for ulvens blottede tænder de sidste skridt hen til den sovende pige. Han knæler ned ved siden af pigen, folder tæppet ud og pakker hende ind i det. Forsigtigt for ikke at vække hende, løfter han Mikhayla med den ene hånd og foder tæppet ind under hende, så hun ikke vil blive kold af at ligge på jorden. Da Teiber er færdig, krøller Uru sig sammen om pigen: ulvens blik forlader aldrig den mørkhårede rytter.

Teiber ruller sit eget tæppe ud på jorden. Han sætter sig i skrædderstilling oven på det med hænderne hvilende på knæene. Hans ansigtet er udtryksløst, da han vender blikket mod Arkin. ”Uru er Annehs ulv.”

”Hun har en ulv og snakker vores sprog,” siger Arkin og skotter hen til den sovende pige, ”er du sikker på, hun ikke er en af os?”

”Ja.” Teiberanoxus’ svar kommer uden tøven. Uanset hvor logisk det ville være, var Anneh en rytter, så har ingen rytter et sæt klinger magen til hendes.

Arkin løfter et øjenbryn, men siger ikke noget: forundret over den sikkerhed, hvormed broren afviser muligheden for, at Mikhayla skulle være en af dem.

”På et tidspunkt skal jeg nok fortælle dig, hvorfor jeg er så sikker,” siger den mørkhårede rytter, ”men ikke nu.”

”Ved Rådet det?” spørger Arkin og trykker Ayni endnu tættere ind til sig. ”Ved de, Uru er hendes?”

Teiberanoxus ryster på hovedet. Med en dyster mine lægger han sig ned, ruller om på siden og trækker tæppet hen over sig. Snart efter fulgte Ayni og Arkin trop, og selvom der var meget, de gerne ville vide om Anneh Mikhayla, blev der ikke stillet flere spørgsmål. I hvert fald ikke den aften.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...